Føroyar í kalda krígnum


Sámal Tróndur Finsson Johansen
Færøerne under den kolde krig
de militære installationer 

Indhold

Forord *
Indledning *

Overordnet formål *
Kilder og materialer *
Problemstilling *
Fremstilling *
Rapportens opbygning *

Kapitel 1
Sikkerhedspolitiske rammer *

Indledning *
Amerikansk sikkerhedspolitik *
Geostrategiske perspektiver *
Den kontinentale strategi *
Den maritime strategi *
Det strategiske nukleare perspektiv *
Fra neutralitet til alliance *
Danmark i Atlantpagten *
Sammenfatning *

Kapitel 2
Færøerne mellem amerikansk og dansk sikkerhedspolitik *

Indledning *
Amerikanske efterretninger om Færøerne *
Sikring af amerikanske interesser *
Strategisk interesse og økonomisk støtte *
Militær og strategisk opgradering *
Færøsk ’sikkerhedspolitik’ *
Sammenfatning *

Kapitel 3
Flådestrategier og Loran-C *

Indledning *
Flådens rolle i amerikansk militærstrategi *
Flådestrategier *
Polarisprogrammet *
Forbedrede navigationsmuligheder *
Flere klassifikationsniveauer *
Planlægningsfasen *
Forundersøgelser og inspektion *
Dansk-amerikanske forhandlinger *
Etablering og drift *
Den færøske reaktion *
Sammenfatning *

Kapitel 4
Early warning og kommunikation *

Indledning *
Den russiske trussel og tidlig varsling *
’Bombers Gap’ og ’DEW-Line’ *
’Missile Gap’ og ’BMEWS’ *
NATO’s varslingsstation i Færøerne *
Troposcatter i Færøerne *
Dansk-færøsk konfrontation – endnu engang *
Sammenfatning *

Kapitel 5
Sammenfatning og konklusioner *

Færøernes strategiske rolle *
Loran-C *
NATO-varslingsstationen og troposcatter *
Et gensidigt afhængighedsforhold *

Ordliste *
Litteratur m.m. *

Forord

I forbindelse med lagtingets beslutning af 19. april 1996 vedrørende redegørelse for oplysninger om militære installationer i Færøerne, blev der af lagmanden nedsat en styregruppe bestående af fire medlemmer, til at lede dette arbejde. Styregruppen bestod af fuldmægtig Rúni Joensen (formand), landsarkivar Jóannes Dalsgaard (faglig ansvarlig), professor Jóan Pauli Joensen og lektor Jákup Thorsteinsson. I oktober 1997 ansatte styregruppen en faghistoriker til at foretage de nødvendige arkivundersøgelser i USA. Bl.a. for at sikre god start på disse amerikanske arkivundersøgelser, blev der til projektet tilknyttet en specialekonsulent, Thorsten Borring Olesen, lektor ved Historisk Institut, Århus Universitet. Under hele forløbet har styregruppen, faghistorikeren og specialekonsulenten holdt flere møder, både i Færøerne og i Danmark, hvor forskellige både metodiske og emnemæssige problemstillinger i forbindelse med udredningsarbejdet er blevet diskuterede.

Med indeværende rapport, der er blevet til under tilsyn og vejledning af ovennævnte styregruppe, foreligger den første skriftlige fremstilling af de arkivstudier der blev foretaget i USA i 1997/98. Samtidig er dette første gang der foreligger en historisk analyse af Færøernes rolle under den kolde krig. Dette skal dog ikke forstås som at indeværende rapport giver nogen fuldt dækkende fremstilling af Færøernes rolle under den kolde krig. Rapporten bør hellere ses som et første trin i Færøernes ’koldkrigs historie’, hvor blot et hjørne af en kompleks og hidtil næsten ubearbejdet færøsk (udenrigs- og sikkerhedspolitisk) historie dækkes. Mere konkret kan det siges, at der, med udgangspunkt i det indsamlede kildemateriale, er lagt vægt på amerikanske militære interesser og aktiviteter i Færøerne.

Næstved, foråret 1999
Sámal Tróndur Finnsson Johansen

Indledning

Med indeværende rapport foreligger første skriftlige fremstilling af den undersøgelse som Lagtinget 19. april 1996 besluttede at igangsætte vedrørende oplysninger om militære installationer i Færøerne. I denne forbindelse blev der nedsat en styregruppe og lavet et kommissorium. Styregruppen ansatte en faghistoriker (forskningsassistent) til at lave undersøgelser i arkiver i USA. I denne forbindelse blev der også ansat en konsulent som skulle hjælpe med til at lave de indledende amerikanske arkivundersøgelser. Disse arkivundersøgelser blev lavet i efteråret 1997 og foråret 1998. Indeværende rapport er et resultat af disse arkivundersøgelser.

Overordnet formål

Det overordnede formål med den af Lagtinget besluttede undersøgelse blev defineret i et kommissorium udarbejdet af styregruppen. I kommissoriet står bl.a. om undersøgelsens formål og omfang:

Med udgangspunkt i dette overordnede formål skulle undersøgelsen redegøre for en række mere konkrete emner såsom Danmarks, USA’s og NATO’s militære installationer i Færøerne. Som det kan ses, var kommissoriet meget bredt og kunne omfatte så at sige alle aspekter vedrørende Færøerne under den kolde krig. Da indeværende rapport først og fremmest er baseret på oplysninger stammende fra dokumenter indsamlede i amerikanske arkiver, må ovenstående formål siges at være for bredt, hvorfor en indsnævring af formål eller problemstilling i forhold til netop det materiale er nødvendig. For at kunne gøre dette er det imidlertid nødvendigt først at se nærmere på det indsamlede materiale.

Kilder og materialer

De dokumenter der hidtil er indsamlet i USA, stammer hovedsageligt fra ét arkiv, nemlig ‘National Archives’ i Maryland, udenfor Washington DC. Disse dokumenter kan (ud fra arkivets eget arkivsystem) deles op i tre hovedgrupper, såkaldte ‘Record Groups’ (RG). Den største gruppe dokumenter stammer fra RG 59, som er dokumenter der stammer fra det amerikanske udenrigsministerium, det såkaldte ‘State Department’. Det drejer sig først og fremmest om korrespondance mellem State Department og den amerikanske ambassade i København, samt mellem ‘State Department’ og de andre departementer og militære brancher. For det andet drejer det sig om RG 84, de såkaldte post-records, som stammer fra de amerikanske ambassader. Det drejer sig her især om korrespondance mellem ambassaden i København og State Department, men også med/mellem andre ambassader/departementer. Disse to første arkivgrupper overlapper (delvist) hinanden, hvorfor dokumenter nogen gange forekom i begge hovedgrupper. Den tredje og sidste gruppe dokumenter stammer fra RG 218, fra ‘Joint Chiefs of Staff’ (JCS), som er organ for USA’s øverste militære ledelse. Her drejer det sig først og fremmest om referater fra møder i JCS. De her nævnte grupper var så atter inddelt i flere undergrupper, hvilket vi ikke skal komme ind på i denne sammenhæng1) .– Indsamlingen af dokumenter fra amerikanske arkiver kan langt fra betragtes som overstået. For det første er der siden sidste indsamling frigivet en del dokumenter, der sandsynligvis vil være meget interessante i en færøsk (og nordisk) sammenhæng, for det andet er der andre endnu ikke gennemgåede arkivgrupper der kunne indeholde (og sandsynligvis også gør det) dokumenter vedrørende Færøerne. Sidst men ikke mindst findes der en del andre amerikanske arkiver der ville være interessante at undersøge nærmere.

Efter den kolde krigs afslutning har man fra amerikansk side har frigivet alle dokumenter ældre end 30 år, hvormed man i princippet burde have adgang til (alt) materiale op til 1967/68. I realiteten forholder det sig anderledes. Således viste arkivstudierne at det generelt var meget sparsomt med materiale efter 1963/64. Dertil kom at der var store forskelle i hvor langt de forskellige ‘brancher’ var kommet i deres frigivelse (deklassificering) af dokumenter. Generelt var der tale om, at de civile brancher var nået meget længere i deklassificeringen end de militære brancher. Eksempelvis fandtes der dokumenter helt op til sidst i 1960’erne i State Department (RG 59) arkivet, ambassade arkiverne til starten af 1960’erne, mens de militære arkiver (Navy, Army, Air Force, JCS osv.) ikke var kommet nær så langt. Eksempelvis var størstedelen af flådens ikke kommet længere end til engang under Anden Verdenskrig, mens JCS var kommet helt op til engang i første halvdel af 1960’erne. Dette har bl.a. medført at der ikke altid er dækning i kilderne for hele perioden, dvs. de sidste år af perioden.

Som sagt er dokumenterne indsamlede i to omgange á ca. 3 uger. Første gang, nov./dec. 1997, var formålet mere eller mindre at indsamle så meget materiale som muligt, bare det havde relation til Færøerne eller de ‘færøske installationer’. Det materiale der blev gennemgået på denne tur var først og fremmest ‘State Department’ dokumenterne (RG 59), samt et enkelt år i JCS dokumenterne (RG 218). Anden gang, marts 1998, var formålet at søge at udfylde de huller der lå indenfor allerede indsamlede materiale. Derfor var første prioritet at gennemgå ambassade dokumenterne (RG 84), som på mange måder overlapper ‘State Department’ dokumenterne. Anden prioritet fik JCS (RG 218) dokumenterne før og efter 1959 (op til 1962/63/64). - Tidsfaktoren taget i betragtning, var udbyttet af arkivstudierne tilfredsstillende, men samtidig stod det klart, at det, p.gr.a. tidspresset, ikke havde været muligt at gennemgå (under-) grupper, samt nyligt afklassificeret materiale, der sandsynligvis ville kunne afhjælpe de mangler der stadig er i materialet2).

Det er meget forskelligt hvor omfattende de forskellige emner som analyseres er dækket af det indsamlede materiale. For de tre militære installationer der bliver behandlet her, er der, både kvantitativt og kvalitativt, størst dækning af Loran-C. Materialet dækker både forholdene omkring stationen i Færøerne og andre tilknyttede forhold, såsom Loran-C systemet mere generelt/overordnet, især i forhold til planlægningsfasen. Materialet giver et godt indblik både i amerikanernes (egentlige) formål med den færøske installation, samt et indblik i de politiske/tekniske forhandlinger/aftaler mellem USA og Danmark. Det andet mest omfattende emne omhandler den amerikanske Troposfæriske Scatter installation. Igen er der en del materiale der dækker såvel den færøske installation som systemet mere generelt. Materialet stammer for det meste fra korrespondance mellem de amerikanske departementer og ambassaderne og ikke så meget fra de militære brancher. Også her findes en del materiale der fortæller en del om forhandlingerne mellem den danske regering og Washington. Den sidste installation, NATO-EW stationen, findes der ikke meget materiale om. NATO-EW bliver for det meste omtalt ‘indirekte’, f.eks. i tilknytning til Troposcatter stationen. Derfor er det svært fuldt ud at afgøre, ud fra materialet, hvad formålet med installationen er (selv om vi mere eller mindre er klar over dette). Den danske regerings involvering i og viden om installationernes eksistens og formål fremgår til en vis del fra det foreliggende materiale, dette først og fremmest i form af (udkast til) bilaterale amerikansk-danske aftaler og i form af referater fra møder mellem amerikanske og danske forhandlere. Derimod er der relativt få dokumenter i form af direkte korrespondance mellem amerikanerne og danskerne. Dette sætter selvfølgelig en begrænsning på indblikket i den danske involvering. Således er det muligt at give en relativ god fremstilling af danskernes viden om installationerne og deres fremsatte krav/ønsker til amerikanerne. Derimod er det ikke muligt at give noget endeligt svar på de interesser og motiver der ligger bag danskernes handlemåde. - Herudover er der en del materiale som giver et godt billede af amerikanernes voksende interesse i Færøerne, af deres opfattelse af forholdet mellem Danmark og Færøerne og af de interne færøske politiske forhold, samt ikke mindst hvor omfattende (og sofistikeret eller vulgær, alt efter temperament) amerikansk efterretning om Færøerne egentlig var3). Omfanget af det indsamlede materiale er meget stort (2000+ sider), som, for størstedelens vedkommende, for første gang er blevet gjort tilgængeligt eller udnyttet af forskningen. Derfor har det også været muligt dels at levere ny viden om amerikansk strategisk planlægning i forbindelse med Færøerne, dels at give en mere indgående beskrivelse af forhold der tidligere har været forsket i.

Der har også været anvendt andre primærkilder. Det drejer sig først og fremmest om ’Løgtingstídindi’, men også om få udvalgte avisartikler fra de færøske aviser. Formålet med at anvende disse kilder i denne sammenhæng, har først og fremmest været at belyse det færøske perspektiv, dvs. dels en afklaring af de færøske myndigheders viden om og deltagelse i den militære udbygning i Færøerne, dels en analyse af ’færøsk sikkerhedspolitik’, dvs. lagtingets vedtægter herom og de sikkerhedspolitiske debatter i Færøerne. - Udover det skriftlige materiale er der også blevet lavet ét enkelt interview med Ib Pforr-Weiss, Radionavigationschef, Farvandsvæsenet, hvis primære formål var at få afklaret visse tekniske forhold vedrørende Loran-C stationen i Færøerne.

De indsamlede dokumenter har givet et godt indblik i Færøernes sikkerhedspolitiske rolle, især de amerikanske installationer. Men af flere årsager har det været nødvendigt at supplere de skriftlige primærkilder, delvis i form af ’breddemateriale’, hvor formålet er at opstille det bredere (politisk og militærstrategisk) perspektiv, som Færøerne kan sættes ind i, delvis i form af ’dybdemateriale’, som kan fylde hullerne i de primære kilder, både om hver enkelt militærinstallation i sig selv, og for disse i en bredere sammenhæng i forhold til de militære systemer de var tilknyttede. For breddematerialets vedkommende har problemet ikke været mangel på litteratur, men mere et spørgsmål om at begrænse sig til det ‘mest nødvendige’. I denne forbindelse har der primært været gjort brug af tre bøger: 1) Tamnes, Rolf: "The United States and the Cold War in the High North", Ad Notam, Oslo 1991, 2) Villaume, Poul: "Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. Et studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961", Eirene, København 1995, og 3) DUPI: "Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-98", Dansk Udenrigspolitisk Institut, København 1997. Anderledes forholder det sig med (dele af) dybdematerialet, først og fremmest fordi der ikke eksisterer særlig meget materiale der direkte omhandler Færøernes rolle i ’koldkrigs-sammenhænge’ eller de militære installationer i Færøerne. Det mest direkte tilgængelige er nogle artikler i det militærkritiske magasin ‘Forsvar’ fra første halvdel af 1980’erne, samt udvalgte artikler i Claesson, Paul (red.)"Grønland Middelhavets Perle – Et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse", Eirene, København 1983. Disse artikler er både informerende og let tilgængelige, men har i forbindelse med netop dette projekt et problem, i og med at det ‘historiske perspektiv’ ikke er særlig dominerende. Derudover har de (nogen af dem) en tendens til at overvurdere modsætningerne mellem Færøerne og Danmark, samt modsætningen mellem eksistensen af stationerne og officiel dansk sikkerhedspolitik. Der findes også mere officielle sekundære kilder der behandler specielt Færøernes rolle i den vestlige alliance og de militære installationer. Et eksempel er Udenrigsministeriet: "Dansk sikkerhedspolitik gennem tyve år", Udenrigsministeriets Gråbog, Stjernebøgernes Informationsserie, Vinten 1969. Et andet eksempel er SNU: "Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik", Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, København 1987. Problemet med disse publikationer er imidlertid at de, ligesom de ovennævnte artikler, ikke har noget fremtrædende historisk perspektiv. Derudover gælder det for udenrigsministeriets gråbog, at den ikke direkte behandler de militære installationer, mens det for SNU publikationen, i modsætning til de ovennævnte artikler fra ’Forsvar’, forsøger at negligere nogen af installationernes militærestrategiske baggrund og dermed også Færøernes militærstrategiske betydning.

Problemstilling

Ud fra ovenstående gennemgang af det foreliggende grundmateriale er det tydeligt, at kommissoriets oprindelige formulering af undersøgelsens formål, er for bred til at blive inddækket fuldt ud i denne omgang. Og da indholdet af indeværende rapport i høj grad styres af grundmaterialets indhold, betyder det at projektets kerne er de ’færøske’ militære installationers rolle i amerikansk sikkerhedspolitik. Danmarks (og NATO’s og Færøernes) engagement i denne sammenhæng dækkes kun i det omfang kilderne og resten af grundmaterialet tillader dette. Derfor kommer problemformuleringen at lyde som følgende.

Selv om dette er en betydelig indsnævring i forhold til den oprindelige problemstilling kan det være svært at give et svar der er fuldt ud dækkende. Der er flere årsager til dette. For det første er problemstillingen så kompleks, at der måske aldrig vil kunne gives et fuldt ud dækkende svar. For det andet findes der en del materiale der stadig ikke er indsamlet og analyseret. For det tredje tyder noget af materialet på at der har eksisteret andre militære installationer end dem der er omtalt i denne rapport (også udover de danske installationer). For det fjerde er især anden del af problemstillingen umulig at give et dækkende svar på uden en analyse af dokumenter fra danske/færøske (og andre) arkiver. Samtidig vil fremstillingen også give svar der ligger ud over netop denne problemformulering, bl.a. om Færøernes mere generelle strategiske betydning; dette fordi en vurdering af installationernes betydning er tæt knyttet til Færøernes mere generelle strategiske betydning.

Fremstilling

En udtømmende fremstilling af Færøernes rolle under den kolde krig ville nødvendigvis indeholde (en ligelig fordeling af) mindst tre perspektiver (USA, Danmark og Færøerne), måske flere (NATO, Storbritannien, Sovjetunionen osv.). Dette skyldes at etableringen af en militær installation i Færøerne, i et eller andet omfang, involverede alle tre aktører (USA, Danmark og Færøerne). Det faktum, at det indsamlede materiale stammer fra amerikanske arkiver, medfører imidlertid, at fremstillingen først og fremmest dækker ’det amerikanske perspektiv’, mere præcist amerikanernes formål med de militære installationer i Færøerne. Det er således i et mere begrænset omfang at materialet siger noget om danskernes (eller NATO’s) perspektiv, dvs. danskernes (eller NATO’s) interesser, overvejelser og motiver4). Det samme gælder det færøske perspektiv. - Det betyder imidlertid ikke, at hverken det danske eller færøske perspektiv er udelukkede fra fremstillingen, blot at de er begrænsede i forhold til det amerikanske perspektiv5). Mere generelt skal man huske på at perspektivet er historisk-analytisk, og at der derfor vil forekomme antagelser hvor kildematerialet ikke er tilstrækkeligt nok til sikre konklusioner. Formålet er at rekonstruere og fortolke begivenhedsforløbet i forhold til den stillede problemformulering. Mere konkret indeholder de amerikanske dokumenter også en hel del henvisninger til forhandlinger med de danske myndigheder, hvorfor denne vinkel også er inddraget i fremstillingen i det omfang det var muligt. Disse mangler i det indsamlede arkivmateriale er delvis blevet afhjulpet ved brug af det supplerende materiale. En nærmere analyse af det danske perspektiv, dvs. den danske regerings motiver havde for at handle som den gjorde, bør primært dækkes gennem en analyse af arkivalier fra de relevante danske arkiver. Det samme gælder igen for det færøske perspektiv. I praksis betyder en analyse, primært bygget på amerikanske dokumenter, at vi nu ved relativt meget om de ’amerikanske’ militære installationer, mens vi ved relativt lidt om de danske (NATO’s) militære installationer, at vi ved relativt meget om de amerikanske interesser og motiver, mens vi ved mindre om danskernes (eller færingers) interesser og motiver.

Rapportens opbygning

Del 1 er, foruden denne indledning, delt op i fire kapitler og en sammenfatning. Kapitel 1 omhandler de sikkerhedspolitiske rammer indenfor hvilke Færøernes rolle blev defineret. Det drejer sig først og fremmest om en fremstilling af amerikansk sikkerhedspolitik, ikke mindst de geostrategiske perspektiver. Dertil kommer en gennemgang af Danmarks og Færøernes indtræden i den vestlige Atlantpagten. Vægten i dette kapitel er lagt på de forhold i amerikansk (eller dansk) sikkerhedspolitik der havde relevans for Færøerne. Kapitel 2 omhandler den sikkerhedspolitiske og militærstrategiske opgradering Færøerne gennemgik i den behandlede periode. Vægten er lagt på amerikanernes syn på Færøernes strategiske betydning, samt det mere generelle billede de dannede sig om Færøerne, herunder bl.a. forholdet til Danmark. Kapitel 3 omhandler etableringen af Loran-C stationen i Færøerne, baggrunden for etableringen af stationen og de dansk-amerikanske forhandlinger herom. Kapitel 4 omhandler etableringen af en NATO-EW station i Færøerne, samt etableringen af en amerikansk kommunikationsstation inde i NATO varslingsstationen. Vægten er lagt på den sidstnævnte installation, bl.a. forhandlingerne mellem den danske regering og Washington. Mens kapitel 1 først og fremmest er baseret på sekundær litteratur, er kapitlerne 2-4 primært baserede på de indsamlede amerikanske dokumenter.

Kapitel 1

Sikkerhedspolitiske rammer

Indledning

I 1949 blev Færøerne sammen med Danmark indlemmet i den vestlige alliance. Hermed dannede den vestlige alliances, dvs. primært USA’s, sikkerhedspolitiske og militære planlægning de ydre rammer for Færøernes strategiske rolle under den kolde krig. Men også dansk sikkerhedspolitik var med til at bestemme hvordan denne strategiske rolle mere konkret blev implementeret i Færøerne. Formålet med indeværende kapitel er at give en kort introduktion i disse rammer, dette først og fremmest for at give en bedre forståelse af den udvikling der fremstilles i de efterfølgende kapitler.

Amerikansk sikkerhedspolitik

Selv om kernen i amerikansk sikkerhedspolitik helt frem til 1989 i princippet var den samme, har der, for den periode vi behandler været tale om, fire forskellige sikkerhedspolitiske kodeks: George Kennans originale inddæmningsstrategi, formuleret mellem 1947 og 1949, og stort set implementeret i samme periode af Truman administrationen; antagelserne/forudsætningerne omkring NSC-68, implementeret i perioden 1950-53; Eisenhower-Dulles ‘New Look’ og massiv gengældelse fra 1953 til 1961; og endelig Kennedy-Johnson ‘Flexible Response’, der varede frem til 19696).

Allerede kort efter Anden Verdenskrigs afslutning formedes det begreb som skulle blive kernen i amerikansk sikkerhedspolitik under hele koldkrigsperioden. Der er her tale om begrebet inddæmning (‘containment’), nærmere betegnet inddæmning af Sovjetunionen. Formålet hermed var at forhindre Sovjetunionens ekspansion og samtidig at hindre den kommunistiske ideologis udbredelse. Inddæmningspolitikken blev for første gang formuleret af chargé d’affaires i Moskva, George F. Kennan, i det såkaldte ’lange telegram 22. februar 1946’7). I maj 1947 blev Kennan ansat som leder af State Departments ‘Policy Planning Staff’, og kom som følge heraf at være den enkeltperson der fik størst indflydelse på amerikansk sikkerhedspolitik frem til i 1949, da han forlod denne post. Kennan anså den sovjetiske udfordring først og fremmest som værende af psykologisk art. Hans anbefalinger vedrørende en handlingsplan lagde derfor vægt på de psykologiske forhold. han mente at man skulle søge at påvirke og forme holdningerne hos både potentielle modstandere og allierede, samt det amerikanske folk, med det formål, at legitimere opkomsten af en internationale orden, der var til fordel for USA. I slutningen af 1948, havde Kennan udarbejdet en trefaset strategi, der skulle: 1) genetablere magtbalancen, ved at støtte nationer, der var truede af den sovjetiske ekspansion; 2) reducere Sovjetunionens indflydelse udenfor dets egne grænser, ved at udnytte modsætningerne mellem Moskva og den internationale kommunistiske bevægelse; 3) på længere sigt at ændre det sovjetiske opfattelse af internationale relationer, med henblik på at opnå en aftaleregulering af udestående uoverensstemmelser. - Ifølge Kennan burde amerikansk (sikkerheds-) politik rettes imod at genetablere en magtbalance i Europa og i Asien, først og fremmest ved at styrke den ‘naturlige modstandskraft’ der fandtes i de lande som var i fare for kommunistisk overtagelse. Ved at holde fjenden væk fra bestemte (betydningsfulde) støttepunkter, med en stor militær-industriel kapacitet/potentiale, ville det være muligt at opretholde den rigtige magtbalance. Da udfordringen, ifølge Kennan, ikke lå så meget i faren for en ny krig, men i de (negative) effekter den forrige krig havde haft, burde fokuseringen ifølge ham ikke være på en militær oprustning, men først og fremmest økonomisk støtte8). I det store hele delte Truman administrationen Kennans syn, både når det gjaldt den sovjetiske udfordring og hvordan man kunne imødegå denne udfordring. Det var derfor helt i Kennans ånd, når Trumanadministrationen, gennem Marshalhjælpen, prioriterede den økonomiske støtte til Europa fremfor en militæropbygning.

I løbet af 1948/49 skærpedes fronterne mellem Øst og Vest. Berlinblokaden, kuppet i Prag, og undertegnelsen af Atlantpagten, var medvirkende årsager til den øgede spænding. Men set fra den amerikanske synsvinkel var der andre interne såvel som eksterne forhold der gjorde sig gældende. Af interne forhold var eksempelvis uenigheder mellem de militære værn om strategi, samt det stadig mere fremtrædende misforhold mellem det voksende (militære) byrder og begrænsede ressourcer. Af eksterne forhold var det først og fremmest russernes første atomprøvesprængning og kommunisternes overtagelse i Kina i 1949. Dette overbeviste Truman-administrationen om nødvendigheden af en mere sammenhængende sikkerhedspolitisk formulering. Tidlig i 1950 nedsatte præsidenten en kommission der skulle udarbejde af en mere sammenhængende sikkerhedspolitik. Formanden for denne kommission var Paul Nitze, der samme år overtog den lederstilling i State Departments ‘Policy Planning Staff’ som Kennan havde forladt i 19499). - Resultatet af kommissionens arbejde var det såkaldte NSC 68: "United States Objectives and Programs for National Security". På to punkter adskilte NSC-68 sig fra tidligere analyser. For det første var sprogbrugen meget skarpere og for det andet blev der lagt meget større vægt på den militære inddæmning, hvorfor man også anbefalede stærkt forøgede forsvarsudgifter10). Til forskel fra Kennans strategi der gik ud på at forsvare udvalgte støttepunkter (vigtige militær-industrielle områder), blev vægten nu lagt på et perimeter forsvar, hvor alle punkter i perimeteren af sovjetisk domæne ansås for at have lige stor betydning11). Med Koreakrigens udbrud i 1950 blev NSC-68, af National Security Council, antaget som generel retningslinje for amerikansk sikkerhedspolitik. Som følge heraf skete der bl.a. en næsten firedobling af forsvarsbudgettet12). I den sidste periode under Truman administrationen var der efterhånden sket en kraftig udbygning af de nukleare styrker, og samtidig var Strategic Air Command (SAC) blevet gjort hovedhjørnestenen i den strategiske krigsplanlægning. Men som følge af Koreakrigen og den dertil hørende konventionelle oprustning, fremstod dette faktum ikke så tydeligt.

Da Eisenhower administrationen overtog styringen i 1953 blev der for alvor lagt størst vægt på de nukleare styrker. Den nye sikkerhedspolitik, populært kaldet ‘New Look’, baseret på doktrinen om massiv gengældelse (‘Massive Retaliation’), blev nedfældet i et nationalt sikkerhedsdokument, NSC 162/2. Ifølge dette dokument skulle afskrækkelse og forsvar først og fremmest baseres på offensivt angreb (‘offensive strike’): "The major deterrent to agression against Western Europe is the manifest determination of the United States to use her atomic capability and massive retaliatory striking power if the area is attacked", "inflicting massive retaliatory damage by offensive strike power"13). Filosofien bag massiv gengældelse var dobbelt: på den ene side skulle den virke afskrækkende og forhindre sovjetisk ekspansion og aggression, på den anden side skulle den, i tilfælde af krigsudbrud, sikre den vestlige alliance sejren, og det helst indenfor relativt kort tid. I modsætning til tidligere, hvor man havde anset kernevåben som et middel man brugte i (aller-) sidste instans, betragtede man dem nu som et middel til brug i første instans. Strategien byggede primært på en kraftig udbygning af atomare styrker, mens de konventionelle styrker blev kraftig beskåret. Dette skyldtes delvis en overbevisning om USA’s overlegenhed (’superiorety’) med hensyn til kernevåben kapacitet, delvist at dette ville medføre betydelige besparelser i forsvarsbudgetterne14). Den valgte strategi fokuserede på luftstyrkerne, frem for de andre styrker i forsvaret, og således blev SAC for alvor hovedhjørnestenen i den dominerende strategi. Strategien betød også en forstærkning af det kontinentale forsvar af Nordamerika, kombineret med et faldende engagement i udlandet15). Amerikanernes primære redskab skulle ud over selve atomtruslen, bygges på en solid amerikansk strategisk reserve. Efterhånden som den mest åbenbare fjendtlighed aftog understregede amerikanerne også nødvendigheden af at styrke svage regimer med ikke-militære midler. Herefter fulgte en lang implementeringsproces, som også var med til at forme NATO’s forsvarsplanlægning fra 1954.

Massiv gengældelse viste dog allerede fra start visse svagheder. I tilfælde af at afskrækkelsen ikke virkede og der ville udbryde krig, var der kun to muligheder at vælge i mellem: enten overhoved ikke at reagere eller at indsætte atomvåben. Sidstnævnte mulighed kunne medvirke til at starte en omfattende storkrig. Spørgsmålet var derfor hvorvidt man, f.eks. i tilfælde af lokale krigshandlinger, havde viljen til at igangsætte massiv gengældelse, idet dette ville betyde omfattende ødelæggelser, eventuelt også på egen side. Især efter at Sovjetunionen også begyndte at udbygge sine strategiske våbenstyrker og USA’s atomslagsevne ikke længere var så overlegen, blev dette spørgsmål yderst aktuelt. Til trods for at man, også på højeste niveau, var klar over at USA’s massive atomvåben kapacitet i sig selv ikke var tilstrækkeligt til at bevare freden, og at alternative metoder burde tages i anvendelse for at undgå dette tveæggede sværd, afviste man en grundlæggende revurdering af strategien. Dels som følge af omkostningshensyn, dels p.gr.a. visse militære lederes fascination af udsigten til at kunne afslutte en krig ‘i en gigantisk eksplosion’, valgte man at fortsætte med massiv gengældelse som den dominerende strategi til engang i begyndelsen af 1960’erne16).

Med Kennedy-administrationens overtagelse, skete der igen et skift i amerikansk sikkerhedspolitik. Ideologisk set skete der en genoptagelse af Nitze’s koncept, hvilket betød en mere bred global fokusering. I stedet for at koncentrere sig om Europa, som man anså for relativt stabilt, vendte man også blikket mod hvad man anså for ustabile verdensdele såsom Asien, Afrika og Sydamerika. Idet begge supermagter var i besiddelse af så omfattende atomvåbenarsenaler at de begge var i stand til at svare igen med altødelæggende kraft, blev atomvåbnenes dominans reduceret. I stedet vendtes fokuseringen imod (mulighederne for) konventionelle og afgrænsede krige. Massiv gengældelse, hvor enhver aggression ville blive mødt med altødelæggende atomvåben, blev kasseret til fordel for ‘fleksibelt svar’ (’Flexible Response’). Den grundlæggende ide med fleksibelt svar at man ikke længere stod overfor en form for militær trussel (atomkrig), men overfor en mangesidet trussel, lige fra begrænset konventionel krig til en altomfattende atomkrig. Derfor var man også nødt til at kunne svare igen ’med samme middel’. Derfor var man nødt til at udbygge en mere fleksibel gengældelsesstyrker, hvilket betød en fornyelse af såvel konventionelle som atomare styrker17).

Geostrategiske perspektiver

Det vi hidtil har gennemgået er de strategiske overvejelser og ideologiske perspektiver der lå bagved amerikansk sikkerhedspolitik op til slutningen af 1960’erne. Dette giver en vis forståelse af den overordnede amerikanske sikkerhedspolitik, men siger ikke noget direkte om Færøerne (eller Nordens) militærstrategiske rolle. Den afgørende faktor i denne forbindelse var udviklingen i de geostrategiske perspektiver. Med geostrategiske perspektiver forstås først og fremmest hvordan geografiske og ressourcemæssige (herunder teknologiske) forhold, medvirker til at forme de militære strategier. De geostrategiske perspektiver fortæller således også hvorfor forskellige sikkerhedspolitiske og militære løsninger prioriteres forskelligt, afhængigt af tid og sted18). Set i et globalt perspektiv, spillede andre faktorer også en vigtig rolle for amerikanernes sikkerheds- og udenrigspolitik, men for Nordens vedkommende, og dette gælder også for Færøerne, var geostrategiske hensyn, nærmere betegnet forholdet mellem geografi og teknologi, den faktor der frem for alle formede amerikanernes strategiske prioriteter i forhold til Færøerne (og Norden)19).

I tiden forud for den kolde krig blev USA traditionelt betragtet som en ‘sømagt’, der anvendte havene til at holde eventuelle fjendtlige offensiver på afstand, at skabe sig fodfæste i fjerntliggende lande, at kompensere for manglende forsvarsdybde og til at sikre kommunikationen (til Europa). Sovjetunionen, som blev betragtet som en ‘landmagt’, søgte derimod at udvikle evnen til at absorbere fjendtlige offensiver på land, mens havområderne først og fremmest blev anvendt som stødpude. - Som følge af (eller i interaktion med) realiseringen af den kolde krig og det bipolare verdenssystem, ændredes amerikanernes strategiske koncepter og prioriteter. Vi vil her, på baggrund af Tamnes (1991, p. 22ff), præsentere tre geostrategiske perspektiver, som hver især er baseret på hver sin geopolitiske filosofi eller ‘mentale’ kort, og der hver især definerer sit eget tyngdepunkt i international politik. For det første er der tale om ‘den kontinentale strategi’, der lægger vægt på landområderne, hvor de centrale dele af det euroasiatiske landområde (Heartland) er tyngdepunktet. For det andet er der tale om ‘den maritime strategi’, hvor havområderne både er centret og forbindelsen mellem øerne i Atlanten og Vesteuropa (Rimland). Og for det tredje er der tale om ‘det strategiske nukleare perspektiv’, der fokuserer på en kombination mellem det bipolare og luftperspektiv, hvor territoriet mellem de to supermagter betragtes som forhandlings- og konfrontationsområde. Disse tre geo-strategiske perspektiver kan opfattes som del-strategier i det overordnede amerikanske geostrategiske perspektiv, og kan således siges at repræsentere henholdsvis hæren, flåden og flyvevåbenet. Samtidig kan perspektiverne også, hver for sig, siges at repræsentere en selvstændig og omfattende strategisk mulighed.

Den kontinentale strategi

Rationalet bag den kontinentale strategi var (først og fremmest) at have kontrol over landområderne. Ifølge den (modificerede) opfattelse som vandt frem fra omkring Anden Verdenskrig, var Vesteuropa (det europæiske ‘rimland’) verdens brændpunkt. Derfor var Vesteuropa også nøglen til at forhindre Sovjetunionen (landmagten) i at ekspandere. Ved at indgå i en alliance med de vesteuropæiske lande, kunne sømagten USA inddæmme landmagten Sovjetunionen og samtidig få fodfæste i brændpunktet. Med indgåelsen af Atlantpagten blev de to dominerende vestlige magter, USA og Storbritannien, bundet til at forsvare et europæiske kontinent. Ud fra dette perspektiv var det amerikanernes rolle i Atlantpagten at garantere det vestlige Europas forsvar, bl.a. ved at støtte europæerne med land- og luftstyrker, og for at sikre denne støtte, at skabe vestlig suverænitet på havet. Nordflankens rolle i denne strategi var af perifer karakter, først og fremmest som en potentiel udfaldsvej for et sovjetisk angreb mod det europæiske kontinent (f.eks. via Norge). Færøernes betydning i forhold til den kontinentale strategi har sandsynligvis været marginal. Selv ikke et eventuelt sovjetisk udfald mod det europæiske kontinent ville komme via det færøske nærområde.

Den maritime strategi

Rationalet bag den maritime strategi var kontrol over havområderne. Mens den kontinentale strategi lagde vægt på en kombination af land- og luftoperationer i Vesteuropa, var den maritime strategi baseret på kampen om havene. Udviklingen efter Anden Verdenskrig medførte ændringer både hvad angik selve indholdet i den maritime strategi og hvad angik den maritime strategis betydning set i et større perspektiv. Traditionelt set fokuserede den maritime strategi på stillehavsområdet, men med Sovjetunionen som den nye hovedmodstander, blev man tvunget til efterhånden at vende større opmærksomhed mod Atlanterhavet. Den teknologiske udvikling, bl.a. med bedre fly, medførte en opgradering af luftstyrkerne og en parallel nedgradering af søstyrkerne. Disse to forhold, der bl.a. betød en større fokusering på det kontinentale Europa, medførte at den maritime strategi kom til at spille en underordnet rolle i forhold til den kontinentale strategi. Flådens rolle blev i denne forbindelse reduceret til støtte for luftstyrkerne, bl.a. gennem en kraftig udbygning af hangarskibsflåden. Dette betød imidlertid ikke at flåden ingen selvstændig rolle spillede. F.eks. betød russernes løbende udbygning af ubådsstyrker, at den amerikanske flåde måtte søge at opretholde og udbygge kontrollen over de atlantiske søruter. For det nortøstatlantiske område havde netop ‘ubådsstrategierne’ betydning. I den første del af perioden, da størstedelen af russernes ubådsflåde hørte hjemme i Østersøen, blev der fra vestlig side fokuseret på østersøområdet og nordsøområdet. I denne forbindelse havde det sydlige Norge og Danmark en vigtig strategisk betydning. Efterhånden som en voksende del af russernes ubådsflåde flyttede mod nord til Kolahalvøen, begyndte amerikanerne også at fokusere mere på Norskehavet, Barentshavet og det arktiske område, og i denne forbindelse voksede Færøernes betydning i forhold til den maritime strategi.

Det strategiske nukleare perspektiv

Det strategiske nukleare perspektiv handlede om kontrol af luftrummet. Mens den geostrategiske tænkning indtil Anden Verdenskrig havde været domineret af dikotomien mellem maritime og kontinentale strategier, medførte den teknologiske udvikling og det fremvoksende bipolare system til formningen af dette (nye) geostrategiske perspektiv. Centralt i dette perspektiv var ideen om strategisk nuklear bombning, mens taktisk og konventionel krigsførelse faldt i baggrunden. I løbet af Anden Verdenskrig, først med japanernes bombning af Pearl Harbor, siden med amerikanernes bombning af Hiroshima og Nagasaki, fremstod bombeflyet som et meget effektivt militært instrument. Med det strategiske bombefly, og det især i kombination med anvendelsen af atombomben, åbnedes muligheden for at nå ind i selve centrum af fjendens område og paralysere denne.

Fra og med Anden Verdenskrig og de efterfølgende 20 år forblev det strategiske nukleare perspektiv det dominerende kendetegn ved amerikanernes strategi. Flyvevåbenet, der havde ansvar for den strategiske bombning, fik dermed den dominerende rolle, og den centrale aktør i denne forbindelse blev SAC (Strategic Air Command). Flåden (og hæren) kom i denne forbindelse af spille en sekundær rolle. Selv de (førnævnte) strategiske perspektiver eller ‘mentale’ kort ændredes, idet den traditionelle projektion af Sovjetunionen, via Europa (dvs. via land eller søvejen), efterhånden blev udskiftede med en polarprojektion (dvs. via luftvejen), med det arktiske middelhav som knudepunkt.

Atombomben og de langtrækkende bombefly og missiler gav amerikanerne helt nye muligheder i moderne krigsførelse. Samtidig udgjorde de en (potentiel) trussel mod det nordamerikanske kontinent, efterhånden som andre magter også fik anskaffet sig disse teknikker og våben. For at imødegå denne trussel var det nødvendigt at opbygge et net af forsvarszoner i Nordatlanten og i Arktis, en form for kontinentalt forsvar, også kaldet hemisfærisk forsvar. Dette net af forsvarszoner var imidlertid ikke nok. For at være i stand til at opretholde sin egen sikkerhed, dvs. forsvare sig imod fjendens brug af de nye offensive våben, måtte man være i stand til, ved hjælp af de selvsamme våben, at nå centrene hos den anden supermagt, for dermed at reducere modpartens mulighed for at indsætte et altødelæggende angreb mod en selv, også kaldet offensivt angreb. På denne måde skete der efterhånden en sammensmeltning af den offensive og den defensive strategi.

Disse to strategisk nukleare delstrategier, hemisfærisk forsvar og offensivt angreb, havde følgende betydning for landene i det østatlantiske område: Hemisfærisk forsvar betød, at der i disse områder, i forbindelse med en fremskudt forsvarszone for Nordamerika, fik anlagt installationer til efterretnings og early warning formål. Offensivt angreb kan igen deles op i to delstrategier, perimeterstrategien og polarstrategien, der i en vis forstand repræsenterer hvert sit teknologiske udviklingstrin, og dermed også var dominerende i hver sin periode. Fra sidst i 1940’erne var Perimeterstrategien, der gik ud på at oprette et netværk af fremskudte baser langs Sovjetunionens perimeter (‘omkreds’), den dominerende strategi. Disse baser havde to formål: For det første skulle det forhindre sovjetisk ekspansion. Amerikanerne var klar over at de samme områder også kunne være af interesse for russerne. Derfor var det også vigtigt for amerikanerne at holde russerne fra disse områder. For det andet skulle baserne skaffe det amerikanske luftvåben muligheden for at nå sovjetisk territorium. Fra disse baser skulle langtrækkende B-29 bombefly, under eskorte af kortrækkende jagerfly, i tilfælde af krig rette atomangreb imod de sovjetiske industri- og befolkningscentre. I denne forbindelse blev bl.a. Danmark, Norge og Island interessante, idet man her kunne anlægge baser, enten med stationering af kortrækkende bombefly eller som ‘stepping stones’ for bombefly stationeret på baser i Storbritannien. Men med introduktionen af interkontinentale våben blev det arktiske område knudepunktet for det offensive angreb, og Polarstrategien blev fremherskende. Dermed mindskedes betydningen af de fremskudte offensive operationsbaser i perimeteren af Sovjetunionen og de vigtigste strategiske platforme blev anlagt i supermagtens eget territorium. Indenfor rammerne af denne strategi blev de nordatlantiske områders opgave primært af indirekte karakter, i form af tidlig varsling (‘early warning’) og efterretning, som skulle understøttede de offensive operationer. Også i denne forbindelse skulle Færøerne vise sig at være en brik i amerikanernes strategiske planlægning.

Fra neutralitet til alliance

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig søgte danskerne, traditionen tro, at undgå at indgå i nogen forsvarsalliance der havde direkte forbindelse til den fremvoksende øst-vest konflikt. I perioden fra krigsafslutning og frem til begyndelsen af 1949 var dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret dels på ønsket om dannelse af et internationalt kollektivt sikkerhedssamarbejde (et ‘mellemfolkeligt’ samarbejde, såsom FN), dels på ønsket om et fælles nordisk samarbejde, herunder fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, fælles handelspolitik samt fælles økonomisk og politisk kurs20).

Frem til begyndelsen af 1949 førte de tre skandinaviske lande mange forhandlinger om et nordisk forsvarssamarbejde21). Hver især var landene interesserede i dannelsen af et nordisk forsvarssamarbejde, men forskellen i standpunkterne var meget store. Således fandtes Sverige i den ene yderposition med ønsket om et alliancefrit neutralt forsvarssamarbejde, Norge stod i den anden yderposition med ønsket om et forsvarssamarbejde med klar vestlig orientering, mens Danmark fandt sig placeret mellem de to yderpositioner, ofte som mægler (eller indpisker), dog gennemgående med flest sympatier for det svenske standpunkt22). I løbet af forhandlingerne stod det klart at parterne stod for langt fra hinanden. Hertil kom også et voksende pres fra USA og Storbritannien, som efterhånden begyndte at interessere sig mere for disse lande og deres besiddelser i det nordlige Nordatlanten.

De første år efter Anden Verdenskrig var det amerikanske interesse for en skandinavisk deltagelse i Atlantpagten ikke så udtalt. Den umiddelbare årsag til at USA alligevel ønskede at få de skandinaviske lande (Norge og Danmark) med i Atlantpagten, var politisk-ideologisk. Men der var også militært strategiske forhold der gjorde sig gældende. Grunden til at USA og Storbritannien var interesserede i Danmark og Norge, var at de ville hindre russerne adgang til området i og omkring Nordøstatlanten, og sikre sig at disse ikke fik lov til at tilrane sig territorium og sikre sig ubåds- og flybaser23). For amerikanerne havde også Grønland af stor betydning, i forbindelse med adgang til basefaciliteter. – Presset fra Storbritannien og USA blev først og fremmest lagt på Norge. Dette skyldtes at Norge blev anset for at være ‘akilleshælen’ i sammenholdet om et ‘neutralt’ nordisk forsvarsforbund. Fordelen var, at hvis amerikanerne kunne få Norge med, kunne de nemmere overtale Island og Danmark, og dermed også få Grønland (og Færøerne) med i købet. På denne måde ville det være meget nemmere at få adgang til basefaciliteter i Nordatlanten24). - Efter at det i februar 1949 stod klart, at Norge ville tilslutte sig Atlantpagten og at et dansk-svensk forsvarsforbund var urealiserbart, afgjorde Danmark også at tilslutte sig Atlantpagten.

Danmark i Atlantpagten

Danmarks indlemmelse i Atlantpagten medførte at også de danske besiddelser i Nordatlanten, dvs. Færøerne og Grønland blev dele af NATO. Forsvaret af Danmark, og de andre fuldgyldige medlemmer af Atlantpagten var formuleret under Traktatens artikel 5: "Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant væbnet angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige, for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.25)" Det fælles forsvar af de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet, herunder Færøerne, var formuleret i traktatens artikel 6: "Ved et væbnet angreb i artikel 5’s forstand på en eller flere af deltagerne forstås et væbnet angreb på en hvilken som helst af deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika (…) på sådanne øer, som er underlagt nogen deltagers statsmyndighed i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds (…)"26)

Danmarks indmeldelse i Atlantpagten var for de danske beslutningstagere hverken den mest indlysende eller optimale løsning på landets forsvars- og sikkerhedspolitiske problemer. Med indmeldelsen opstod der for Danmark, som et fysisk svagt og strategisk udsat NATO-medlem, et såkaldt ‘alliancedilemma’, et dilemma i forholdet mellem den ‘primære trussel’, dvs. USSR og resten af østblokken, og den ‘sekundære trussel’, dvs. skridt fra USA og resten af vestblokken der kunne provokere østblokken. På den ene side betød medlemsskabet af NATO et krav om loyalitet overfor alliancen, dette for at sikre alliancens afskrækkelseseffekt og dermed sikre medlemmernes sikkerhed (integrationsaspektet), samtidig ønskede Danmark ikke at binde sig så meget til alliancen at det kunne provokere den potentielle modstander, Sovjetunionen. På den anden side ønskede Danmark at bibeholde så meget af sin politisk-økonomiske handlefrihed som muligt (afskærmningsaspektet), dog uden at det resulterede i isolation fra resten af alliancen, efterfulgt af forringet sikkerhed og risiko for eftergivenhed overfor modstanderen27). - Alliancedilemmaet medførte at Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitiske linie blev en balancegang mellem hensynet til alliancens samlede sikkerhedskrav og Danmarks eget (selvstændige) sikkerhedskrav og ønske om handlefrihed. Derfor førte de skiftende danske regeringer en kombination af en integrations- og afskærmningspolitik overfor sine allierede, samtidig med at de førte en kombination af afskrækkelses- og beroligelsespolitik overfor Sovjetunionen og resten af østblokken. Herudover spillede selvfølgelig også specifikke indenrigspolitiske påvirkningsfaktorer en væsentlig rolle. - Danmarks sikkerhedspolitiske balancegang gav sig bl.a. til udtryk i danske begrænsninger i NATO-samarbejdet. Selv om der ikke var tale om en fast linie i de danske beslutningstageres alliancepolitik, var der i den behandlede periode generelt tale om at danskerne førte en alliancepolitik præget af en række forbehold overfor militær udbygning i Danmark. Begrænsningerne gjaldt for det første forbehold mod stationering af atomvåben og allierede (amerikanske) tropper på dansk jord, samt oprettelse af (offensive flyve-) baser på dansk jord, og for det andet dansk uvilje til at vokse om eget forsvarsbudget. De danske begrænsninger betød at de danske myndigheder flere gange kom under pres fra de andre allierede (først og fremmest USA), som gerne så de danske forbehold ophævede28). Som vi også skal komme ind på senere, var en af de danske beslutningstageres måde at imødegå dette ydre pres at stille færøsk og grønlandsk territorium til rådighed for allieret/amerikansk militær.

Sammenfatning

Den grundlæggende ide i amerikansk sikkerhedspolitik efter Anden Verdenskrig var inddæmning af Sovjetunionen. Fra at være mest økonomisk og psykologisk præget, fik inddæmningspolitikken et mere tydeligt militært præg fra 1950. Fra 1953 blev atomvåben for alvor integrerede i sikkerhedspolitikken, massiv gengældelse blev introduceret og luftstyrkerne blev for alvor det dominerende militære værn. I 1961 skete der igen en ændring i det sikkerhedspolitiske kodeks, der med introduktionen af fleksibelt svar betød at amerikanernes militære strategier og den militære udbygning blev mere differentieret. Udviklingen i sikkerhedspolitikken dannede rammerne for den militære udbygning, men, og dette var især gældende for det nordiske område, det var først og fremmest de geostrategiske perspektiver, dvs de geografiske og ressourcemæssige forhold, der mere konkret afgjorde hvordan amerikanerne valgte at implementere den mere overordnede sikkerhedspolitik i Færøerne.

Færøernes rolle, set med amerikanske øjne, varierede i betydning, alt efter hvilket geostrategisk perspektiv der var tale om. Ud fra den kontinentale strategi, hvor fokus var på det europæiske kontinent var Færøernes rolle marginal. Ud fra et maritimt perspektiv, hvor fokus var på havområderne mellem stormagterne, var Færøerne, i stil med Island, centralt placeret. Dette gjorde sig særlig gældende efterhånden som tyngdepunktet i den maritime strategi flyttede fra nordsø- og østersøområdet længere nordpå mod Norskehavet og Barentshavet. Også i forhold til det strategiske nukleare perspektiv, hvor fokus var på den nordlige halvkugle, med det arktiske område som den korteste strækning mellem stormagterne, var Færøernes betydning voksende, især som den teknologiske udvikling gjorde det muligt at føre interkontinental krig.

Dansk tradition for neutralitet og ønsket om at stå udenfor den fremvoksende konflikt mellem Øst og Vest, var medvirkende årsager til at Danmark lige frem til begyndelsen af 1949, sammen med Norge og Sverige, forsøgte at danne et skandinavisk forsvarssamarbejde. Parterne stod imidlertid for langt fra hinanden til at et forsvarssamarbejde kunne lade sig realisere. Og da det stod klart at Norge ville melde sig ind i Atlantpagten, fulgte Danmark trop. Set med de danske beslutningstageres øjne, var medlemsskabet af NATO ikke den mest optimale løsning. Neutralitetstanken kom også til at præge dansk sikkerhedspolitik indenfor alliancen, som blev en balancegang mellem hensynet til alliancens samlede sikkerhedskrav, egen sikkerhedskrav og ønske om handlefrihed. – Med Danmarks indlemmelse i Atlantpagten blev Færøerne også en del af NATO, og som vi skal se blev i de kommende kapitler, kom Færøernes rolle i amerikansk sikkerhedspolitik og militære strategier også at være præget af den danske politik indenfor alliancen.

Kapitel 2

Færøerne mellem amerikansk og dansk sikkerhedspolitik

Indledning

Et af resultaterne af udviklingen i de amerikanske strategiske perspektiver, i perioden 1945-67 var at Færøernes strategiske betydning med tiden voksede. De første år efter Anden Verdenskrig var amerikanernes interesse for Færøerne i en militær sammenhæng relativt begrænset. Men fra engang i midten af 1950’erne, voksede amerikanernes interesse for Færøerne. – Formålet med indeværende kapitel er at se nærmere på amerikanernes voksende interesse i Færøerne, den danske regerings reaktion på disse forhold, samt, i et begrænset omfang, at se på Færøernes betydning for de mere generelle amerikanske interesser i Danmark.

Amerikanske efterretninger om Færøerne

Det indsamlede materiale tyder på, at selv om der med jævne mellemrum kom informationer fra den amerikanske ambassade i København om forholdene i Færøerne, var interessen for disse informationer meget svingende i Washington. Hvad årsagen til den svingende interesse skyldes, er svært endegyldigt at sige noget om. En af årsagerne er uden tvivl at amerikanerne i de forskellige perioder havde forskellige strategier, som på forskellig vis, inddrog Færøerne. Indholdet i disse dokumenter svinger også meget, både når det gælder emne og klassificeringsgrad. Foruden de dokumenter der fortæller om Færøernes strategiske betydning for USA, findes også en del dokumenter der fortæller noget om amerikanernes syn på Færøerne, dvs. færøsk politik, færøsk økonomi, det dansk-færøske forhold osv. Før vi går i gang med beskrivelsen og analysen af indholdet i disse dokumenter, skal vi se på hvordan og hvilke slags efterretninger amerikanerne indsamlede.

Foruden deres diplomatiske funktioner, havde de amerikanske repræsentationer, ambassader mv., til formål at virke som en slags observationsposter der indsamlede informationer til den amerikanske administration og efterretningstjeneste. I denne forbindelse havde den amerikanske ambassade i København, allerede fra de tidlige efterkrigsår, holdt øje med udviklingen i Færøerne. Størstedelen af det materiale ambassaden indsamlede var oplysninger af mere generel karakter, såsom Færøernes økonomiske og politiske forhold, udviklingen i fiskerisektoren eller resultater af valg til lagtinget. En del af materialet drejede sig imidlertid om mere sensitive forhold, såsom relationerne mellem Danmark og Færøerne, eksistensen af ’anti-amerikanske’, ’pro-separatistiske’ og ’pro-kommunistiske’ aktiviteter blandt den færøske befolkning eller politikere, samt eksistensen af russiske aktiviteter i området omkring Færøerne. De mere generelle, lavt klassificerede oplysninger blev først og fremmest indsamlet via danske massemedier og formelle kontakter til danske og færøske institutioner. De mere sensitive og højt klassificerede efterretninger om færøske forhold blev først og fremmest indsamlet via uformelle kontakter. Dette kunne f.eks. ske gennem uformelle samtaler med danske embedsmænd/politikere eller gennem direkte observationer, f.eks. når nogen med tilknytning til ambassaden var på rejse i Færøerne. Sidstnævnte form for efterretning skete sædvanligvis uden at ’informanten’ var klar over at disse oplysninger blev videregivet til den amerikanske administration eller amerikanske efterretningstjenester. Årsagen hertil kunne være at disse informationer omhandlede informanten selv, f.eks. politisk overbevisning, familieforhold osv.

Sikring af amerikanske interesser

Allerede på et tidligt tidspunkt efter Anden Verdenskrig viste amerikanerne relativ stor interesse for dele af de nordatlantiske område og for polarområdet. Således etablerede de allerede på et tidligt tidspunkt (i nogen tilfælde under Anden Verdenskrig) militære baser i Grønland, Island og Norge. Det samme gjaldt imidlertid ikke for Færøerne, i hvert fald ikke i samme omfang. På dette tidlige tidspunkt eksisterede der et militært anlæg i Færøerne, en Loran-A radionavigationsstation. Stationen var blevet anlagt på Suduroy under Anden Verdenskrig af briterne, og blev efter krigen anvendt af både civile og militære fartøjer i Nordatlanten. Amerikanerne henvendte sig til de danske myndigheder for at undersøge muligheden for at overtage installationen efter at de britiske tropper blev trukket ud af Færøerne, men danskerne valgte selv at overtage den og satte det danske Fyr- og Vagervæsen til at tage sig af den daglige drift29). For amerikanerne kunne det være ligegyldigt om det var dem selv eller danskerne der drev Loran-A stationen, så længe den bare var i drift. Og da amerikanerne udover Loran stationen ikke havde interesse i etableringen af andre stationer på færøsk territorium reduceredes Washingtons interesse til et minimum. Alligevel fortsatte ambassaden at indberette om udviklingen i Færøerne, hvilket havde to formål. For det første ønskede Washington, ganske i tråd med den tidlige inddæmningspolitik, at holde russerne udenfor indflydelse, og for det andet ønskede de at sikre dansk suverænitet over Færøerne, hvilket var to sider af samme sag.

Ifølge amerikanske observationer i området syntes der at foregå noget der kunne tolkes som en voksende sovjetisk interesse for Færøerne og det omkringliggende område. For at dæmme op for sovjetisk ekspansion anså amerikanerne det for nødvendigt om ikke andet så at holde muligheden åben for en militær anvendelse af Færøerne. Men p.gr.a. danskernes ’sensitive’ holdning til amerikanske militær tilstedeværelse på ’dansk jord’ var dette ikke så ligetil. Samtidig var amerikanerne nervøse for at russerne, f.eks. gennem bilaterale fiskeriaftaler med Færøerne ville være i stand til at knytte Færøerne økonomisk og politisk til østblokken, og dermed åbne muligheden for en tættere relation. For amerikanerne var det derfor af essentiel betydning at Danmark beholdt suveræniteten over Færøerne, fordi dette var den eneste (fredelige) måde hvorpå amerikanerne, på en og samme tid, kunne sikre egen adgang til færøsk område og dermed også (indirekte) kontrol over området, samtidig med at Sovjetunionen blev holdt udenfor.

Dansk suverænitet over færøsk territorium var, set med amerikanske øjne, en måde at holde russerne udenfor indflydelse. I løbet af første halvdel af 1950’erne var amerikanerne for alvor blevet opmærksomme på hvor svært det var for dem selv at få adgang til Færøerne, og at dette delvis skyldtes spændinger mellem Danmark og Færøerne. I forbindelse med den såkaldte ’Klaksvíksstrid’ rapporterede ambassaden i København i marts 1954 til State Department, "(…) to the somewhat strained relations which appear to exist between Denmark and the Faroe Islands. The delicacy of relations between the two areas has been apparent when the Embassy has Discussed several problems with the Danish Government which involved obtaining permission for US representatives to enter the Faroes for such purposes as to conduct a Shoran surveyant and to view the eclipse of the sun next summer.30)" Det spændte forhold mellem Færøerne og Danmark syntes at være direkte årsag til at den danske regering helst ville holde kontakt mellem amerikanere og færinger på et så lavt niveau som muligt. Da det spændte forhold syntes at være en hindring for enhver amerikansk adgang til øerne forsøgte amerikanerne at få et bedre indblik i baggrunden. I ovennævnte indberetning fra ambassaden, blev der vedlagt en fem siders uklassificeret rapport om rapport om Færøernes historiske baggrund. Rapporten bærer tydeligt præg af at være baseret på danske informationer (informanter). Dette fremgår tydeligst fra en karakteristik af færinger, leveret af en dansk informant der havde levet i lang tid i Færøerne: "According to a Danish informant who has lived in the islands for 23 years, the personality of the Faroese has also made its contributions to the conflicts with Denmark. Typical traits, he stated, include stubbornness, sensitivity, capriciousness, an inferiority complex, and a tendency to carry things to an extreme31)." Denne beskrivelse af en såkaldt (genetisk bestemt) ’færøsk personlighed’, karakteriseret som genstridig, lunefuld, præget af mindreværdskompleks og med tendens til overdrive, fortæller måske mere om informanten end noget andet. Ikke desto mindre synes især den efterfølgende karakteristik af selvstyrebevægelsens opbakning i befolkningen at dække en generel dansk opfattelse af Færøernes ønsker og muligheder for større selvstændighed. "According to the informant refered to above, the Faroese are now more concerned with obtaining the financial support necessary to maintain certain public functions, than with real national aspirations. Those Faroese opposing complete separation from Denmark seemingly are in a substantial majority, and, furthermore, it is quite evident - even to many Faroese - that the islands are not capable of standing alone economically. Moreover, the adoption of the Home Rule Law in 1948 has apparently dissipated much of the force of the arguments set forth by those desiring separation from Denmark. Meanwhile, having learned from the experience from the past, the Danish Government has been following a policy of interfering as little as possible in Faroe affairs. Although this makes cooperation and administrative coordination between the islands and Denmark rather difficult at times, it does avoid encouraging further friction and stirring up the independence movement32)." Ifølge informanten var færinger i virkeligheden mere interesserede i at opnå økonomisk støtte end i øget selvstændighed. Grunden var at det, selv for færinger, måtte stå klart at Færøerne, økonomisk set, ikke kunne klare sig alene. Derfor havde den færøske selvstyrebevægelse ikke nogen bred opbakning i den færøske befolkning. Belært af erfaringen havde den danske regering valgt at føre en ’ikke indblandings’ politik overfor Færøerne, dette for at undgå yderligere dansk-færøske gnidninger og oppiskning af selvstyrebevægelsen33). Sandsynligvis har en del af denne ’ikke blandings’ politik bestået i at undgå (i hvert fald formel) kontakt mellem amerikanere og færinger, fordi det kunne vække opsigt i Færøerne og netop give selvstyrebevægelsen ekstra luft under vingerne. - Ambassaden i København konkluderede at danskerne mere eller mindre havde kontrol over situationen i Færøerne, og at en eventuel færøsk løsrivelse fra Danmark ikke var aktuel.

Strategisk interesse og økonomisk støtte

Året efter syntes ambassadens syn på forholdet mellem Danmark og Færøerne at have ændret sig til en mere skeptisk anskuelse af danskernes kontrol over situationen. Den 14. oktober 1955 bemærkede ambassaden således, at: "Although it now appears likely that the ‘Klaksvig Affair’ will be resolved as a result of a stricter Danish policy, the instruments of that policy may mitigate against Danish prestige in the Islands and, concomitantly, enhance the position of the pro-Communist separatist Republican Party. Furthermore, unless steps are taken to relieve the chronic malaise of the island economy, a permanent improvement in Danish-Faroese relations will be difficult to realize34)." Ambassadens rapport lagde vægt på, at selv om konflikten foregik i flere niveauer35), så skyldtes konfliktens (gentagne) eskalering en kombination af tøven fra danske myndigheders side til at gribe kraftig nok ind på et tidligere tidspunkt og en kraftig agitation fra det pro-kommunistiske parti ’Tjódveldisflokkurin’ i Færøerne. Mens danskernes mere kontante indgriben sidst i konflikt forløbet fremstilles som en positiv og legitim handling, også blandt færinger, blev løsrivelses interesserne fremstillet som ikke-legitime og pro-kommunistiske; en opfattelse der tilsyneladende deltes af danskerne: "(…) Erlendur Patursson is known to approve of Communist methods, if not its goal, and he is considered to be unscrupulous enough to accept any weapons to achieve his party’s goal of separation of the Faroes from Denmark. Recently the Central Comittee of the Communist Party of Iceland sent him a congratulatory message encouraging him to continue in his efforts to rid the Faroes of Danish influence. The Danish Prime Minister, in a recent private conversation with the American Ambassador, referred to Patursson as definitely a ‘Communist’, although the Embassy has not been able to ascertain specifically whether he is a party member. Nevertheless, the Prime Minister’s remark suggests that Patursson’s contact with the party is even more intimate than previously suspected36)." Det var imidlertid hverken Paturssons kommunistiske tendenser eller de islandske kommunisters indblanding i færøske anliggender, der bekymrede ambassaden mest. Hvad der bekymrede ambassaden var, at de danske indgreb, ikke havde medført nogen løsning på Færøernes økonomiske problemer. "Although it now appears likely that the ‘Klaksvig Affair’ will be resolved as a result of a stricter Danish policy, the instruments of that policy may mitigate against Danish prestige in the Islands and, concomitantly, enhance the position of the pro-Communist separatist Republican Party. Furthermore, unless steps are taken to relive the chronic malaise of the island economy, a permanent improvement in Danish-Faroese relations will be difficult to realize37)." Selv om ’Klaksvíks-striden’ syntes at ville nå en løsning, eksisterede de økonomiske og sociale problemer stadigvæk, hvilket i længden kunne medføre yderligere forværring af forholdet mellem Danmark og Færøerne. "Unless the (Danish) Government mixes justice with alacrity, the political situation in the Faroes will not improve. In the long run, permanent improvement of Danish-Faroese relations will depend not only on the above but upon a realistic evaluation of the chronic Faroese economic life and serious efforts to correct them38)." Ambassaden konkluderede således, at selv om de separatistiske fraktioner ikke havde fuld opbakning i befolkningen, ville en manglende indgriben overfor den økonomiske krise og de deraf følgende sociale uroligheder i længden kunne styrke befolkningens støtte til selvstyrebevægelsen.

Rapporten syntes at have vakt opsigt i Washington, fordi 14 dage senere, 28. oktober, henvendte State Department sig til ambassaden, og meddelte at man i Washington var meget interesserede i at få nogen mere uddybende rapporteringer om situationen i Færøerne. Årsagen til den voksende interesse i Washington, var den efterhånden større vægt der blev lagt i det nordøstatlantiske og det arktiske område, som gjorde at Færøerne havde fået en vigtigere strategisk rolle for dem. Til forskel fra før, hvor amerikanerne havde ’stillet sig tilfreds med’ at formålet primært havde været at sikre dansk suverænitet over færøsk territorium, var der nu tale om direkte at inddrage Færøerne i amerikansk militærstrategisk planlægning. "The Department’s interest in these incidents is related to the long-term possibility that the Islands may aquire a special strategic importance because of their location, and the desirability of avoiding developments which would place the political control of the Islands in potentially unfriendly hands39)." Da ambassadens rapport tidligere på måneden havde konkluderet at øernes separatistiske agitation syntes at bunde i de økonomiske problemer og dårlige udsigter for udenlandske lån, bad State Department ambassaden, ganske i overensstemmelse med ’New Look’ filosofien, om at overveje hvorvidt Washington burde facilitere nogen former for specielle lån til de færøske fiskere. "Such action would be ostensibly aimed at improving the economic conditions in the Islands but would, of course have a desirable political effect if it limited or substantially decreased opportunities for separatists and possibly communist agitation among the population40)." Formålet med lånene skulle således være, at skabe økonomisk og social stabilitet i Færøerne, for på den måde at sikre sig at Færøerne ikke løsrev sig fra Danmark og måske bevægede sig væk fra den vestlige alliance, for i stedet at oprettede forbindelser til den kommunistiske blok. Ambassaden opfordredes derfor til at foretage en nærmere undersøgelse og vurdering af færøsk fiskeri- og fiskeindustris finansielle behov, og derudfra komme med forslag til en eventuel handlingsplan41). Ambassaden blev instrueret i ikke at indikere, hverken overfor den danske regering eller privatpersoner, om disse overvejelser.

Den 19. december forelå ambassadens (foreløbige) vurdering af nødvendigheden for eventuelle lån til de færøske fiskere. Ambassaden havde, som følge af ovennævnte instrukser, været meget tilbageholdende med at kontakte danske embedsmænd, hvorfor også deres baggrundsmateriale ikke var fuldt tilfredsstillende. En repræsentant fra ambassaden havde imidlertid under en uformel samtale med en af de danske embedsmænd, spurgt hvorfor danskerne valgte ikke at give mere økonomisk hjælp til Færøerne. Til dette havde embedsmanden svaret, at det ville det være psykologisk forkert hvis danskerne gav efter for ‘oprør’ fra Færøerne42). Ambassaden opstillede faktorer både for og imod långivning til Færøerne. For långivning talte for det første den generelle dårlige økonomiske tilstand, herunder ikke mindst fiskerflådens, for det andet de umiddelbart mislykkede forsøg på at få lån i Storbritannien, og for det tredje syntes den økonomiske krise at have skabt grundlaget for de åbenlyse fremskridt ’den ubehagelige og moralsk forkastelige’ (’unsavory’) Erlendur Patursson havde opnået i rekrutteringen af stemmer fra fiskere. Der syntes imidlertid at være flere forhold der talte imod en långivning eller økonomisk hjælp til de færøske fiskere. For det første ville en rekonstruktion af fiskerflåden ikke være nok, for det andet havde den danske regering allerede givet økonomisk hjælp, om end i beskedent omfang, for det tredje kunne en direkte amerikansk långivning skade den danske regerings politik om ikke at give efter for (penge-) afpresning fra Færøerne, for det fjerde fandtes muligheden stadig for en eventuel genoptagelse af forhandlingerne med de britiske banker, for det femte syntes de økonomiske krav til en fornyelse at være meget højere end det var muligt at fremskaffe, og for det sjette, måske vigtigst af alt, syntes den politiske situation langt fra afklaret, idet Paturssons (stærkt) separatistiske agitation, langsomt syntes at miste sin opbakning i den brede befolkning, til fordel for mere moderate selvstyrekræfter43). – Sandsynligvis som følge af disse observationer (og anbefalinger) droppede Washington sine planer om direkte økonomisk støtte til Færøerne.

Militær og strategisk opgradering

De efterfølgende ca. 8 år, og især i perioden 1958-63, skete der en kraftig opgradering af Færøernes strategiske betydning. Dette skete med etableringen af (mindst) tre militære installationer. I en rapport fra den amerikanske ambassaden i København i august måned 1958, nævntes adgang for etablering af forsvarsinstallationer på færøsk territorium som en af hovedårsagerne til at amerikanerne var interesserede i Danmarks deltagelse i den vestlige alliance."(…) the principal U.S. objectives in Denmark are to sustain effective Danish participation in NATO; active cooperation in the community of free nations and support of U.S. policies; control of the Baltic entrances and the continued availibility of Greenland and the Faroes for U.S. and NATO defense installations, and effective Danish resistance to constant Soviet pressure and threats to abandon or weaken its NATO and other ties with the West.44)" Dette siger imidlertid ikke noget direkte om Færøernes strategiske betydning i amerikansk perspektiv. Selv om Færøerne på dette tidspunkt havde fået en større betydning, var Grønland stadig danskernes vigtigste aktiv. Baggrunden for rapporten var en evaluering af amerikanernes militære hjælpeprogrammer til Danmark. Problemet var at amerikanerne var utilfredse med danskernes forsvarsbudget, hvorfor man diskuterede at reducere i de militære hjælpeprogrammer til Danmark. Rapporten anbefalede imidlertid at man ikke gjorde dette, netop fordi det var meget vigtigere at beholde baserne i Grønland end at øge det danske forsvarsbudget.

To år senere, i maj 1960, foretog den amerikanske administration en bedømmelse af Færøernes strategiske betydning. Denne gang blev Færøerne på flere områder sammenlignet med Island. "In many ways the Faroe Islands are of a strategic importance almost equal to that of Iceland. Control of the Islands by at power hostile to the West could be of a decisive nature45)." I slutningen af samme måned, i forbindelse med en såkaldt ’country plan’ for Danmark, forelå en igen en bedømmelse af Færøernes strategiske betydning, denne gang i forbindelse med Danmarks militære betydning for USA. "1) Denmark commands the exits and entrances to the Baltic even in Nuclear Age. 2) It is an indispensable link in the chain of NATO countries from Norway to Turkey arrayed against Soviet military expansion westward. 3) It owns Greenland which, despite any diminution of its usfulness for air-base purposes in the years ahead, will through BMEWS and related installations retain strategic importance in the defense of North America for some time to come. The Danish-owned Faroe Islands have similar potential value46)." Mens Grønlands betydning syntes at mindske, som følge af teknologiske udvikling, var Færøernes betydning voksende. Grønlands og Færøernes strategiske betydning nærmede sig hinanden og amerikanerne anså derfor at Færøerne potentielt, dvs. i et fremtidsperspektiv, havde (kunne få) samme militære værdi som Grønland.

For Danmark havde Færøerne således udviklet sig til et sikkerhedspolitisk (vigtigt) aktiv, noget Danmark havde brug for p.gr.a. deres begrænsninger i NATO-samarbejdet, i form af forbehold overfor stationering af atomvåben og fremmede tropper på dansk jord i fredstid, samt det lave danske forsvarsbudget. - Det er ikke muligt at sige præcis i hvor høj grad den danske regering var klar over Færøernes voksende strategiske betydning, men danskerne var tydeligvis klar over at der skete en opgradering. Således tyder forløbet i de dansk amerikanske forhandlinger på at danskerne godt var klar over at installationerne var af vital betydning. Det er imidlertid betydelig sværere at sige noget om hvorvidt de danske beslutningstagere, ved at stille færøsk territorium til rådighed for forsvaret af USA og resten af NATO-alliancen, bevidst kalkulerede med en opvejning af egne begrænsninger i NATO-samarbejdet. Der er dog visse begivenheder der godt kunne tyde på at der i danskernes bevidsthed eksisterede et såkaldt ’Færøkort’, i stil med det mere omtalte ’Grønlandskort’47).

En af disse begivenheder var et møde i november 1958 mellem Charge d’Affaires L. Satterthwaite fra den amerikanske ambassade i København og den danske udenrigsminister J. O. Krag, om etableringen af Loran-C stationen i Færøerne. På mødet kom Krag ind på at der var (eller burde være) en sammenhæng mellem dansk afgivelse af territorialrettigheder i Færøerne og Grønland til USA og NATO og danskernes ret til at have et lavt forsvarsbudget. Faktisk lagde han det ud som at afgivelsen af territorium til etablering af militære stationer, var den egentlige årsag til at det danske forsvarsbudget var så lavt. "After Foreign Minister KRAG had read the Embassy’s note on the Loran Station in the Faroes (…) he said that Denmark was always pleased to be able to help the United States and contribute substantially to fulfilling its NATO obligations by making available Greenland and the Faroes. He said this made the Danish defense budget look better and have more meaning, and he was pleased to see that this fact was recognized by our Government and by Ambassador Peterson48)." Da mødet for amerikanerne handlede om at opnå dansk godkendelse af stationen i Færøerne, opfattede Satterthwaite Krags udspil som et forsøg på at opnå amerikansk accept af danskernes lave forsvarsbudget, dvs. en form for byttehandel. "I (Satterthwaite) said while we as well as the other NATO allies appreciated how fortunate it was that Denmark, one of the NATO alliance, was sovereign over Greenland and the Faroes and that therefore they were available for the common defense, and while we also appreciated the day-to-day help and cooperation on an operating level of Denmark toward our needs in Greenland and the Fareoes, I nevertheless thought it was most important that Denmark’s defense budget be as high as the economy permitted during the period of the present danger. I said that we were pleased to note the very healthy state of the Danish economy and fiscal position, and were hopeful that that would be reflected in an increased defense effort. Foreign Minister Krag agreed that Denmark should do all its economy would permit,; he said he knew NATO was dissatisfied with the Danish defense budget, but did not comment on whether the economy could stand more defense." Selv om Satterthwaite gav udtryk for at amerikanerne var taknemmelige for at Danmark havde været så samarbejdsvillig i forbindelse med etablering af militære installationer i Færøerne og Grønland, kom han ikke ind på hvorvidt der reelt var en sammenhæng, og han kom heller ikke med nogen indrømmelser overfor Krag. – Det diplomatiske spil mellem Krag og Satterthwaite fortæller ikke noget om hvorvidt det billede Krag tegnede havde hold i virkeligheden. Men det fortæller at der eksisterede et ’Færøkort’ i (i hvert fald nogen af) de danske beslutningstageres bevidsthed. At Krag ikke var alene om at anvende ’Færø-/Grønlandskortet’, synes at bekræftet af Elleman-Jensen (1996), når han fortæller om hvordan han selv i 1980’erne anvendte Grønland og Færøerne i forhandlinger om forsvarsbudgetter med andre NATO-medlemmer49).

Men der findes også andre muligheder for at de danske myndigheder direkte/indirekte (bevidst/ubevidst) brugte færøkortet til at opveje andre begrænsninger i NATO fællesskabet. Ifølge Villaume (1995) var den danske godkendelse af etableringen af Loran-C stationen i Færøerne medvirkende årsag til at de danske forbehold mod stationering af atomvåben på dansk jord i fredstid, bedre kunne accepteres af amerikanerne (og andre allierede). På dette tidspunkt, i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, var den danske regering presset fra to sider omkring stationering af atomvåben på dansk jord. På den ene side det udefra kommende pres fra USA om at modtage våbnene, og på den anden side det interne dansk pres, fra SF og Kampagnen imod Atomvåben, om ikke at stationere atomvåben på dansk jord. "I den danske og norske atompolitik var der imidlertid én facet, som antagelig i væsentlig, måske endda afgørende grad lettede USAs de facto accept af det dansk-norske atomforbehold, men som var omhyggeligt hemmeligholdt for alle andre end de aller inderste beslutningstagerkredse i de to lande – og måske delvis selv for dem. (…) Der er tale om USAs placering i 1959-61 af de såkaldte LORAN-C langdistance navigationsstationer (…) på Færøerne og i Norge;50)" Årsagen hertil var tendensen, både i USA og hos NATO, at lægge større vægt på interkontinentale og ubåds-baserede mellemdistance atomraketter, og dermed relativt mindre vægt på de landbaserede taktiske atomvåben i Vesteuropa. Villaume tilføjer imidlertid yderligere to faktorer der var medvirkende til at lette presset på Danmark, nemlig en tillempning af USA’s og NATO’s strategi hen imod ’fleksibelt svar’ og en hovedtendens af forbedret forhandlingsatmosfære, også på atomvåbenkontrolområdet, mellem Øst og Vest51).

I disse år var der imidlertid ikke kun tale om anlæggelse af en Loran-C station i Færøerne, men også om (mindst) to andre militære installationer, nemlig en NATO varslingsstation, til varsling mod eventuelt bombeflyangreb, og en amerikansk kommunikations installation, som havde forbindelse til varslingen mod eventuelle interkontinentale missilangreb. For begge disse stationer, men især for den sidstnævnte, gjaldt det at de var en del af den strategiske krigsførsel, og således, i hvert fald for USA, havde en større værdi end stationeringen af taktiske atomvåben i Danmark i fredstid.

Sammenlagt kan man sige, at det var af større betydning for amerikanerne at have en navigations station, en varslingsstation og en kommunikations station i Færøerne, end en fast stationering af atombevæbnede missiler i Danmark. Det var også af større betydning for amerikanerne at have adgang til færøsk og grønlandsk territorium, end at presse den danske regering til at øge sit forsvarsbudget.

Færøsk ’sikkerhedspolitik’

Selv om spørgsmål vedrørende Færøernes sikkerhedspolitiske og militærstrategiske status i flere omgange blev taget op i det færøske lagting, kan man ikke tale om at noget landstyre førte nogen egentlig (sammenhængende) sikkerhedspolitik. Umiddelbart var der ikke noget i vejen med dette; udenrigs- og sikkerhedspolitik hørte under de danske centralmyndigheder og de færøske myndigheder havde ikke nogen (formel) indflydelse herpå. Som vi kommer ind på i de to næste kapitler var de danske myndigheder, af praktiske årsager, nødsaget til at informere de færøske myndigheder om de forskellige aktiviteter, dvs. om det allermest nødvendige52). Så selv om de færøske myndigheder hverken havde indflydelse på amerikansk strategisk planlægning eller dansk sikkerhedspolitik i Færøerne, var færingers blotte eksistens en faktor danske og amerikanske myndigheder måtte kalkulere med.

I slutningen af 1962 skete der noget der skabte en vis nervøsitet i både den amerikanske og den danske lejr; noget der kunne tolkes som at Færøernes tilknytning til Danmark og dermed også tilknytningen til NATO, kunne sættes over styr. Efter lagtingsvalget 8. november 1962 blev der dannet en såkaldt ’selvstyrekoalition’, bestående af ’Fólkaflokkurin’, ’Tjódveldisflokkurin’, ’Sjálvsstýrisflokkurin’ og ’Framburdsflokkurin’. Dannelsen af den nye koalition kom bag på både amerikanerne og danskerne, og skabte en vis bekymring hos den amerikanske ambassade i København. Ambassaden anså den nye koalition, p.gr.a. dens ulige sammensætning af partier, som meget ustabil og opportunistisk. Sidstnævnte forhold skyldtes ikke mindst at ’Tjódveldisflokkurin’, som det mest yderliggående løsrivelsesparti, for at legitimere sin egen deltagelse i regeringen, sandsynligvis ville forsøge at sætte en dagsorden der direkte eller indirekte vedrørte rigsfællesskabet og dets fremtid og knytte dette sammen med stærkt følelsesladede emner såsom den gamle fiskerigrænseproblematik, eller spørgsmålet om NATO og amerikansk tilstedeværelse i landet. "The most likely forseeable incident of this nature which might serve to unite the coalition partners and the people behind the government could grow out of a dispute between the Faroese and the local Danish authorities; the question of fishery limits, and in this connection the ’Red Crusader’ case with the British is far from forgotten in the Islands; or the NATO issue and the presence of facilities and foreign personnel, including American, in the Faroes. It should not be considered beyond the provincial government and the Republican Party in particular, to seek to provoke such a situation in an effort to maintain itself in power. It is also possible in the longer run should the government survive its iniation period that attempts will be made to pressure the West for funds by making use of the NATO issue and a threat to expand trade with the Soviet Bloc53)" – Selv om ambassaden ikke anså den nye koalition for at have nogen fremtid, og at ovenstående scenarier derfor heller ikke var realistiske, gjorde koalitionens blanding af ustabilitet og opportunisme den meget uforudsigelig. Som en form for modvægt mod denne uforudsigelighed anså amerikanerne to forhold som værende af essentiel betydning. For det første måtte tilstedeværelsen af militæret i Færøerne ikke udvikle sig til en central del af den politiske debat. For det andet en (økonomisk) tilknytning til Sovjetunionen for enhver pris undgås. Den bedste måde at sikre dette var at bevare ’status quo’ i det dansk-færøske forhold.

Ifølge ambassadens kontakter i statsministeriet var den danske regering ikke indstillet på at imødekomme nogen krav fra færingerne, ud over dem der lå indenfor rammerne af hjemmestyreloven. "The formation of the new provincial government was an unwelcome surprice for the Danish Government. Top level Danish officials in Prime Minister Krag’s office in charge of Faroese affairs believe that if the Faroese government is to endure the Republicans will have to modify most of their extreme demands.54)" - Den danske regering var ikke indstillet på at gennemføre nogle fundamentale ændringer i de dansk-færøske forhold eller i deres hidtidige politik om hemmeligholdelse eksistensen af amerikansk militær installation og tilstedeværelsen af amerikansk personel i Færøerne. Samtidig understregede de at sikkerheds- og udenrigspolitik lå udenfor det færøske landsstyres kompetence, og at det hørte under den danske regering.

Et af formålene med de danske myndigheders udspil overfor amerikanerne var sandsynligvis at berolige amerikanerne og vise at danskerne havde kontrol over situationen. Amerikanerne havde intet at frygte, idet deres militære installationer i Færøerne var sikrede, i hvert fald så længe det eksisterende forhold mellem Danmark og Færøerne blev opretholdt. Hvis det imidlertid skulle vise sig, at det nye færøske landsstyre begyndte at fremsætte krav som danskerne mente lå udenfor den gældende hjemmestyrelov, eller krævede ændringer i hjemmestyreloven, havde danskerne allerede lagt en forhandlingsstrategi. "Danish policy, as explained by the senior Danish civil servant responsible for Faroese affairs, will be to adhere strictly to the Home Rule Law. It will give the new provincial administration every opportunity to operate within the scope of the Home Rule Law or enough rope to hang itself. Should the Faroese government seriously press Republican demands for revision of the Home Rule Law the Danes plan to invite it to submit concrete proposals. In view of the diversity of interests in the Faroese coalition government Danish authorities belive that it would have a hard time agreeing upon such proposals. If, however, the Faroese government should succeed in formulating definite demands calling for substantial modificdations of the Home Rule Law, the Danish Government would probably call for elections in the Faroes on the issue of future Danish-Faroese relations and specifically on the proposed changes. Danish officials believe, however, that considrable time would elapse before a possible crisis in Danish-Faroese relations reached this stage and in the meantime Danish pressure on the Islands would become apparent in many forms55)." Fra den danske regerings side regnede man altså ikke med at ’selvstyrekoalitionen’ havde den nødvendige styrke og folkelige opbakning til at fremsætte krav om egentlige ændringer i den gældende hjemmestyrelov. Hvis koalitionen, mod forventning, alligevel ville kræve ændringer i den gældende ordning, ville den danske regering først kræve direkte forhandlinger og konkrete forslag, og hvis dette ikke ville sætte en stopper for processen og koalitionen skulle vise sig at være i stand til at formulere nogle endelige krav, ville den danske regering sandsynligvis kræve forhandlingsresultatet lagt ud til folkeafstemning. Den danske regering forventede imidlertid ikke at det ville komme så langt. Formålet med at trække processen ud i langdrag var, at der ville blive lagt et ydre pres på de færøske forhandlere, først og fremmest i form af en eksponering af Færøernes økonomiske afhængighed af Danmark, bl.a. dansk administration og finansielle overførsler56).

Ambassaden konkluderede, at amerikanske interesser i Færøerne sandsynligvis ville blive forsøgt udsat for et vist pres fra den nye færøske regering. Således ville både NATO spørgsmålet og tilstedeværelsen af fremmed (militært) personel, blive genoptaget i den politiske debat, dette ikke blot for at opnå økonomisk gevinst, men også for at skabe en udlændinge fjendsk (’anti foreign’) atmosfære og på den måde vinde opbakning blandt befolkningen, og dermed bevare magten. Ambassaden mente imidlertid ikke dette eventuelle pres fra færøsk side ville have nogen effekt, i hvert fald ikke når det gjaldt amerikansk tilstedeværelse i Færøerne. "United States Presence in the Faroes, however, is based on the apporval of the Danish Government which under the Home Rule Law has full jurisdiction over the islands foreign relations. As long as the Danes insist on making no changes in the home Rule law it is the responsibility of the Danish authorities to make sure that no obstacles are placed in the way of the successful fulfillment of the United States mission in the Faroes57)." Så længe Hjemmestyreloven var gældende, var amerikanernes tilstedeværelse i Færøerne ikke afhængig af færøsk accept, men alene af danskernes samtykke. Hertil kom, at amerikanerne efterhånden havde opbygget en del goodwill i Færøerne. "Should the new government attempt an anti-foreign campaign it will find the United States not without supporters in the Faroes.58)" Det stod således klart for amerikanerne at modstanden mod deres tilstedeværelse i Færøerne, ikke havde opbakning i hele den færøske befolkning, men at de faktisk havde direkte opbakning i visse befolkningsgrupper.

Allerede i begyndelsen af juni måned samme år kunne ambassaden melde at tingene havde fået den forventede udvikling. Årsagen hertil syntes delvis at være en relativ svag landsstyrekoalition. For det første var der for stor uenighed mellem koalitionspartierne omkring forholdet til Danmark og NATO, hvorfor ’Tjódveldisflokkurin’, for overhoved at kunne beholde sin position i koalitionen, var nødt til at modificere sine krav. For det andet syntes den tilsyneladende økonomiske vækst at medvirke til et skift i befolkningens fokus på økonomiske og sociale forhold i stedet for ideologiske og politiske forhold, såsom forholdet til Danmark og de militære installationer. Dertil kom at færingers generelle betænkelighed ved det amerikanske (og danske) militærpersonel syntes at være bedre bl.a. fordi disse syntes at blive bedre integrerede i det færøske samfund. The NATO issue itself appears to be losing interest after its use in the election campaigns of 1960 (Folketing) and 1962 (Lagting) without noticeably significant benefits to the anti-NATO parties. A more open policy by the Danish authorities as regards visits to Mjørkedal by the local population as well as more information on the facilities given the Faroese press has served to mitigate suspicion that has existed among the Faroese population59)." Selv om der stadig eksisterede en bred folkelig opbakning til den pacifistiske holdning, og spørgsmålet vedrørende opretholdelse af de militære installationer ikke var et overstået kapitel, mente ambassaden tiden arbejdede til fordel for amerikanerne. "If it is allowed to run its natural course Faroese attitudes towards NATO and the facilities in the Islands will probably gradually evolve along the lines of those held by the various political groupings in the other Scandinavian countries60)." Efterhånden som den økonomiske vækst satte ind syntes politiske krav om øget selvstyre at miste sit fundament hos den brede befolkning i Færøerne. Set med amerikanske sikkerhedspolitiske øjne betød dette stabilitet og en udvikling der lignede de andre skandinaviske lande, nemlig en accept af tilknytningen til NATO blandet med en generel skepsis overfor militær udbygning.

Sammenfatning

Lige efter Anden Verdenskrig var amerikanerne først og fremmest interesserede i at holde russerne ude af Færøerne, og at opretholde driften af Loran-A stationen i Færøerne, til brug for militær navigation. En måde at gøre dette på var at Danmark beholdt suveræniteten over færøsk territorium. Der var således overensstemmelse mellem Danmarks og USA’s ønsker om at selvstyrebevægelsen i Færøerne ikke fik for stor politisk indflydelse. I midten af 1950’erne begyndte Washington at vise en større interesse for Færøerne, dette i forbindelse med skift i strategisk perspektiv, med større fokus på bl.a. Færøerne. Da den økonomiske krise i Færøerne syntes at styrke selvstændighedsbevægelsen i Færøerne, overvejede amerikanerne at give færinger finansiel støtte, dette først og fremmest for at skabe stabilitet og dæmme op for en folkelig udbredelse af yderliggående løsrivelsestendenser. Da situationen imidlertid ikke udviklede sig som i frygtet, droppede amerikanerne disse planer.

Fra midten af 1950’erne voksede Færøernes strategiske betydning, især efter at de første militære installationer fra omkring 1959 blev anlagt. Fra 1960 bedømte de amerikanske myndigheder Færøernes strategiske betydning som værende, på mange områder, på lige fod med Islands, og samme år blev Færøernes potentielle militære værdi bedømt som værende lig med Grønlands. Færøernes voksende strategiske betydning var et aktiv for Danmark, der kunne bruges som en form for opvejning af egne begrænsninger i NATO-samarbejdet, et slags ’Færøkort’. I hvor høj grad ’Færøkortet’ blev anvendt er imidlertid svært at give noget svar, på grundlag af foreliggende kildemateriale. Men det blev i hvert fald forsøgt anvendt, nok mest i sammenhæng med Grønland. Hvorvidt det havde nogen reel indvirkning på de dansk-amerikanske forhandlinger, eller Danmarks forhandlinger i NATO, er et spørgsmål der stadig står lidt i det uvisse. Det står imidlertid klart at skiftet i de amerikanske strategiske perspektiver, delvis en større fokusering på strategisk krigsførsel og en større vægtning af de nordlige dele af Nordøstatlanten i de maritime strategier, var medvirkende til at opgradere Færøernes militærstrategiske betydning, og dermed også dets betydning som en potentiel forhandlingstrumf for den danske regering.

De færøske myndigheder har aldrig haft nogen sammenhængende sikkerhedspolitik, dette hørte under de danske myndigheder. ’Selvstyrekoalitionen’ der blev dannet efter lagtingsvalget i 1962, var uvelkommen overraskelse for både den danske og den amerikanske regering. Den danske regering, der også ønskede at berolige amerikanerne om at de havde kontrol over situationen, var ikke indstillet på at give efter for nogle krav om øget selvstyre. Og i tilfælde at der ville komme reelle krav, havde regeringen allerede lagt en strategi, der skulle forhindre at disse krav blev til virkelighed. Generelt synes færinger, bortset fra spredte protester mod militariseringen, at have accepteret deres medlemskab af den vestlige alliance. - I de to efterfølgende kapitler skal vi se nærmere på anlæggelsen af tre militære installationer i Færøerne, deres geostrategiske sammenhæng, samt hvordan de tre aktører handlede i forbindelse med disse stationers anlæggelse.

Kapitel 3

Flådestrategier og Loran-C

Indledning

I 1959/60 blev der anlagt en radionavigations station, en såkaldt Loran-C station, i Færøerne. Selve etableringen af stationen foregik i fuld offentlighed, således at både danske og færøske myndigheder, og den færøske befolkning var klar over dette. De egentlige militære formål med stationen blev imidlertid aldrig offentliggjort. - Formålet med indeværende kapitel er at se nærmere på baggrunden for etableringen af Loran-C stationen i Færøerne, samt at klarlægge selve forløbet i forbindelse med etableringen. Sidstnævnte indebærer bl.a. den amerikanske planlægning, forhandlingerne med den danske regering og selve oprettelsen af stationen.

Flådens rolle i amerikansk militærstrategi

Fra begyndelsen af 1950’erne fik amerikansk sikkerhedspolitik et tydeligere militært præg, og med introduktionen af det nye sikkerhedspolitiske kodeks ’New Look’ og massiv gengældelse, fra omkring 1953, blev atomvåbnene i højere grad end før en integreret del af USA’s overordnede inddæmnings strategi, med luftvåbnet som den centrale aktør. Med luftvåbnet som det dominerende militære værn, efterfulgt af hæren, blev flåden henvist til pladsen nederst i det militære hierarki, først og fremmest som støtte for luftstyrkerne i deres opretholdelse af evnen til offensivt angreb (’Offensive Strike’). Derfor blev rammerne for flådens udbygning primært lagt efter at opfylde de behov som luftvåbnet stillede, mens de kun i ringe grad blev påvirket af den sovjetiske flådes udbygning61). Flådens første bidrag til denne strategi var en kraftig udbygning i antallet af hangarskibe. Samtidig blev der udviklet bombefly der var bedre tilpassede hangarskibene og atomsprænghoveder skræddersyede til disse nye luftfartøjer.

Flådestrategier

Luftstyrkernes forrang i de militære strategier i 1950’erne, forhindrede imidlertid ikke at der blev udviklet alternative delstrategier, eller at flåden i sin strategiske planlægning og udbygning udelukkende forholdt sig til sin underordnede rolle i forhold til luftstyrkerne. Selv om den amerikanske præsident forsøgte at holde flåden fast i dens rolle som støtte for luftstyrkerne, havde admiralerne også andre interesser, som først og fremmest forholdt sig til maritime strategier. Og disse gik primært ud på at sikre egen dominans i de havområder man anså for sandsynlige konfrontationsområder. I denne forbindelse fokuserede admiralerne først og fremmest på områder hvor Sovjetunionen anlagde flådebaser der kunne true den amerikanske dominans.

Set fra en maritim synsvinkel var der to (hav-)områder der måtte anses for at være de vigtigste strategiske knudepunkter. Det drejede sig om det nordøstatlantiske område, dvs. området mellem Grønland, Island, Færøerne, Skotland, Danmark og Norge, og det drejede sig om middelhavsområdet. Årsagen til at netop disse områder var af strategisk betydning, var, at det var her den russiske flåde skulle passere for at nå det amerikanske kontinent (eller Europa), og det var herfra den amerikanske flåde kunne nå de Sovjetunionen og de russiske flådebaser. Tyngdepunktet i det nordøstatlantiske område var lige efter Anden Verdenskrig Nordsøen og Østersøen. Årsagen hertil var at de russiske flådebaser var lokaliseret omkring Leningrad, og den eneste adgang til Atlanterhavet gik gennem Østersøen og Nordsøen. Men i løbet af 1950’erne flyttedes en del af russernes flådebaser, herunder ubådsbaser, længere nordpå, til Kolahalvøen. Derfor flyttede også tyngdepunktet i det nordøstatlantiske område længere nordpå, mod Barentshavet og Norskehavet.

Admiralerne ønskede at opbygge en flåde der kunne sikre amerikansk kontrol over havene. Til forskel fra tidligere maritime strategier, hvor fokus havde været på søslag på det åbne hav, erkendte amerikanerne i begyndelsen af 1950’erne at man ikke kunne slå den russiske flåde på åbent hav, i hvert fald ikke i den tidlige fase af en krig. Admiralerne var interesserede i at bygge en såkaldt ’multipurpose’ flåde, der kunne anvendes til alt fra ’offensive strike’ til ’begrænset krig’, for på den måde at imødekomme den russiske trussel i alle faser.

Den vigtigste del af den nye maritime strategi var opbygningen af flådens offensive evne, hvor man fra fremskudte operationer angreb og destruerede den russiske flådes baser, for på den måde forhindre de russiske flådeenheder i at nå ud på åbent hav, hvor de kunne udgøre nogen egentlig trussel. Den mest effektive måde at gøre dette på, var gennem luftbombardementer, med anvendelse af både konventionelle og atomare våben, (samt minelægning af strategisk vigtige passager) fra fly stationerede ombord på hangarskibe. Da man fra vestlig side forventede at russerne snart ville være i stand til at opbygge en betydelig ubådsbaseret missilstyrke, blev disse offensive kendetegn, fra midten af 1950’erne, også integreret i SACLANT’s flådestrategier og NATO’s strategiske koncepter62).

For at imødegå truslen fra de russiske flådefartøjer, især ubåde, var det imidlertid ikke nok at satse på de offensive midler ved ’first strike’ (ved bombefly fra hangarskibe i området). Selv om truslen fra de sovjetiske baser sandsynligvis ville blive reduceret betydeligt som følge af amerikanernes første anslag, var det stadigvæk muligt, at dele af den russiske flåde på et tidligt tidspunkt havde forladt baserne, og således på flere led udgøre en trussel mod den vestlige alliance. For det første udgjorde de en direkte trussel mod de europæiske flanker, for det andet kunne de forsinke overflytningen af de vestlige flådeenheder til Nordøstatlanten (og Middelhavet), og for det tredje truede de det nordamerikanske kontinent. For at imødegå denne trussel, var det nødvendigt delvist at opgradere efterretningen i disse zoner i fredstid, delvis, i tilfælde af krig, at opstille forsvarsbarrierer. Dette skulle bl.a. ske i form af såkaldte fremskudte overvågnings zoner (’forward Detection Zones’) eller antiubåds krigs barrierer (’ASW barrier’). Den vigtigste af disse zoner var den der lå mellem Grønland, Island, Færøerne, Skotland og Norge, og den vigtigste af disse barrierer var den såkaldte GIUK-passage (Greenland-Iceland-UK passage)63). Primært som følge af amerikansk initiativ fulgte der, fra foråret 1958, en serie af innovationer der bl.a. inkluderede undervands overvågnings zonar, luft- og søbårne tidlig varslings systemer, samt minelægnings eskadriller, og i den efterfølgende tid skete der en optrapning af inspektionen og varslingen i GIUK-passagen og Norskehavet og Barentshavet64).

Polarisprogrammet

Amerikanerne udviklede også andre (alternative) programmer som ikke umiddelbart kunne anses som en del af den overordnede massiv gengældelsesstrategi. Et af disse programmer var det såkaldte Polaris program. Dette program gik kort sagt ud på at udvikle et længere rækkende krydsermissiler der kunne affyres fra ubåde og med stor præcision ramme sovjetiske mål. Programmet havde imidlertid en svær fødsel. Årsagerne hertil var flere. For det første kunne der ikke skabes konsensus om at gøre Polaris programmet til et nationalt (finansieret) anliggende. For det andet mente flåden ikke at det udelukkende var dem der skulle finansiere programmet. For det tredje var der også andre konkurrerende programmer under udvikling. Mens russerne i sidste halvdel af 50’erne satsede på sine (strategiske) missilprogrammer, satsede amerikanerne på krydsermissiler, der både var en billigere og nemmere løsning. De første krydsermissiler (’Regulus I’) blev anbragt på hangarskibe, patruljebåde (’cruisers’) og i ubåde, men p.gr.a. lav hastighed og højde, samt ringe rækkevidde, kunne disse raketter kun bruges til at angribe mål tæt på de sovjetiske kyster. I 1958, med introduktionen af Regulus II forbedredes rækkevidden, men på dette tidspunkt var Polaris programmet allerede godt i gang.

Årsagen til at Polaris programmet for alvor kom i gang var et sammenfald af flere forhold. Således var efterretningerne om Sovjetunionens oprustning og teknologiske landvindinger, samt debatten om ’Bombers Gap’, medvirkende årsager hertil. I 1955 blev der oprettet en ’Special Projects Group’, der for egne midler skulle finansiere Polaris programmet. Hermed fjernedes flådens betænkeligheder ved at igangsætte programmet. Endelig skete der i 1957, foranlediget af Admiral Arleigh Burke (Chief of Naval Operations), en ændring i marinens prioriteringer til fordel for Polaris programmet. Så selv om der faktisk ikke skabtes bred konsensus om Polaris programmet førend i begyndelsen af 1960’erne, var dette sammenfald af flere forhold nok til at sætte gang i projektet fra omkring 195665).

Formålet med med Polaris SSBN/SLBM var at fungere som en ‘second-strike’ styrke. Selv om dette ikke var helt i overensstemmelse med den klassiske massiv gengældelses strategi, hvor man forestillede sig at krigen blev afgjort i ét stort slag, var Polarismissilernes angrebsmål (‘targets’) principielt i overensstemmelse med den nukleare strategi, idet disse først og fremmest var Sino-Sovjetiske industribaser og såkaldte ‘governmental control structure’66). Polarisprogrammet betød også at flåden havde mulighed for at frigøre hangarskibene fra deres hidtidige rolle som strategiske atomfartøjer, hvormed disse kunne anvendes til mere traditionelle marine krigsførelse. Sidst, men ikke mindst, betød realiseringen af Polaris programmet at amerikanerne på dette område opnåede et kvalitativ fordel i forhold til russerne, der ikke havde udviklet lignende ’præcisionsvåben’. Man kan således sige, at Polaris programmet både var en integreret del af og et alternativ til massiv gengældelses strategien. – Selv om der i begyndelsen af 1960’erne skete et skift i den overordnede sikkerhedspolitik og i vægtningen af de geostrategiske perspektiver, blev Polarismissilerne ikke skrottede. Med introduktionen af ’fleksibelt svar’, beholdt de ubåds baserede Polaris missiler sin betydning, idet de var yderst velegnede som en form for mindre fredsbevarende våben, som var i stand til at forårsage så megen skade på de sovjetiske styrker, at russerne ville finde det uacceptabelt.

Til at begynde med havde Polaris programmet dog visse begrænsninger. Den første Polaris generation, Polaris (A-1), var således et mellemdistance våben, med en rækkevidde på omkring 2200 km. Derfor var det nødvendigt at disse våben, før affyring, blev placerede i frontområderne (‘forward areas’). I første omgang blev der derfor tale om primært to områder de nye Polaris ubåde skulle operere i, nemlig Norskehavet - Nordsøen og som alternativ i Middelhavet. For at maksimere den operationelle fleksibilitet i denne forbindelse, var det også nødvendigt at anlægge en base til stationering af ubåde i området. Men bl.a. p.gr.a. de norske (og de danske) myndigheders forbehold overfor denne type baser, blev den anlagt i Holy Loch, Skotland.

Forbedrede navigationsmuligheder

For at kunne realisere ovennævnte flådestrategier var det nødvendigt at udbygge navigationsforholdene i de nævnte konfrontationsområder. I denne forbindelse havde amerikanerne udviklet et nyt navigationssystem, som de selv mente bedst kunne opfylde de krav flådestrategierne stillede. På dette tidspunkt eksisterede der i det nordøstatlantiske område allerede et navigationssystem der først og fremmest havde militære formål, men som også kunne anvendes af civile fartøjer, nemlig en kæde af ‘Loran-A’ stationer (også kaldet ‘Standard Loran’)67). Disse installationer kunne imidlertid ikke opfylde de krav den amerikanske flåde stillede til effektiv (militær) navigation i området. Loran-A var blevet introduceret under Anden Verdenskrig, og var etableret uden nogen form for overordnet koordinering. Dertil kom, at selve teknologien var forældet i forhold til effektiv navigation i de nævnte områder. Især var der fire forhold der gjorde sig gældende. For det første havde amerikanerne, som følge af forstyrrelser på det frekvensbånd Loran-A sendte på, fået en del klager fra landene i det nordøstatlantiske område. For det andet var Loran-A senderne ikke i stand til at dække det nødvendige område; dette skyldtes delvis, at senderne ikke var kraftige nok og derfor havde en relativt kort rækkevidde, delvist at stationerne var forkert placerede, og efterlod ’huller’ i dækningen. For det tredje var fartøjer der anvendte Loran-A ikke i stand til at navigere præcist nok, hvilket især gav problemer i forhold til de ubådsbaserede missilers krav om præcision. Og for det fjerde, måske vigtigst af alt, var de radiobølger Loran-A udsendte ikke i stand til at bryde havoverfladen. Sidstnævnte forhold betød at ubåde der opererede i området var nødt til at komme op til overfladen for at modtage signalerne, hvormed de var i fare for at afsløre deres egen position overfor eventuelle fjender. Derfor introducerede amerikanerne i sidste halvdel af 1950’erne deres nye radionavigationssystem, det såkaldte Loran-C.

Introduktionen af Loran-C betød en betydelig forbedring af navigationsmulighederne i Nordøstatlanten. Men der var tale om mere end blot en (teknisk) fornyelse af Loran-A. Til forskel fra Loran-A, der var et mellemfrekvent radionavigationssystem, var Loran-C et lavfrekvent radionavigationssystem (90-110 Kh), som havde meget kraftigere sendere. Derfor kunne ikke alene fly og skibe navigere efter det, men også ubåde. Ved at sammenligne ankomsttiden for signaler fra mindst tre faste (‘ground based’) transmitter stationer, en ‘master’ station og to ‘sekundære’ (‘slave’) stationer, var det muligt for modtager at lokalisere sig selv med en usikkerhed på helt ned til 50 meter68). - Selv om der på dette tidspunkt var der flere navigationssystemer under udvikling (f.eks. OMEGA, DECCA og NAVARHO), var amerikanerne overbeviste om at Loran-C var det mest lovende, først og fremmest fordi det var det eneste der (fuldt ud) kunne dække luft, overflade og underoverflade behov, både når det gjaldt distance og pålidelighed/stabilitet. Dertil kom, at Loran-C i forhold til f.eks. DECCA, der var udviklet af briterne og som vandt meget større indpas i Europa, var meget mere anvendeligt i de store havområder i Nordatlanten, p.gr.a. sin større rækkevidde69). "Loran-C is equally valuable on land or sea. It provides a high degree of accuracy and is more accurate than any navigational aid of comparable range now in existence. It is an expansion and modification of standard Loran and will provide coverage in areas where standard Loran does not now provide coverage70)."

En af stationerne i dette nye navigationssystem skulle placeres i Færøerne. Hermed kom Færøerne til at spille en vigtig rolle i flere dele og faser af de ovennævnte flådestrategier, dette først og fremmest i form af navigation, men også, i nødstilfælde, i form af kommunikation. For det første skulle systemet anvendes i forbindelse med ’offensive strike’, dvs. af de hangarskibe og bombefly, der, i tilfælde af en krig, skulle sættes ind mod de eksisterende russiske flådebaser71). For det andet skulle det anvendes af Polarisubådene. Dette fremgår bl.a. af en rapport til JCS i 1959: "LORAN-C (…) is being installed overseas by the United States Coast Guard (USCG) at the request of the Department of Defense to fullfill a military requirement generated by the POLARIS program72)." – Netop fordi Loran-C var det eneste system der kunne dække Polarisubådenes krav, herunder kravet om at kunne navigere under havoverfladen, var Polarisprogrammet også den egentlige katalysator for anlæggelsen af Loran-C kæden. "LORAN-C is the only available system that will satisfy the ground-based electronic navigational aid requirements of the POLARIS program and the seaward extensions of the Dew Line73)." Men, som det fremgår her, havde Loran-C også et tredje formål, en defensiv rolle, som en del i den søgående DEW linie, dvs. som en del af amerikanernes barriere, i form af undervandsovervågning og ASW, mod russiske atombevæbnede ubåde som skulle krydse de nordlige dele af Nordatlanten for at komme til det nordamerikanske kontinent. Så selv om det var Polarisprogrammet der var den egentlige katalysator for etableringen af netop Loran-C, var dette nye navigationssystem en vigtig del af hele den maritime strategi i det nordøstatlantiske område.

Flere klassifikationsniveauer

Som følge af Loran-C programmets betydning i forbindelse med de maritime strategier og især sammenhængen med Polarisprojektet, blev det egentlige formål med Loran-C højt klassificeret. Der var imidlertid flere forhold der gjorde det umuligt at holde Loran-C programmets eksistens hemmelig overfor offentligheden. Samtidig forudså amerikanerne at Loran-C, som følge af flere forhold, kunne møde en del modstand fra forskellige interessegrupper, dette især i Europa. Derfor anså amerikanerne det for nødvendigt at føre flere forskellige klassifikationsniveauer under forhandlingsrunderne med værtslandene, alt efter hvilke aktører de stod overfor. Med andre ord opererede Washington med flere lag af information om Loran-C74).

Den bedste måde at hemmeligholde formålet med Loran-C, ville være helt og holdent at hemmeligholde at der overhoved var tale om et nyt navigationssystem. Dette blev også gjort, f.eks. overfor det færøske lagting, eller mere generelt overfor offentligheden, først og fremmest ved at sige at der blot var tale om en teknisk ’opgradering’ af det eksisterende Loran-A system. Dette var en nem måde at slippe for at komme nærmere ind på formålet, fordi selv om opretholdelsen af Loran-A kæden i Nordatlanten først og fremmest havde haft et militært formål, var disse stationer i folks bevidsthed hverken amerikanske eller militære.

Denne strategi kunne imidlertid ikke anvendes overfor andre aktører med lidt større indsigt i radionavigation/telekommunikation. Problemet i denne forbindelse var, at det ‘frekvensbånd’ som Loran-C arbejdede indenfor (90-110 Kh), eller frekvenser i nærheden, ikke var forbeholdt radionavigation, men blev også anvendt af andre former for telekommunikation. For at undgå problemer, såsom gensidige forstyrrelser mellem flere former for radiobølger, var man nødsaget til at søge international godkendelse af at frekvensen 90-110 Kh forbeholdtes radionavigation, hvilket kun kunne gøres gennem IRC (International Radio Conference). Amerikanerne kendte til problemet med gensidige forstyrrelser mellem forskellige former for telekommunikation fra det eksisterende Loran-A system. Dette havde været medvirkende til at Loran-A var meget upopulært udenfor USA, og havde givet amerikanerne mange problemer og ekstra udgifter, blot for at få lov til at opretholde driften af systemet. "Loran-A or Standard Loran was introduced during World War II without regard to its impact on certain operations of the Scandinavian countries. In that instance prior coordination was impossible, as some of those countries were occupied by the enemy. After the war ended normal operations were sought by those countries in the frequency band used by Loran. However, the interference from Loran gave rise to serious complaints from these countries. Accordingly, the United States was forced to go to considerable lenghts and expence to retain Loran on even a temporary basis75)." Amerikanerne var ikke interesserede i at gentage disse problemer i forbindelse med Loran-C, og var overbeviste om, at hvis der i forbindelse med etableringen af Loran-C projektet, ikke blev taget hensyn til "(…) the long-term peacetime use of the frequencies concerned, incalculable harm may be done to the over-all telecommunication interests as well as to the long-term military interests of the United States." – Fanget imellem USA’s egne militære interesser og de globale telekommunikations interesser i fredstid, var amerikanerne derfor nødsaget til at søge IRC om at 90-110 Kh båndet blev forbeholdt radionavigation. Amerikanerne frygtede imidlertid, at sådan en ansøgning ville afsløre det virkelige formål med Loran-C, og at fjendtligt sindede nationer ville forsøge at udelukke navigationshjælpesystemer fra 90-110 Kh. Dette måtte under ingen omstændigheder ske. "Forced withdrawal of LORAN-C from this band would create unacceptable complications in the POLARIS program.76)" Derfor understregede Washington overfor de amerikanske deltagere ved IRC i Geneve i 1959, at der på konferencen på ingen måde måtte fremgå hvad det egentlige formål med Loran-C var.

Overfor sine NATO partnere generelt, men overfor værtslandene især, anså Washington det imidlertid for usandsynligt at man kunne undlade at komme ind på at der eksisterede en militær forbindelse. For at øge mulighederne for en godkendelse i IRC i Geneve i 1959, var det vigtig med en bred opbakning blandt de andre NATO lande. Men da der samtidig eksisterede konkurrerende navigationssystemer, som faktisk var mere populære i Europa end Loran, anså amerikanerne det for nødvendigt, overfor sine NATO-partnere, at understrege at Loran-C af militære hensyn var at foretrække frem for konkurrerende navigationssystemer77). Dette betød imidlertid ikke man ikke behøvede at afsløre noget om de mere klassificerede militære forhold, såsom sammenhængen mellem Loran-C og Polarisprogrammet, selv ikke overfor højt rangerede embedsmænd fra de andre NATO lande. Under et møde mellem Defense Department, State Department og USCG, i januar 1958, diskuteredes netop dette spørgsmål. "Mr Judd (Department of State, red) (…) said they were of the opinion that for the time being: any reference to the relationship of the Loran C program to the Polaris Program should be kept secret and not be discussed with foreign officials even though they were nationals of countries that were members of NATO." "Captain Cross (…) agreed there was no need at this time to couple Loran C with the Polaris program78)." Under et møde i TCC i februar samme år, blev det igen understreget, at normal procedure ville være, at man afslørede så lidt som muligt om det egentlige formål med Loran-C programmet. Det stod imidlertid klart, at klassifikationen af projektet kunne tages op til revurdering. "Normally the classified aspects of the Loran-C program are not to be disclosed to those foreign officials with whom the mission will confer. However, if such disclosure appears to be essential to the successful conclusion of the mission, the question of disclosure must be discussed with officials of the American Embassy in the country concerned and, if they concur, the manner of disclosure and persons involved can be determined79)." Der blev således lagt op til at man, fra sag til sag, de nærmere omstændigheder taget i betragtning, skulle overveje hvorvidt det ville være en fordel at afsløre mere for de enkelte Loran-C værtslande omkring det egentlige, dvs. klassificerede militære, formål med Loran-C, og hvis man valgte at gøre dette, også at overveje hvor meget det var nødvendigt at afsløre for at sikre aftalen.

Washington syntes altså at arbejde med mindst fire forskellige klassifikationsniveauer. Overfor offentligheden præsenteredes Loran-C som blot en ny udgave af Loran-A. Overfor IRC blev Loran-C præsenteret som et nyt civilt navigationssystem. Overfor NATO partnerne generelt blev Loran-C præsenteret som betydningsfuldt for det vestlige forsvar. Endelig, lagde Washington op til at de involverede forhandlere selv kunne vurdere hvor meget de informerede værtslandene om formålet med Loran-C.

Planlægningsfasen

For at sikre sig imod eventuelle tekniske problemer, havde amerikanerne, allerede inden den første kontakt med ’værtslandene’, gjort sig praktiske erfaringer med systemet. I denne forbindelse havde de anlagt en kæde på tre Loran-C stationer på Østkysten af USA. Disse stationer havde været i drift siden august 1957, og da disse efter en tid viste sig at køre uden større problemer, blev der gjort klart til at udvide systemet. Tidlig i 1958 (februar, måske før) forelå planerne over to faser, med hver sin kæde i Loran-C programmet. Fase 1 var den såkaldte TACK-kæde, der skulle dække middelhavsområdet, og omfattede stationer i Tyrkiet, Italien og det nordlige Libyen. Da der ikke eksisterede nogen Loran-A stationer i middelhavsområdet, var det naturligt at TACK-kæden blev færdiggjort først, hvilket efter planen skulle være i januar 1959. Fase 2 var den såkaldte RAIL-kæde, der skulle dække det nordøstatlantiske område, den omfattede stationer i Færøerne, Island og Norge. Stationen i Færøerne skulle være en ’masterstation’, mens de to andre var ’slavestationer’, hvilket betyder at den færøske station var hovedstationen i RAIL kæden80). Meningen var at stationerne skulle være færdigbyggede i december 1959 og fuldt operationsduelige i januar 196081). - I første omgang havde det været meningen at etablere en station i Grønland og en på Svalbard eller Bjørneøen, men disse to blev sløjfet. Da RAIL-kæden imidlertid allerede fra starten oplevede en del forstyrrelser fra europæiske stationer der sendte på samme ‘bånd’, var det nødvendigt med en fjerde station; denne blev anlagt på Jan Mayen.

I begyndelsen af 1958 forelå et implementeringsprogram for den færøske Loran-C82). Planen var først at kontakte de danske myndigheder og forespørge om tilladelse til at sende en inspektionsgruppe (’survey team’) til Færøerne, som skulle finde en passende lokalitet til placering af Loran-C stationen. Inspektionsgruppen skulle efter planen bestå af 15 personer, heraf syv officerer og fem rekrutterede assistenter, alle fra ’United States Coast Guard’, samt 3 ingeniører fra ’United States Hydrographic Office’. Gruppen skulle transporteres til Færøerne med det amerikanske militærs egne transportsfly eller –skibe (’surface vessels’). Udover at finde en passende lokalitet at anlægge selve stationen, skulle gruppen endvidere undersøge forhold i forbindelse med opførelse og drift af stationen, herunder transportmuligheder, kommunikation, klimatiske og hydrografiske forhold, sikkerhedsproblemer, samarbejdsmuligheder med lokale embedsfolk, forholdet til den lokale befolkning osv. Stationen ville blive bemandet af USCG personale (en øverstkommanderende og 18 rekrutter), der ikke skulle medvirke i anden militær virksomhed end den der var direkte tilknyttet betjeningen af Loran stationen. Eventuel dansk deltagelse i projektet ville blive hilst velkommen, og der blev lagt op til at Danmark, efter en to-årig prøveperiode, under forudsætning af at de kunne stille med kvalificeret personale, kunne få overdraget stationen. Dansk overtagelse af stationen betød imidlertid ikke, at det militære brug af stationen var begrænset til denne to-årige periode. "There is a continuing military need for the stations proposed. Accordingly, once the site surveys have been completed, it is desired to effect long-term agreements which will assure the continued availability of the station for navigational purposes." – Derimod stod det klart, at systemet ikke udelukkende skulle være til militært brug, men kunne stå til rådighed for alle, også civile, fartøjer med Loran-modtagere, der færdedes i området83).

I februar 1958 blev ambassaden i København for første gang briefet om Loran-C implementeringsprogrammet i Færøerne84). Straks efter briefingen meddelte den amerikanske ambassadør i København, Peterson, til State Department at han havde en del indvendinger imod fremgangsmåden i implementeringsprogrammet. Peterson mente, at man burde gå mere forsigtigt til værks, hvis man ville være sikker på at opnå tilladelse til inspektionen. Det Peterson refererede til var det til tider spændte forhold mellem Danmark og Færøerne. Bl.a. derfor mente Peterson at det ville være en fordel, hvis "(…) my instructions would give me discretion as to handling matter with Prime Minister85)." Grunden til at han gerne ville henvende sig personlig til statsministeren var sandsynligvis at han anså at sagen krævede diskretion og at personlig henvendelse ville være den bedste måde at sikre dette. Samtidig havde Peterson også en del indvendinger imod selve udførelsen af den forestående inspektion. For det første mente han at en inspektionsgruppe på 15 personer var alt for stor, og han foreslog derfor at den blev reduceret til ca. 6-7 personer, for det andet burde gruppen ikke anvende amerikanske (militære) transportmidler, men i stedet anvende danske kommercielle transportmidler, og for det tredje burde man, snarest muligt, forsøge at bemande stationen med danskere eller, så vidt det var muligt, færinger. "Faroes are extremely isolated and only one American official has visited locally in recent years. Presence of Americans in islands will therefore attract great attention86)." Med reference til tidligere indberetninger fra ambassaden, påmindede han om de politiske problemer mellem Danmark og Færøerne, "(…)which make it necessary to deemphasize American interest and participation in these stations if we are to attain our objective87)." Petersons anbefalinger om hurtigst muligt at overdrage driften til danskere (og færinger), har sandsynligvis også haft forbindelse til danskernes forbehold overfor at stationere amerikansk personel på ’dansk jord’. – Alle Petersons anbefalinger gik ud på at man holdt så lav profil som muligt, delvis for ikke at skabe unødig uro i forholdet mellem Danmark og Færøerne, delvis for at sikre sig dansk accept. Den meget diskrete måde hvorpå amerikanerne kontaktede den danske regering, synes at bekræfte at Petersons anbefalinger blev taget til efterretning i Washington. Det fremgår ikke hvorfor anbefalingerne blev fulgt så nøje, men det kunne tyde på at man i Washington havde en stærk fornemmelse af den danske regering generelt ikke var interesseret i at skabe for meget omtale af nogen planer om anlæggelse af udenlandske (militære) installationer i Færøerne. Noget der af modstandere kunne lægges ud som at regeringen, for at forbedre sin egen forhandlingsposition indenfor den vestlige alliance, udnyttede sine nordatlantiske besiddelser.

Omkring en måned efter at ambassaden i København var blevet informeret om Loran-C programmet, mente man i Washington at det var på tide at gå skridtet videre, dvs. kontakte ’værtslandene’ og indlede forhandlinger. "On March 25, 1958 the Under Secretary of State granted Circular 175 authority to initiate negotiations with Denmark (among other countries) concerning the construction and operation of a LORAN-C transmitting station and a monitoring station in the Faroe Islands and delegated to the Assistant Secretary of State for European Affairs the authority to approve the text of the agreement negotiated88)"– Samtidig blev der også søgt om cirkulære 175 autoriteten til at kontakte den norske og den islandske regering, også i forbindelse med Loran-C89).

Forundersøgelser og inspektion

Den 29. maj 1958 henvendte den amerikanske ambassade i København sig til det danske udenrigsministerium, og søgte om tilladelse til at sende en mindre gruppe personer (tre til seks civile personer, samt en dansk embedsmand og en repræsentant fra ambassaden) til Færøerne, med henblik på at finde en passende lokalitet at anlægge en LORAN-C station. I ansøgningen lød det bl.a.: "The LORAN-C system of radio navigation is an extension and improvement of the existing LORAN-A system now used in the North Atlantic and would be af great utility as a navigational aid for general use by ships and aircraft. It should therefore prove of value to the Danish Government and would, for example, be of particular assistance to the Faroese themselves in the activities of their fishing boats in the area90)." På dette tidspunkt valgte man således at følge de linier der var blevet udstykket fra Washington, om at afsløre så lidt som muligt om det egentlige formål med stationen, måske også for at have noget at forhandle med senere. I ansøgningen påpeges også, at selv om USA forventedes at finansiere stationen, kunne selve anlægning og drift af stationen foretages af danske eller færøske virksomheder og personale. For på forhånd at sikre sig dansk imødekommenhed vedrørende selve inspektionsturen, var amerikanerne villige til at acceptere, at tilladelsen til selve inspektionen ikke indebar tilladelse til opførsel af nogen egentlig station."(…) it is understood that the granting of permission for the survey does not include the granting of permission for the construction of the station91)." – Knapt en måned efter henvendelsen, 23 juli, svarede udenrigsministeriet, at den danske regering intet havde at indvende mod den foreslåede inspektion, men "(…) that the permission for the survey is given without prejudice to the final decission of the Danish Government with respect to the question of construction of the station92)."

I løbet af de næste tre uger forberedte amerikanerne turen for inspektionsholdet der skulle til Færøerne. I mellemtiden havde det danske udenrigsministerium fremsat ønske om dels at der blev holdt en endnu lavere profil i forbindelse inspektionen, end hvad amerikanerne havde foreslået, og dels at man forberedte sig på at imødegå eventuelle problemer, eventuelt i form af lokal modstand eller indblanding fra medierne. For at holde selve inspektionen på et rent ’teknisk niveau’ og for at undgå ’politiske overtoner’, mente udenrigsministeriet at man ikke burde sende nogen repræsentant for den amerikanske ambassade i København; hvilket ambassaden gik med på. Herudover fremsatte danskerne også ønske om at man overfor pressen forberedte sig på henvendelse "Since (the) presence (of the) team in Faroes (is) certain to raise questions and speculation, particularly in view (of the) current local feeling re(-garding the) fishing limits controversy, (the) Danish Government desires (to) have (a) ready agreed explanatory statement to be given to (the) press here if necessary in response (to) questions.93)" Derfor lavede ambassaden følgende pressemeddelelse, som blev godkendt af både det danske udenrigsministerium og State Department i Washington. Pressemeddelelsen lød som følgende: "During (the) period August 14 –24, 1958, a Danish-American survey team of 8-9 members will be conducting preliminary surveys in Faroe Islands with view to possible establishment (of a) new LORAN station as possible substitute for LORAN station in (the) islands which Denmark took over from British authorities after (the) war.94)" – For det første nævnte pressemeddelelsen ikke med et ord at stationen egentlig havde et militært formål, for det andet fremstod den nye station blot som en afløser af den allerede eksisterende Loran-A station, og for det tredje bliver der indirekte sagt at stationen er dansk. Formuleringen af pressemeddelelsen var således godt i tråd med hvad amerikanerne i udgangspunktet ønskede at oplyse offentligheden om Loran-C. Men selve det faktum, at det var efter danskernes ønske skete en yderligere nedtoning af stationens betydning og at man, også efter dansk ønske, i denne forbindelse kom med en pressemeddelelse, tyder på at også den danske regering var følsom omkring etableringen af en amerikansk station i Færøerne.

Den 14. august 1958 ankom inspektionsholdet, bestående af seks amerikanere, under ledelse af Commandor Clyde L. Olson fra USCG, samt Kaptajn Henning L. Prause næstkommanderende ved Kommunikationsafdelingen i Forsvarsministeriet, til Færøerne. I Færøerne tilsluttede Feder Thielfoldt, leder af Loran-A stationen i Vági, sig til gruppen. De næste 12 dage rejste de rundt i Færøerne for at finde en passende lokalitet til anlæggelse af Loran-C stationen. Turen til Færøerne var en succes og inspektionsholdet var ikke på noget tidspunkt løbet ind i problemer med hverken sine danske samarbejdspartnere eller de færøske myndigheder. Den14. oktober rapporterede Commandor Olson at inspektionen havde været "(…) highly successful, the Danes and Americans operated well together, and the local officials and Faroese people were most cooperative. A satisfactory site of some 80 acres has been found on the north coast of Eastern Island (Østerø), near the town of Ejde, and fairly firm commitments were made by the Landowners Association in Ejde which owns this communal property to lease it for the purpose. The head of the local government, Christian DJURHUUS, informed Commander Olson that he expected approval of such an arrangement and, in line with the rental now being paid for the Loran-C station, anticipated the annual rental would be about 1800 kroner (approximately 260 dollar)95)." – Inspektionsturen havde foregået for fuld offentlighed, og alle aktører der kunne involveres, dvs. danske såvel som færøske myndigheder, samt den lokale befolkning var blevet kontaktet og var således vidende om projektets officielle formål.

Tidsfristen for opstarten af Polarisprogrammet var sat til begyndelsen af 1961, derfor gik amerikanerne straks i gang med de nødvendige forberedelser, hvilket bl.a. indebar udkast til aftaler mellem danskerne og amerikanerne, på to niveauer. 26 september forelå det første udkast til en ’militær’ aftale omkring de tekniske forhold, et såkaldt ’Memorandum of Understanding’, der bl.a. indeholdt nærmere aftale om udvælgelse af område, oprettelse af bygninger, elforsyning, elektronisk udstyr, antenneforhold, kommunikationsudstyr, personale og personaletræning, samt et tidsskema med fastlagte datoer for de forskellige trin i udbygningen.

Planlagt tidsskema for arbejdsgang vedrørende etablering af LORAN-C station i Færøerne96)

1958

15 november

Udlevering af detaljerede planer og kriterier for stationslayout, udstyrsbygninger,

antennefundament til Danmark

1959

1 januar

1 april

1 juli

20 juli

 

15 august

1 oktober

Frist for dansk erhvervelse af landområde

Danskere sendes til USCG hovedkvarteret i Washington til LORAN-C kursus

Levering af ca. 200 meter (625 fod) antennemast til Danmark

Amerikanske tekniske assistenter ankommer til Danmark

Levering af LORAN udstyr til Danmark

Primær og ’stand by’ elkraft klar

Antenne og LORAN udstyrsbygning oprejst, samt start på installering af udstyr

Installering af udstyr afsluttes. Test og kalibrering (korregering) igangsættes

Stationen driftsklar. Fortsat kalibrering

1960

1 januar

Al kortlægning og kalibrering afsluttet

Dansk-amerikanske forhandlinger

14 oktober forelå et udkast fra ambassaden til en diplomatisk aftale mellem den danske og den amerikanske regering vedrørende Loran-C stationen, et såkaldt ’note verbale’. På dette tidspunkt syntes den danske regering imidlertid at ville udsætte den endelige godkendelse af aftalen. Ifølge ambassaden skyldtes dette dog ikke dansk modvilje mod anlæggelse af stationen i Færøerne, men det faktum at der snart skulle være valg til lagtinget. Regeringen ønskede ikke at en aftale mellem Danmark og USA, om opførsel af stationen, skulle blive en del af valgkampen i Færøerne og måske medføre øgede spændinger mellem Danmark og Færøerne. "From indirect indication from the Foreign Office, the Embassy has some reason to belive that the Danish Government would prefer to await the local Faroese elections, sceduled for November 8th, before concluding the agreement in order, in case of a leak, to avoid having the matter injected into the local political situation, already somewhat touchy and confused as a result of the fishing limits problem.97)" – Den danske regering syntes altså meget sensitive overfor en eventuel reaktion fra færøsk side i forbindelse med oprettelsen af Loran-C stationen, dette til trods for at selve anlæggelsen af stationen i Færøerne var kendt for offentligheden.

Da tidsfristen Polarisprogrammet nærmede sig var amerikanerne ivrige efter at få overstået forhandlingerne med danskerne og få gang i byggeriet af Loran-C stationen. Men i løbet af de næste måneder blev byggeriet, som følge af dansk tilbageholdenhed, udskudt. En af årsagerne til danskernes tøven var sandsynligvis den færøske opinion. Men der var også andre forhold der var medvirkende til danskernes betænkeligheder ved at godkende anlæggelsen af en Loran station i Færøerne. Som vi har været inde på, tidligere i kapitlet, blev der allerede under Anden Verdenskrig anlagt flere Loran-A stationer rundt i Nordatlanten. Selv om det var briterne der oprindelig opererede og drev disse stationer, var der tale om et amerikanske navigationssystem, med udstyr lånt af amerikanerne. Loran-A vandt aldrig frem som navigationssystem i Europa, delvis fordi der blev udviklet konkurrerende navigationssystemer, delvis fordi at Loran forstyrrede andre telekommunikationssystemer. Men en af årsagerne var også at Loran systemet generelt var meget upopulært i hele Nordeuropa."(…) the Danes do not like Loran C, or Loran A for that matter, as a navigation system and neither do the British and the other Scandinavian countires. They look with disfavor on this system being established and feel that ten years ago or so we jammed Loran A down their throats.98)" For at få danskerne, og briterne, til at acceptere etableringen af netop Loran, fremfor andre, f.eks. det britiske DECCA, var amerikanerne nødt til at påpege at Loran systemet var det eneste der kunne dække de aktuelle militære behov. Samtidig har de sandsynligvis forvisset danskerne om at behovet for stationen var tidsbegrænset." As you also know, the British have great deal of influence with the Danes and if there is any hint that the Loran C station in the Faroes is to be used for anything beyond the furtherance of the Project they (the Danes) know of, they will to a certainty kill it99)." Som en betingelse for at imødegå de amerikanske ønsker, krævede danskerne, hvilket også har været i amerikanernes interesse, at forhandlingerne hemmeligholdtes, ikke kun for offentligheden i Danmark og Færøerne, men også for andre interessegrupper. "The approval in principle of the Danish government has been on the closely held basis we know about and it is only on that basis that they will overrule their own telecommunications and fishing people who (will) feel damaged by the operation of the Loran C station100)." Den danske regering havde altså andre aktører end den færøske opinion at tage hensyn til, nemlig egne telekommunikations- og fiskeriinteresser, der ikke var interesserede i oprettelsen af (endnu) en Loran kæde i Nordatlanten. Hvor meget danskerne var informerede om Loran’s militære anvendelse, og i hvor høj grad dette spillede ind i forbindelse med accepten, vides ikke endnu. Der findes ikke tilgængelige oplysninger om hvorvidt danskerne var informerede om forbindelsen til selve Polaris projektet, men amerikanerne havde forsøgt at lægge pres på den danske regering ved at påpege at Loran stationen i Færøerne var essentiel i forbindelse med forsvaret af Vesten. "I expect that the Danes will think that our efforts to put in Loran C stations all over the Atlantic and Mediterranean is an opening gambit in our battle to get this system established (at) the (time of the) 1959 international radio conference. This they will want to avoid at all costs and if it were not for our saying that the defense of the West, etc., requires the station in the Faroes, the last thing in the world they would do would be to allow us to get a foot in the door with the enemy in their own house101)." – Selv om det ikke fremgår hvor detaljeret den danske regering (eller dele af den) har været oplyst om den militære anvendelse af Loran-C, så har de amerikanske forhandleres argumenter åbenbart virket overfor danskerne, og fået dem til at se bort fra eventuelle modsatrettede interesser ’internt’ i Danmark og acceptere anlæggelsen af stationen i Færøerne.

I de efterfølgende måneder fulgte en del forhandlingsrunder mellem repræsentanter for den danske regering og repræsentanter fra den amerikanske ambassade i København. Under forhandlingerne var der ikke meget der skilte parterne fra hinanden. Spørgsmålet om finansiering var der imidlertid uenighed om. Fra starten af havde det været meningen, at amerikanerne skulle afholde størstedelen af udgifterne vedrørende oprettelse, drift og vedligeholdelse af stationen, mens danskerne blot skulle dække mindre udgifter, såsom betaling for leje af jord. Danskerne krævede imidlertid, at amerikanerne dækkede alle direkte udgifter danskerne havde i forbindelse med projektet, herunder også leje af jord. "Our negotiations with Denmark have proceeded smoothly, exept that the Danes have insisted that the United States Government pay for all costs of this project as it relates to Denmark, even including rental of necessary land for the station. The Department of Defense was much concerned on this point , but concurred in meeting the Danish position in this case if the Embassy considered it would be fruitless or would jeopardize negotiations to pursue the matter further102)." Med udsigten til langvarige tovtrækkerier, der kunne bringe forhandlingerne og måske også etableringen af Loran stationen i fare, gav de amerikanske forhandlere, med tilladelse fra Defense Department, efter for de danske krav; og i begyndelsen af februar 1959 var forhandlerne blevet enige om stort set alle forhold i aftalen.

Sidst i februar 1959 blev aftalen om Loran-C stationen i Færøerne underskrevet103). Aftalen var delt op i to hoveddele: a) en diplomatisk udveksling af notater, herunder regeringsaftalen om oprettelse af stationerne og b) en mere detaljeret aftale mellem de respektive aktører (‘operating agency level’), et såkaldt ’Memorandum of Understanding’. Regeringsaftalen (notatudvekslingen) var delt op i to dele, formuleret af den amerikanske ambassade i København. Den første del af regeringsaftalen gennemgik overordnet hvilke ansvar og rettigheder henholdsvis danskerne og amerikanerne havde i forbindelse med stationen. Således skulle danskerne både anlægge og drive stationen, mens amerikanerne skulle anskaffe al kommunikationsudstyr og assistere ved anlæggelse af stationen og med driften i selve opstartsfasen. Dertil skulle amerikanerne også refundere alle udgifter danskerne havde vedrørende træning af personale. "It is proposed that the Royal Danish Government acquire the land, construct the station and operate it and that the United States provide the electronic and communications equipment, technical assistance for its installation and initial operation, and design information for construction and that the United States train the personnel and reimburse the Government of Denmark for all direct costs relative to training personnel. Construction and operation of LORAN-C station104)." Den anden del af regeringsaftalen der bestod af en godkendelsen fra den danske regering, underskrevet af udenrigsminister J.O. Kragh, og lød bl.a.: "(…) I have the honor to advise that the arrangements as outlined above are satisfactory to the Danish Government. The Danish Government agrees that this exchange of notes can be considered as constitution confirmation of these general arrangements between our two Governments and that the details to implement them be specified in a Memorandum of Understanding between the operating agencies of our two Governments105)."

I det tilhørende ’Memorandum of Understanding’, blev ansvar og rettigheder vedrørende Loran-C stationen yderligere specificerede. Således fremgik det heraf, at alle omkostninger vedrørende konstruktion og oprettelse af stationen skulle dækkes af USCG. "All costs relative to construction and operation of the LORAN-C station will be reimbursable by the United States Coast Guard to MOD, Denmark"106). Der var ikke specificeret nogen fast tidsramme for driften af stationen, men blev derimod aftalt, at stationen kunne ophøre med at virke efter gensidig dansk-amerikansk ønske herom. "The LORAN-C station shall be maintained in operation continuously until it is agreed by both governments that, in the light of mutual interests, the station or stations are no longer necessary." Formuleringen sikrede amerikanerne at stationen ville fortsætte i drift så længe de havde en interesse i dette, samtidig med at den åbnede for muligheden for danskerne kunne tage spørgsmålet om nedlæggelse af stationen op til drøftelse.

Udover selve transmitter stationen ved Eidi, var der også brug for en monitor station. Formålet med monitor stationen var at overvåge og justere signalerne fra transmitter stationen. Men for at kunne gøre dette måtte monitoren placeres et godt stykke væk fra transmitteren. I memorandumet nævnes to muligheder for placering: "A LORAN-C baseline monitor site has been selected in the general Area of Thorshavn, Faroe Islands. Denmark will choose one of two alternate sites: a) at the site of the proposed new naval district building, or b) Adjacent to the road leading north-westerly from Thorshavn and approximetely 2,2 nautical miles direct from that city. This site is immediately to the west of the mountain named Husareyn. The choice of monitor location will be determined from consideration of convenience to operating personnel and adherence to the time schedule as set forth in paragraph 11 herin.107)" Monitoren blev imidlertid hverken placeret på Marinestationen i Tórshavn eller vest for Húsareyn, men på Telegrafstationen i Tórshavn108). I modsætning til transmitterstationen var monitoren kun midlertidig, og skulle kun anvendes så længe man anså det for nødvendigt for at kæden af transmitter stationer kunne køre uden problemer. "Monitor station near Torshavn will remain in operation during initial calibration, testing, and operation period, until such time as it is determined it no longer required for satisfactory operation of chain109)." Mens den var i drift, blev monitoren stående Telegrafstationen i Tórshavn. Efter nogle få år blev den taget ned og flyttet til stationen ved Eidi, hvor den sandsynligvis ikke har været i brug siden110).

Etablering og drift

Den danske myndighed der stod for opførelsen af stationen ved Eidi var Søværnets Bygningsdistrikt. Efter at stationen var færdigbygget, blev den overtaget af det danske Fyrvæsen, som stod for drift og vedligeholdelse. Men selv om det var danske myndigheder der overtog den daglige drift af stationen i Færøerne, beholdt amerikanerne, dvs. USCG, det overordnede ansvar for drift og koordinering af RAIL-kæden111). I denne forbindelse oprettede USCG et koordineringskontor, først i København, siden i London. Dette kontor skulle tage sig af den tekniske koordinering af hele kæden, og de linjer der blev udstukket herfra skulle følges. De danske Loran myndigheder skulle også hvert halve år fremlægge et budget for kontoret i London, som så refunderede de udgifter danskerne havde haft af drift og vedligeholdelse af stationen112).

Selv om danskerne havde drevet Loran-A stationen ved Skúvanes lige siden Anden Verdenskrig, var der for stor forskel på disse to systemer, til at danskerne uden videre kunne anvende erfaringerne herfra. Da der var forskel på systemerne var et af kravene fra amerikanerne, at (i hvert fald dele af) det danske personale tog længerevarende kurser i Loran-C drift i USA. Alle udgifter vedrørende kurset ville blive refunderet af amerikanerne. Sidst i november blev de første to danskere, via udenrigsministeriet, inviteret til et fire måneders træningskursus i Loran-C drift, i Wilwood, New Jersey. For yderligere at sikre sig at driften og vedligeholdelsen af stationen forløb som den skulle, krævede amerikanerne at der, de første år, blev tilknyttet en amerikansk forbindelsesofficer til stationen.

I 1966 udgjorde det faste personale ved Loran-C stationen ved Eidi 32 mand, der fordelte sig som følgende: Stationslederen, lederassistenten, seks teknikere (incl. 1. tekniker), to maskinmestre (incl. 1. maskinmester), fire telegrafister, tolv vagtmænd, en mekaniker/chauffør, to håndværkere og tre stationsmedhjælpere. Efterhånden som stationen fik tilført ny teknologi og flere af funktionerne blev automatiserede, reduceredes antallet af fast personale.

Den færøske reaktion

Færinger generelt syntes at acceptere tilstedeværelsen af Loran-C stationen ved Eidi. Som vi var inde på tidligere var færinger involverede i store dele af processen, og de færøske myndigheder, herunder lagtinget, blev også løbende informerede om projektets gang. Lagtinget blev også, på eget initiativ, informerede om at Loran-C var at foretrække frem for andre navigationssystemer, bl.a. p.gr.a. rækkevidde og præcision113). Den samtidige etablering af en NATO EW station på Sornfelli udenfor Tórshavn, var imidlertid medvirkende til at Loran stationen blev en del af en protest fra det færøske lagting imod en ’militarisering’ af færøsk område.12 maj 1961 protesterede lagtinget bl.a. imod "(…) at militære personer blev knyttet til stationerne ved Sandfelli og Ejde (…)114)" Men da det militære personel der var tale om, udelukkende skulle tilknyttes NATO stationen ved Sornfelli, blev der hverken i danskernes svar eller de efterfølgende færøske udspil gjort mere ud af Loran-C stationens militære status.

Alt i alt kan man således ikke sige, at der blandt færinger eksisterede nogen egentlig modstand mod Loran stationen ved Eidi var stor. En af årsagerne kan være at færinger ikke kendte til stationens egentlige formål, og derfor ikke havde noget at protestere imod115). Bl.a. synes det at fremgå af den i kapitel to nævnte udvalgsundersøglelse at færøske politikere ikke opfattede Loran stationen som militær116). En anden årsag kan være at den sikkerhedspolitiske dimension ikke fyldte særlig meget i den politiske debat. En tredje årsag, som ikke udelukker de to andre, kan være at færinger så Loran-C stationen, uanset dens egentlige formål, som et aktiv for det færøske fiskersamfund117). Sidstnævnte mulighed var noget en embedsmand fra den amerikanske ambassade var blevet opmærksom på under et besøg i Færøerne, bl.a. for at inspicere NATO stationen der var under udbygning på Sornfelli udenfor Tórshavn. Det undrede ham, at færinger, der var så optagede af NATO stationen, ikke viste større interesse for den amerikanske Loran station der var under opførsel ved Eidi. "During all the discussions of the NATO radar station the reporting officer was never once asked about the U.S. Loran station being built in the Faroe Islands. A few discreet inquiries revealed that there were no problems with respect to this station. The Faroese are seafaring people and understand the function and value of a Loran station as an aid to navigation. Further, they have had a Loran station on Suderø which was built by the British during the last war. The Faroese have undoubtedly accepted the station at its face value118)." Set med færøske øjne, synes der at have været en fundamental forskel mellem de to militære stationer. Mens NATO stationen udelukkende drejede sig om (amerikansk/dansk) sikkerhedspolitik, og ikke gjorde nogen (direkte) gavn for selve Færøerne, blev stationen ved Eidi ikke opfattet som militær. Tværtimod var Loran stationen ved Eidi et eksempel på hvordan amerikanske militære interesser og færøske fiskeriinteresser kunne gå hånd i hånd, og skabe sikkerhed samtidig understøtte selve grundstammen i færøsk økonomi.

Sammenfatning

I tiden med massiv gengældelse var den amerikanske flåde underordnet luftvåbnet, og som følge heraf var udgjorde luftvåbnets strategiske krav rammerne for flådens udvikling. Flådens vigtigste rolle i denne forbindelse var indsættelsen ’first strike’ styrker (fremskudte hangarskibe med bombefly). Men som følge af flådens forsøg på at løsrive sig fra sin underordnede rolle, udviklede admiralerne i løbet af 1950’erne også alternative maritime strategier der fokuserede på de sovjetiske flådebaser der kunne true amerikansk dominans over havene, og var mere ’fleksible’. Foruden de fremskudte ’first strike’ styrker, blev der derfor udbygget styrker der kunne modstå den russiske trussel i de faser der efterfulgte det første anslag. Blandt disse var forskellige ASW programmer og ikke mindst Polarisprogrammet. Et af de vigtige knudepunkter i forbindelse med de nye maritime strategier var det nordøstatlantiske område og især, fra midten af 1950’erne, da russerne udbyggede sine flådebaser på Kolahalvøen, områderne Barentshavet og Norskehavet, samt GIUK-passagen.

For at kunne realisere ovennævnte strategier og programmer, dvs. for at de amerikanske fartøjer kunne operere i områderne, var det nødvendigt at etablere et navigationssystem der kunne dække de amerikanske styrkers krav til luft, overflade og underoverflade navigation. Det eneste system der var i stand til dette var, ifølge amerikanerne selv, deres eget (nye) Loran-C system. – Dette var baggrunden for at amerikanerne, i løbet af 1957-58, udarbejdede en overordnet plan for etableringen af en kæde af Loran-C stationer, RAIL-kæden, i Nordøstatlanten (og TACK-kæden i Middelhavet). I første omgang skulle RAIL-kæden bestå af tre stationer, en i Norge, en i Island og en i Færøerne. Senere fandt man det nødvendigt at anlægge en ekstra station på Jan Mayen. Den færøske Loran-C station var en ’master’ station, mens de andre stationer var ’slave’ stationer, hvilket betød at den færøske station var den centrale og vigtigste station i RAIL-kæden.

Af flere grunde valgte man fra amerikansk side, i forbindelse med forhandlinger om Loran-C, at føre en strategi med flere klassificeringsniveauer, alt efter hvem man stod overfor. Overfor offentligheden valgte man at sige at der var tale om en fornyelse af Loran-A, overfor telekommunikationsmyndighederne valgte man at sige at der var tale om et nyt civilt navigationssystem, overfor NATO partnerne generelt valgte man at præsentere systemet som vigtigt for det vestlige forsvar, og endelig overlod man det til de involverede forhandlere at bedømme hvor meget de anså for nødvendigt at afsløre overfor værtslandenes regeringsforhandlere.

Som følge af anbefalinger fra den ambassaden i København om at nedtone de amerikansk interesser i stationen, og senere også danske ønsker herom, valgte amerikanerne at holde så lav profil som muligt i Færøerne. Dette var årsagen til at de amerikanske delegationer der blev sendt til Færøerne blev holdt på et minimum og at de danske/amerikanske myndigheder forsøgte at få stationen til at fremstå som dansk. Dette var sandsynligvis også årsagen til at danskerne overtog driften af stationen fra begyndelsen, i stedet for efter et par år, som det oprindelig var meningen. De dansk-amerikanske forhandlinger om Loran-C stationen forløb relativt smertefrit. Bortset fra nogen få problemer, såsom dansk frygt for eventuelle færøske (negative) reaktioner eller interne danske interessekonflikter, samt dansk-amerikansk uenighed om finansiering af udgiftsposterne, var der ikke meget der skilte parterne. Dette betød også at etableringen af stationen foregik uden større problemer. Efter en lidt forsinket opstart forløb bygningsarbejdet tilsyneladende godt og stationen stod færdig nogenlunde til tiden.

Samarbejdet med færinger i forbindelse med etableringen af Loran-C stationen var, set med amerikanske øjne, en succes. Færinger selv syntes ikke at være modstandere af Loran-C, og de få gange der var optræk til konfrontation mellem de færøske og danske myndigheder, f.eks. om stationens militære status, blev dette overskygget af debatten om den samtidigt opførte NATO station på Sornfelli, hvis militære formål fremstod meget tydeligere. Selv om Loran-C stationen officielt blev udlagt som værende ’dansk’ og formålet med den som værende til generel (dvs. også civil) navigationshjælp, er det sandsynligt at færinger generelt havde en fornemmelse af at formålet med stationen var militært. Grunden til at færinger alligevel havde en generelt positive holdning til Loran-C, kan være at de, i hvert fald rent umiddelbart, kunne se flere fordele end ulemper ved stationen.

Færøernes geografiske placering og den militærteknologiske udvikling medførte, at Færøerne (indirekte) blev inddraget i amerikanernes maritime strategier i det nordøstatlantiske område. Den umiddelbare årsag til etableringen af Loran-C stationen ved Eidi var Polarisprogrammet, men stationen blev også anvendt i forbindelse med flere andre offensive og defensive maritime (del-) strategier. Den danske regerings viden om stationens militære formål har det ikke været muligt fuldt ud at blotlægge her, men de var bevidste om at det først og fremmest var en militær station. Som følge af flere internt danske (og dansk-færøske) forhold, ønskede den danske regering ikke at stationens militære formål skulle komme frem i offentligheden, et ønske der faldt i god tråd med amerikanernes egne ønsker. Færingernes egen viden om stationens militære formål er heller ikke klarlagt fuldt ud her. En afklaring af disse spørgsmål må svares af en nærmere undersøgelse af færøske og danske (arkiv-) studier.

Kapitel 4

Early warning og kommunikation

Indledning

I slutningen af 1950’erne blev der opført en NATO varslingsstation (Early Warning) station på Sornfelli, nogle kilometer udenfor Tórshavn. Anlæggelsen af stationen foregik med det færøske landstyres viden og accept. Men under opførelsen af NATO stationen, blev der yderligere anlagt en amerikansk kommunikationsstation, gemt indenfor NATO stationens område, denne gang uden at færinger blev informerede herom. - Formålet med indeværende kapitel er for det første at sætte oprettelsen af disse to stationer i en større strategisk sammenhæng, for det andet at klarlægge (dele af) det dansk-amerikanske forhandlingsforløb i forbindelse med den amerikanske station, og for det tredje at se nærmere på den færøske rolle i og reaktion på oprettelse af stationerne.

Den russiske trussel og tidlig varsling

Massiv gengældelse betød for alvor at luftstyrkerne blev det dominerende værn. I stedet for at satse på fremskudte baser fokuserede amerikanerne mere på et stærkere kontinentalt forsvar af det amerikanske kontinent, kombineret med et faldende engagement i udlandet. Perspektivet var imidlertid baseret på forestillingen om USA’s overlegenhed i strategisk krigsførelse. Efterhånden som russernes strategiske evne forbedredes, først i form af bombefly, siden i form af missiler, stod det klart for amerikanerne, at det ikke var nok kun at satse på den offensive evne, men at det også var nødvendigt at udbygge den defensive evne, f.eks. i form af tidlig varsling. Som følge af en kombination af geografisk beliggenhed, teknologisk udvikling og efterretninger omkring russiske potentielle trusler, blev Færøerne, ligesom resten af de nordatlantiske områder, inddraget i de amerikanske planer om fremskudt varsling mod russisk angreb på det nordamerikanske kontinent.

’Bombers Gap’ og ’DEW-Line’

Fra omkring 1953 viste amerikanske efterretningsanalyser at der skete en kraftig udbygning af russernes (interkontinentale) bombeflystyrker. Ifølge analyserne ville russerne i løbet af en årrække kunne indhente og måske endda overhale USA i atomvåbenkapløbet. Fra amerikansk side begyndte man at tale om ’Bombers Gap’, hvor man forudså at russerne i løbet af nogen år ville være i stand til at nå militære baser i USA. Et af de største problemer for amerikanerne var at USAF’s eksisterende mobilitetsplaner ikke var i stand til at imødegå sådan en trussel, idet SAC’s base og bombestyrke koncepter var udviklede mens Sovjetunionens atomkapacitet var betydelig mindre119).

De amerikanske overvejelser vedrørende etableringen af varslingssystemer mod de sovjetiske bombeangreb, primært over Nordpolen, stammede helt tilbage fra begyndelsen af 1950’erne. I første omgang, allerede inden man begyndte at tale om ’Bombers Gap’, forelå planer om bygningen af en ’Mid Canada Line’, der ville give amerikanerne en vis varslingstid. Men efterhånden som (forestillingen om) den russiske trussel voksede, så man sig nødsaget til at anlægge en varslingslinie længere nord, den såkaldt Distant Early Warning Line (DEW Line). DEW linien var oprindelig planlagt kun at gå tværs over det nordlige Canada, men allerede på et tidligt tidspunkt blev man opmærksom på den manglende dækning af den østcanadiske kyst, hvorfor en forlængelse til Grønland kom på tale. Senere blev også en forlængelse af linien til Island og Færøerne, videre til Europa foreslået. Amerikanerne stillede sig i første omgang tvivlende overfor denne udbygning, og især USAF var mere indstillet på en linje der fulgte vestkysten af Grønland med forbindelse sydpå til Azorerne. Tidlig i 1956 accepterede USAF forlængelsen tværs over Grønland med forbindelse videre til Europa via Island og Færøerne, forudsat at der også blev udbygget en luft- og søbåren varslingskæde mellem Grønland og Azorerne120). Ud fra et State Departments instruks i november 1957 fremgår det at stationen i som skal anlægges i Færøerne indgår i den del af varslingskæden som SHAPE anlagde fra Grønland til Tyrkiet. "These (Greenland) stations will extend the Distant Early Warning Line of radar stations, which is presently in operation across the northern latitudes of the North American continent, eastward from Cape Dyer on Baffin Island to connect with a proposed early warning line through Iceland and the Faeroes and the early warning net which SHAPE is establishing in Europe. The Greenland stations and the station in the Faeroes which the Danes are constructing as part of the SHAPE system will eventually become integral parts of a warning system that will stretch from the Mid-Pacific to Turkey121)."

Anlæggelsen af varslingskæden tværs over det nordlige Canada, videre til Grønland, Island, Færøerne og Shetland, ville gøre det være muligt at opnå både taktisk- og strategisk varsling af sovjetiske bombefly førend de nåede frem til radarnetværket i Nordamerika, og dermed udvide det hemisfæriske forsvar. Dette ville bl.a. give muligheden for at angribe de sovjetiske fly langt inden de nåede det nordamerikanske kontinent, endda i deres mest sårbare fase, mens de fik genopfyldt deres tanke i luften122). Det forland på omkring 2400 km som anlæggelsen af DEW-linien gav, gjorde at USA havde betydelige fordele frem for modstanderen. Sovjetunionen havde ikke et tilsvarende forland, hvorfor den varslingstid de sovjetiske radarer gav, kun var en brøkdel af den DEW-kæden gav123).

Da DEW linjen, med forbindelsen til Europa, endelig stod færdigbygget i begyndelsen af 1960’erne, syntes dens betydning som varsling mod den sovjetiske trussel at være mindsket. Årsagen hertil var at systemet var blevet overhalet indenom af den teknologiske udvikling. Dette betød imidlertid ikke at radarkæden var til ingen nytte set fra et militærstrategisk synspunkt. Claesson (1983) formulerer det på denne måde. "Uden DEW-kæden ville selv et sovjetisk Bear-bombefly have praktisk taget uhindret adgang til USA's luftrum. De forældede anlæg er således et monument over DEW-kædens succes som forsvarslinie, snarere end et sårbart punkt i det aktuelle forsvar. Medens diverse amerikanske forskningsprojekter er blevet lanceret med henblik på udvikling af stadig mere effektive og troværdige counterforce-orienterede forsvarssystemer overfor ballistiske missiler, har der simpelthen ikke været noget behov for at forbedre DEW-kæden124)." DEW kæden var en vigtig sikring mod en potentiel russisk bombeflytrussel. Alene kædens eksistens kunne i tilfælde af krise være medvirkende til at få russerne til at overveje angreb med bombefly en ekstra gang, og måske var anlæggelsen af kæden medvirkende til at russerne droppede udbygningen af de luftbårne styrker. I løbet af 1960’erne skete der en dæmpning af amerikanernes frygt for de sovjetiske langdistance bombefly. Dette skete som følge af en (tilsyneladende) russisk satsning på langtrækkende ballistiske missiler som det vigtigste element i deres atomslagstyrke.

’Missile Gap’ og ’BMEWS’

I sidste halvdel af halvtredserne viste flere amerikanske efterretnings analyser at der var ved at ske fundamentale ændringer i russernes interkontinentale styrker. Russiske tester af interkontinentale missiler i august 1957, samt affyring af Sputnik to måneder senere, var medvirkende til at amerikanerne skiftede fokusering. I stedet for den hidtidige amerikanske frygt for de sovjetiske langdistance bombefly (‘Bombers Gap’), blev opmærksomheden rettet mod russernes langdistance ballistiske missilerstyrker, og man begyndte at tale om et såkaldt ‘Missile Gap’125). Den nye trussel fra øst satte store krav til amerikanernes offensive og defensive evne. De eksisterende varslingssystemer, f.eks. DEW, kunne ikke anvendes til varsling mod missiler, og derfor introducerede amerikanerne et nyt missil varslingssystem, Ballistic Missile Early Warning System (BMEWS). Tidlig i 1958 blev amerikanske planer om anlæggelse af tre BMEWS stationer offentliggjort. Disse stationer skulle ligge i henholdsvis Fylingsdales Moore i England, Clear i Alaska og Thule i Grønland. Selv om det relativt hurtigt viste sig at russernes missilprogrammer ikke havde nær det omfang som man i første omgang havde forestillet sig, blev der ikke førend i begyndelsen af 1960’erne for alvor skabt konsensus i USA omkring Sovjetunionens ICBM kapacitet, men på dette tidspunkt var BMEWS allerede kraftigt udbygget126).

Med udviklingen af varslingssystemer såsom BMEWS, samt anvendelsen af et stadig voksende antal computere, forbedredes amerikanernes evne til at varsle og at reagere på et angreb, også kaldet ‘varslings-‘ og ‘reaktionstid’, betydeligt127). I løbet af 1950’erne stod det imidlertid klart for USAF at et af de svage punkter i deres varslingssystemer var kommunikationen, især mellem Europa og USA. I et State Department Memorandum fra februar 1961, diskuteres problemet. Her påpeges bl.a., at man, i tilfælde af missilangreb fra sovjetisk side, sandsynligvis ikke havde mere end 15 minutter ‘varslingstid’, samtidig med at ‘reaktionstiden’ også var 15 minutter. Ud af de 15 minutters reaktionstid, var kun de 90 sekunder afsat til kommunikation, f.eks. fra BMEWS til NORAD til SAC og videre til missilaffyrings lokaliteterne. Problemet var imidlertid, at det eksisterende ‘bagudrettede’ kommunikationssystem, ikke levede op til de krav amerikanerne stillede til det. På dette tidspunkt anvendte man et såkaldt ‘High Frequency’ system. Problemet med dette system var imidlertid, at det var meget sårbart overfor mange former for forstyrrelser, samtidig med at det havde en del kapacitetsproblemer der kunne betyde forsinkelser i kommunikationen. Selv om man forventede at reaktionstiden kunne nedbringes til fem minutter i løbet af 1963, og at varslingstiden, med udvikling af satellitovervågning, kunne bringes på op imod 30 minutter, var kommunikationen stadig det svage led. Man anså det derfor for nødvendigt af at forlænge og senere supplere det eksisterende bagudrettede kommunikationssystem. - Det er i denne forbindelse at det såkaldte ‘Troposfæriske Scatter System’ (eller bare troposcatter) kommer ind i billedet128).

Tropoteknologien blev udviklet fra begyndelsen af 1950’erne. Fordelen ved denne teknologi, fremfor almindelige kortbølge transmissioner, var at den havde en større kapacitet, var mindre modtagelig overfor atmosfæriske forstyrrelser og havde en længere rækkevidde. Stationerne sender et signal ved hjælp af en kæmpemæssig tavleantenne der kan have en diameter fra tre til 40 meter. Signalet kastes op mod troposfæren, hvorfra det kastes videre i alle retninger, en del af det nedad i den ønskede retning hvor det bliver opsnappet af en antenne, identisk med den første. For at opnå den størst mulige tydelighed i signalerne, anvendes (som oftes) to parallelle sendere/modtagere, som anvender hver sin frekvens som ved modtagelse bliver sammenstillet. Derfor optræder troposcatteranlæggene ofte i fire antenner129).

Troposcatter systemet blev altså udviklet for at sikre en mere pålidelig og hurtig kommunikation mellem de militære enheder i forbindelse med varsling, herunder også BMEWS. "Tropospheric scatter is also the system which would provide rearward communications from early warning stations such as BMEWS stations.130)" - En af disse kommunikationslinier skulle gå fra det amerikanske kontinent over Nordatlanten til Europa. Men selv om troposcatteren havde både en større rækkevidde og pålidelighed end andre kortbølgetransmissioner, havde også den sine begrænsninger. For at sikre en pålidelig kommunikation tværs over Nordatlanten, var det nødvendigt at føre Troposcatter linien gennem Færøerne."(…) the line will have to run through the Faroe Islands. This link assumes particular importance since there is no suitable alternative site or route to extend the system to Europe. The maximum over-water carry of Tropospheric Scatter is 700 (miles); thus the Faroes become a vital steppingstone131)." Den færøske station havde således en særlig stor betydning fordi der ikke fandtes noget alternativt sted at placere en station der kunne forlænge systemet til Europa. Derfor var det, set med amerikanske øjne, heller aldrig et spørgsmål om hvorvidt der overhoved skulle etableres en station i Færøerne, men kun hvordan.

NATO’s varslingsstation i Færøerne

Allerede i løbet af 1954 var den danske regering blevet informeret om forlængelsen af DEW-linjen til Grønland, og i sommeren 1956 fremsendte amerikanerne en anmodning om at måtte indlede tekniske undersøgelser i Sydgrønland i forbindelse med anlæggelse af radarstationerne132). I løbet af denne periode blev de danske myndigheder også informerede om forlængelsen til Europa, og planerne om at etablere en varslingsstation i Færøerne. Det er svært at sige hvornår de færøske myndigheder blev kontaktede første gang om den færøske station, men 22. november 1956 holdt landsstyret et møde om NATO stationen og de dertil knyttede anlægsudbygninger. I de efterfølgende ca. to år blev der holdt flere hemmelige møder både i landsstyret og mellem landsstyret og danske repræsentanter. Under disse møder var de færøske politikere blevet oplyst om at NATO stationen på Sornfelli var en militær station133). De dansk-færøske forhandlinger drejede sig ikke om (færøsk) godkendelse af etableringen af stationen, men først og fremmest mere praktiske forhold, såsom anlæggelsen af en vej til selve stationen. Netop i denne forbindelse synes der at have været uenighed mellem landsstyret på den ene side og den danske regering og NATO på den anden. I forbindelse med projekteringen af varslingsstationen blev der også projekteret med en vejforbindelse til stationen. Denne vejforbindelse viste sig delvis at overlappe et vejprojekt der længe havde været undervejs i Færøerne mellem Tórshavn og ’Kollfjardadalur’, ’Oyggjarvegurin’. På dette tidspunkt var der kun anlagt vej et stykke udenfor Tórshavn, til Sundsháls. Meningen var at NATO myndighederne ville finansiere en tre meter bred vej fra ’Sundshálsur’ til ’Sornfelli’. De færøske myndigheder ønskede imidlertid, at vejen blev bygget i fuld bredde, 5,5 meter, og hele vejen til ’Kollfjardadalur’. Dette ville de danske myndigheder imidlertid ikke gå med til. Den 12. marts 1959 blev lavet en "Overenskomst mellem forsvarets bygningstjeneste ved nordsjællandske bygningsdistrikt og Færöernes landsstyre ved landsingeniörkontoret Tórshavn, vedrørende projektering og udförelse af adgangsvej til militært anlæg paa Sandfelli134)." Dagen efter, den 13. marts, blev overenskomsten godkendt af det nye landsstyres vicelagmand. Da man alligevel var gået i gang med at anlægge vejen, afgjorde man fra færøsk side selv at finansiere det der manglede for at lave vejen i fuld bredde. Vejen til Mjørkadal og Sornfelli var færdigbygget i 1959, mens den endelige forbindelse til ’Kollfjardadalur’ først var færdigbygget i sidste halvdel af 1960’erne.

Som sagt blev der i januar 1959 dannet et nyt landstyre, bestående af ’Javnadarflokkurin’, ’Sambandsflokkurin’ og ’Sjálvstýrisflokkurin’, med P.M. Dam som lagmand. En af det nye landsstyres første opgaver var forhandlinger med den danske regering, bl.a. om finansiering af en fornyelse af den færøske fiskerflåde. Den 19. januar ankom den færøske delegation, anført af den nye lagmand, til Danmark for at forhandle med den danske regering. Under turen i København besøgte P.M. Dam den amerikanske ambassade i København, for at diskutere situationen generelt i Færøerne135). I løbet af dette besøg kom P.M. Dam ind på muligheden for at Færøerne kunne låne 100 millioner kroner direkte fra amerikanerne til finansiering af en udbygning af fiskerflåden. "In the course of a call at the Embassy January 29, 1959 to discuss the general situation in the Islands, Mr. Dam broached the subject of a possible direct loan of 100 million kroner from the United States to the Faroese Government to finance the expansion of the fishing fleet (…). He outlined the need, stressing Faroese dependence on fish, the undesirable employment of Faroese fishermen on Icelandic vessels, the strategic significance of the Islands and the disruptive efforts of communist-minded Republican leader PATURSS(O)N to gain power. He asked directly whether, against this background, the United States was sufficiently interested in the welfare of the Islands to make such a loan136)." Selv om lagmanden umiddelbart appellerede til amerikanernes medfølelse ved at henvise til færingers generelle velfærd, var hans egentlige trumfkort overfor amerikanerne Færøernes (voksende) strategiske betydning, samt den frygt der eventuelt måtte eksistere hos amerikanerne for at selvstyrebevægelsen fik for stor en indflydelse i Færøerne. På trods af disse trumfkort syntes ambassaden ikke at ville efterkomme ønsket om direkte færøsk-amerikansk forhandling om lån. "Assuring Mr. Dam of the U. S. interest in the Islands, the Embassy officers pointed out that negotiations on such matters should be handled through the Danish Government and that, if Danish funds were insufficient, the Danish Government might seek the U. S. Mr. Dam returned to the question asking whether, assuming the Danish Government had no objection, a direct loan would be possible. The Embassy officers responded that any request presented through appropriate Danish channels would recive sympathetic consideration137)." – Måden hvorpå Dam henvendte sig til den amerikanske ambassade og især, efter amerikanernes afvisning af ønsket om direkte lån, hans forespørgsel om en eventuel dansk accept at dette ville kunne medføre en långivelse, kunne tyde på at hans egentlige ærinde var at bruge et eventuelt ja fra amerikanerne som trumfkort i forbindelse med de dansk-færøske forhandlinger. Fra ambassadens egne bemærkninger til hændelsen, synes netop dette at være overvejet. "Mr. Dam’s direct approach to the Embassy is a reflection of the Faroese proclivity toward autonomous action and he also may have thought of using the possibility of U. S. aid as a lever in his negotiations with the Danish Government. It is, of course, clear from the point of view both of the constitutional relationship between Denmark and the Faroes and from the U. S. desire to maintain this relationship that there is no possibility of direct aid138)." – Amerikanerne ønskede ikke at give nogen direkte hjælp til Færøerne af hensyn til egne interesser. Da amerikanernes adgang til færøsk territorium umiddelbart var afhængig af godkendelse fra den danske regering, ønskede amerikanerne ikke at ødelægge forholdet til den danske regering. Direkte økonomisk støtte til Færøerne, eller et tilsagn herom, udenom den danske regering, ville sandsynligvis ikke blive positivt modtaget af den danske regering. At det forholdt sig sådan bestyrkes af at ambassaden efter mødet kontaktede rigsombudsmanden Elkjær Larsen, for at informere ham om hvad der havde foregået på mødet. "Following the discussion the Embassy advised Mr. Elkjaer LARSEN, head of the Prime Minister’s Office and in charge of Faroese Affairs, of the conversation. Mr. Larsen agreed with the Embassy’s response to Mr. Dam139)."

Tilbage står to spørgsmål. Det første er i hvor høj grad P.M. Dam på forhånd var klar over at amerikanerne ville afvise tilsagn om direkte lån/forhandlinger, og hvorvidt han var klar over at amerikanerne ville lade oplysningerne om mødet videre til de danske myndigheder. Man kan vælge den ’naive’ version, der siger at Dam ikke havde fornemmelse af den dansk-amerikanske forbindelse, og at han håbede på at få et amerikansk tilsagn som han kunne bruge ved de dansk-færøske forhandlinger, men da det ikke lykkedes at få et tilsagn kunne amerikanerne ikke bruges som trumfkort overfor de danske forhandlere. Set fra dette perspektiv var lagmandens henvendelse til amerikanerne naiv og måske farlig for færinger. I bedste fald ville den ikke have nogen virkning og i værste fald kunne den resultere sanktioner fra den danske regering. Men der eksisterer også muligheden for en (meget) ’udspekuleret’ version. P.M. Dam vidste at uanset hvilket svar han fik fra amerikanerne, så ville den danske regering få at vide om mødet. Selv om svaret fra amerikanerne var negativt, ville det faktum at et sådant færøsk-amerikansk møde havde fundet sted få de danske forhandlere til at tænke sig en ekstra gang om, hvilket alt andet lige ville være til fordel for den færøske delegation. En ting står imidlertid fast; selv om amerikanerne overfor lagmanden afviste direkte långivning, og der officielt ikke var fremsat noget ønske om låntagning "(…) the Embassy belives that the future possiblity of some financial assistance to the Islands Through the Danish Government merits consideration140)." – Noget endeligt svar på disse forhold vil det imidlertid ikke være muligt at få uden en nærmere analyse af de dansk-færøske forhandlinger.

I løbet af marts måned samme år vendte den færøske delegation tilbage til Danmark for at lave den endelige aftale. Sideløbende var aftalen mellem forsvarets bygningstjeneste og landsstyret blevet underskrevet. Kort tid efter kunne ’Útvarp Føroya’ (Færøernes Radio) meddele at en station med 100-150 soldater skulle bygges i ’Mjørkadalur’141). Historien blev straks opfanget af (dele af) selvstyrebevægelsen, i Færøerne, som straks gik i gang med at forberede en protestdemonstration mod delegationen der skulle ankomme fra Danmark. Da landsstyrets forhandlingsdelegation 22. marts med skib ankom til Tórshavn blev de mødt af en stor folkemængde der var samlet på kajen for at protestere mod oprettelse af en militær station på Sornfelli142). Demonstrationen der udviklede sig til koporligheder, hvor bl.a. lagmanden, fik et banner i hovedet, fik også et politisk efterspil i lagtinget.

Den 23. marts, dagen efter demonstrationen, fremsatte Tjódveldisflokkurin et forslag i lagtinget, der for det første krævede en uddybende redegørelse, både for hvad der hidtil var sket og om hvad der videre ville ske i forbindelse med NATO spørgsmålet, og for det andet at alle militære udbygnings planer i Færøerne blev standset og at spørgsmålet blev lagt ud til folkeafstemning. Sagen blev siden lagt ud til et udvalg, bestående af 7 medlemmer fra lagtinget. Udvalgets medlemmer kunne godt blive enige om at landsstyrets handlemåde havde været uacceptabelt, og at man burde tage afstand til dette, men de kunne ikke enes om et fælles anbefaling til lagtinget. I stedet delte udvalget sig i tre grupper der kom med hver sin anbefaling til afstemning i lagtinget. Et flertal, bestående af repræsentanter fra ’Sambandsflokkurin’, ’Javnadarflokkurin’ og ’Sjálvstýrdisflokkurin’, fremlagde forslag om, at man anså spørgsmålet som overstået og derfor tog det til efterretning, men at lagtinget samtidig understregede sin modstand mod militær udbygning i Færøerne. Et mindretal bestående af repræsentanten for ’Fólkaflokkurin’ fremlagde forslag om at al militær udbygning i Færøerne, såvel indeværende forberedelser til radarstationen på Sornfelli som al anden militær udbygning, først skulle vedtages af lagtinget. Et mindretal bestående af repræsentanter fra ’Tjódveldisflokkurin’ fremlagde forslag om, at lagtinget påtalte at landsstyret, uden lagtingets viden, havde forhandlet og accepteret NATO stationen (’tikid avgerd í D.E.W.-málinum’), at alle militære udbygninger i Færøerne blev standset øjeblikkeligt, og at spørgsmålet om opførelse af NATO-stationen blev lagt ud til folkeafstemning. Ved anden behandling i lagtinget 23. april 1959 blev mindretalsforslagene vraget (’Fólkaflokkurins’ med 13/15 stemmer for og ingen imod, og ’Tjódveldisflokkurins’ med 13/12/11 stemmer for og ingen imod), mens flertallets forslag blev vedtaget med 17 stemmer for og 11 imod143). – Resultatet blev at det færøske lagting, i stedet for at tage stilling for eller imod en militær udbygning/tilstedeværelse, valgte ikke at tage stilling. På den ene side understregede man sin modstand mod militær udbygning/tilstedeværelse i Færøerne, men samtidig accepterede man at der reelt skete en militær udbygning. Men som vi skal komme ind på senere var dette ikke slutningen på sagen om varslingsstationen på Sornfelli.

I en senere indberetning om fra ambassaden til State Department blev hele balladen i Færøerne kommenteret. Ambassaden mente at balladen kunne være undgået hvis landsstyret havde spillet med åbne kort fra begyndelsen. "The concensus of local opinion seemed to be that the developments around the NATO radar station are of a serious nature and, at this point, before the final outcome is known, it must indeed be admitted that this is so. According to the local home rule agreement only the approval of the local government was necessary for the construction of a radar station. However, nothing can be kept secret in so small and transparent a society as the Faroe Islands and lacking facts, rumors are bound to grow144)." For amerikanerne skyldtes al balladen først og fremmest myndighedernes (danske og færøske) hemmelighedskræmmeri i forbindelse de ovennævnte forhandlinger. Hvis myndighederne, i stedet for at forsøge at skjule den kommende etablering af stationen, fra første færd havde spillet med åbne kort og informeret lagtinget om at en godkendelse af stationen var på vej, og samtidig frigivet informationer, ville sagen sandsynligvis have stoppet der. "With the benefit og hindsight it seems that the best procedure would indeed have been for the Government to have informed the local parliament that approval for a NATO radar station in the islands was beeing granted. At that point it would probably have been unnecessary to go beyond merely informing the populace that such a move had been made. It probably would not have raised any serious objections at that time and a full flow of facts would have helped to scotch rumors. While this will be admitted by most responsible people in the islands, it is of little help now145)."

Troposcatter i Færøerne

I løbet af 1960 kontaktede den amerikanske ambassade i København de danske myndigheder med forespørgsel om tilladelse til at sende et inspektionshold til Færøerne, for at lave forundersøgelser i forbindelse med eventuel anlæggelse af en troposfærisk scatter station. Sidst i november gav danskerne tilladelse til inspektionsturen146).

Engang i midten af januar 1961 ankom en gruppe amerikanske repræsentanter fra U.S. Air Force, anført af Major Coen King, USAF London, med et fly fra det danske flyvevåben til Færøerne. Formålet var at lave forundersøgelser i forbindelse med anlæggelsen af USAF Troposcatterstationen. I løbet af de næste 14 dage rejste de rundt i Færøerne for at finde en passende lokalitet for anlæggelsen af Troposcatter stationen. Da inspektionsgruppen 27. januar vendte tilbage til København aflagde King rapport til ambassaden. King undrede sig over det hemmelighedskræmmeri der syntes at præge inspektionturen, og den mistænksomhed som gruppen blev mødt med fra de lokale embedsfolk. Således syntes færinger helt at misforstå formålet med inspektionen. For det første troede færinger at gruppen repræsenterede NATO, og ikke USAF, samtidig med at nogen, sandsynligvis som følge af anti-amerikansk propaganda, mistænkte USA for at ville lagre atomvåben i landet. Ifølge King skyldtes miseren danskernes uvilje mod at informere færinger om det egentlige formål med inspektionen. Således gik al kontakt til de lokale embedsfolk gennem den danske forbindelses officer, der under hele turen syntes at være meget forhippet på at få arbejdet overstået, så at gruppen kunne forlade Færøerne så hurtigt som muligt. I denne forbindelse anbefalede King, hvilket ambassaden var enig med ham i, at man kontaktede de danske myndigheder for at komme overens om en eller anden form for informationsprogram der kunne være medvirkende til at forbedre forhandlingsklimaet. Ifølge King ville den bedste placering af Troposcatterstationen være på Vágoy, mens en sammenlægning af NATO stationen og USAF stationen ikke ville være den optimale løsning, først og fremmest fordi en sammenlægning af stationerne ville skabe problemer med (gensidig) elektroniske forstyrrelser147).

Der foreligger ikke nogen dokumentation om hvor meget den danske regering blev informeret om Kings anbefalinger om placering af Troposcatterstationen på Vágoy, men som vi også skal se nedenfor, var den vidende om at der forelå et ønske om at lægge stationen et andet sted end ved den eksisterende NATO varslingsstation. Den danske regering var imidlertid ikke indstillet på at oprette en militær installation andetsted end indenfor områderne af de eksisterende stationer og den 20. marts samme år foreslog danskerne en sammenlægning af NATO varslingsstationen og USAF Troposcatter stationen. "The Danish Government, which is anxious to cooperate in setting up the proposed Faroes tropospheric scatter station, has suggested that the USAF facility might be co-located with a NATO forward scatter installation now under construction148)." – Bagved den danske regerings forslag om en sammenlægning lå et ønske om at hemmeligholde eksistensen af en amerikanske militær installation i Færøerne. Der var sandsynligvis (i hvert fald) to hovedårsager til dette. For det første havde erfaringerne fra etableringen af NATO varslingsstationen lært danskerne, hvor kontroversielt anlæggelsen af militære installationer i Færøerne kunne være. For det andet kunne tilstedeværelsen af amerikansk militær personel opfattes som en overtrædelse af danskernes forbehold mod udenlandsk tropper på dansk jord149). Ved at foreslå amerikanerne, at lægge installationerne sammen, mente den danske regering at den kunne undgå en konfrontation med opinionen i Færøerne. Ambassaden i København, der kendte til danskernes dilemma i forhold til anlæggelse af militære stationer i Færøerne, anbefalede Washington at acceptere de danske ønsker om sammenlægning.

På et møde i april samme år mellem repræsentanter fra den amerikanske ambassade i København, USAF og SHAPE diskuterede man det danske forslag om sammenlægning, og der var bred enighed om at dette både teknisk og operationelt godt kunne lade sig gøre. "Speaking for USAF Major King of UK BMEWS said Danish proposal would meet US technical requirements. (…) SHAPE Colonel Thomas Dickens said SHAPE has no operational objections to integrating stations (…)150)" For både USAF og SHAPE gjaldt det imidlertid at der stadig ikke forelå nogen politisk godkendelse af sammenlægningen. Derefter ankom General Løjtnant K.H. Lindhardt, fra det danske forsvarsministerium, til mødet. Under mødet forklarede King for Lindhardt, at det var USAF der skulle opføre og drive Troposcatter stationen, og at det var et krav fra de amerikanske myndigheder at det centrale driftspersonale kun bestod af amerikanere. Dette udelukkede dog ikke at også dansk personale på en eller anden måde kunne knyttes til stationen. "(…) it would be USAF intention build, maintain and operate troposcatter station but not take responsibility for early warning facility wich would remain NATO project. King said USAF would give NATO necessary channels meet early warning station requirements but emphasized US must operate troposcatter station itself utilizing US key personnel but with possibility Danes might be employed some capacities." Lindhardt på sin side understregede danskernes ønske om at stationen overfor færinger fremstod som en ren NATO station, dette for at opnå en politisk accept fra Færøerne. "Lindthardt then reffered to Danish desire station continue be publicly portrayed as NATO facility make it more politically palatable to Faroese." Mødedeltagerne blev enige om foreløbigt at tilbageholde alle leverancer til NATO stationen, for hurtigst muligt at igangsætte forberedelserne og opførelsen af USAF stationen. Lindhardt blev spurgt om muligheden for at USAF, i forbindelse med de kommende forberedelser til og oprettelse af stationen, kunne få tilladelse at rejse ind i Færøerne uden at skulle gennem den samme diplomatiske korrespondence hver gang, hvilket han lovede at undersøge. I løbet af maj måned gav det danske udenrigsministerium tilladelse til at USAF kunne rejse ind i Færøerne uden formel diplomatisk tilladelse hertil, men at fremtidige aftaler i denne forbindelse skulle foregå mellem US Air Attache og det danske flyvevåben. Samtidig understregede udenrigsministeriet betydningen af at grupperne holdtes så små som muligt151).

I løbet af maj måned blev danskernes forslag til sammenlægning af stationerne behandlet i både State Department og i Defense Department. "(…) it now appears that Danish approval in principle for that station’s establishment is contingent on our acceptance of co-location of the NATO and USAF facilities. Co-location would be - or so the Danes seem to belive - one method of overcoming strong opposition on the part of elements of the Faroese public to the establishment of US military installations in their islands152)." Da man fra Defense Department ikke anså sammenlægningen for noget problem, anbefalede man State Department at acceptere denne, og i løbet af juni meddelte State Department så ambassaden i København, at man ville acceptere en sammenlægning, betinget af at dette samtidig betød en dansk godkendelse af USAF stationen153). Det eneste der manglede før man kunne gå i gang opførelsen af Troposcatter stationen, var at konsultere SHAPE, for at opnå en politisk godkendelse derfra, da det var dem der var ansvarlig for oprettelsen og driften af NATO EW stationen. I august 1961 nåede man frem til en principaftale mellem SHAPE og den danske regering om en sammenlægning af USAF troposcatter stationen med NATO-EW stationen. Herefter blev alle forhandlinger overladt til danske og amerikanske myndigheder, mens SHAPE kun skulle levere en formel godkendelse af aftalen154).

Allerede langt inden man indledte de dansk-amerikanske forhandlinger om en endelig aftale for etableringen af den færøske troposcatterstation forelå der et første udkast til en aftale, og i slutningen af juli forelå det andet udkast. Efterhånden som de politiske godkendelser af sammenlægningen forelå, først fra Washington, siden fra SHAPE, syntes amerikanerne at forhandlingerne om den endelig aftale blot var formalia der kunne overstås på relativ kort tid. Tidlig i august 1961 blev Secretary of State anmodet om circular 175 autorisation til at indlede forhandlinger med den danske regering om en endelig aftale om oprettelse af en ’USAF Tropospheric Scatter Communication Station’ i Færøerne155).

Det første møde i denne forbindelse blev afholdt torsdag den 10. august 1961, i det danske udenrigsministerium. På mødet var det først og fremmest amerikanerne der fremlagde deres ønsker og krav til aftalerne. Centralt i denne forbindelse var kravet om at det var USAF der opførte, drev og havde kontrollen over installationen. Således ville det ikke være muligt at anvende dansk militært personale til drift af stationen. Derudover fremsatte de krav om at al aktivitet der var forbundet med opførsel og drift af stationen, skulle fritages for afgifter (told og skat), og at mandskabet der var knyttet til stationen kunne færdes så frit som muligt i Færøerne. Amerikanerne gav på mødet udtryk for, at det, efter deres mening, ikke var nødvendigt at klassificere (dvs. hemmeligholde) aftalens indhold eller dens eksistens, men hvis danskerne var interesserede i hemmeligholde aftalen, var amerikanerne villige til at klassificere teksten. I det referat af forhandlingsmødet som blev afleveret til State Department, forudså ambassaden tre problemer i forbindelse med de kommende forhandlinger. For det første var det spørgsmålet om skatte- og toldfrihed. Selv om der var lavet en lignende aftale i forbindelse med NATO EW stationen, var denne endnu ikke trådt i kraft. Ifølge de danske forhandlere skyldtes dette at skat og told hørte under det færøske hjemmestyre. En måde at få løst dette problem kunne være at søge direkte kontakter på højeste sted, f.eks. statsministeren, men hvis dette ’slog fejl’ kunne det give bagslag og forsinke opførslen af stationen. "It is difficult to predict ultimate results on tax relief issue but we belive we should not seek to force it to an early conclusion at government level in view of need to proceed with on site construction at earliest possible date156)." For det andet var det spørgsmålet om antallet af amerikansk personel på stationen. Her ville den danske regering sandsynligvis holde antallet så lavt som det overhoved var muligt. For det tredje var det spørgsmålet om det amerikanske personels bevægelsesfrihed i Færøerne. Da den danske regering ikke ønskede at færinger skulle kende til den amerikanske stations eksistens, ville kontakt mellem personel og den lokale befolkning sandsynligvis søges begrænset. – Selv om det skulle vise sig at netop disse spørgsmål skabte en del problemer, skulle forhandlingerne i det hele taget vise sig at blive meget mere besværlige og langvarige end amerikanerne havde forestillet sig.

I løbet af perioden august 1961 - december 1962 afholdt de danske og amerikanske myndigheder flere møder om troposcatter installationen. Forhandlingerne var prægede af to forhold, dels en dansk uvilje mod at undertegne en endelig aftale, dels uenighed om formuleringer i aftalerne. De fleste danske kommentarer og rettelser til de amerikanske udspil syntes udelukkende at have til formål at nedtone den amerikanske deltagelse i projektet, og at sikre at installationens eksistens blev holdt skjult for offentligheden. Amerikanerne var betænkelige ved de danske myndigheders fastholden af dette standpunkt og kunne ikke forstå at danskerne absolut skulle skjule eksistensen af en amerikansk station. De mente at danskerne burde forberede færinger på at der ville komme en fast (’long term presence’) mindre amerikansk kommunikations enhed i Færøerne. Amerikanerne var imidlertid villige til at gå så langt som muligt for at imødekomme det danske ønske om hemmeligholdelse af stationens (eller enhedens) eksistens. "While we belive Danish Government should take steps to prepare local Faroes community for long term presence of the small U.S. Communication Unit, we are prepared to go as far as possible to assist in preserving a NATO cover for the station as proposed by Denmark. (…) We are prepeared to use appropriate unit designations, signs and markings for this purpose and we will assume responsibility for properly instructing U.S. personnel proceeding to the Faroes on importance of preserving this NATO cover157)." For yderligere at underbygge dækhistorien om at det var tale om en NATO installation og ikke en amerikansk installation, var amerikanerne indstillede på at efterkomme den danske regerings ønske om at kalde USAF Troposcatter stationen for en ’NATO Kommunikations Enhed’ (’NATO Communication Unit’). I aftalens diplomatiske del kom paragraf 3 til at lyde således: "The combined NATO-U.S. tropospheric scatter station will be commanded and operated by the United States Air Force as agreed with SHAPE. Personnel attached to the station are hereinafter designated the NATO Communications Unit158)." Men amerikanerne stod imidlertid fast på at dette kun var tale om en dækhistorie og afviste blankt at acceptere danskernes ønske om at det amerikanske personel skulle underlægges SHAPE autoritet. "We are not (…) prepared to agree that U.S. military personnel or units assigned to station are under the command or ’authority’ of SHAPE. These U.S. units are not committed to NATO and it would be misleading to describe them as under control of SHAPE. Nor do we belive that reference to SHAPE’s non-existent authority over the unit would contribute to NATO cover159)." Da den dansk-amerikanske aftale heller ikke ville blive offentliggjort, kunne amerikanerne ikke se nogen som helst grund til at det amerikanske personel formelt skulle underkastes SHAPE autoritet. Sidst, men ikke mindst stod amerikanerne fast på kravet fuldstændigt råderum når det gjaldt driften af troposcatter stationen, herunder også fornyelse af kommunikationsudstyr. Stationen havde så stor betydning for amerikansk sikkerhed, og for sikkerheden af hele NATO alliancen, at amerikanerne ikke kunne acceptere nogen som helst form for afgivelse af autoritet til SHAPE. "It should be borne in mind that U.S. traffic in the tropospheric scatter communication system will be of highest importance to U.S. security and to security of our NATO allied and that we cannot accept requirement stipulating that we must obtain SHAPE concurrence for introduction or removal of essential communications equipment160)." – Som en yderligere sikring imod nogen afsløring af den amerikanske stations eksistens, krævede det danske udenrigsministerium, at kontakt mellem USAF enheden og færinger skete gennem den danske NATO stations kommandør, hvorfor der i paragraf 8 i den diplomatiske aftale blev tilføjet: "All negotiations between the NATO Communications Unit and Faroese authorities, organizations, firms, etc., will take place through the Early Warning Site Commander"161) For yderligere at sikre at der ikke kom noget ud om aftalerne gik de amerikanske myndigheder med til at klassificere aftalerne. "We are prepared to keep both governmental and technical agreements classified ’Confidential’.162)"

Efterhånden som det gik op for amerikanerne at forhandlingerne om en endelig aftale ville overskride deadline for oprørelse af installationen, fik de også indføjet i den tekniske aftales paragraf 2, at der blev opført en foreløbig station, indtil den faste station var driftsklar. "In order to meet urgent military requirments an interim operating capability has been established at the station. Movable vans and other temporary equipment have been installed pending the installation of the permanent communications system. The interim system will be operated and maintainded by the USAF Systems Contractor until the permanent system is fully operational. This USAF contractor will also install and check out the permanent communications system.163)" – Der foreligger ikke nogen dokumentation for hvornår den endelige aftale blev underskrevet. Men efter at den danske regering i 1962 havde fået gennemført størstedelen af sine krav, synes der ikke umiddelbart at have været noget der kunne forhindre den endelige aftale. Der foreligger heller ikke nogen dokumentation for hvornår den faste troposcatter station stod færdigbygget, men som det blev aftalt mellem parterne blev der i første omgang anlagt en foreløbig station.

Dansk-færøsk konfrontation – endnu engang

Den 13. januar 1961, dvs. omkring det tidspunkt hvor inspektionsgruppen fra USAF ankom til Færøerne for at lave forundersøgelser til Troposcatterstationen, lagde H. Djurhuus formand i ’Fólkaflokkurin’, et forslag for lagtinget om at protestere mod den militære udbygning i Færøerne. Efter at forslaget 18. januar var blevet behandlet i lagtinget, blev det lagt ud til et udvalg. Da udvalgsmedlemmerne ikke kunne blive enige om en fælles anbefaling, delte den sig op i tre mindretalsgrupper der den 12. maj kom med hver sin anbefaling til lagtinget. Samme dag vedtog lagtinget at protestere imod at der blev tilknyttet militær personel til stationerne på Sornfelli og ved Eidi, samt at der blev gemt eller brugt krigsudrustning på færøsk land- eller søområde164).

Den 3. juli blev lagtingets protest, via rigsombudsmanden i Færøerne, sendt videre til den danske regering. Den 26. august 1961 modtog lagtinget et svar fra statsminister Kampmann på regeringens vegne. "Som det vil være bekendt, opføres der i nærheden af Sandfelli nordvest for Thorshavn en radarstation, en radiostation (en såkaldt Forward Scatter station) samt et indkvarteringsområde til brug for stationerne. (…) Radarstationen, der er led i SHAPEs kæde af langtrækkende varslingsstationer (med tilsvarende stationer bl.a. i Danmark, Norge, Island og Storbritannien) har til formål at registrere trafik af luftfartøjer, og radiostationens formål er at videresende oplysninger fra radarstationen til centrale myndigheder.165)" Hermed oplyste han blot færinger om hvad de allerede var vidende om. Interessant er det imidlertid, at der i længere nede i skrivelsen kommes ind på en planlagt udbygning af radiostationen. "Under opførelsen af radiostationen er der opstået behov for en udbygning af stationens kapacitet. Af radiotekniske grunde ville en ændring af stationens nuværende placering i nærheden af radarstationen være ønskelig, og mulighederne for en teknisk bedre beliggenhed har derfor været undersøgt. Undersøgelserne er imidlertid resulteret i, at en bibeholdelse af den hidtidige placering efter omstændighederne er tilfredsstillende, hvorved man også har taget et formodet ønske fra færøsk side om ikke at sprede anlæggene i betragtning.166)" Behovet for en udvidelse af radiostionen, som statsministerens brev hentyder til, skyldtes imidlertid ikke en udbygning af SHAPE’s radiostation, men var en historie som den danske regering havde lavet for at dække over opførelsen af troposcatter installationen. At bibeholdelsen af den hidtidige placering bl.a. skyldtes hensynet til ’et formodet ønske fra færøsk side om ikke at sprede anlæggene i betragtning’ var heller ikke rigtig, men var udelukkende en konsekvens af danskernes egne krav om at skjule troposcatteren inde i NATO stationen. – Spørgsmålet er så hvorfor den danske regering overhoved vælger at komme ind på udvidelsen. Som vi allerede har været inde på, var færinger vidende om at grupper af amerikanere havde været i Færøerne for at lave undersøgelser, blot vidste de ikke at det var USAF personel, men troede at det var NATO personel. Det færøske samfunds størrelse taget i betragtning var det svært at hemmeligholde forundersøgelserne og selve udbygningen på Sornfelli. Sandsynligvis derfor har den danske regering set sig nødsaget at kommentere den ekstra udbygning der var undervejs.

Vedrørende bemandingen af stationen siger brevet: "Den samlede bemanding på stationerne vil andrage ca 150 mand hvoraf hovedparten vil blive militære, det vil sige uniformeret, resten civilt personale. Der vil på stationerne kun blive tale om at beskæftige personer fra Danmark eller Færøerne, samt herudover nogle få teknikere fra NATO.167)" Det samlede antal personel på stationen var nogenlunde det samme som færinger i forvejen var blevet oplyst om. Men som noget nyt tilføjede den danske regering et lille antal fremmede militærpersonel (’få teknikere fra NATO’). Her drejede det sig om det antal USAF personale som de amerikanske myndigheder havde krævet skulle være amerikanere, men som de danske myndigheder til gengæld havde krævet officielt skulle kaldes NATO personale.

I brevet afvistes rygterne om at der skulle være tale om at lagre bomber, raketter eller lignende, samt at der ikke forelå nogen planer om opførsel af andre NATO-anlæg i Færøerne. Og i slutningen af skrivelsen påmindede statsministeren om at alle deltagere i den vestlige alliance havde en forpligtigelse til at yde deres bidrag til alliancens forsvar. "Det er regeringens indtryk, at det færøske folk føler sig som hørende til den vestlige verdens kulturkreds og fortsat ønsker at tilhøre denne. Som tiderne har formet sig, er det vanskeligt, for ikke at sige ugørligt for de små lande at sikre sig et sådant tilhørsforhold uden gennem samarbejde med andre ligesindede lande og i et sådant samarbejde er det nødvendigt og uundgåeligt, at enhver deltager, stor eller lille, aktiv eller passiv, må påtage sig byrder og bringe ofre efter evne.168)" – Sagen fik ikke noget videre politisk forløb, bortset fra at lagmanden på et møde med statsministeren i juni 1964 havde taget spørgsmålet op, samt at landsstyret i en skrivelse til rigsombudsmanden 15. december 1964 påpegede: "Da sagen endnu ikke har fundet en løsning i overensstemmelse med lagtingsbeslutningen, og da det ifølge det foran anførte af hensyn til stationernes drift ikke er nødvendigt, at personalet er militært, skal man på ny rejse spørgsmålet til hurtig og velvillig overvejelse.169)"

Hvorvidt denne henvendelse blev behandlet nærmere hos de danske myndigheder, fremgår ikke af det indsamlede materiale. I hvert fald blev sagen ikke foreløbigt genoptaget af det færøske lagting. Det står imidlertid fast, at den danske regering under ingen omstændigheder var villig til at tilkendegive overfor de færøske myndigheder om eksistensen af den amerikanske troposcatter installation eller tilstedeværelsen af amerikansk militær personel på færøsk jord. Således havde regeringen i forbindelse med dannelsen af ’selvstyrekoalitionen’ overfor amerikanerne givet udtryk for at de under ingen omstændigheder ville gøre dette, først og fremmest fordi de færøske myndigheder ingen udenrigs- og sikkerhedspolitiks kompetence havde. "The Danish Government (…) does not plan to inform the provincial government of the arrangements under which United States facilities and personnel are in the Faroes as the Home Rule Law provides the Danish Government with the responsibility for foreign affairs.170)"

Sammenfatning

Kombination af en voksende fokusering på strategisk krigsførelse og en amerikansk frygt for ’Bombers Gap’, dannede baggrunden for (amerikanske) planer om anlæggelse af DEW linien, til varsling mod sovjetiske langdistance bombefly, fra det nordamerikanske kontinent til Europa. Som en del af denne varslingskæde blev der, under ledelse af SHAPE, anlagt en af disse stationer i Færøerne.

Det færøske landsstyre blev, af praktiske årsager, af de danske myndigheder (og NATO), inddraget i etableringen af varslingsstationen og blev derfor også på et tidligt tidspunkt informeret om at der var tale om en militær installation. De dansk-færøske forhandlinger blev imidlertid hemmeligholdt for det færøske lagting, og ikke førend der forelå en færøsk accept og en dansk-færøsk aftale om anlæggelse af et større vejanlæg, blev projektet offentliggjort. Offentliggørelsen skabte en del røre, især blandt dele af selvstyrebevægelsen, og resulterede bl.a. i en demonstration mod både en militær tilstedeværelse i Færøerne og mod landsstyrets handlemåde. Det politiske efterspil i lagtinget resulterede i en del hensigtserklæringer fra forskellige dele af det politiske spektrum, men viste samtidig at selv om der eksisterede en formel modstand mod militærudbygningen, så var der en relativ bred accept af at der reelt skete en militær udbygning.

De færøske myndigheder forsøgte både overfor de danske og de amerikanske myndigheder at bruge etableringen af NATO stationen, og Færøernes generelle militærstrategiske opgradering, som et trumfkort bl.a. i forhandlingerne om økonomisk støtte. I første omgang forsøgte landsstyret at få den danske regering (eller NATO) til at finansiere hele vejen mellem Tórshavn og ’Kollfjardadalur’ i fuld bredde. Det lykkedes imidlertid ikke, da danskerne/NATO kun ville finansiere minimumskravet for oprettelsen og driften af stationen. Senere forsøgte den færøske lagmand at få et tilsagn fra de amerikanske myndigheder om lån på 100 millioner kroner til fornyelse af fiskerflåden, sandsynligvis for at bruge tilsagnet til at presse den danske regering til større indrømmelser i forbindelse med parallelle finansforhandlinger mellem Færøerne og Danmark. Hvorvidt dette forsøg var nogen succes kan kun besvares med aktindsigt i de dansk-færøske forhandlinger.

Allerede flere år før DEW-linien stod færdigbygget, og som konsekvens af den teknologiske udvikling og amerikanernes frygt for ’Missile Gap’, forelå amerikanske planer om at udbygge et varslingssystem, det såkaldte BMEWS, til varsling af eventuelle sovjetiske interkontinentalt missilangreb på det amerikanske kontinent. For at sikre en hurtig og pålidelig kommunikation skulle der, i forbindelse med etableringen af BMEWS, også anlægges en kæde af såkaldte troposcatter stationer fra Nordamerika, tværs over Nordatlanten til Europa. Da der ikke fandtes alternativer var det af stor betydning at en af disse stationer blev anlagt i Færøerne.

I 1960 blev den danske regering første gang kontaktet om disse planer. De danske myndigheder var villige til at godkende en opførelse af troposcatter installationen og tilstedeværelsen af amerikansk militær personel på stationen, på den betingelse at de dansk-amerikanske troposcatter aftaler blev hemmeligholdt, at stationen blev skjult inde i den allerede anlagte NATO station, og at det amerikanske militære personel gik under dække af at være NATO-teknikere. Den danske regerings forklaring på disse krav var hensynet til de politiske forhold i Færøerne. Dette kan også være meget rigtigt, hvis man altså med ’hensyn til de politiske forhold i Færøerne’ forstår hensynet til forholdet mellem Danmark og Færøerne. Set i dette perspektiv giver også mening at de danske myndigheder, i forbindelse med dannelsen af ’selvstyrekoalitionen’ i Færøerne, overfor amerikanerne gentog at de ikke havde i sinde at afsløre stationens eksistens eller tilstedeværelsen af amerikansk militær personel. Ikke alene havde den danske regering fortiet disse forhold, men, ved at sige at der blot var tale om en udvidelse af NATO stationen og at der udover dansk og færøsk personel kun var tale om nogle NATO teknikere, havde regeringen faktisk videregivet falske oplysninger til det færøske lagting. – Men selv om forholdet mellem Danmark og Færøerne var en vigtig grund til dækhistorien, skal det imidlertid ikke udelukkes, at hensynet til interne politiske forhold i Danmark også har spillet en rolle, f.eks. de danske forbehold for stationering af udenlandske tropper i fredstid på dansk jord

Kapitel 5

Sammenfatning og konklusioner

Rammerne for Færøernes strategiske rolle under den kolde krig ændredes en del i perioden fra Anden Verdenskrig og frem til midten af 1960’erne. Den konkrete udvikling i Færøernes strategiske rolle og den udformning den militære udbygning i landet kom til at tage, var først og fremmest præget af to forhold. For det første drejede det sig om udviklingen i amerikansk sikkerhedspolitik. Afhængig af hvilken inddæmningsstrategi der var gældende, blev der lagt forskellig vægt på de forskellige geostrategiske perspektiver. Ud fra den kontinentale strategi, hvor fokus var på det europæiske kontinent var Færøernes rolle marginal. Ud fra et maritimt perspektiv, hvor fokus var på havområderne mellem stormagterne, var Færøerne, i stil med Island, centralt placeret. Dette gjorde sig særlig gældende efterhånden som tyngdepunktet i den maritime strategi flyttede fra nordsø- og østersøområdet længere nordpå mod Norskehavet og Barentshavet. Også i forhold til det strategiske nukleare perspektiv, hvor fokus var på den nordlige halvkugle, med det arktiske område som den korteste strækning mellem stormagterne, var Færøernes betydning voksende, især efterhånden som den teknologiske udvikling åbnede for muligheden for interkontinental krig. For det andet drejede det sig om udviklingen i dansk sikkerhedspolitik indenfor Atlantpagten. Som følge af dansk tradition for neutralitet var dansk sikkerhedspolitik indenfor alliancen præget af en balancegang mellem hensynet til alliancens samlede sikkerhedskrav, egne sikkerhedskrav og ønsket om videst mulig handlefrihed. Da det var de danske myndigheder der havde den udenrigs- og sikkerhedspolitiske suverænitet over Færeørne, kom dette også til at sætte sit præg på Færøernes konkrete rolle i amerikansk sikkerhedspolitik.

Færøernes strategiske rolle

Færøernes strategiske rolle var, sammenlignet med f.eks. Grønland og Island, ikke særlig fremtrædende i de første efterkrigsår. Ser man bort fra Loran-A stationen eksisterede der ikke installationer af militær karakter. Amerikanernes interesse i Færøerne var først og fremmest at holde russerne væk fra området, samt at opretholde driften af Loran-A stationen. Dette blev sikret gennem en løbende orientering om udviklingen i Færøerne, samt, især, gennem Danmarks suverænitet over færøsk territorium, og over færøsk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Fra i midten af 1950’erne begyndte Washington at vise en større interesse i Færøerne, dette i forbindelse med skift strategisk perspektiv. Da den økonomiske krise i Færøerne syntes at styrke selvstyrebevægelsen i Færøerne, overvejede amerikanerne at give færinger finansiel støtte, dette først og fremmest for at skabe stabilitet og dæmme op for en folkelig udbredelse af den yderliggående selvstændighedsbevægelse. Da situationen imidlertid ikke udviklede sig som i frygtet, droppede amerikanerne disse planer. Et par år senere igangsattes diverse forhandlinger mellem amerikanske og danske myndigheder og mellem danske (og NATO) myndigheder og færøske myndigheder om etablering af militære stationer i Færøerne. I de efterfølgende år blev der anlagt (mindst) tre militære anlæg i Færøerne. I korrespondencen mellem ambassaden og Washington fremgår det også at Færøernes strategiske rolle opgraderedes. Således blev Færøerne i rapporter i 1958 nævnt som en af årsagerne til amerikansk militær interesse i Danmark. I 1960 bedømte de amerikanske myndigheder Færøernes strategiske betydning som værende, på mange områder, på lige fod med Islands, og samme år blev Færøernes potentielle militære værdi bedømt som værende lig med Grønlands.

Loran-C

I et forsøg på bl.a. at løsrive sig fra sin underordnede rolle i forhold til luftstyrkerne, udviklede den amerikanske flåde maritime programmer der bl.a. skulle forsyne flåden med mere ’fleksible’ styrker, med fokus på truslen fra de sovjetiske flådebaser; styrker der kunne indsættes i de faser der efterfulgte det første anslag. Blandt disse var forskellige ASW programmer og ikke mindst Polarisprogrammet. Et af de vigtige knudepunkter i forbindelse med de nye maritime strategier var det nordøstatlantiske område og især, fra midten af 1950’erne, da russerne udbyggede sine flådebaser på Kolahalvøen, områderne Barentshavet og Norskehavet, samt GIUK-passagen.

For at kunne realisere de maritime strategier og programmer, var det nødvendigt at etablere et navigationssystem der kunne dække de amerikanske styrkers krav til luft, overflade og underoverflade navigation. Det eneste system der var i stand til dette var, ifølge amerikanerne selv, deres eget (nye) Loran-C system. I løbet af 1957-58, udarbejdedes en overordnet plan for etableringen af en kæde af Loran-C stationer, RAIL-kæden, i Nordøstatlanten, bestående af fire stationer, en i Nordnorge, en i Island, en i Færøerne og senere en i på Jan Mayen. Den færøske Loran-C station var en ’master’ station, mens de andre stationer var ’slave’ stationer, hvilket betød at den færøske station var den centrale og vigtigste station i RAIL-kæden.

Af flere grunde valgte man fra amerikansk side, i forbindelse med forhandlinger om Loran-C, at føre en strategi med flere klassificeringsniveauer, alt efter hvem man stod overfor. Således var offentligheden, herunder den færøske opinion dem der fik mindst at vide, mens repræsentanterne for værtslandene, i dette tilfælde den danske regering, fik mest at vide. Som følge af anbefalinger fra ambassaden i København om at nedtone de amerikansk interesser i stationen, og senere også danske ønsker herom, valgte amerikanerne at holde så lav profil som muligt i Færøerne. Den danske regerings viden om stationens militære formål har det ikke været muligt fuldt ud at blotlægge her, men de var bevidste om at det først og fremmest var en militær station. Som følge af flere internt danske (og dansk-færøske) forhold, ønskede den danske regering ikke at stationens militære formål skulle komme frem i offentligheden, et ønske der faldt i god tråd med amerikanernes egne ønsker. Dette kom også til at præge såvel etableringen som driften af stationen. I og med at civile danske myndigheder overtog driften af stationen, fremstod projektet officielt som dansk og civilt. De dansk-amerikanske forhandlinger om Loran-C stationen forløb relativt smertefrit, og bortset fra uenigheder om finansiering var der ikke meget der skilte parterne. Dette betød også at etableringen af stationen foregik uden større problemer, og at den stod færdig nogenlunde til tiden.

Færingernes egen viden om stationens militære formål er, ligesom danskernes, heller ikke klarlagt fuldt ud her. En afklaring af disse spørgsmål må foretages i forbindelse med en nærmere undersøgelse af færøske og danske arkivmaterialer. Men ud fra det foreliggende materiale kan siges, at færinger selv ikke syntes at være modstandere af Loran-C, og de få gange der var optræk til konfrontation mellem de færøske og danske myndigheder, f.eks. om stationens militære status, blev dette overskygget af debatten om den samtidigt opførte NATO station på Sornfelli, hvis militære formål fremstod meget tydeligere. Selv om Loran-C stationen officielt blev udlagt som værende ’dansk’ og formålet med den som værende til generel navigationshjælp, er det sandsynligt at færinger generelt havde en fornemmelse af at formålet med stationen var militært. Grunden til at færinger alligevel havde en generelt positiv holdning til Loran-C, kan være at de kunne se flere fordele end ulemper ved stationen.

Færøernes geografiske placering og den militærteknologiske udvikling medførte, at Færøerne (indirekte) blev inddraget i amerikanernes maritime strategier i det nordøstatlantiske område. Den umiddelbare årsag til etableringen af Loran-C stationen ved Eidi var Polarisprogrammet, men stationen blev også anvendt i forbindelse med flere andre offensive og defensive maritime (del-) strategier.

NATO-varslingsstationen og troposcatter

Massiv gengældelse i kombination med den voksende fokusering på strategisk krigsførelse, og det især i forbindelse med det nukleare strategiske perspektiv, betød at de amerikanske luftstyrker udgjorde den kernen i amerikansk militærstrategi fra begyndelsen af 1950’erne. Efterhånden som de russiske styrker udviklede sine strategiske evner, stod det klart for amerikanerne at det ikke var nok at satse alene på de offensive styrker. Derfor blev der anlagt flere varslingskæder, der først og fremmest havde til formål at beskytte det amerikanske kontinent.

Dette var baggrunden for anlæggelse af DEW linien, til varsling mod sovjetiske langdistance bombefly, fra det nordamerikanske kontinent til Europa. Som en del af denne varslingskæde blev der, under ledelse af SHAPE, anlagt en af disse stationer i Færøerne. Det færøske landsstyre blev, af praktiske årsager, af de danske myndigheder (og NATO), inddraget i etableringen af varslingsstationen og blev derfor også på et tidligt tidspunkt informeret om at der var tale om en militær installation. De dansk-færøske forhandlinger blev imidlertid hemmeligholdt for det færøske lagting, og ikke førend der forelå en færøsk accept og en dansk-færøsk aftale om anlæggelse af et større vejanlæg, blev projektet offentliggjort. Offentliggørelsen skabte en del røre, især blandt dele af selvstyrebevægelsen, og resulterede bl.a. i en demonstration mod både en militær tilstedeværelse i Færøerne og mod landsstyrets handlemåde. Det politiske efterspil i lagtinget resulterede i en del hensigtserklæringer fra forskellige dele af det politiske spektrum, men viste samtidig at selv om der eksisterede en formel modstand mod militærudbygningen, så eksisterede der også en relativ bred politisk accept af at der reelt skete en militær udbygning.

De færøske myndigheder forsøgte både overfor de danske og de amerikanske myndigheder at bruge etableringen af NATO stationen, og Færøernes generelle militærstrategiske opgradering, som et trumfkort bl.a. i forhandlingerne om økonomisk støtte, f.eks. til finansiering af ’Oyggjarvegurin’ og lån til finansiering en fornyelse af fiskerflåden. I hvor høj grad færingerne havde succes med denne strategi kan der ikke gives noget endeligt svar førend dokumenter fra danske og færøske arkiver er gennemgået og analyseret.

Da DEW-linien endelig stod færdig var det strategiske våbenkapløb allerede ændret, og i stedet for truslen fra de russiske bombefly, fokuserede amerikanerne på den russiske trussel fra de interkontinentale missiler. I denne forbindelse forelå der allerede i midten af 1950’erne planer om at udbygge et varslingssystem, det såkaldte BMEWS, til varsling af eventuelle sovjetiske interkontinentalt missilangreb på det amerikanske kontinent. For at sikre en hurtig og pålidelig kommunikation skulle der, i forbindelse med etableringen af BMEWS, også anlægges en kæde af såkaldte troposcatter stationer fra Nordamerika, tværs over Nordatlanten til Europa. Da der ikke fandtes alternative lokaliseringer var det af stor betydning at en af disse stationer blev anlagt i Færøerne. De dansk-amerikanske forhandlinger om troposcatter stationen i Færøerne blev trukket i langdrag, primært som følge af dansk uvillighed til at acceptere de amerikanske aftaleudkast. De danske myndigheder var villige til at godkende en opførelse af troposcatter installationen og tilstedeværelsen af amerikansk militær personel på stationen, på den betingelse at de dansk-amerikanske troposcatter aftaler blev hemmeligholdt, at stationen blev skjult inde i den allerede anlagte NATO station, og at det amerikanske militære personel gik under dække af at være NATO-teknikere. I løbet af årene fastholdt den danske regering, overfor amerikanerne at de ikke havde i sinde at afsløre stationens eksistens eller tilstedeværelsen af amerikansk militær personel. Baggrunden for disse krav var bl.a. de danske myndigheders ønske om ikke at skade det eksisterende forhold mellem Danmark og Færøerne. Der kan også være andre årsager til denne fastholdelse, såsom de danske forbehold for stationering af udenlandske tropper og baser på dansk jord i fredstid. Men den danske regeringen følte sig måske fanget i sin egen strategi, bl.a. fordi den ikke alene havde fortiet disse forhold, men direkte havde videregivet falske oplysninger til det færøske lagting.

Med anlæggelsen af først NATO-varslingsstationen og siden troposcatter stationen på Sornfelli, blev Færøerne for alvor inddraget i det amerikanske nukleare strategiske perspektiv. Da der var tale om varslingsstationer var Færøernes rolle i denne forbindelse af defensiv karakter, men som følge af det strategiske (interkontinentale) perspektivs sammensmeltningen af offensive og defensive strategier, var disse stationers rolle en integreret del af hele den militære udbygning.

Et gensidigt afhængighedsforhold

For de amerikanske myndigheder var det vigtigt at Danmark beholdt suveræniteten over Færøerne. Tydelige eksempler herpå er både amerikanernes tilkendegivelser om dette, og deres gentagne overvejelser om at støtte Færøerne økonomisk, gennem den danske regering. De danske myndigheder var også meget interesserede i at beholde Færøerne som en del af det danske rigsfællesskab. Et tydeligt eksempel på dette er myndighedernes reaktion på dannelsen af ’Selvstyrekoalitionen’ efter lagtingsvalget i 1962. Dette var en uvelkommen overraskelse for både den danske og den amerikanske regering. Den danske regering, der også ønskede at berolige amerikanerne om at de havde kontrol over situationen, var ikke indstillet på at give efter for nogle krav om øget selvstyre. Og i tilfælde af at der ville komme reelle krav, havde regeringen allerede lagt en strategi, der skulle forhindre at disse krav blev til virkelighed. Men der er også noget der tyder på at de færøske myndigheder (og den færøske befolkning) også var interesserede i en tæt tilknytning til Danmark og den vestlige alliance. Således endte de dansk-færøske konfrontationer omkring de militære udbygninger aldrig med en færøsk erklæring om at disse udbygninger skulle stoppes, at man ville ud af NATO samarbejdet eller at man ville ud af rigsfællesskabet; selv ikke under ’Selvstyrekoalitionen’ i 1960’erne. – Men hvad var baggrunden for denne tilsyneladende (underforståede) enighed om at opretholde ’status quo’?

For de amerikanske myndigheder var Danmark, og Norden, ikke af nogen særlig betydning i økonomisk henseende. Men i militærstrategisk hensende var der flere årsager til at USA ønskede en tæt dansk tilknytning til den vestlige alliance og dermed også USA. Af størst betydning var Danmarks placering i udmundingen af Østersøen og de danske besiddelser i Nordatlanten, Grønland og Færøerne. Efterhånden som der skete skift i vægtningen af de amerikanske strategiske perspektiver, dels en større fokusering på strategisk krigsførsel og dels en større vægtning af de nordlige dele af Nordøstatlanten i de maritime strategier, voksede amerikanernes interesser i at anlægge militære installationer i Færøerne, hvorfor Færøernes militærstrategiske betydning opgraderedes.

Færøernes voksende strategiske betydning var et aktiv for Danmark, der kunne bruges som en form for opvejning af egne begrænsninger i NATO-samarbejdet, et slags ’Færøkort’, der kunne bruges som i forhandlingerne med enten NATO eller USA. I hvor høj grad ’Færøkortet’ blev anvendt er imidlertid svært at give noget svar, på grundlag af foreliggende kildemateriale. Men det blev i hvert fald forsøgt anvendt, nok mest i sammenhæng med Grønland. Hvorvidt det havde nogen reel indvirkning på de dansk-amerikanske forhandlinger, eller Danmarks forhandlinger i NATO, er et spørgsmål der stadig står lidt i det uvisse.

De færøske myndigheder har aldrig haft nogen sammenhængende sikkerhedspolitik, dette hørte under de danske myndigheder. I løbet af den behandlede periode blev spørgsmålet om militær udbygning i Færøerne taget op af det færøske lagting. Men selv om den politiske debat medførte en del hensigtserklæringer fra lagtinget, var den også stærkt præget af en (stiltiende) accept af en reel militær udbygning. Ligesom den danske regering forsøgte at udnytte Færøernes strategiske betydning i forhandlingerne med de amerikanske myndigheder, forsøgte det færøske landsstyre at udnytte den strategiske opgradering i forbindelse med forhandlinger med de danske myndigheder. Generelt synes de færøske myndigheder, bortset fra de spredte protester mod militariseringen, at acceptere både den militære udbygning og deres tilhørsforhold til den vestlige alliance.

Ser man på de tre aktører, USA, Danmark og Færøerne, og sætter deres indbyrdes relationer i forhold til Øst-Vest konflikten, tegner der sig et billede af et hierarki, med USA i toppen, Danmark i midten og Færøerne i bunden. Det var USA der, der gennem sin dominans i den vestlige alliance, var supermagten, det var Danmark der, med sin sikkerhedspolitiske suverænitet, bl.a. over Færøerne, var den ’regionale magt’, mens Færøerne, uden formel sikkerhedspolitisk indflydelse, var den yderste ’sattelit’, der ingen indflydelse havde på den militære udbygning på eget territorium. Det ovenstående handlingsmønster tyder imidlertid på at der ikke udelukkende var tale om et strengt ensidigt hierarkisk magtforhold, hvor USA’s sikkerhedspolitik suverænt dirigerede dansk sikkerhedspolitik, der igen dirigerede færøsk ’sikkerhedspolitik’. Selv om Danmark måtte indrette sig efter de rammer der sattes af den overordnede amerikanske sikkerhedspolitik, og Færøerne reelt blev en integreret del af den amerikanske og danske sikkerhedspolitik, var der også , indenfor rammerne af dette, mulighed aktørerne længere nede i hierarkiet at handle i forhold til egne interesser. Man kan således sige at der under den kolde krig udviklede sig et asymmetrisk gensidigt afhængighedsforhold mellem de amerikanske, danske og færøske myndigheder. For de amerikanske myndigheder drejede det sig udelukkende om at dække militærstrategiske interesser og behov, for de danske myndigheder drejede det sig om at dække både militærstrategiske og økonomiske interesser og behov, mens det for de færøske myndigheder udelukkende drejede sig om at dække økonomiske interesser og behov.

Ordliste

ASW: Anti-Submarine Warfare. Anti ubådskrigsførelse.

BMEWS: Ballistic Missile Early Warning System. Amerikansk varslingssystem mod fjendtlige missilangreb fra øst, med stationer i Canada, Grønland og Storbritannien. Færøerne blev (indirekte) tilknyttet dette system med etableringen af Troposcatter installationen på Sornfelli, der bl.a. fungerede som kommunikationssystem for BMEWS.

DEW: Distant Early Warning Line. Radarvarslingskæde opbygget i slutningen af 1950’erne, hvis primære formål var at varsle om angreb fra sovjetiske bombefly. NATO varslingsstationen der blev anlagt på Sornfelli var del af den linie der skabte forbindelsen mellem DEW linien og Europa.

GIUK-passagen: Greenland-Iceland-UK passagen. Havområde mellem Grønland, Island, Færøerne og Storbritannien. For amerikanerne udgjorde GIUK-passagen en vigtig barriere for et eventuelt russisk flådeangreb mod det nordamerikanske kontinent.

JCS: Joint Chiefs of Staff. Forsamling af stabschefer fra de tre amerikanske militære værn.

LORAN: Long-Range Navigation. Pejlingssystem for fly, skibe og ubåde, hvor positionen opnås ved at måle forskellene i den tid, det tager pulssignaler fra mindst tre sendere, hvis position er kendt, at nå frem til fartøjet. Der findes to typer: Loran-A (eller Standard Loran), som blev udviklet under anden verdenskrig, og Loran-C, der blev udviklet i løbet af 1950’erne. Forskellen mellem de to systemer var, at de arbejdede på hvert sit frekvensbånd. Loran-C var også et meget kraftigere og præcisere system, samtidig med at dets evne til at trænge gennem havoverfladen gjorde det muligt for ubåde at anvende systemet uden at skulle til overfladen. Under Anden Verdenskrig blev en Loran-A station anlagt på Skúvanes på Suduroy i Færøerne. I 1959-61 blev en Loran-C station anlagt ved Eidi. Selv om stationen ved Eidi blev drevet af danske myndigheder, var det en amerikansk finansieret station hvis formål var at virke som navigationsstøtte for - Stationen ved Eidi var hovedstationen i den nordøstatlantiske RAIL-kæde,

NATO: North Atlantic Treaty Organisation. Politisk og militær organisation etableret fra 1949 for at opfylde Atlantspagtens to hovedmålsætninger: 1) medlemmernes gensidige forsvars- og bistandspligt i tilfælde af trusler eller angreb udefra og 2) medlemmernes politiske og militære samarbejde.

NORAD: North American Air Defence System. Den nordamerikanske luftforsvarskommando, som er en fælleskommando mellem USA og Canada.

NSC: The National Security Counsil. USA’s øverste sikkerhedsorgan.

Polaris: Mellemdistance-atomraket, specielt udviklet til at bevæbne ubåde. Den første Polaris raket (A1) blev udviklet i … og havde en rækkevidde på 2500 km. De ubåde der var bevæbnede med Polaris raketter bliver ofte refererede til som Polaris (atom-) ubåde.

SAC: Strategic Air Command. USA’s strategiske luftkommando

SACLANT: Supreme Allied Command (hhv. Commander) Atlantic. NATO’s øverstbefalende for Atlantområdet og dennes kommando. Oprettet 1950. Almindeligvis hørte Færøerne under denne kommando. Eksempelvis hørte forsvaret af Færøerne under SACLANT.

SHAPE: Supreme Headquarters Allied Powers Europe. Et amerikansk domineret militært Atlantpagten-hovedkvarter (NATO-hovedkvarter) i Europa (SACEUR’s hovedkvarter). Det var SHAPE der stod for oprettelsen af NATO-varslingsstationen på Sornfelli, og havde ansvaret for den del af varslingskæden der hørte under NATO.

SLBM: Submarine-Launched Ballistic Missile. Ubådsbaserede ballistiske missiler.

Ubåd: Fartøj der kan operere på og under havoverfladen. Almindeligste maksimale dykkedybde er ca. 300 m - nogle typer kan gå ned til 700-800 m. Traditionelt bestykket med torpedoer, men også med SLBM og krydsermissiler. Herudover har ubåde ofte kapacitet til udlægning af miner.

USAF: United States Air Force. Det amerikanske flyvevåben. Det var USAF der havde kommandoen over troposcatterstationen i Færøerne.

USCG: United States Coast Guard. Den amerikanske kystbevogtning. Det var USCG der havde det overordnede ansvar for etableringen og driften af Loran-C.

Troposfærisk Scatter: Troposcatter systemet blev bl.a. anvendt til kommunikation i forbindelse med BMEWS. I begyndelsen af 1960’erne blev der anlagt en USAF Troposcatter inde på NATO’s varslingsstation område på Sornfelli i Færøerne. Eksistensen af denne troposcatter installation blev hemmeligholdt efter ønske fra den danske regering.

Litteratur m.m.

Christensen, Søren Møller: "LORAN-C i Danmark" i ’Forsvar – militærkritisk magasin nr. 5’, 1981

Claesson, Paul: "BMEWS – varsel om en ny epoke", i Claesson, Paul (red.):"Grønland Middelhavets Perle – Et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse", Eirene, København 1983

Claesson, Paul: "DEW-kæden – elektronisk afskrækkelse", i Claesson, Paul (red.):"Grønland Middelhavets Perle – Et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse", Eirene, København 1983

Claesson, Paul: "Forpost Færøerne" i ’Forsvar – militærkritisk magasin nr. 13-14’, marts 1984

Claesson, Paul og Owen Wilkes: "USA-base på Færøerne" i ’Forsvar – militærkritisk magasin nr. 13-14’, marts 1984

Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI): "Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-98", København 1997

Dimmalætting, 1959, diverse

Elleman-Jensen, Uffe: "Din egen dag er kort. Oplevelser og indtryk", Aschehoug 1996

Fjúrtandi September, 1959, diverse

Gaddis, John L.: "Strategies of Containment – A Critical Appraisal of Postwar American National Security Policy", Oxford University Press Inc., New York, 1982

Johnson, Loch K.: "Secret agencies – U.S. Intelligence in a Hostile World", Yale University 1996

Lidegaard, Bo: "I kongens navn – Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58", Samleren, København 1996

Løgtingstídindi, diverse årgange

Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU): "Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik", bind 1 og 2, København 1987

Tamnes, Rolf: "The United States and the Cold War in the High North", Ad Notam, Oslo 1991

Udenrigsministeriet: "Dansk sikkerhedspolitik gennem tyve år", Udenrigsministeriets Gråbog, Stjernebøgernes Informationsserie, Vinten 1969

Villaume, Poul: "Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961", Eirene, København 1995

Sosialurin, 1959, diverse

__________________________________________________________
Fodnoter

1) Den nuværende samling dokumenter indeholder, udover National Archives dokumenterne, nogle få dokumenter der stammer fra det private ‘National Security Archive’, ved ‘George Washington University’, i Washington DC; et arkiv der har specialiseret sig i, baseret på den amerikanske ‘Freedom of Information Act’, at offentliggøre klassificerede dokumenter.

2) Det viste sig bl.a. at der var blevet frigivet en del RG 59 ‘political-military’ dokumenter, som muligvis ville give nogen nye oplysninger. Dokumenter der ikke er blevet studeret i forbindelse med dette projekt.

3) At amerikansk efterretning om Færøerne i vores øjne var relativt omfattende, betyder imidlertid ikke, at Færøerne havde stor betydning for amerikanerne, blot at amerikansk efterretning var meget omfattende.

4) Noget andet er så at NATO’s sikkerhedspolitikker og militære strategier primært var underlagt USA’s interesser. Dette skal dog ikke blive diskuteret i denne omgang.

5) Materialet har givet et større indblik i det danske engagement (herunder også interesser og motiver). Det er imidlertid vigtigt at huske på, at når man ser bort fra den danske korrespondance (f.eks. breve fra udenrigsministeriet), består materialet af amerikanske referater af danske opfattelser, og således må betragtes med et vist forbehold og ikke uden videre må tages for pålydende, dvs. som endegyldige beviser for danske motiver.

6) Gaddis 1982, p. ix

7) DUPI 1997, p. 44

8) Gaddis 1982, p. 36f

9) Gaddis 1982, p. 90

10) DUPI 1997, p. 45

11) Gaddis 1982, p. 91

12) Dette var også medvirkende til at NATO i 1952 fulgte trop og godkendte en kraftig forøgelse i sine militære udgifter. Også de danske forsvarsudgifter blev sat i vejret i denne periode.

13) FRUS 1952-54, Vol. 2:585, NSC 162/2, 30 oktober 1953, her citeret fra Tamnes 1991, p. 92

14) En anden vigtig årsag til ‘massiv gengældelses’ strategien var tidens tekniske formåen. Samtidig med at atomvåben var ekstremt destruktive var de også meget upræcise. Dette sammenfald af omfattende ødelæggelsesevne og manglende præcision gjorde at man anså det for (næsten) umuligt at føre en ‘begrænset’ krig, hvis man valgte at inddrage atomvåben.

15) Tamnes 1991:92 og DUPI 1997:173ff

16) Tamnes 1991:93

17)Tamnes 1991, p. 185ff

18) Som det vil fremgå i løbet af denne rapport var der også andre faktorer der spillede ind i forhold til hvilket geostrategisk perspektiv der var det dominerende, f.eks. historiske erfaringer, interne interessekonflikter osv. Det er imidlertid vigtigt at fastholde at det centrale omdrejningspunkt var de geografiske og ressourcemæssige forhold.

19) Der kan være flere indvendinger imod overhovedet at adskille geostrategiske perspektiver fra sikkerhedspolitik. Adskillelsen er imidlertid gjort bl.a. for at understrege geografiens centrale placering sikkerhedspolitiske prioriteter i Norden/Færøerne. - Antagelsen om at andre, globalt set vigtige faktorer, som f.eks. ideologiske og økonomiske forhold, ikke i lige så høj grad gjorde sig gældende for Nordens vedkommende, skyldes at området, i hvert fald set med amerikanske øjne, havde en relativt lille økonomiske betydning og samtidigt var relativ politiske stabilt.

20) Villaume 1995, p. 93-94

21) Under forhandlingerne om et skandinavisk forvarssamarbejde var det ikke forudsat, at forbundets garantibestemmelser skulle omfatte parternes fjernere besiddelser, herunder Færøerne og Grønland (Udenrigsministeriet 1969, p. 85 og 91)

22) Villaume 1995, p. 98f

23) Tamnes 1991, p. 44

24) Tamnes 1991, p. 43

25) ‘Den nordatlantiske Traktat’, in "Dansk sikkerhedspolitik gennem tyve år", Udenrigsministeriets Gråbog, Stjernebøgernes informationsserie, Vinten 1969

26) Samme

27) Villaume 1995:26ff og 843ff

28) Dette er en meget forenklet fremstilling af udviklingen. For at få et bedre indblik i disse forhold, henvises til Villaume 1995, kapitlerne 5, 6 og 7.

29) Selv om det ville være relevant at diskutere denne installations betydning for de militære strategier i området omkring Færøerne, skal dette ikke gøres her. Årsagen til dette er at oplysninger om denne installation for største delen findes i danske arkiver. Derfor vil dette først kunne gøres når disse arkivalier er tilvejebragt.

30) AMEMB COP - STATE DEP (CON.), 29 marts 1954, seks sider, (Embdes 1060). RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55, Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands.

31) Samme

32) Samme

33) Som vi skal se senere i dette kapitel, delte amerikanerne ikke helt danskernes syn på forholdet mellem Færøerne og Danmark. Alligevel kom dele af denne anskuelse, nemlig det at Færøernes plads var indenfor det danske rigsfællesskab, til at påvirke de amerikanske efterretninger om Færøerne i hele perioden 1945-67. Den primære årsag hertil var at amerikanerne også var interesserede i at Færøerne forblev en del af det danske rigsfællesskab.

34) AMEMB COP - STATE DEP (CON.), 14 oktober 1955, (Emb air pouch 328), (ref: Embdes 1033, 3 maj 1955). RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55, Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands.

35) Dvs. lokalt, mellem almindelige folk i Klaksvík på den ene side og lokale myndigheder og virksomhedsejerne på den anden; intra-regionalt, mellem folk i Klaksvíks området og danske/færøske centralmyndigheder; og inter-regionalt, mellem færinger og danske centralmyndigheder.

36) AMEMB COP - STATE DEP (CON.), 14 oktober 1955, (Emb air pouch 328), (ref: Embdes 1033, 3 maj 1955). RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55. Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands

37) Samme

38) Samme

39) STATE DEP - AMEMB COP (CON.), 28 oktober 1955, en side, (A-103) (ref: Emb desp 328, 14/10-55). RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55. Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands

40) Samme

41) Forslaget skulle bl.a. indeholde vurderinger af nødvendigheden af ikke-dansk valuta, idet det kunne vise sig at behovet kunne dækkes af dansk valuta "generated by U.S. surplus disposal programs".

42) AMEMB COP - STATE DEP? (CON.), 1 december 1955. RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55. Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands

43) AMEMB COP - STATE DEP (CON.), 19 december 1955, to sider, (Emb air pouch 548) (ref: Dep a-103, 28/10-55)
RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records 1953-55. Boks 2, Folder: International Political Relations - Faroe Islands

44) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 19 august 1958, 3 sider, (ref.: Dept Circular 1043 (TOSEC 51), Depcirtel 145 11/8/58). RG 59 Central Decimal File 1955-59 (759-759B), Box 3471

45) Office Memorandum, United States Government (LUO), Hagemann – Wilbur, 11 maj 1960 (Draft). RG 84, Post Records, Denmark Embassy, Classified General Records 1953-1961. Boks 29, Folder: Faroe Islands 59-60-61

46) USIS COPENHAGEN – USIA WASHINGTON (CON.), 20. maj 1960, ’Country Plan – Denmark’. RG 84, Post Records, Denmark Embassy, Classified General Records 1953-1961. Boks 28, Folder: Denmark 59-60-61

47) Se herom i bl.a. DUPI 1997.

48) AMEMB COP - STATEDEP (SEC.), 21 november 1958, to sider (inkl en side bilag), ref: Dept’s G-61 6/11-58 og Embtel 369 19/11-58. RG 84, Post Records, Denmark - Copenhagen Embassy, Classified General Records. Boks 16, Folder: 430.3 LORAN, 1956-57-58

49) Elleman-Jensen 1996, p. 80. – Umiddelbart synes der imidlertid at være en fundamental forskel mellem det Elleman-Jensen siger og det Krag siger overfor Satterthwaite. Mens Elleman-Jensen taler om at opveje de danske udgifter i Nordatlanten med besparelser i forsvarsbudgettet, synes Krag udspil at tyde på at de danske myndigheder faktisk direkte sparer udgifter ved at stille territorium i Færøerne og Grønland til rådighed for NATO og USA.

50) Villaume 1995, p. 616f

51) Villaume 1995, p. 622

52) Som det også fremgår af de efterfølgende kapitler var det meget forskelligt hvor meget færinger blev informerede om de forskellige installationer.

53) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 3 februar 1963. RG 59 Subject Numerical File 1963, Boks 3887

54) Samme

55) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 3 februar 1963. RG 59 Subject Numerical File 1963, Boks 3887

56) Samme

57) Samme

58) Samme

59) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 9 juni 1963, RG 59 Subject Numerical File 1963, Boks 3887

60) Samme

61) Tamnes 1991, p.108

62) Tamnes 1991, p 111-112

63) Tamnes 1991, p 114

64) Tamnes 1991, p 115

65) Tamnes 1991, p 110

66) Tamnes 1991, p 110

67) TCC MEMORANDUM (CON.), 7 februar 1958. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C

68) TREAS DEP – STATE DEP (SEC./CON.), 7 februar 1958. RG 59, Lot File: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C. - Ved første måling var usikkerheden i navigationen omkring 450 meter, men ved gentagne målinger kunne man (i hvert fald ved hjælp af militærets avancerede modtagere) bringe usikkerheden helt ned til 50 meter (Interview med Pforr-Weiss 12/7-98). Signalerne fra Loran-C kan modtages på 5-10 meters dybde, hvilket betyder, at en ubåd der navigerer efter Loran-C ikke behøver at stikke sin antenne op til overfladen og dermed risikere at afsløre sig selv (Christensen 1981:3).

69) Selv om amerikanerne foretrak Loran-C fremfor de nævnte alternativer, blev disse ikke udelukket på forhånd. I flere referater og rapporter til Joint Chiefs of Staff, Secretary of Defence, Secretary of State, administratoren i FAA (Federal Aviation Agency) osv. blev der diskuteret hvilken langdistance overfladebaseret navigationshjælp der bedst kunne dække de aktuelle behov. Således var der helt op til 1959 bred enighed blandt de involverede amerikanske parter om, at Loran-C burde evalueres før det endelig blev afgjort, hvorvidt systemet skulle foretrækkes frem for andre navigationssystemer. Alligevel fremgår Loran-C som det mest lovende langdistance navigationssystem, idet det efter deres mening bedst kunne dække luft, overflade og underoverflade behov for navigering, både når gjaldt rækkevidde og pålidelighed/stabilitet. (RG 218, JCS Central Decimal File 1959, Box 89, File No 6700, 1959, XIN 5272, 6820, 4720 (SEC.), Klassifikation 5)

70) TCC MEMORANDUM (CON.), 7 februar 1958. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C

71) Tamnes 1991, p 113

72) RG 218, JCS Central Decimal File 1959, Boks 89, File No 6700. 1959, XIN 5272, 6820, 4720 (SEC.), Appendix B, Draft, Memorandum for the Secretary of State: 3

73) RG 218, JCS Central Decimal File 1959, Boks 89, File No 6700. 1959, XIN 5272, 6820, 4720 (SEC.), ‘Report by the J-6 to the Joint Chiefs of Staff on Long Distance Ground Based Navigational Aids: 577’, Klassifikation 5

74) Se også herom i Villaume 1995, p 616ff

75) TCC MEMORANDUM (CON.), 7 februar 1958.RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C

76) RG 218, JCS Central Decimal File 1959, Boks 89, File No 6700. 1959, XIN 5272, 6820, 4720 (SEC.), Appendix B to Enclosure A, Draft, Memorandum for the Secretary of State: 583, Klassifikation 5

77) Amerikanerne var meget ivrige at få briterne med over på deres side i Loran spørgsmålet i forbindelse med IRC i Geneve i 1959. Men da briterne samtidig søgte at promovere sit eget DECCA system, understregede amerikanerne overfor briterne, at Loran-C ikke blev forsøgt presset igennem af kommercielle årsager (Office of European Regional Affairs - AMEMB Rom 29 juli, 1958 (SEC). RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C General. -). - På dette tidspunkt var der flere navigationssystemer under udvikling, foruden DECCA også OMEGA og NAVARHO

78) DEPARTMENT OF DEFENSE, MEMORANDUM OF CONVERSATION (SEC.), 15 januar 1958, 4 sider. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C

79)TCC MEMORANDUM (CON.), 7 februar 1958, ni sider. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C

80) Dette betød ikke at stationen i Færøerne havde en højere status end de andre, men at en Loran-C modtager uanset hvor han var placeret i området, for at kunne navigere ved brug af Loran-C, uanset hvor mange af de andre stationer han modtog signal fra, altid først og fremmest skulle bruge signalet fra den færøske station.

81) TREAS DEP – STATE DEP (SEC./CON.), 7 februar 1958. RG 59, Lot File: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Background Papers on Loran-C.

82) Det fremgår ikke præcis fra hvornår planen stammer fra, men på dokumentet er der noteret (med hånd) at Peterson (ambassadøren i København) og Satterthwaite (’charge d’Affaires’) modtog dokumentet 24 februar 1958.

83) ’LORAN IMPLEMENTATION PROGRAM – DENMARK (Faroes Islands)’ , RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955, Boks 16, Folder: LORAN (Faroe Islands) 1958

84) Det fremgår ikke mere præcist hvornår ambassadøren er blevet briefet om programmet, men 29. januar 1958 modtog ambassaden i København en melding fra Department of State om at Margaret Tibbits (leder for ’Office of European Regional Affairs ved Department of State) ville ankomme den følgende måned "(…) probably during the week of February 17 (…) There is a matter under discussion here on wich the Embassyhas no background but which is of considrable importance." (STATE DEP – AMEMB COP (CON.), 29. januar 1958, RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955, Boks 16, Folder: LORAN (Faroe Islands) 1958) - Senere, 25 februar, da Peterson kom med sin udtalelse om implementeringsprogrammet, refererede han til mødet med Tibbets. Altså er ambassadøren sandsynligvis blevet briefet første gang om programmet engang i perioden mellem 17. og 25. februar.

85) AMEMB COP – STATE DEP (SEC.), 25. februar 1958, (647), RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955, Boks 16, Folder: LORAN (Faroe Islands) 1958

86) Samme

87) Samme

88) EUR MR. MERCHANT - RA B. E. L. TIMMONS, (SEC.) 9 februar 1959, en side, (ref: State Dep circular 175, 1958). RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese)

89) STATE DEP RA - EUR (SEC.), 28 juli 1960 (3 august). RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Norway

90) AMEMB COP – UDENRIGSMINISTERIET, 29 maj 1958, en side. RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955

91) Samme

92) UDENRIGSMINISTERIET – AMEMB COP, 23 juli 1958, to sider (P.J.V.Ref.No.105.K.7.b/7) (ref: Emb note 29 maj). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955

93) AMEMB COP – SECSTATE (SEC.), 6 august 1958, en side (86). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955

94) AMEMB COP – SEC STATE (CON.), 11 august 1958, en side (97), (ref: Embtel 86). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955. Samt SECSTATE – AMEMB COP (CON.), 14 august 1958, en side (136), (ref: embtel 97): (Godkendelse af pressemeddelelse i embtel 97, som dog kun skulle offentliggøres hvis pressen kræver det.)

95) AMEMB COP – STATE DEP (SEC.), 5 september 1958, to sider (A-172). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955. – I samme rapport kom Commandor Olson ind på to ’mistænkelige’ forhold inspektionsgruppen havde været ud for på turen. For det første havde de mødt en nordmand, der havde været chauffør for gruppen under deres inspektion i Nordnorge den forrige måned. For det andet havde de fundet ud af at den nye sovjetiske ’Assistant Naval Attache’ var indregistreret på samme hotel i Tórshavn som de var. Officielt var han der for at inspicere hospitalsfaciliteterne som den russiske trawlerflåde også anvendte i akutte tilfælde, men han havde samtidig rejst rundt i landet og taget en del fotos, også i området omkring Eidi.

96) Memorandum of Understanding (SEC.). RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese)

97) AMEMB COP – STATE DEP (SEC.), 14 oktober 1958, tre sider (2+1), (Empbdesp 291) (ref: Dept instr A-59). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955.

98) AMEMB COP - STATE DEP (SEC.), 16 december 1958, to sider. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese)

99) Samme

100) Samme

101) Samme

102) EUR MR. MERCHANT - RA B. E. L. TIMMONS, 9 februar 1959, en side, (ref: State Dep circular 175, 1958). RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese)

103) Uspecificeret og udateret dokument, (SEC.), SEE "FINAL AGREEMENTS FILE FOR Copenhagen’s despatch # 664, of February 24, 1959. SUBJECT: US-Danish Agreement re Establishment of LORAN-C Station  in Faroe Islands. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese). – Aftalen og oplysninger om hvilken dato aftalen blev underskrevet har ikke været tilgængelige. De efterfølgende udtræk fra aftalerne er derfor baseret på tidligere udkast af aftalerne, samt korrespondance mellem de forskellige amerikanske myndigheder.

104) ’Draft to Exchange of notes’, (SEC.), , RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese)

105) Samme

106) ‘Memorandum of Understanding’ (SEC.), udateret, fire sider. RG 59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Boks 19, Folder: Loran-C - Denmark (Faroese).

107) AMEMB COP - UDENRIGSMIN (SEC.), 13 november 1958, 7 sider (2+5), (ref: note verbale Fornmin 23/7-58). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955, Boks 16, Folder: LORAN (Faroe Islands) 1958

108) Interview med Ib Pforr-Weiss, Farvandsvæsenet.

109) STATE DEP - AMEMB COP (SEC.), 6 november (12 nov.) 1958, 3 sider (G-61), (ref: Dep A-59, Embdes 291). RG 84 (350-54-18-6-), Post records, Denmark, Copenhagen Embassy, Classified General Records, 1953-1955, Boks 16, Folder: LORAN (Faroe Islands) 1958

110) Interview med Ib Pforr-Weiss,

111) Det er lidt uklart hvorvidt dette kontor kun havde ansvaret for koordineringen RAIL-kæden eller om den også havde ansvaret for andre Loran stationer.

112) Interview med Ib Pforr-Weiss

113) Løgtingstidindi 1959

114) Løgtingstídindi 1965

115) Det fremgår ikke af det materiale der er indsamlet i USA, hvorvidt (udvalgte medlemmer af) landsstyret blev indviet i det egentlige formål med Loran-C stationen ved Eidi. Det synes dog ikke særlig sandsynligt at de uden videre blev informerede. På den anden side er det meget muligt, at de fleste havde en mistanke om at det egentlige formål var af militær art, bl.a. fordi at de vidste at der var tale om et amerikansk navigationssystem og at amerikanerne var involverede i projektet.

116) Løgtingstídindi 1959

117) En fjerde faktor kunne være at stationen gav en ekstra indtægter til den lokale befolkning, dette i form af arbejde på stationen, daglige indkøb fra stationens medarbejdere og i form af betaling for leje af jord.

118) 711.56359A/4-1759. AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 17 april 1959, (Desp 789), (ref: embairgram G-124, 24 marts, Embdes 726). RG 59, Central Decimal File, box 2904

119) Tamnes 1991, p. 96

120) DUPI 1997, p. 346. - Oprindelig havde amerikanerne planer om også at udvide DEW linien til Svalbard, Bjørneøen og Nordnorge, men da forbindelsen og barrieren til Europa blev anset for at have større betydning, valgte man i stedet at satse på at skabe forbindelse til den NATO varslingsradarkæde der allerede var under udbygning.

121) STATE DEP - AMEMB COP (SEC.), 6 november 1957 (draft). RG59, Central Decimal File, 1955-59, Boks 2903

122) Tamnes 1991

123) Claesson 1983. - Dette er også en af årsagerne til at Sovjetunionen, allerede på et tidlig tidspunkt satsede på opbygningen af et dybdeforsvar, koncentreret om det centrale Sovjetunionen.

124) Claesson, 1983, p. 71

125) Analyserne viste sig senere at være baseret på yderst mangelfuldt materiale. Efterhånden som den elektroniske overvågning forbedredes, først med efterretningsflyet U-2 (1956) og senere med sattelitovervågning (1961), viste de russiske interkontenintale missilstyrker sig at være både færre i antal og teknisk ringere end forventet; derudover viste Sovjetunionens slagstyrke sig at være meget sårbar. Selv om indberetninger fra efterretningstjenesterne de følgende år netop viste dette, og var medvirkende til at skabe dyb uenighed blandt amerikanerne omkring validiteten af de pessimistiske efterretningsanalyser, var en kombination af bl.a. frygt, russisk propaganda og internt pres medvirkende til at igangsattes en kampagne om ‘Missile Gap.

126) Tamnes 1991, p. 98-99

127) ‘Varslingstid’ er den tid man har til rådighed fra at man har opdaget et angreb. ‘Reaktionstid’ er den tid man bruger fra den første varsel til man er i stand til at indsætte et modangreb.

128) I ovennævnte memorandum, bedømtes det eksisterende kommunikationssystem at være afhængig af HF systemet til slutningen af 1962, og at Troposcatter ville være standard i 1965/66.

129) Claesson og Wilkes 1984, p. 12-13

130) STATE DEP - AMEMB PARIS TOPOL (SEC.), (november 1961)RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, DEW Line

131) MEMORANDUM (SEC./TOP SEC.), 2 februar 1961. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18 Folder: Greenland, DEW Line

132) DUPI 1997, p. 346-347

133) Løgtingstídindi 1959

134) Løgtingstídindi 1959

135) Ud fra det foreliggende materiale fremgår det ikke præcist hvad formålet med mødet var. Det er imidlertid sandsynligt at et af formålene var at det nye landsstyre skulle informeres om oprettelsen af varslingsstationen på Sornfelli.

136) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 10. februar 1959. RG 84, Post Records, Denmark Embassy, Classified General Records 1953-1961. Boks 29, Folder: Faroe Islands 59-60-61

137) Samme

138) Samme

139) Samme

140) Samme

141) Sosialurin, 25. marts 1959

142) Rygter om radioaktivitet i drikkevandet og om atomvåben skulle gemmes under kuplerne, var også medvirkende årsager til at modstanden i befolkningen var så stor.

143) At de to første forslag ikke blev vedtaget, til trods for et stort flertal ja-stemmer, skyldes kravet om kvalificeret flertal.

144) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 17 april 1959, (Desp 789), (ref: embairgram G-124, 24 marts, Embdes 726) 711.56359A/4-1759

145) Samme

146) AMEMB COP - BMEWS PROJECT OFF (UNCLASS.), 29 november 1960. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, Dew Line

147) COPENHAGEN – SEC STATE (SEC.), 30 januar 1961, (594), (ref: Embtel 532), 759B.56311/1-3061. RG 59, Central Decimal File, box 2904 – En anden fordel ved at placere installationen på Vágoy ville være at den ville ligge tæt på den eksisterende landningsbane. I denne forbindelse mente King også at man burde overveje en amerikansk finansieret udbygning af landningsbanen, så at den kunne udnyttes bedre. Amerikanerne var også overbeviste om, at både færinger og danskere ville være interesserede i sådan en udbygning, noget de selv mente de fik bekræftet på det senere møde 10. august samme år. På mødet havde spurgte Generalløjtnant K.H. Lindhardt bl.a. spurgt hvorvidt amerikanerne havde planer om at udbygge den logistiske støtte (’logistical support’) for stationen, hvilket King havde svaret at dette var noget man ville se nærmere på. Amerikanerne opfattede Lindhardts forespørgsel som en indirekte forespørgsel om en eventuel udbygning af landingsbanen i Vágoy.

148) STATE DEP - DEF DEP (SEC.), 20 juni 1961, ni sider. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62. Boks 18, Folder: Greenland, DEW Line

149) dette selv om danskerne måske ikke betragtede Færøerne som ’dansk jord’, i hvert fald ikke når det gjaldt sikkerhedspolitik.

150) COPENHAGEN – SEC STATE (SEC.), 27 april 1961, (808), (ref: Deptel 780), 759B.56311/4-2761. RG 59, Central Decimal File, box 1846

151) WILBER - FILES (SEC.), 24 maj 1961. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, Dew Line. – Denne tilladelse, samt ønsket om at holde grupperne så små som muligt, blev givet i forbindelse med en amerikansk forespørgsel om 13. juni at sende fem personer fra U.S. Corps of Engineers og USAF Communications Division til Færøerne for at lave tests i forbindelse med konstruktionen af troposcatteren.

152) DEF DEP - STATE DEP (SEC.), 22 maj 1961, en side (ref: Statedepletter 11 maj 1961). RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, Dew Line

153) STATE DEP - AMEMB COPENHAGEN (SEC.), 23 juni 1961. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, Dew Line

154) STATE DEP (SEC.), 18 august 1961. RG59, LOT FILE: Europe, Entry 3096, Bureau of European Affairs, Office of European Regional Affairs, Political - Military Numeric Files 1953-62, Boks 18, Folder: Greenland, DEW Line

155) EUR – SEC STATE (CON.), 9 august 1961. 759b.56311/8-961. RG 59, Central Decimal File, box 2904

156) COPENHAGEN – SEC STATE (CON.), 11 august 1961, (91), (ref: deptel 75). 759B.56311/8-1161

157) STATE DEP – COPENHAGEN (SEC.), 29 juni 1962, (CA-57), (ref: embdes 566, 26/2-62 og Paris A-1787, 30/3-62). 611.597 XR 611.594 XR 759B.56311. RG 59, Central Decimal File, box 1846

158) AMEMB COP – STATE DEP (SEC.), 12 december 1962, (A-395), (ref: Deptel A-10, 3/8-61; Embdes 566, 26/2-62; Dep CA-57, 2/7-62), 611.597/12-1262. RG 59, Central Decimal File, box 1846

159) STATE DEP – COPENHAGEN (SEC.), 29 juni 1962, (CA-57), (ref: embdes 566, 26/2-62 og Paris A-1787, 30/3-62). 611.597 XR 611.594 XR 759B.56311. RG 59, Central Decimal File, box 1846

160) Samme

161) AMEMB COP – STATE DEP (SEC.), 12 december 1962, (A-395), (ref: Deptel A-10, 3/8-61; Embdes 566, 26/2-62; Dep CA-57, 2/7-62), 611.597/12-1262. RG 59, Central Decimal File, box 1846

162) STATE DEP – COPENHAGEN (SEC.), 29 juni 1962, (CA-57), (ref: embdes 566, 26/2-62 og Paris A-1787, 30/3-62). 611.597 XR 611.594 XR 759B.56311. RG 59, Central Decimal File, box 1846

163) Samme

164) Løgtingstíðindi 1960

165) ’Skrivelse fra statsministeren til lagtinget 26. august 1961’; gengivet i Løgtingstídindi 1964.

166) Samme

167) Samme

168) Samme

169) Løgtingstídindi 1964

170) AMEMB COP – STATE DEP (CON.), 3 februar 1963. RG 59 Subject Numerical File 1963, Boks 3887