28 Uppskot til ríkislógartilmæli um at seta í gildi lógina um millumtjóða revsidómstólin
A. Upprunauppskot
B. 1. viðgerð
C. Orðaskifti við 1. viðgerð
D. Álit
E. 2. viðgerð (Einki orðaskifti)
F. 3. viðgerð (Einki orðaskifti)
Ár 2005, 19. januar, legði Jóannes Eidesgaard, løgmaður, vegna landsstýrið fram soljóðandi
til
ríkislógartilmæli um at seta í gildi lógina um millumtjóða revsidómstólin
Mælt verður ríkismyndugleikunum til at seta í gildi fyri Føroyar soljóðandi kongliga fyriskipan:
“Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om Den Internationale Straffedomstol
I henhold til § 9 i lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol, der bestemmer, at loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, fastsættes, at loven træder i kraft på Færøerne i følgende skikkelse:
§ 1. Statutten for Den Internationale
Straffedomstol, jf. bilaget til denne lov, gælder på Færøerne.
Stk. 2. Udenrigsministeren kan bestemme, at følgende bestemmelser
skal gælde på Færøerne:
1) Procesreglementet og ændringer heraf, jf. statuttens artikel 51.
2) Vejledende beskrivelser af gerningsindhold og ændringer heraf, jf. statuttens artikel 9.
3) Ændringer af statutten, som er vedtaget i medfør af statuttens artikel 121-123.
§ 2. Justitsministeren træffer efter anmodning
fra Den Internationale Straffedomstol beslutning om udlevering af personer,
mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.
Stk. 2. Justitsministeren træffer endvidere efter anmodning
beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af domstolens domme.
Stk. 3. Kapitel 3 og 4 i lov om udlevering af lovovertrædere finder
anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 4. Retten afgør efter anmodning fra en person, der er
varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Den Internationale
Straffedomstol, om betingelserne for midlertidig løsladelse efter statuttens
artikel 59, stk. 3-5, er opfyldt.
§ 3. Justitsministeren kan bestemme, at straf
m.v., som er pålagt af Den Internationale Straffedomstol, kan fuldbyrdes her
i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10.
Stk. 2. Fuldbyrdelsen skal i videst muligt omfang ske efter reglerne
gældende på Færøerne og må ikke medføre skærpelse af domfældtes
strafferetlige situation.
Stk. 3. Justitsministerens afgørelse forelægges retten til
godkendelse. Rettens afgørelse træffes ved dom. Retsplejelovens regler om
udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation finder dog tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en
bøde, der er idømt af Den Internationale Straffedomstol.
Stk. 5. Erstatning til ofre pålagt af Den Internationale
Straffedomstol efter statuttens artikel 75 kan inddrives af
justitsministeren ved udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes
indtægter efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i reglerne om
lagtingsloven om landsskat og kommuneskat. Reglerne om inddrivelse af bøder
finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fuldbyrdelse her i landet af straf m.v., som er pålagt af Den Internationale
Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.
§ 4. En person, der er dømt eller frifundet af Den Internationale Straffedomstol, kan ikke strafforfølges her i landet for den samme handling.
§ 5. Bestemmelserne i straffelovens 14. kapitel om forbrydelser mod den offentlige myndighed og 17. kapitel om falsk forklaring og falsk anklage finder også anvendelse, når forholdet angår Den Internationale Straffedomstol.
§ 6. Udgifter til beskikket forsvarer i forbindelse med afhøringer her i landet efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der afhøres.
§ 7. Justitsministeren kan fastsætte yderligere bestemmelser til gennemførelse af statutten for Den Internationale Straffedomstol, herunder på grundlag af overenskomst med domstolen.
§ 8. Udenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Bilag
Oversættelse
PRÆAMBEL
Deltagerstaterne i denne
statut,
om er bevidste om, at alle folkeslag er forenede ved fælles bånd, deres
kulturer sammensat i en fælles arv, og er bekymrede for, at denne skrøbelige
mosaik når som helst kan blive slået itu,
som erindrer, at millioner af børn, kvinder og mænd i dette århundrede har
været ofre for utænkelige grusomheder, der dybt ryster menneskehedens
samvittighed,
som erkender, at sådanne alvorlige forbrydelser truer fred, sikkerhed og
velfærd i verden,
som bekræfter, at de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det
internationale samfund som helhed, ikke må passere ustraffet, og at den
effektive strafforfølgning heraf må sikres gennem foranstaltninger på nationalt
niveau og gennem en styrkelse af det internationale samarbejde,
som er besluttet på at hindre, at gerningsmændene forbliver ustraffet, og
således bidrage til forebyggelsen af sådanne forbrydelser,
som minder om, at det er enhver stats pligt at udøve sin strafferetlige
jurisdiktion over for de ansvarlige for internationale forbrydelser,
som bekræfter De Forenede Nationers Pagts formål og principper, og i
særdeleshed at enhver stat skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller
brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller
politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De
Forenede Nationers formål,
som understreger i denne forbindelse, at intet i denne statut skal give en
deltagerstat ret til at gribe ind i en væbnet konflikt eller i en stats indre
anliggender,
som er besluttet på med disse formål for øje og af hensyn til nulevende og
fremtidige generationer at oprette en uafhængig permanent international
straffedomstol i tilknytning til FN-systemet med jurisdiktion over de
alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed,
som understreger, at Den Internationale Straffedomstol oprettet i henhold
til denne statut skal være komplementær i forhold til national strafferetlig
jurisdiktion,
som er fast besluttet på at sikre varig respekt for og håndhævelse af
den internationale retsorden,
har opnået enighed om følgende:
KAPITEL 1.
OPRETTELSE AF DOMSTOLEN
Artikel 1
Domstolen
Der oprettes herved en international straffedomstol (»domstolen«). Domstolen skal være en permanent institution og skal have beføjelse til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, som fastlagt i denne statut, og skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion. Domstolens jurisdiktion og virke skal være undergivet bestemmelserne i denne statut.
Artikel 2
Domstolens forhold til De Forenede Nationer
Forholdet mellem domstolen og De Forenede Nationer fastlægges i en aftale, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater i denne statut, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.
Artikel 3
Domstolens hjemsted
1. Domstolens sæde skal være i Haag, Nederlandene (»værtsstaten«).
2. Domstolen skal indgå en hjemstedsaftale med værtsstaten, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.
3. Når som helst domstolen anser det for ønskeligt, kan den træde sammen andetsteds i henhold til denne statut.
Artikel 4
Domstolens retlige status og beføjelser
1. Domstolen skal være en international juridisk person. Den skal derudover have en sådan retsevne, som vil være nødvendig til udøvelsen af dens funktioner og til opfyldelsen af dens formål.
2. Domstolen kan udøve sine funktioner og beføjelser, som fastlagt i denne statut, på enhver deltagerstats territorium og, efter særlig aftale, på enhver anden stats territorium.
KAPITEL 2.
JURISDIKTION, ANTAGELIGHED OG ANVENDELIG RET
Artikel 5
Forbrydelser under domstolens jurisdiktion
1. Domstolens kompetence skal være begrænset til de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed. Domstolen har i henhold til denne statut jurisdiktion med hensyn til følgende forbrydelser:
(a) folkedrab,
(b) forbrydelser mod menneskeheden,
(c) krigsforbrydelser,
(d) aggression.
2. Domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til aggression, når der i henhold til artikel 121 og 123 er vedtaget en bestemmelse, der definerer forbrydelsen og angiver de betingelser, under hvilke domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til denne forbrydelse. En sådan bestemmelse skal være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i De Forenede Nationers Pagt.
Artikel 6
Folkedrab
Ved »folkedrab« forstås i denne statut enhver af følgende handlinger, der udføres med forsæt til helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
(a) drab på medlemmer af
gruppen,
(b) tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen,
(c) bevidst påtvingelse af livsvilkår for gruppen, der er beregnet på at
bevirke, at gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk,
(d) indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler
inden for gruppen,
(e) tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.
Artikel 7
Forbrydelser mod menneskeheden
1. Ved »forbrydelser mod menneskeheden« forstås i denne statut følgende handlinger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet:
(a) drab,
(b) udryddelse,
(c) slaveri,
(d) deportation eller tvungen overførelse af en befolkning,
(e) fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med
folkerettens grundlæggende regler,
(f) tortur,
(g) voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet,
tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende
grovhed,
(h) forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske,
racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager,
jf. stk. 3, eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i
strid med folkeretten, i forbindelse med enhver i dette stk. 1 nævnt handling
eller anden forbrydelse under domstolens jurisdiktion,
(i) tvangsforsvindinger,
(j) apartheid,
(k) andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt
forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.
2. I stk. 1:
(a) forstås ved »angreb mod en
civilbefolkning« en handlemåde, der indebærer gentagen begåelse af de i stk. 1
nævnte handlinger mod enhver civilbefolkning, i medfør af eller til fremme af en
stats eller organisations politik om at begå det pågældende angreb,
(b) omfatter »udryddelse« bevidst påtvingelse af livsvilkår, blandt andet
berøvelse af adgang til mad og medicin, der er beregnet på at medføre, at en del
af en befolkning ødelægges,
(c) forstås ved »slaveri« udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er
knyttet til ejendomsretten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne
beføjelser i forbindelse med menneskehandel, især med kvinder og børn,
(d) forstås ved »deportation eller tvungen overførelse af en befolkning« tvungen
forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre
tvangsmidler fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde,
(e) forstås ved »tortur« forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse,
enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under
anklagedes kontrol. Tortur omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene
stammer fra, er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner,
(f) forstås ved »påtvungen graviditet« ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde,
der er blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at påvirke en befolknings
etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af
folkeretten. Denne definition skal ikke på nogen måde fortolkes således, at den
påvirker national lovgivning om graviditet,
(g) forstås ved »forfølgelse« forsætlig og alvorlig berøvelse af grundlæggende
rettigheder i strid med folkeretten på grund af en gruppes eller et fællesskabs
identitet,
(h) forstås ved »apartheid« umenneskelige handlinger af en karakter svarende til
de i stk. 1 nævnte, der er begået som led i en racemæssig gruppes
institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en
anden racemæssig gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt at
opretholde dette regime,
(i) forstås ved »tvangsforsvindinger« anholdelse, tilbageholdelse eller
bortførelse af personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller
forståelse fra en stat eller politisk organisation, efterfulgt af en nægtelse af
at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give informationer om de pågældende
personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig
beskyttelse i et længere tidsrum.
3. Ved udtrykket »køn« forstås i denne statut to køn, hankøn og hunkøn, inden for samfundets rammer. Udtrykket »køn« angiver ikke nogen betydning, der afviger fra ovenstående.
Artikel 8
Krigsforbrydelser
1. Domstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse af sådanne forbrydelser.
2. Ved »krigsforbrydelser« forstås i denne statut:
(a) Grove overtrædelser af Genèvekonventionerne af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse i henhold til bestemmelserne i den relevante Genèvekonvention:
(i) forsætligt drab,
(ii) tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg,
(iii) forsætlig tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme
eller helbred,
(iv) omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres
af militær nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde,
(v) at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i
en fjendtlig magts styrker,
(vi) forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til
betryggende og behørig domstolsbehandling,
(vii) retsstridig deportation eller overførsel eller retsstridig internering,
(vii) gidseltagning.
(b) Andre grove overtrædelser af ret og sædvaner, der finder anvendelse under internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af følgende handlinger:
(i) forsætligt at angribe
civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte
del i fjendtlighederne,
(ii) forsætligt at angribe civile genstande, det vil sige genstande, der ikke er
militære mål,
(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller
befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende
mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er
berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i
henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
(iv) forsætligt at foretage angreb med viden om, at det pågældende angreb vil
forårsage tilfældige tab blandt civile eller skade på civile eller civile
genstande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som
klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære
fordel,
(v) at angribe eller bombardere, uanset på hvilken måde, byer, landsbyer,
boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål,
(vi) at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingelsesløst,
idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at
forsvare sig med,
(vii) uretmæssigt at anvende et parlamentærflag, fjendens eller De Forenede
Nationers flag eller militære kendetegn eller uniform, samt
Genèvekonventionernes kendemærker, med død eller alvorlig personskade til følge,
(viii) besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens
egen civilbefolkning til det besatte område eller deportation eller overførelse
af hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller uden for
dette område,
(ix) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,
kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og
pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,
(x) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller
for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der
hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den
pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at
den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes for
alvorlig fare,
(xi) ved forræderi at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige
nation eller hær,
(xii) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
(xiii) at ødelægge eller beslaglægge modpartens ejendom, medmindre dette er
påkrævet af tvingende militær nødvendighed,
(xiv) at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg
for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort
gældende ved domstolene,
(xv) at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod
deres eget land, uanset om de var i dens tjeneste inden krigens begyndelse,
(xvi) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget
med storm,
(xvii) at anvende gift eller forgiftede våben,
(xviii) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende
væsker, materialer eller midler,
(xix) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den
menneskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele
kernen eller er gennemhullet af indskæringer,
(xx) at anvende våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsførelse,
som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig lidelse, eller
som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med de folkeretlige regler
under væbnede konflikter, forudsat at de pågældende våben, projektiler, materiel
til og metoder i krigsførelse er omfattet af et omfattende forbud og er optaget
i et bilag til denne statut ved en ændring i henhold til de relevante
bestemmelser i art. 121 og 123,
(xxi) at krænke den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende
behandling,
(xxii) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen
graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering eller
enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af
Genèvekonventionerne,
(xxiii) at udnytte tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til
at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operationer,
(xxiv) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og
-transporter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i
overensstemmelse med folkeretten,
(xxv) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at unddrage
dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig
hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genèvekonventionerne,
(xxvi) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale
væbnede styrker eller at anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.
(c) I tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger, der begås mod personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, frihedsberøvelse eller en hvilken som helst anden omstændighed:
(i) vold mod liv og legeme, i
særdeleshed drab af enhver art, lemlæstelse, grusom behandling og tortur,
(ii) krænkelse af den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende
behandling,
(iii) gidseltagning,
(iv) domfældelse eller henrettelse uden forudgående dom afsagt af en behørigt
konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som almindeligvis
anerkendes som ufravigelige.
(d) Stk. 2 (c) finder anvendelse
i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på
interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske
voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.
(e) Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner, der gælder i
ikke-internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil
sige enhver af følgende handlinger:
(i) forsætligt at angribe
civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte
del i fjendtlighederne,
(ii) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter
og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i overensstemmelse
med folkeretten,
(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller
befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende
mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er
berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i
henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
(iv) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,
kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og
pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,
(v) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget med
storm,
(vi) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen
graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt
enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af
den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner,
(vii) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede
styrker eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne,
(viii) at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet til
konflikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende militære
grunde nødvendiggør dette,
(ix) ved forræderi at dræbe eller såre en fjendtlig kombattant,
(x) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
(xi) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse
eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art,
der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af de
pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at
den eller de pågældende afgår ved døden eller at deres helbred udsættes for
alvorlig fare,
(xii) at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, medmindre dette er
påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.
(f) Stk. 2 (e) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger. Det finder anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium, når der er en langvarig væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.
3. Intet i stk. 2 (c) og (e) berører en regerings ansvar for med alle retmæssige midler at opretholde eller genoprette lov og orden i staten eller at forsvare statens nationale enhed og territoriale uafhængighed.
Artikel 9
Vejledende beskrivelser af gerningsindhold
1. Vejledende beskrivelser af gerningsindhold skal bistå domstolen i fortolkningen og anvendelsen af artikel 6, 7 og 8. Disse beskrivelser skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.
2. Ændringer i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold kan fremsættes af:
(a) en deltagerstat,
(b) dommerne, med absolut flertal,
(c) anklageren.
Ændringer skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.
3. De vejledende beskrivelser af gerningsindhold og ændringer heri skal være i overensstemmelse med denne statut.
Artikel 10
Intet i dette kapitel skal til andre formål end denne statuts på nogen måde kunne fortolkes som begrænsende eller præjudicerende for folkeretlige regler, der gælder eller er under udvikling .
Artikel 11
Tidsmæssig begrænsning af jurisdiktion (ratione temporis)
1. Domstolen har kun jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter denne statuts ikrafttrædelse.
2. Hvis en stat bliver deltager i denne statut efter dens ikrafttrædelse, kan domstolen kun udøve jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter ikrafttrædelsen af denne statut for den pågældende stat, medmindre denne stat har afgivet en erklæring i henhold til artikel 12, stk. 3.
Artikel 12
Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion
1. En stat, der bliver deltager i denne statut, accepterer derved domstolens jurisdiktion med hensyn til de forbrydelser, der er nævnt i artikel 5.
2. For så vidt angår artikel 13, stk. (a) eller (c), kan domstolen udøve jurisdiktion, hvis én eller flere af følgende stater er deltagere i denne statut eller har accepteret domstolens jurisdiktion i henhold til stk. 3:
(a) den stat, på hvis
territorium det pågældende forhold fandt sted, eller, såfremt forbrydelsen blev
begået om bord på et skib eller et luftfartøj, den stat, hvori det pågældende
skib eller luftfartøj er registreret,
(b) den stat, i hvilken den anklagede er statsborger.
3. Hvis accept fra en stat, der ikke er deltager i denne statut, er påkrævet ifølge stk. 2, kan denne stat ved afgivelse af en erklæring til justitssekretæren acceptere domstolens udøvelse af jurisdiktion med hensyn til den pågældende forbrydelse. Den stat, der meddeler en sådan accept, skal samarbejde med domstolen uden ophold eller undtagelse i henhold til kapitel 9.
Artikel 13
Udøvelse af jurisdiktion
Domstolen kan i henhold til denne statut udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse nævnt i artikel 5, såfremt:
(a) en situation, hvor en eller
flere af sådanne forbrydelser synes at være blevet begået, henvises til
anklageren af en deltagerstat i henhold til artikel 14,
(b) en situation, hvor en eller flere af sådanne forbrydelser synes at være
blevet begået, henvises til anklageren af Sikkerhedsrådet i henhold til kapitel
VII i De Forenede Nationers Pagt, eller
(c) anklageren har indledt en efterforskning med hensyn til en sådan forbrydelse
i henhold til artikel 15.
Artikel 14
En deltagerstats henvisning af en situation
1. En situation, hvor der synes at være blevet begået en eller flere forbrydelser under domstolens jurisdiktion, kan af en deltagerstat henvises til anklageren med anmodning om, at anklageren efterforsker situationen med henblik på at afgøre, hvorvidt en eller flere angivne personer bør anklages for de pågældende forbrydelser.
2. Henvisningen skal så vidt muligt angive de relevante omstændigheder og være ledsaget af sådant materiale til støtte herfor, som er til rådighed for den stat, der henviser situationen.
Artikel 15
Anklageren
1. Anklageren kan indlede
efterforskning af egen drift (proprio motu) på grundlag af oplysninger om
forbrydelser omfattet af domstolens jurisdiktion.
2. Anklageren skal undersøge alvoren af de modtagne oplysninger. Anklageren kan
med henblik herpå indhente yderligere information fra stater, FN-organer,
mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer, eller andre pålidelige
kilder, som han eller hun finder hensigtsmæssige, og kan modtage skriftlige
eller mundtlige vidneudsagn ved domstolens sæde.
3. Hvis anklageren konkluderer, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte
efterforskningen, skal han eller hun anmode forundersøgelseskammeret om
bemyndigelse til at foretage efterforskning, og anmodningen skal være ledsaget
af alt foreliggende materiale til støtte herfor. Ofre kan rette henvendelse til
forundersøgelseskammeret i henhold til procesreglementet.
4. Hvis forundersøgelseskammeret under gennemgangen af anmodningen og materialet
til støtte herfor finder, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte
efterforskningen, og at sagen synes at henhøre under domstolens jurisdiktion,
skal den give bemyndigelse til, at efterforskning kan påbegyndes, uden at dette
skal foregribe domstolens efterfølgende beslutninger med hensyn til jurisdiktion
og antagelighed i en sag.
5. Afslår forundersøgelseskammeret at give bemyndigelse til efterforskning, skal
dette ikke udelukke anklageren fra at forelægge en efterfølgende anmodning på
grundlag af nye kendsgerninger eller beviser vedrørende den samme situation.
6. Hvis anklageren efter den indledende undersøgelse, jf. stk. 1 og 2,
konkluderer, at de tilvejebragte informationer ikke udgør et rimeligt grundlag
for en efterforskning, skal han eller hun underrette dem, der har tilvejebragt
informationerne. Dette udelukker ikke anklageren fra at tage yderligere
informationer i betragtning, som, i lyset af nye kendsgerninger eller beviser,
er blevet forelagt for ham eller hende med hensyn til den samme situation.
Artikel 16
Udsættelse af efterforskning eller retsforfølgning
Ingen efterforskning eller retsforfølgning må påbegyndes eller fortsætte efter denne statut i en periode på 12 måneder efter, at Sikkerhedsrådet har anmodet domstolen herom i en resolution i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt. Denne anmodning kan fornys af Rådet under de samme betingelser.
Artikel 17
Betingelser for antagelsen af en sag
1. Under hensyntagen til afsnit 10 i præamblen og artikel l skal domstolen beslutte, at en sag ikke kan antages, såfremt:
(a) sagen er genstand for
efterforskning eller retsforfølgning af en stat, som har
jurisdiktionskompetence, medmindre staten er uvillig eller ude af stand til
effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning,
(b) sagen har været genstand for efterforskning af en stat, som har
jurisdiktionskompetence, og staten har besluttet ikke at retsforfølge den
pågældende person, medmindre denne beslutning skyldes uvilje eller manglende
evne til at foretage effektiv retsforfølgning,
(c) den pågældende person allerede har været retsforfulgt for det forhold, som
er genstand for klagen, og en domsforhandling ved domstolen ikke er tilladt i
henhold til artikel 20, stk. 3,
(d) sagen ikke er tilstrækkelig grov til at begrunde yderligere skridt fra
domstolen.
2. Med henblik på at afgøre, om der foreligger uvilje i en konkret sag, skal domstolen, under hensyntagen til folkerettens principper om retssikkerhed, vurdere, hvorvidt en eller flere af følgende omstændigheder gør sig gældende for sagen:
(a) formålet med sagens førelse
eller den nationale beslutning har været at beskytte den pågældende person mod
strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, jf. artikel 5,
(b) der har været en ubegrundet forsinkelse i sagens førelse, som under de
foreliggende omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den
pågældende person,
(c) sagen har ikke været eller bliver ikke ført uafhængigt eller upartisk, og
har været eller bliver ført på en måde, der under de foreliggende omstændigheder
er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person.
3. Med henblik på at afgøre, om der foreligger manglende evne i en konkret sag, skal domstolen vurdere, hvorvidt den pågældende stat på grund af et fuldstændigt eller væsentligt sammenbrud i det nationale retssystem eller manglende tilgængelighed hertil er ude af stand til at tilvejebringe den anklagede eller de nødvendige beviser og vidneudsagn eller i øvrigt er ude af stand til at føre sagen.
Artikel 18
Foreløbige afgørelser vedrørende antagelsen af en sag
1. Når en situation er blevet
henvist til domstolen i henhold til artikel 13 (a), og anklageren har besluttet,
at der er et rimeligt grundlag for at påbegynde en efterforskning, eller
anklageren indleder en efterforskning i henhold til artikel 13 (c) og 15, skal
anklageren underrette alle deltagerstater og de stater, som efter de
foreliggende oplysninger normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til de
pågældende forbrydelser. Anklageren kan underrette de pågældende stater i
fortrolighed og kan begrænse informationen til staterne i den udstrækning, som
anklageren finder det nødvendigt for at beskytte personer, forhindre ødelæggelse
af beviser eller forhindre personer i at undvige.
2. Inden for en måned fra modtagelsen af denne underretning kan en stat
informere domstolen om, at den er i færd med at efterforske eller har
efterforsket sine statsborgere eller andre inden for dens jurisdiktion med
hensyn til strafbare handlinger, som kan udgøre forbrydelser i henhold til
artikel 5, og som vedrører de informationer, der er indeholdt i underretningen
til staterne. På anmodning fra denne stat skal anklageren overdrage
efterforskningen i relation til disse personer til staten, medmindre
forundersøgelseskammeret på anklagerens anmodning beslutter at give bemyndigelse
til efterforskning.
3. Anklageren skal kunne revidere beslutningen om at overdrage efterforskningen
til en stat 6 måneder efter datoen for overdragelsen eller til enhver tid, når
der foreligger væsentligt ændrede omstændigheder, der skyldes statens uvilje
eller manglende evne til reelt at gennemføre efterforskningen.
4. Forundersøgelseskammerets afgørelse kan appelleres til appelkammeret af den
pågældende stat eller anklageren i henhold til artikel 82. Appelbehandlingen vil
kunne behandles hurtigt.
5. Såfremt anklageren har overdraget efterforskningen til en stat i henhold til
stk. 2, kan anklageren anmode den pågældende stat om at blive holdt løbende
underrettet om fremskridt i efterforskningen og eventuel efterfølgende
retsforfølgning. Deltagerstaterne skal besvare sådanne anmodninger uden unødig
forsinkelse.
6. Indtil forundersøgelseskammerets afgørelse foreligger, eller til enhver tid,
hvis anklageren har overdraget sin efterforskning i henhold til denne artikel,
kan anklageren undtagelsesvist søge forundersøgelseskammerets bemyndigelse til
at udføre nødvendige efterforskningsskridt med henblik på at bevare beviser,
hvis der foreligger en særlig lejlighed til at indsamle vigtige beviser, eller
hvis der er væsentlig risiko for, at sådanne beviser ikke efterfølgende vil
forefindes.
7. En stat, der har gjort indsigelse mod forundersøgelseskammerets afgørelse i
henhold til denne artikel, kan gøre indsigelse mod en sags antagelighed i
henhold til artikel 19 under henvisning til, at yderligere væsentlige
kendsgerninger eller en væsentlig ændring i omstændighederne foreligger.
Artikel 19
Indsigelser mod domstolens jurisdiktion eller antagelsen af en sag
1. Domstolen skal sikre sig, at
den har jurisdiktion med hensyn til enhver sag, som indbringes for den.
Domstolen kan af egen drift træffe beslutning om en sags antagelighed i henhold
til artikel 17.
2. Indsigelser mod en sags antagelighed af de grunde, der er anført i artikel
17, eller indsigelser mod domstolens jurisdiktion kan fremsættes af:
(a) en anklaget eller en person,
mod hvem der er udstedt en arrestordre eller en stævning i henhold til artikel
58,
(b) en stat, der har jurisdiktion med hensyn til en sag med henvisning til, at
den er i færd med at efterforske eller retsforfølge sagen eller har efterforsket
eller retsforfulgt denne, eller
(c) en stat, fra hvilken accept af jurisdiktion er påkrævet i henhold til
artikel 12.
3. Anklageren kan anmode om, at
domstolen træffer afgørelse med hensyn til et spørgsmål om jurisdiktion eller
antagelighed. I sager, der angår jurisdiktion eller antagelighed, kan de, der
har henvist en situation til domstolen i henhold til artikel 13, samt ofre også
fremkomme med bemærkninger til domstolen.
4. Personer eller stater, som nævnt i stk. 2, kan kun gøre indsigelse mod en
sags antagelighed eller domstolens jurisdiktion én gang. Indsigelsen skal
fremsættes forud for eller ved påbegyndelsen af domsforhandlingen. Domstolen kan
i undtagelsestilfælde give tilladelse til, at en indsigelse fremsættes mere end
en gang eller senere end påbegyndelsen af domsforhandlingen. Indsigelser mod en
sags antagelighed ved påbegyndelsen af domsforhandlingen, eller efterfølgende
med domstolens tilladelse, kan kun ske på grundlag af artikel 17, stk. 1 (c).
5. En stat, som nævnt i stk. 2 (b) og (c), skal fremsætte indsigelsen snarest
muligt.
6. Forud for godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse mod en sags
antagelighed eller domstolens jurisdiktion indbringes for
forundersøgelseskammeret. Efter godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse
indbringes for domskammeret. Afgørelser med hensyn til jurisdiktion eller
antagelighed kan appelleres til appelkammeret i henhold til artikel 82.
7. Hvis en stat, som nævnt i stk. 2 (b) eller (c), gør indsigelse, skal
anklageren suspendere efterforskningen, indtil domstolen træffer afgørelse i
henhold til artikel 17.
8. Indtil domstolens afgørelse foreligger, kan anklageren søge bemyndigelse fra
domstolen til:
(a) at udføre nødvendige
efterforskningsskridt af den i artikel 18, stk. 6, nævnte art,
(b) at indhente en udtalelse eller et vidneudsagn fra et vidne eller afslutte
indsamling og undersøgelse af beviser, der var blevet påbegyndt forud for
fremsættelsen af indsigelsen, og
(c) i samarbejde med de pågældende stater at forhindre personer i at undvige,
med hensyn til hvilke anklageren allerede har anmodet om en
anholdelsesbeslutning i henhold til artikel 58.
9. Fremsættelse af en indsigelse
skal ikke påvirke gyldigheden af handlinger udført af anklageren eller en ordre
eller anholdelsesbeslutning udstedt af domstolen forud for indsigelsens
fremsættelse.
10. Hvis domstolen har truffet afgørelse om, at en sag ikke er antagelig i
henhold til artikel 17, kan anklageren anmode om fornyet prøvelse af afgørelsen,
hvis han eller hun finder det fuldt godtgjort, at der foreligger nye
kendsgerninger, som fører til bortfald af det grundlag, på hvilket sagen
tidligere er fundet uantagelig i henhold til artikel 17.
11. Hvis anklageren under hensyntagen til de forhold, der er nævnt i artikel 17,
overdrager efterforskningen, kan anklageren anmode den pågældende stat om at
stille oplysninger om sagens behandling til rådighed for anklageren. På statens
anmodning skal de pågældende oplysninger behandles fortroligt. Hvis anklageren
derefter beslutter at fortsætte sin efterforskning, skal han eller hun
underrette den stat, som har fået overdraget efterforskningen.
Artikel 20
Negativ retskraft (ne bis in idem)
1. Medmindre andet er fastsat i
denne statut, kan ingen person stilles for domstolen med hensyn til strafbare
forhold, for hvilke personen er blevet dømt eller frifundet ved domstolen.
2. Ingen person kan stilles for en anden domstol for en forbrydelse nævnt i
artikel 5, for hvilken den pågældende person allerede er blevet dømt eller
frifundet af domstolen.
3. Ingen person, der har været stillet for en anden domstol for forhold, der
også er omfattet af artikel 6, 7 eller 8, kan retsforfølges ved domstolen for de
samme forhold, medmindre sagen ved den anden domstol:
(a) har haft til formål at
beskytte den anklagede mod strafansvar for forbrydelser inden for domstolens
jurisdiktion, eller
(b) i øvrigt ikke har været ført uafhængigt eller upartisk i henhold til
folkerettens principper om retssikkerhed og har været ført på en måde, der efter
omstændighederne var uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den
pågældende person.
Artikel 21
Retskilder
1. Domstolen skal anvende:
(a) primært denne statut, de
vejledende beskrivelser af gerningsindhold og procesreglementet,
(b) sekundært, og i passende omfang, anvendelige traktater og folkerettens
principper og regler, herunder de gældende principper for humanitær folkeret,
(c) og, i mangel heraf, almindelige retsprincipper udledt af domstolen fra
national lovgivning i verdens retssystemer, herunder i passende omfang national
lovgivning i stater, der normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til
forbrydelsen, forudsat at disse principper ikke er uforenelige med denne statut
og med folkeretten og internationalt anerkendte normer og standarder.
2. Domstolen kan anvende
folkerettens principper og regler, som fortolket i dens tidligere afgørelser.
3. Anvendelsen og fortolkningen af retskilder i henhold til denne artikel skal
være forenelig med internationalt anerkendte menneskerettigheder, uden negativ
forskelsbehandling på grund af køn, som defineret i art. 7, stk. 3, alder, race,
hudfarve, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, national,
etnisk eller social oprindelse, formue, fødsel eller anden status.
KAPITEL 3.
ALMINDELIGE STRAFFERETLIGE PRINCIPPER
Artikel 22
Ingen forbrydelse uden lov (nullum crimen sine lege)
1. Ingen person kan ifalde
strafansvar i henhold til denne statut, medmindre den pågældende adfærd på det
tidspunkt, hvor den finder sted, udgør en forbrydelse under domstolens
jurisdiktion.
2. Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes strikte og skal ikke udvides
ved analog anvendelse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til
gunst for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller
domfældelse.
3. Denne bestemmelse skal ikke være til hinder for, at en adfærd kan betegnes
som en forbrydelse efter folkeretten uafhængigt af denne statut.
Artikel 23
Ingen straf uden lov (nulla poena sine lege)
En person, der er domfældt af domstolen, kan kun idømmes straf i overensstemmelse med denne statut.
Artikel 24
Ikke tilbagevirkende kraft (ratione personae)
1. Ingen person kan ifalde
strafansvar i henhold til denne statut for forhold begået forud for denne
statuts ikrafttræden.
2. Såfremt de retsregler, der finder anvendelse i en konkret sag, bliver ændret
forud for den endelige dom, anvendes de retsregler, der er mest gunstige for den
person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse.
Artikel 25
Individuelt strafansvar
1. Domstolen har jurisdiktion
med hensyn til fysiske personer i medfør af denne statut.
2. En person, der begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være
individuelt ansvarlig og kan straffes i overensstemmelse med denne statut.
3. I henhold til denne statut skal en person være strafferetligt ansvarlig og
kan straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt denne
person:
(a) begår forbrydelsen
individuelt, sammen med eller gennem en anden person, uanset om denne anden
person er strafferetligt ansvarlig,
(b) beordrer, tilskynder til eller foranlediger en forbrydelse, som faktisk
finder sted eller forsøges,
(c) hjælper, medvirker eller på anden måde bistår ved forbrydelsen eller forsøg
herpå, herunder tilvejebringer midlerne hertil, med henblik på at fremme
begåelsen af en sådan forbrydelse,
(d) på enhver anden måde bidrager til en forbrydelse, eller forsøg herpå, der
begås af en gruppe af personer, der handler med et fælles formål. Et sådant
bidrag skal være forsætligt og skal enten
(i) udføres med det formål at
fremme gruppens strafbare aktivitet eller formål, hvor sådan aktivitet eller
formål involverer en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, eller
(ii) udføres med viden om gruppens hensigt til at begå forbrydelsen,
(e) med hensyn til folkedrab,
direkte og offentligt tilskynder andre til at begå denne forbrydelse,
(f) forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstaltninger, der
iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at
forbrydelsen finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af
personens hensigt. En person, der opgiver bestræbelserne på at begå forbrydelsen
eller på anden måde forhindrer dens fuldbyrdelse, skal dog ikke være
strafferetligt ansvarlig i henhold til denne statut for forsøget på at begå
forbrydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle
forsæt.
4. Ingen bestemmelse i denne statut vedrørende individuelt strafansvar skal have indvirkning på staters ansvar i henhold til folkeretten.
Artikel 26
Udelukkelse af jurisdiktion med hensyn til personer under 18 år
Domstolen har ikke jurisdiktion med hensyn til personer, som var under 18 år på det tidspunkt, hvor en forbrydelse påstås begået.
Artikel 27
Manglende betydning af officiel stilling eller hverv
1. Denne statut finder lige
anvendelse på alle personer uden forskel baseret på officiel stilling eller
hverv. Navnlig skal en officiel stilling eller hverv som stats- eller
regeringschef, regerings- eller parlamentsmedlem, valgt repræsentant eller
regeringsembedsmand i intet tilfælde fritage en person for strafansvar i henhold
til denne statut eller i sig selv kunne begrunde en strafnedsættelse.
2. Immuniteter eller særlige procedureregler, som måtte være knyttet til en
persons officielle stilling eller hverv, uanset om det er i henhold til national
ret eller folkeretten, skal ikke udelukke domstolen fra at udøve jurisdiktion
med hensyn til en sådan person.
Artikel 28
Ansvar for militære og andre overordnede
Ud over andet grundlag for strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion i henhold til denne statut gælder følgende:
(a) en militær overordnet eller en person, der faktisk handler som en militær overordnet, skal være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, der begås af styrker under hans eller hendes effektive kommando og kontrol eller effektive myndighed og kontrol, alt efter omstændighederne, som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne styrker, såfremt
(i) den militære overordnede
eller personen vidste eller på grund af omstændighederne på det pågældende
tidspunkt burde have vidst, at styrkerne var i færd med eller skulle til at begå
sådanne forbrydelser, og
(ii) den militære overordnede eller personen undlod at træffe alle nødvendige og
rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre
eller afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de
kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.
(b) Med hensyn til forhold mellem overordnede og underordnede, der ikke er beskrevet i litra (a), skal en overordnet være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, der begås af underordnede under hans eller hendes effektive myndighed og kontrol som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne underordnede, såfremt
(i) den overordnede enten vidste
eller bevidst så bort fra oplysninger, som klart tydede på, at de underordnede
var i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser,
(ii) forbrydelsen vedrørte aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes
effektive ansvar og kontrol, og
(iii) den overordnede undlod at træffe alle nødvendige og rimelige
foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller
afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de
kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.
Artikel 29
Ikkeanvendelse af forældelsesbestemmelser
Forbrydelser, som henhører under domstolens jurisdiktion, forældes ikke.
Artikel 30
Tilregnelse
1. Medmindre andet er bestemt,
er en person kun strafferetligt ansvarlig og kan kun straffes for en forbrydelse
under domstolens jurisdiktion, såfremt den med hensyn til de nødvendige
elementer er begået med vilje og viden.
2. Efter denne artikel har en person vilje, såfremt personen:
(a) med hensyn til adfærd har
til hensigt at indlade sig på den pågældende adfærd,
(b) med hensyn til en følge har til hensigt at forårsage den pågældende følge
eller er klar over, at denne vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb.
3. Efter denne artikel skal viden forstås som bevidsthed om, at en omstændighed består, eller at en følge vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb. »Vide« og »med viden« skal fortolkes i overensstemmelse hermed.
Artikel 31
Straffrihedsgrunde
1. Ud over andre straffrihedsgrunde nævnt i denne statut er en person ikke strafferetligt ansvarlig, såfremt på gerningstidspunktet:
(a) personen lider af en psykisk
sygdom eller defekt, der ødelægger den pågældende persons evne til at forstå
ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller evnen til at
kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig,
(b) personen er i en beruset tilstand, der ødelægger den pågældende persons evne
til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller
evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig, medmindre
personen frivilligt er blevet beruset under sådanne omstændigheder, at den
pågældende vidste eller så bort fra risikoen for, at han eller hun som følge af
beruselsen sandsynligvis ville indlade sig på adfærd, der udgør en forbrydelse
under domstolens jurisdiktion,
(c) personen handler i rimeligt forsvar af sig selv eller en anden person eller,
i tilfælde af krigsforbrydelser, ejendom, der er væsentlig for den pågældendes
eller en anden persons overlevelse, eller ejendom, der er væsentlig for
fuldførelsen af en militær mission, mod en forestående og ulovlig brug af magt
på en måde, der står i rimeligt forhold til graden af den fare, der truer den
pågældende selv, en anden person eller beskyttet ejendom. Det forhold, at
personen var involveret i en forsvarsoperation udført af styrker, udgør ikke i
sig selv en grund til at udelukke strafansvar i henhold til denne bestemmelse,
(d) den adfærd, der påstås at udgøre en forbrydelse under domstolens
jurisdiktion, er blevet forårsaget af tvang som følge af en trussel om
forestående død eller om fortsat eller forestående alvorlig legemsskade på den
pågældende person eller en anden person, og denne person handler af nødvendighed
og på rimelig måde for at undgå truslen, forudsat at personen ikke har til
hensigt at forårsage større skade end den skade, som den pågældende har søgt at
undgå. En sådan trussel kan enten:
(i) fremsættes af andre
personer, eller
(ii) udgøres af andre omstændigheder uden for denne persons kontrol.
2. Domstolen skal afgøre,
hvorvidt de straffrihedsgrunde, der er nævnt i denne statut, finder anvendelse i
den enkelte sag.
3. Under domsforhandlingen kan domstolen tage anden straffrihedsgrund i
betragtning end dem, der er nævnt i stk. 1, såfremt en sådan grund kan udledes
af de retskilder, der er fastlagt i artikel 21. Procedurerne for vurderingen af
en sådan grund skal fastlægges i procesreglementet.
Artikel 32
Faktisk vildfarelse eller retsvildfarelse
1. En faktisk vildfarelse
begrunder kun fritagelse for strafansvar, såfremt den udelukker den tilregnelse,
som forbrydelsen kræver.
2. En retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt en særlig adfærd udgør en
forbrydelse inden for domstolens jurisdiktion, begrunder ikke fritagelse fra
strafansvar. En retsvildfarelse kan imidlertid begrunde fritagelse for
strafansvar, hvis den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver, eller
i det omfang, det følger af artikel 33.
Artikel 33
Ordrer fra overordnede og bortfald af strafansvar
1. Det forhold, at en forbrydelse under domstolens jurisdiktion er begået af en person efter ordre fra en regering eller en overordnet, militær eller civil, fritager ikke den pågældende person for strafansvar, medmindre:
(a) personen var under en retlig
forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller overordnede,
(b) personen ikke vidste, at ordren var ulovlig, og
(c) ordren ikke var åbenbart ulovlig.
2. Efter denne artikel skal ordrer om at begå folkedrab eller forbrydelser imod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.
KAPITEL 4.
DOMSTOLENS SAMMENSÆTNING OG ADMINISTRATION
Artikel 34
Domstolens organer
Domstolen er sammensat af følgende organer:
(a) præsidentskabet,
(b) en appelafdeling, en domsafdeling og en forundersøgelsesafdeling,
(c) anklagerens kontor,
(d) justitskontoret.
Artikel 35
Dommernes tjeneste
1. Alle dommere vælges som
medlemmer af domstolen på fuld tid og skal være til rådighed på dette grundlag
fra begyndelsen af deres embedsperiode.
2. De dommere, der udgør præsidentskabet, skal gøre tjeneste på fuld tid fra det
tidspunkt, hvor de er valgt.
3. På grundlag af domstolens arbejdsmængde og i samråd med dens medlemmer kan
præsidentskabet træffe konkret beslutning om i hvilket omfang, der er behov for,
at de øvrige dommere gør tjeneste på fuld tid. Enhver sådan ordning skal ikke
foregribe bestemmelserne i artikel 40.
4. De finansielle ordninger for dommere, der ikke gør tjeneste på fuld tid,
fastlægges i overensstemmelse med artikel 49.
Artikel 36
Kvalifikationskrav, indstilling og valg af dommere
1. Med forbehold af stk. 2 består domstolen af 18 dommere.
2. (a) Præsidentskabet kan på
domstolens vegne foreslå en forøgelse af det i stk. 1 fastsatte antal dommere
med begrundelse for, hvorfor dette anses for nødvendigt og hensigtsmæssigt.
Justitssekretæren skal uden ophold rundsende ethvert sådant forslag til alle
deltagerstater.
(b) Ethvert sådant forslag skal derefter behandles på et møde i forsamlingen af
deltagerstater, der skal indkaldes i henhold til artikel 112. Forslaget skal
anses for vedtaget, hvis det på mødet godkendes af to tredjedele af medlemmerne
af forsamlingen af deltagerstater, og forslaget træder i kraft på det tidspunkt,
som måtte blive besluttet af forsamlingen af deltagerstater.
(c) (i) Når et forslag om
forøgelse af antallet af dommere er vedtaget i henhold til stk. 2 (b), skal de
yderligere dommere vælges på forsamlingen af deltagerstaters næste samling i
henhold til stk. 3-8, og artikel 37, stk. 2.
(ii) Når et forslag om forøgelse af antallet af dommere er vedtaget og
gennemført ifølge stk. 2 (b) og (c) (i), skal præsidentskabet have mulighed for
når som helst derefter, hvis det er begrundet i domstolens arbejdsbyrde, at
foreslå en nedsættelse af antallet af dommere, forudsat at antallet af dommere
ikke nedsættes til under det i stk. 1 fastsatte. Forslaget skal behandles i
overensstemmelse med proceduren, som fastlagt i stk. 2 (a) og (b). Såfremt
forslaget vedtages, skal antallet af dommere nedsættes gradvist, efterhånden som
de tjenstgørende dommeres embedsperiode udløber, indtil det nødvendige antal er
nået.
3. (a) Dommerne skal vælges
blandt personer, der nyder høj moralsk anseelse, upartiskhed og hæderlighed, og
opfylder de betingelser, der i deres eget land kræves for at beklæde de højeste
dommerembeder.
(b) Samtlige kandidater til dommerembedet skal:
(i) have anerkendt kompetence
inden for strafferet og -retspleje, og skal have den nødvendige relevante
erfaring i straffesager, enten som dommer, anklager, advokat eller andet
lignende hverv, eller
(ii) have anerkendt kompetence på relevante områder inden for folkeretten, såsom
humanitær folkeret og menneskerettigheder, og bred erfaring fra et professionelt
juridisk hverv, som er af relevans for arbejdet som dommer ved domstolen.
(c) Samtlige kandidater til dommerembedet skal have et indgående kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.
4. (a) Indstilling af kandidater til dommerembedet kan foretages af enhver af statuttens deltagerstater og skal foregå enten:
(i) i henhold til den procedure,
der gælder for indstilling af kandidater til de højeste dommerembeder i
hjemlandet, eller
(ii) i henhold til den procedure, der er fastlagt for indstilling af kandidater
til Den Internationale Domstol i denne domstols statut.
Indstillinger skal ledsages af en tilstrækkeligt detaljeret erklæring, der
angiver, hvorledes den pågældende kandidat opfylder betingelserne nævnt i stk.
3.
(b) Hver deltagerstat kan til et
bestemt dommerembede indstille én kandidat, der ikke nødvendigvis behøver at
være statsborger i forslagsstaten, men som i alle tilfælde skal være statsborger
i en deltagerstat.
(c) Forsamlingen af deltagerstater kan, hvis den skønner det hensigtsmæssigt,
beslutte at nedsætte en rådgivende komité vedrørende kandidatindstillinger. I
givet fald skal komiteens sammensætning og mandat fastlægges af forsamlingen af
deltagerstater.
5. Ved valg skal der foreligge to kandidatlister: liste A, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (i), og liste B, med navnene på kandidater med de kvalifikationer, der er fastsat i stk. 3 (b) (ii). En kandidat med tilstrækkelige kvalifikationer til at blive optaget på begge lister kan vælge, hvilken liste han eller hun ønsker at blive optaget på. Ved det første valg til domstolen skal mindst 9 dommere vælges fra liste A og mindst 5 dommere fra liste B. Efterfølgende valg skal organiseres således, at et tilsvarende forhold mellem dommere fra de to lister bibeholdes.
6. (a) Dommerne skal vælges ved
hemmelig afstemning på et møde i forsamlingen af deltagerstater, der indkaldes
til dette formål i henhold til artikel 112. Med forbehold af stk. 7 anses de 18
kandidater for valgt til domstolen, der opnår det højeste antal stemmer og to
tredjedeles flertal blandt de deltagerstater, der er til stede og afgiver
stemme.
(b) Vælges der ikke et tilstrækkeligt antal dommere ved den første afstemning,
skal der afholdes efterfølgende afstemninger i henhold til de procedurer, der er
fastlagt i stk. 6 (a), indtil de resterende embeder er blevet beklædt.
7. Ingen af dommerne må være statsborgere i samme stat. En person, der med henblik på medlemskab af domstolen kan anses for statsborger i mere end én stat, skal anses for statsborger i den stat, hvor den pågældende person normalt udøver sine borgerlige og politiske rettigheder.
8. (a) Ved udvælgelsen af dommere til domstolen skal deltagerstaterne tage hensyn til behovet for:
(i) at de vigtigste retssystemer
i verden er repræsenteret,
(ii) ligelig geografisk repræsentation, og
(iii) rimelig repræsentation af kvindelige og mandlige dommere.
(b) Deltagerstaterne skal ligeledes tage hensyn til behovet for, at der vælges dommere med juridisk ekspertise på særlige områder, herunder, men ikke begrænset til, vold mod kvinder eller børn.
9. (a) Med forbehold af stk. 9
(b) skal dommere vælges for en periode af 9 år og, med forbehold af stk. 9 (c)
og artikel 37, stk. 2, skal de ikke kunne genvælges.
(b) Ved det første valg skal en tredjedel af de valgte dommere ved lodtrækning
udpeges for en periode af 3 år, en tredjedel ved lodtrækning udpeges for en
periode af 6 år, mens de resterende dommere skal beklæde embedet for en periode
af 9 år.
(c) En dommer, der udpeges til at beklæde embedet for en periode af 3 år efter
stk. 9 (b), kan genvælges for en fuld embedsperiode.
10. Uanset stk. 9 skal en dommer, der udpeges til et domskammer eller et appelkammer i henhold til artikel 39, fortsætte i embedet med henblik på at afslutte en allerede påbegyndt domsforhandling eller appel ved det pågældende kammer.
Artikel 37
Ledige embeder
1. Såfremt et embede bliver
ledigt, skal der afholdes valg i henhold til artikel 36 for at udfylde det
ledige embede.
2. En dommer, der vælges til at udfylde et ledigt embede, skal gøre tjeneste i
den resterende del af forgængerens embedsperiode og kan, hvis perioden er på 3
år eller derunder, genvælges for en fuld embedsperiode i henhold til artikel 36.
Artikel 38
Præsidentskabet
1. Præsidenten og 1. og 2.
vicepræsident skal vælges ved absolut flertal blandt dommerne. De skal hver gøre
tjeneste i en periode på 3 år eller indtil udløbet af deres respektive
embedsperiode som dommer, alt efter hvilken periode der udløber først. De kan
genvælges én gang.
2. 1.vicepræsident skal fungere i præsidentens sted, hvis præsidenten er
forhindret eller er inhabil. 2. vicepræsident skal fungere i præsidentens sted,
hvis både præsidenten og 1. vicepræsident er forhindret eller er inhabil.
3. Præsidenten udgør sammen med 1. og 2. vicepræsident præsidentskabet, som er
ansvarligt for:
(a) administration af domstolen
med undtagelse af anklagerens kontor, og
(b) andre funktioner, der er overdraget til præsidentskabet i henhold til denne
statut.
4. I udøvelsen af sine opgaver i henhold til stk. 3 (a), skal præsidentskabet koordinere med anklageren og søge dennes indforståelse i alle anliggender af fælles interesse.
Artikel 39
Kamre
1. Snarest muligt efter at dommerne er valgt, skal domstolen organisere sig i afdelinger, som fastlagt i artikel 34 (b). Appelafdelingen skal være sammensat af præsidenten og fire andre dommere, domsafdelingen af mindst seks dommere og forundersøgelsesafdelingen af mindst seks dommere. Udpegelse af dommere til afdelinger skal ske på grundlag af karakteren af de funktioner, der skal udføres af hver afdeling, og de til domstolen valgte dommeres kvalifikationer og erfaring, således at hver afdeling består af en passende kombination af ekspertise inden for strafferet og -retspleje og folkeret. Domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen skal hovedsageligt være sammensat af dommere med erfaring i straffesager.
2. (a) Domstolens judicielle funktioner skal i hver afdeling udføres af kamre,
(b) (i) appelkammeret skal
udgøres af alle appelafdelingens dommere,
(ii) domskammerets funktioner skal udføres af tre dommere fra domsafdelingen,
(iii) forundersøgelseskammerets funktioner skal udføres af enten tre dommere fra
forundersøgelsesafdelingen eller af en enkelt dommer fra den pågældende afdeling
i henhold til denne statut og procesreglementet,
(c) intet i denne bestemmelse skal udelukke samtidig oprettelse af mere end et domskammer eller forundersøgelseskammer, hvis dette er påkrævet for at sikre en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde.
3. (a) Dommere, der udpeges til
domsafdelingen og forundersøgelsesafdelingen, skal gøre tjeneste i disse
afdelinger i 3 år, og derefter indtil afslutningen af enhver sag, hvor
forhandling allerede er påbegyndt i den pågældende afdeling,
(b) dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal gøre tjeneste i denne
afdeling i hele deres embedsperiode.
4. Dommere, der udpeges til appelafdelingen, skal kun gøre tjeneste i denne afdeling. Intet i denne artikel skal dog udelukke midlertidig tilknytning af dommere fra domsafdelingen til forundersøgelsesafdelingen eller omvendt, hvis præsidentskabet finder dette påkrævet af hensyn til en effektiv styring af domstolens arbejdsmængde, forudsat at en dommer, der har deltaget i forundersøgelsen af en sag, ikke under nogen omstændigheder kan sidde i det domskammer, der behandler den pågældende sag.
Artikel 40
Dommernes uafhængighed
1. Dommerne skal være uafhængige
i udførelsen af deres funktioner.
2. Dommerne må ikke deltage i nogen aktivitet, som må formodes at kunne gribe
ind i deres funktioner som dommere eller påvirke tilliden til deres
uafhængighed.
3. Dommere, der gør tjeneste på fuld tid ved domstolen, må ikke udøve anden
beskæftigelse af professionel karakter.
4. Ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af stk. 2 og 3 skal afgøres af
dommerne ved absolut flertal. Såfremt et sådant spørgsmål vedrører en enkelt
dommer, må denne dommer ikke deltage i afgørelsen.
Artikel 41
Dommeres fritagelse og inhabilitet
1. Efter anmodning fra en dommer kan præsidentskabet i henhold til procesreglementet fritage denne dommer fra udøvelsen af en funktion i henhold til denne statut.
2. (a) En dommer må ikke deltage
i nogen sag, såfremt der foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl
om hans eller hendes upartiskhed. En dommer skal vige sit sæde i en sag i
henhold til denne bestemmelse, blandt andet såfremt denne dommer tidligere i
nogen egenskab har været involveret i den pågældende sag ved domstolen eller i
en dertil knyttet straffesag på nationalt niveau, der involverer den person, der
er genstand for efterforskning eller retsforfølgning. En dommer skal ligeledes
vige sit sæde af sådanne andre grunde, som fastlægges i procesreglementet.
(b) Anklageren eller den person, der er genstand for efterforskning og
retsforfølgning, kan fremsætte anmodning om, at en dommer viger sit sæde i
henhold til denne bestemmelse.
(c) Ethvert spørgsmål om en dommers inhabilitet skal afgøres af dommerne ved
absolut flertal. Den dommer, mod hvem der er gjort indsigelse, skal være
berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen, men må ikke deltage i
afgørelsen.
Artikel 42
Anklagerens kontor
1. Anklagerens kontor skal
fungere uafhængigt som et særskilt organ ved domstolen. Det skal være ansvarligt
for at modtage henvisninger og alle underbyggede oplysninger om forbrydelser
under domstolens jurisdiktion, for at undersøge dem og for at gennemføre
efterforskning og retsforfølgning ved domstolen. Kontorets medlemmer må hverken
søge eller handle efter instruktion fra nogen udenforstående kilde.
2. Kontoret ledes af anklageren. Anklageren skal have fuld myndighed over
kontorets ledelse og administration, herunder personalet, faciliteter og andre
ressourcer. Anklageren skal bistås af én eller flere viceanklagere, der skal
være berettigede til at udføre enhver handling, som påhviler anklageren i
henhold til denne statut. Anklageren og viceanklagerne må ikke have samme
statsborgerskab. De skal gøre tjeneste på fuld tid.
3. Anklageren og viceanklagerne skal være personer af høj moralsk anseelse og
være i besiddelse af høj kompetence samt omfattende praktisk erfaring i
retsforfølgning eller domsforhandling i straffesager. De skal have et indgående
kendskab til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.
4. Anklageren skal vælges ved hemmelig afstemning af medlemmerne af forsamlingen
af deltagerstater ved absolut flertal. Viceanklagerne skal vælges på samme måde
fra en liste over kandidater, der fremlægges af anklageren. Anklageren skal
indstille tre kandidater til hver stilling som viceanklager til besættelse.
Medmindre der træffes beslutning om en kortere embedsperiode på valgtidspunktet,
skal anklageren og viceanklagerne beklæde deres embeder for en periode af 9 år
og skal ikke kunne genvælges.
5. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen aktivitet, som må
formodes at kunne gribe ind i deres funktioner som anklager eller påvirke
tilliden til deres uafhængighed. De må ikke udøve anden beskæftigelse af
professionel karakter.
6. Efter anmodning fra anklageren eller en viceanklager kan præsidentskabet
fritage den pågældende for tjeneste i en konkret sag.
7. Hverken anklageren eller en viceanklager må deltage i nogen sag, såfremt der
foreligger grundlag for med rimelighed at rejse tvivl om hans eller hendes
upartiskhed. De skal vige deres sæde i en sag i henhold til denne bestemmelse,
blandt andet såfremt de tidligere i nogen egenskab har været involveret i den
pågældende sag ved domstolen eller i en dertil knyttet straffesag på nationalt
niveau, der involverer den person, der er genstand for efterforskning eller
retsforfølgning.
8. Ethvert spørgsmål om anklagerens eller en viceanklagers inhabilitet skal
afgøres af appelkammeret.
(a) Den person, der er genstand
for efterforskning eller retsforfølgning, kan til enhver tid fremsætte anmodning
om, at anklageren eller en viceanklager viger sit sæde af de i denne artikel
nævnte grunde.
(b) Anklageren eller viceanklageren, alt efter omstændighederne, skal være
berettiget til at fremkomme med bemærkninger til sagen.
9. Anklageren skal udpege rådgivere med juridisk ekspertise i særlige emner, herunder, men ikke begrænset til, seksuelle overgreb, kønsbestemt vold og vold mod børn.
Artikel 43
Justitskontoret
1. Justitskontoret skal være
ansvarligt for de ikke-judicielle aspekter af administrationen og betjeningen af
domstolen uden at foregribe anklagerens funktioner og beføjelser i henhold til
artikel 42.
2. Justitskontoret skal ledes af justitssekretæren, der skal være domstolens
øverste administrative embedsmand. Justitssekretæren skal ved udøvelsen af sine
funktioner være underlagt domstolens præsident.
3. Justitssekretæren og vicejustitssekretæren skal være personer af høj moralsk
anseelse og være i besiddelse af høj kompetence samt have et indgående kendskab
til og beherske flydende mindst ét af domstolens arbejdssprog.
4. Dommerne skal ved hemmelig afstemning vælge justitssekretæren ved absolut
flertal under hensyntagen til en indstilling fra forsamlingen af deltagerstater.
Efter behov og efter indstilling fra justitssekretæren skal dommerne vælge en
vicejustitssekretær på samme måde.
5. Justitssekretæren skal beklæde embedet for en periode af 5 år, skal kunne
genvælges én gang, og skal gøre tjeneste på fuld tid. Vicejustitssekretæren skal
beklæde sit embede for en periode af 5 år eller sådan kortere periode, som
dommerne måtte beslutte med absolut flertal, og kan vælges således, at
vicejustitssekretæren skal kunne gøre tjeneste efter behov.
6. Justitssekretæren skal nedsætte en enhed for ofre og vidner under
justitskontoret. Denne enhed skal i samråd med anklagerens kontor tilvejebringe
beskyttelsesforanstaltninger og sikkerhedsarrangementer, rådgivning og anden
passende bistand til vidner, ofre, som møder for domstolen, og andre, som er i
fare på grund af afgivne vidneforklaringer. Enheden skal omfatte personale med
ekspertise i traumer, herunder traumer, der hidrører fra seksuelle overgreb.
Artikel 44
Personale
1. Anklageren og
justitssekretæren skal udpege det nødvendige kvalificerede personale til deres
respektive kontorer. For anklagerens vedkommende skal dette omfatte udpegelse af
efterforskere.
2. Ved ansættelsen af personale skal anklageren og justitssekretæren sikre den
højeste standard med hensyn til effektivitet, kompetence og hæderlighed, og skal
med de fornødne tilpasninger tage hensyn til de kriterier, der er fastlagt i
artikel 36, stk. 8.
3. Med præsidentskabets og anklagerens samtykke skal justitssekretæren fremlægge
forslag til et personaleregulativ, som skal omfatte vilkår og betingelser, under
hvilke domstolens personale skal udpeges, aflønnes og afskediges.
Personaleregulativet skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater.
4. Domstolen kan i undtagelsestilfælde benytte ekspertise fra personale stillet
vederlagsfrit til rådighed af deltagerstater, mellemstatslige eller
ikke-statslige organisationer til at bistå domstolens organer i arbejdet.
Anklageren kan acceptere sådanne tilbud på vegne af anklagerens kontor.
Personale stillet vederlagsfrit til rådighed skal ansættes i overensstemmelse
med retningslinier, der fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.
Artikel 45
Højtidelig erklæring
Før tiltrædelse af deres respektive embeder i henhold til denne statut skal dommerne, anklageren, viceanklagerne, justitssekretæren og vicejustitssekretæren hver aflægge en højtidelig erklæring for åbne døre om, at de vil udøve deres funktioner upartisk og samvittighedsfuldt.
Artikel 46
Afsættelse fra embede
1. En dommer, anklageren, en viceanklager, justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal afsættes fra embedet, hvis der træffes afgørelse herom i henhold til stk. 2, i tilfælde hvor denne person:
(a) findes at have begået en
alvorlig tjenesteforseelse eller alvorlig overtrædelse af hans eller hendes
forpligtelser i henhold til statutten, som fastsat i procesreglementet, eller
(b) er ude af stand til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet.
2. En afgørelse om afsættelse af en dommer, anklageren eller en viceanklager fra embedet i henhold til stk. 1 skal træffes af forsamlingen af deltagerstater ved hemmelig afstemning:
b. med hensyn til en dommer af deltagerstaterne med to tredjedeles flertal efter en indstilling, der er vedtaget af de øvrige dommere med to tredjedeles flertal,
(b) med hensyn til anklageren af
deltagerstaterne med absolut flertal,
(c) med hensyn til en viceanklager af deltagerstaterne med absolut flertal efter
indstilling fra anklageren.
3. Afgørelse om afsættelse af
justitssekretæren eller vicejustitssekretæren skal træffes af dommerne ved
absolut flertal.
4. Såfremt der i henhold til denne artikel gøres indsigelse mod en dommers,
anklagers, viceanklagers, justitssekretærs eller vicejustitssekretærs optræden
eller evne til at udøve de funktioner, som statutten gør påkrævet, skal den
pågældende gives fuld mulighed for at fremlægge og modtage beviser og for at
fremlægge sine synspunkter i henhold til procesreglementet. Den pågældende må i
øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen.
Artikel 47
Disciplinære skridt
Disciplinære skridt skal i henhold til procesreglementet kunne anvendes over for en dommer, anklager, viceanklager, justitssekretær eller vicejustitssekretær, der har begået en tjenesteforseelse af mindre alvorlig karakter end fastsat i artikel 46, stk. 1.
Artikel 48
Privilegier og immuniteter
1. På enhver deltagerstats
territorium skal domstolen nyde sådanne privilegier og immuniteter, som er
nødvendige til opfyldelsen af dens formål.
2. Dommerne, anklageren, viceanklagerne og justitssekretæren skal under
udøvelsen af deres hverv for domstolen nyde samme privilegier og immuniteter,
som tilstås chefer for diplomatiske repræsentationer, og skal, efter udløbet af
deres embedsperiode, fortsat tilstås immunitet mod retsforfølgning af enhver art
med hensyn til skrift, tale og andre handlinger, som de har udført i deres
officielle egenskab.
3. Vicejustitssekretæren, personalet i anklagerens kontor og personalet i
justitskontoret skal nyde sådanne privilegier, immuniteter og faciliteter, som
er nødvendige for udførelsen af deres funktioner i henhold til domstolens aftale
om privilegier og immuniteter.
4. Advokater, sagkyndige, vidner eller andre personer, hvis tilstedeværelse ved
domstolen er påkrævet, skal tilstås den behandling, som er nødvendig for
domstolens effektive funktion i henhold til domstolens aftale om privilegier og
immuniteter.
5. Afkald på privilegier og immuniteter, der tilkommer:
(a) en dommer eller anklageren,
kan gives af dommerne ved absolut flertal,
(b) justitssekretæren, kan gives af præsidentskabet,
(c) viceanklagerne og personalet i anklagerens kontor, kan gives af anklageren,
(d) vicejustitssekretæren og justitskontorets personale, kan gives af
justitssekretæren.
Artikel 49
Løn, vederlag og udgifter
Forsamlingen af deltagerstater træffer beslutning om dommernes, anklagerens, viceanklagernes, justitssekretærens og vicejustitssekretærens løn, vederlag og dækning af udgifter. Løn og vederlag kan ikke nedsættes i de pågældendes embedsperiode.
Artikel 50
Officielle sprog og arbejdssprog
1. Domstolens officielle sprog
skal være arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk. Domstolens
domme og andre afgørelser, der tager stilling til grundlæggende spørgsmål ved
domstolen, skal offentliggøres på de officielle sprog. Præsidentskabet skal i
overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i procesreglementet, beslutte
hvilke afgørelser, der må anses for at tage stilling til grundlæggende spørgsmål
i denne artikels forstand.
2. Domstolens arbejdssprog skal være engelsk og fransk. De tilfælde, hvor andre
officielle sprog kan benyttes som arbejdssprog, skal fastsættes i
procesreglementet.
3. Efter anmodning fra en part i en sag eller en stat, der er berettiget til at
intervenere i en sag, skal domstolen give tilladelse til, at den pågældende part
eller stat kan benytte et andet sprog end engelsk eller fransk, forudsat
domstolen anser en sådan tilladelse for tilstrækkeligt begrundet.
Artikel 51
Procesreglementet
1. Procesreglementet træder i
kraft, når det er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med
to tredjedeles flertal.
2. Forslag til ændringer i procesreglementet kan fremsættes af:
(a) en deltagerstat,
(b) dommerne, ved absolut flertal, eller
(c) anklageren.
Ændringer skal træde i kraft, når de er vedtaget af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater med to tredjedeles flertal.
3. Efter vedtagelsen af
procesreglementet kan dommerne i hastende sager, hvor reglementet ikke
indeholder bestemmelse om en given situation for domstolen, med to tredjedeles
flertal fastsætte midlertidige regler, der skal anvendes, indtil de vedtages,
ændres eller forkastes på næste ordinære eller særlige samling i forsamlingen af
deltagerstater.
4. Procesreglementet, ændringer dertil samt enhver midlertidig regel skal være i
overensstemmelse med denne statut. Ændringer i procesreglementet samt
midlertidige regler må ikke anvendes med tilbagevirkende kraft til skade for den
person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning, eller som er
domfældt.
5. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem statutten og procesreglementet skal
statutten have forrang.
Artikel 52
Domstolens regulativ
1. I overensstemmelse med denne
statut og procesreglementet skal dommerne med absolut flertal vedtage et
regulativ for domstolen, som skal gælde for dennes daglige virke.
2. Regulativet og eventuelle ændringer heri skal udarbejdes i samråd med
anklageren og justitssekretæren.
3. Regulativet og ændringer heri skal træde i kraft ved vedtagelsen, medmindre
dommerne træffer anden beslutning. Regulativet skal umiddelbart efter
vedtagelsen rundsendes til deltagerstaterne til udtalelse. Regulativet skal
forblive i kraft, såfremt der ikke er gjort indsigelse af et flertal af
deltagerstaterne inden for 6 måneder.
KAPITEL 5.
EFTERFORSKNING OG RETSFORFØLGNING
Artikel 53
Iværksættelse af en efterforskning
1. Anklageren skal efter at have vurderet de oplysninger, der er stillet til rådighed for ham eller hende, iværksætte en efterforskning, medmindre han eller hun beslutter, at der ikke er et rimeligt grundlag for at forfølge sagen i henhold til denne statut. Ved afgørelsen af, om der skal iværksættes en efterforskning, skal anklageren vurdere følgende:
(a) om der på grundlag af de
oplysninger, som anklageren har til sin rådighed, er et rimeligt grundlag for at
formode, at en forbrydelse under domstolens jurisdiktion er blevet eller bliver
begået,
(b) om sagen er eller ville være antagelig i medfør af artikel 17, og
(c) om der under hensyntagen til forbrydelsens grovhed og hensynet til ofrene
ikke desto mindre er tungtvejende grunde til at formode, at en efterforskning
ikke ville være i retfærdighedens interesse.
Hvis anklageren beslutter, at der ikke er rimeligt grundlag for at forfølge sagen, og hans eller hendes beslutning udelukkende hviler på stk. 1 (c), skal han eller hun underrette forundersøgelseskammeret.
2. Hvis anklageren efter en efterforskning konkluderer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale, idet
(a) der ikke er tilstrækkelige
retlige eller faktuelle grunde til at søge en kendelse eller stævning i henhold
til artikel 58,
(b) sagen ikke er antagelig i henhold til artikel 17, eller
(c) tiltalerejsning ikke er i retfærdighedens interesse under hensyntagen til
alle omstændighederne, herunder forbrydelsens grovhed, hensynet til ofrene samt
den påståede gerningsmands alder eller sygdomssvækkelse og hans eller hendes
rolle i den påståede forbrydelse,
skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret og den stat, der har henvist en sag i henhold til artikel 14, eller Sikkerhedsrådet i en sag i henhold til artikel 13 (b) om hans eller hendes konklusion og begrundelsen herfor.
3. (a) Efter anmodning fra den
stat, der har henvist sagen i henhold til artikel 14, eller Sikkerhedsrådet i
henhold til artikel 13 (b), kan forundersøgelseskammeret prøve anklagerens
beslutning om ikke at forfølge sagen i henhold til stk. 1 eller stk. 2 og kan
anmode om, at anklageren tager sin beslutning op til fornyet overvejelse.
(b) Derudover kan forundersøgelseskammeret af egen drift prøve anklagerens
beslutning om ikke at forfølge sagen, hvis den udelukkende hviler på stk. 1 (c)
eller stk. 2 (c). I så fald skal anklagerens beslutning kun have virkning,
såfremt den godkendes af forundersøgelseskammeret.
4. Anklageren kan på ethvert tidspunkt tage en beslutning vedrørende iværksættelse af efterforskning eller retsforfølgning op til fornyet overvejelse på grundlag af nye kendsgerninger eller oplysninger.
Artikel 54
Anklagerens forpligtelser og beføjelser med hensyn til efterforskning
1. Anklageren skal:
(a) for at nå frem til
sandheden, udstrække efterforskningen til at omfatte alle kendsgerninger og
beviser, der er relevante for en vurdering af, hvorvidt der foreligger
strafansvar i henhold til denne statut, og skal i den forbindelse tillægge
belastende og formildende forhold lige vægt under efterforskningen,
(b) træffe passende foranstaltninger for at sikre effektiviteten af
efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion,
og skal i den forbindelse respektere ofres og vidners interesser og personlige
forhold, herunder alder, køn, som defineret i artikel 7, stk. 3, og helbred, og
skal tage hensyn til forbrydelsens karakter, især når denne involverer seksuelle
overgreb, kønsbestemt vold eller vold mod børn, og
(c) fuldt ud respektere de personlige rettigheder, som følger af denne statut.
2. Anklageren kan gennemføre efterforskning på en stats territorium:
(a) i overensstemmelse med
bestemmelserne i kapitel 9, eller
(b) efter forundersøgelseskammerets bemyndigelse, jf. artikel 57, stk. 3 (d).
3. Anklageren kan:
(a) indsamle og undersøge
beviser,
(b) indkalde og afhøre personer, der er genstand for efterforskning, samt ofre
og vidner,
(c) søge samarbejde fra enhver stat, mellemstatslig organisation eller
foretagende i overensstemmelse med deres respektive kompetence og/eller mandat,
(d) indgå sådanne ordninger eller aftaler, der måtte være nødvendige for at
fremme samarbejdet med en stat, mellemstatslig organisation eller person, og som
ikke er i uoverensstemmelse med denne statut,
(e) indvillige i ikke på noget tidspunkt under sagen at fremlægge dokumenter
eller oplysninger, som anklageren indhenter på betingelse af fortrolig
behandling og alene med henblik på at fremskaffe nye beviser, medmindre den, der
har leveret dokumenterne eller oplysningerne, har givet sit samtykke, og
(f) træffe de nødvendige foranstaltninger eller anmode om, at de nødvendige
foranstaltninger bliver truffet, med henblik på at sikre fortroligheden af
oplysninger, beskyttelse af personer eller bevissikring.
Artikel 55
Personlige rettigheder i forbindelse med en efterforskning
1. I forbindelse med en efterforskning i henhold til denne statut, må en person:
(a) ikke tvinges til at
inkriminere sig selv eller til at tilstå skyld,
(b) ikke udsættes for nogen form for tvang, voldelig tvang eller trussel, for
tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling
eller straf,
(c) hvis den pågældende afhøres på et andet sprog end et sprog, som den
pågældende fuldt ud forstår og taler, vederlagsfrit tilbydes bistand fra en
kompetent tolk samt de oversættelser, der måtte være nødvendige for at opfylde
kravene om retfærdighed, og
(d) ikke udsættes for vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse, og skal ikke
berøves sin frihed, medmindre dette er begrundet i og i overensstemmelse med de
procedurer, som er fastsat i denne statut.
2. Hvis der er grund til at formode, at en person har begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, og den pågældende person står over for at skulle afhøres enten af anklageren eller af nationale myndigheder ifølge en anmodning fremsat i henhold til kapitel 9, skal denne person ligeledes have følgende rettigheder, som han eller hun skal underrettes om inden afhøringen:
(a) ret til inden afhøringen at
blive underrettet om, at der er grund til at formode, at han eller hun har
begået en forbrydelse under domstolens jurisdiktion,
(b) ret til ikke at udtale sig, uden at sådan tavshed skal lægges til grund ved
afgørelsen af skyldspørgsmålet,
(c) ret til at få juridisk bistand efter eget valg eller, såfremt den pågældende
ikke har juridisk bistand, ret til at få beskikket juridisk bistand i alle
tilfælde, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed, og vederlagsfrit i
tilfælde af, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at
betale, og
(d) ret til at blive afhørt under tilstedeværelse af en forsvarer, medmindre den
pågældende person frivilligt har givet afkald på retten til at få en forsvarer.
Artikel 56
Forundersøgelseskammerets rolle med hensyn til en enestående mulighed for at
foretage efterforskning
1. (a) Hvis anklageren mener, at
en efterforskning frembyder en enestående mulighed for at indhente vidneudsagn
fra eller afhøre et vidne eller til at undersøge, indsamle eller efterprøve
beviser, som måske ikke vil være til rådighed under en efterfølgende retssag,
skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret herom.
(b) I så fald kan forundersøgelseskammeret på anklagerens anmodning træffe
sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at sikre sagens
effektivitet og integritet og i særdeleshed for at beskytte forsvarets
rettigheder.
(c) Medmindre forundersøgelseskammeret bestemmer andet, skal anklageren stille
de relevante oplysninger til rådighed for den person, der er blevet anholdt
eller er fremmødt efter indstævning i forbindelse med den i stk. 1 (a) nævnte
efterforskning, således at han eller hun kan få lejlighed til at udtale sig.
2. Foranstaltninger nævnt i stk. 1 (b) kan blandt andet omfatte:
(a) anbefalinger eller kendelser
vedrørende procedurer, der skal følges,
(b) instruktioner om, at sagens behandling skal føres til protokol,
(c) udpegelse af sagkyndig bistand,
(d) bemyndigelse af en forsvarer for en person, der er blevet anholdt eller
møder for domstolen efter indstævning, til at deltage, eller hvis der endnu ikke
har fundet sådan anholdelse eller fremmøde sted, eller der ikke er udpeget en
forsvarer, beskikke en anden forsvarer til at give møde for og varetage
forsvarets interesser,
(e) udnævnelse af et af dets medlemmer eller om nødvendigt en anden disponibel
dommer fra forundersøgelsesafdelingen eller domsafdelingen til at føre tilsyn
med og komme med anbefalinger eller afsige kendelser vedrørende indsamling og
sikring af beviser og afhøring af personer,
(f) tage ethvert andet skridt, der måtte være nødvendigt for at indsamle eller
sikre beviser.
3. (a) Hvor en anklager ikke har
anmodet om foranstaltninger i henhold til denne artikel, men
forundersøgelseskammeret vurderer, at sådanne foranstaltninger er nødvendige af
hensyn til sikring af beviser, som kammeret skønner vil være af væsentlig
betydning for forsvaret under retssagen, skal det høre anklageren, om der er god
grund til anklagerens manglende anmodning om sådanne foranstaltninger. Hvis
forundersøgelseskammeret efter at have hørt anklageren konkluderer, at
anklagerens manglende anmodning af sådanne foranstaltninger er uberettiget, kan
forundersøgelseskammeret træffe sådanne foranstaltninger af egen drift.
(b) Anklageren kan appellere en afgørelse fra forundersøgelseskammeret om at
handle af egen drift i henhold til denne artikel. Appelsagen skal behandles
hurtigt.
4. Antageligheden af beviser, der er sikret eller indsamlet til en retssag i henhold til denne artikel, eller retsbogsudskrifter heraf, skal under retssagen være reguleret af artikel 69 og tillægges sådan vægt, som domskammeret måtte bestemme.
Artikel 57
Forundersøgelseskammerets funktioner og beføjelser
1. Medmindre andet er fastsat i denne statut, skal forundersøgelseskammeret udøve sine funktioner i overensstemmelse med denne artikel.
2. (a) Forundersøgelseskammerets
kendelser eller afgørelser afsagt i henhold til artikel 15, 18, 19, 54, stk. 2,
61, stk. 7, og 72, skal tiltrædes af et flertal af kammerets dommere.
(b) I alle andre tilfælde kan en enkelt dommer fra forundersøgelseskammeret
udøve funktioner, der er fastsat i denne statut, medmindre andet er bestemt i
procesreglementet eller af et flertal i forundersøgelseskammeret.
3. I tillæg til dets andre funktioner i henhold til denne statut kan forundersøgelseskammeret:
(a) på anmodning af anklageren
udstede sådanne ordrer og kendelser, som måtte være påkrævet i forbindelse med
en efterforskning,
(b) efter anmodning fra en person, der er blevet anholdt eller møder efter
indstævning i henhold til artikel 58, afsige sådanne kendelser, herunder om
foranstaltninger som beskrevet i artikel 56, eller søge sådant samarbejde i
henhold til kapitel 9, som måtte være nødvendigt for at bistå personen med
forberedelsen af hans eller hendes forsvar,
(c) om nødvendigt sikre ofres og vidners beskyttelse og privatliv, sikre
beviser, beskytte personer, der er blevet anholdt eller møder efter indstævning,
og beskytte oplysninger, som vedrører national sikkerhed,
(d) give anklageren bemyndigelse til at foretage særlige efterforskningsskridt
inden for en deltagerstats territorium uden at have sikret sig samarbejde med
den pågældende stat i henhold til kapitel 9, hvis forundersøgelseskammeret har
besluttet, om muligt under hensyntagen til den pågældende stats synspunkter, at
staten er åbenbart ude af stand til at efterkomme en anmodning om samarbejde,
idet der ikke findes nogen myndighed eller bestanddel af retssystemet, som har
kompetence til at efterkomme samarbejdsanmodningen i henhold til kapitel 9,
(e) søge samarbejde fra stater i henhold til artikel 93, stk. 1 (k), for at
træffe beskyttelsesforanstaltninger med henblik på konfiskation, navnlig for i
sidste ende at kunne tilgodese ofre, når en arrestordre eller stævning er
udstedt i henhold til artikel 58 og under behørig hensyntagen til bevisernes
styrke og de berørte parters rettigheder, som fastlagt i denne statut og i
procesreglementet.
Artikel 58
Forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutning eller stævning om
fremmøde
1. Forundersøgelseskammeret skal på et hvilket som helst tidspunkt efter iværksættelsen af en efterforskning på anklagerens anmodning udstede en anholdelsesbeslutning mod en person, hvis kammeret efter at have vurderet anmodningen og beviserne eller andre oplysninger fremlagt af anklageren finder det godtgjort, at:
(a) der er et rimeligt grundlag
for at formode, at den pågældende har begået en forbrydelse under domstolens
jurisdiktion, og
(b) det forekommer nødvendigt at anholde den pågældende person,
(i) for at sikre personens
tilstedeværelse ved domsforhandlingen,
(ii) for at sikre, at personen ikke vanskeliggør eller bringer efterforskningen
eller domsforhandlingen i fare, eller
(iii) om nødvendigt, for at forhindre personen i at fortsætte med at begå den
pågældende forbrydelse eller en tilknyttet forbrydelse, som er under domstolens
jurisdiktion, og som udspringer af de samme omstændigheder.
2. Anklagerens anmodning skal indeholde følgende:
(a) navnet på den pågældende
person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,
(b) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, som
den pågældende påstås at have begået,
(c) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre de
pågældende forbrydelser,
(d) en fortegnelse over bevismateriale og øvrige oplysninger, der udgør et
rimeligt grundlag for at formode, at den pågældende person har begået
forbrydelserne, og
(e) en begrundelse for, at anklageren vurderer, at det er nødvendigt at anholde
den pågældende person.
3. Anholdelsesbeslutningen skal indeholde følgende:
(a) navnet på den pågældende
person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,
(b) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, for
hvilke personen anmodes anholdt, og
(c) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre de
pågældende forbrydelser.
4. Anholdelsesbeslutningen
forbliver i kraft, indtil domstolen måtte bestemme andet.
5. Domstolen kan på grundlag af anholdelsesbeslutningen anmode om foreløbig
anholdelse eller anholdelse og overførelse af den pågældende person i henhold
til kapitel 9.
6. Anklageren kan anmode om, at forundersøgelseskammeret ændrer
anholdelsesbeslutningen ved enten at begrænse eller udvide de forbrydelser, der
er opregnet heri. Forundersøgelseskammeret skal ændre anholdelsesbeslutningen i
overensstemmelse hermed, såfremt kammeret finder det godtgjort, at der er
rimelig grund til at antage, at den pågældende person har begået de således
ændrede forbrydelser.
7. Som et alternativ til at anmode om en anholdelsesbeslutning kan anklageren
anmode om, at forundersøgelseskammeret udsteder en stævning. Hvis
forundersøgelseskammeret finder det godtgjort, at der er et rimeligt grundlag
for at formode, at personen har begået den påståede forbrydelse, og at en
stævning er tilstrækkelig til at sikre personens tilstedeværelse, skal kammeret
udstede en stævning om fremmøde, med eller uden frihedsbegrænsende vilkår
(bortset fra tilbageholdelse), hvis dette er bestemt i national lovgivning.
Stævningen skal indeholde følgende:
(a) navnet på den pågældende
person samt andre relevante oplysninger til identifikation af personen,
(b) den præcise dato, hvor personen skal give møde,
(c) en konkret henvisning til de forbrydelser under domstolens jurisdiktion, som
den pågældende person påstås at have begået, og
(d) en kortfattet fremstilling af de kendsgerninger, der påstås at udgøre
forbrydelsen. Stævningen skal forkyndes for den pågældende person.
Artikel 59
Anholdelsesprocedure i forvaringsstaten
1. En deltagerstat, der har
modtaget en anmodning om foreløbig anholdelse eller om anholdelse og
overførelse, skal uden ophold tage skridt til at anholde den pågældende person i
henhold til statens lovgivning og bestemmelserne i kapitel 9.
2. En anholdt person skal uden ophold stilles for den kompetente judicielle
myndighed i forvaringsstaten, som på grundlag af den pågældende stats lovgivning
skal vurdere:
(a) om beslutningen gælder den
pågældende person,
(b) om den pågældende person er blevet anholdt i overensstemmelse med gældende
regler, og
(c) om personens rettigheder er blevet respekteret.
3. Den anholdte skal have ret
til at ansøge den kompetente myndighed i forvaringsstaten om midlertidig
løsladelse indtil overførelsen.
4. Med henblik på at træffe afgørelse vedrørende en sådan ansøgning skal den
kompetente myndighed i forvaringsstaten vurdere, hvorvidt der, under hensyn til
grovheden af de påståede forbrydelser, er hastende og ekstraordinære forhold,
der retfærdiggør midlertidig løsladelse, og hvorvidt der foreligger de
nødvendige garantier, som kan sikre, at forvaringsstaten kan opfylde sin
forpligtelse til at overføre den pågældende person til domstolen. Den kompetente
myndighed i forvaringsstaten skal ikke være berettiget til at vurdere, hvorvidt
arrestordren er korrekt udstedt i henhold til artikel 58, stk. 1 (a) og (b).
5. Forundersøgelseskammeret skal underrettes om enhver anmodning om midlertidig
løsladelse og skal fremkomme med en anbefaling til den kompetente myndighed i
forvaringsstaten. Den kompetente myndighed i forvaringsstaten skal tillægge en
sådan anbefaling fuld vægt, herunder eventuelle anbefalinger om foranstaltninger
til at forhindre den pågældende person i at undvige, inden afgørelsen
foreligger.
6. Hvis personens ansøgning om midlertidig løsladelse imødekommes, kan
forundersøgelseskammeret anmode om løbende rapporter om forløbet af den
midlertidige løsladelse.
7. Så snart en ordre om overførelse af den pågældende person fra
forvaringsstaten foreligger, skal han eller hun overgives til domstolen hurtigst
muligt.
Artikel 60
Indledende domsforhandling
1. Ved overførelse af personen
til domstolen eller ved personens frivillige fremmøde eller møde efter
indstævning skal forundersøgelseskammeret sikre sig, at personen er blevet
underrettet om de forbrydelser, som han eller hun påstås at have begået, og om
sine rettigheder i henhold til statutten, herunder retten til at ansøge om
midlertidig løsladelse indtil domsforhandlingen.
2. En person, der er genstand for en anholdelsesbeslutning, kan ansøge om
midlertidig løsladelse indtil domsforhandlingen. Hvis forundersøgelseskammeret
finder det godtgjort, at betingelserne fastsat i artikel 58, stk. 1, er opfyldt,
skal personen fortsat tilbageholdes. Hvis den ikke finder dette godtgjort, skal
forundersøgelseskammeret løslade den pågældende person med eller uden vilkår.
3. Forundersøgelseskammeret skal løbende prøve dets afgørelse om løsladelse
eller tilbageholdelse af den pågældende person, og kan gøre dette på et hvilket
som helst tidspunkt på anklagerens eller den pågældende persons anmodning. Ved
sådan prøvelse kan forundersøgelseskammeret ændre sin afgørelse om
tilbageholdelse, løsladelse eller vilkårene for løsladelse, hvis kammeret finder
det godtgjort, at ændrede omstændigheder gør det påkrævet.
4. Forundersøgelseskammeret skal sikre, at en person ikke tilbageholdes i et
urimeligt tidsrum forud for domsforhandlingen på grund af en ikke-undskyldelig
forsinkelse fra anklagerens side. Hvis en sådan forsinkelse indtræffer, skal
domstolen tage stilling til løsladelse af personen med eller uden vilkår.
5. Forundersøgelseskammeret kan om nødvendigt udstede en anholdelsesbeslutning
for at sikre tilstedeværelsen af en person, der er blevet løsladt.
Artikel 61
Godkendelse af tiltalen inden domsforhandlingen
1. Forundersøgelseskammeret skal
med forbehold for bestemmelserne i stk. 2 inden for rimelig tid efter personens
overførelse eller frivillige fremmøde for domstolen afholde et retsmøde med
henblik på at godkende den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker
at retsforfølge. Anklageren, anklagede og anklagedes advokat skal være til stede
under retsmødet.
2. Forundersøgelseskammeret kan efter anmodning fra anklageren eller på eget
initiativ afholde et retsmøde uden den anklagedes tilstedeværelse med henblik på
at godkende den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker at
retsforfølge, hvis den pågældende person:
(a) har givet afkald på hans
eller hendes ret til at være til stede, eller
(b) er flygtet eller ikke kan findes, og alle rimelige skridt er blevet taget
for at sikre hans eller hendes fremmøde for domstolen og for at underrette
personen om anklagerne og om, at der vil blive afholdt et retsmøde for at
godkende den pågældende tiltale.
I dette tilfælde skal den pågældende person repræsenteres af en forsvarer, hvis forundersøgelseskammeret beslutter, at dette er i retfærdighedens interesse.
3. I rimelig tid før retsmødet skal personen:
(a) modtage en kopi af et
dokument, der indeholder den tiltale, på grundlag af hvilken anklageren påtænker
at retsforfølge personen, og
(b) underrettes om de beviser, som anklageren påtænker at gøre gældende under
retsmødet.
Forundersøgelseskammeret kan afsige kendelser vedrørende fremlæggelse af oplysninger i forbindelse med retsmødet.
4. Inden retsmødet kan
anklageren fortsætte efterforskningen og ændre eller frafalde ethvert
tiltalepunkt. Personen skal med et rimeligt varsel før retsmødet underrettes om
enhver ændring af eller tilføjelse til tiltalen. Såfremt tiltalepunkter
frafaldes, skal anklageren underrette forundersøgelseskammeret om årsagerne
hertil.
5. Under retsmødet skal anklageren underbygge hvert tiltalepunkt med
tilstrækkelige beviser til at godtgøre vægtige grunde til at formode, at
personen har begået den pågældende forbrydelse. Anklageren kan fremlægge bevis i
form af dokumenter eller en sammenfatning og behøver ikke indkalde de vidner,
der forventes at afgive vidneforklaring under domsforhandlingen.
6. Under retsmødet kan den pågældende person:
(a) gøre indsigelse mod
tiltalen,
(b) anfægte beviser fremlagt af anklageren, og
(c) fremlægge beviser.
7. Forundersøgelseskammeret skal på grundlag af retsmødet vurdere, hvorvidt der er tilstrækkelige beviser til at godtgøre vægtige grunde til at formode, at den pågældende person har begået hver af de forbrydelser, som han eller hun er tiltalt for. På grundlag af sin vurdering skal forundersøgelseskammeret:
(a) godkende tiltalepunkter, med
hensyn til hvilke det er godtgjort, at der er tilstrækkelige beviser, og henvise
personen til et domskammer til domsforhandling af de godkendte anklagepunkter,
(b) afstå fra at godkende tiltalepunkter, som kammeret har fastslået, at der
ikke er tilstrækkelige beviser for,
(c) hæve retsmødet og anmode anklageren om at overveje:
(i) at fremskaffe yderligere
beviser eller gennemføre yderligere efterforskning med hensyn til et bestemt
tiltalepunkt, eller
(ii) at ændre et tiltalepunkt, idet de fremlagte beviser forekommer at godtgøre
en anden forbrydelse under domstolens jurisdiktion.
8. Hvis forundersøgelseskammeret
afviser at godkende et tiltalepunkt, skal dette ikke udelukke anklageren fra
efterfølgende at anmode om, at dette godkendes, såfremt anmodningen underbygges
af yderligere beviser.
9. Efter godkendelse af tiltalen og før domsforhandlingens påbegyndelse kan
anklageren, med tilladelse fra forundersøgelseskammeret og efter at have
underrettet tiltalte, ændre tiltalen. Hvis anklageren søger at tilføje
yderligere tiltalepunkter eller erstatte de eksisterende med alvorligere
tiltalepunkter, skal der afholdes et retsmøde i henhold til denne artikel til
godkendelse af de pågældende tiltalepunkter. Når domsforhandlingen er påbegyndt,
kan anklageren med domskammerets tilladelse frafalde tiltalen.
10. En tidligere udstedt anholdelsesbeslutning skal ophøre med at have virkning
med hensyn til tiltalepunkter, der ikke er blevet godkendt af
forundersøgelseskammeret, eller som anklageren har frafaldet.
11. Når tiltalen er blevet godkendt i henhold til denne artikel, skal
præsidentskabet nedsætte et domskammer, som med forbehold for stk. 9 og artikel
64, stk. 4, skal være ansvarligt for førelsen af den efterfølgende sag og kan
udøve enhver af forundersøgelseskammerets funktioner, der er relevant og
anvendelig i den pågældende sag.
KAPITEL 6.
DOMSFORHANDLINGEN
Artikel 62
Stedet for domsforhandling
Medmindre andet er besluttet, skal domsforhandlingen afholdes på det sted, hvor domstolen har sit sæde.
Artikel 63
Domsforhandling i tiltaltes tilstedeværelse
1. Tiltalte skal være til stede
under domsforhandlingen.
2. Hvis tiltalte under sin tilstedeværelse ved domstolen vedvarende udviser
forstyrrende adfærd, kan domskammeret bortvise tiltalte fra retssalen, men det
skal træffe forholdsregler, således at tiltalte kan følge retssagen og instruere
sin forsvarer fra et sted uden for retssalen, om nødvendigt ved brug af
kommunikationsteknologi. Sådanne skridt skal kun tages under ekstraordinære
omstændigheder, efter at andre rimelige alternativer har vist sig at være
utilstrækkelige, og kun så længe det er strengt nødvendigt.
Artikel 64
Domskammerets funktioner og beføjelser
1. Domskammerets funktioner og
beføjelser som fastlagt i denne artikel skal udøves i overensstemmelse med denne
statut og procesreglementet.
2. Domskammeret skal sikre, at domsforhandlingen er retfærdig og hurtig, og at
sagen føres med fuld respekt for tiltaltes rettigheder og med passende
hensyntagen til beskyttelse af ofre og vidner.
3. Ved berammelse af en sag til domsforhandling i henhold til denne statut skal
det domskammer, som sagen er henvist til:
(a) rådføre sig med parterne og
vedtage sådanne procedurer, som er nødvendige for at fremme en retfærdig og
hurtig behandling af sagen,
(b) afgøre hvilket eller hvilke sprog, der skal benyttes under
domsforhandlingen, og
(c) med forbehold for andre relevante bestemmelser i denne statut drage omsorg
for, at dokumenter eller oplysninger, der ikke tidligere er blevet fremlagt,
fremlægges så betids før domsforhandlingens påbegyndelse, at der sikres mulighed
for tilstrækkelig forberedelse af domsforhandlingen.
4. Domskammeret kan, hvis det er
nødvendigt af hensyn til dets effektive og retfærdige funktion, henvise
foreløbige spørgsmål til forundersøgelseskammeret eller om nødvendigt til en
anden disponibel dommer i forundersøgelsesafdelingen.
5. Efter underretning af parterne kan domskammeret efter omstændighederne træffe
beslutning om sammenlægning eller opdeling af sager ved tiltaler mod mere end én
tiltalt.
6. Under udøvelsen af dets funktioner forud for domsforhandlingen eller under
domsforhandlingen kan domskammeret om nødvendigt:
(a) udøve enhver af
forundersøgelseskammerets funktioner, som nævnt i artikel 61, stk. 11,
(b) kræve tilstedeværelsen af og vidneudsagn fra vidner samt fremlæggelse af
dokumenter og andre beviser, om nødvendigt ved at anmode om bistand fra stater
som fastlagt i denne statut,
(c) drage omsorg for beskyttelse af fortrolige oplysninger,
(d) afsige kendelse om fremlæggelse af beviser i tillæg til de beviser, der
allerede er indsamlet inden domsforhandlingen eller er fremlagt af parterne
under domsforhandlingen,
(e) drage omsorg for beskyttelse af tiltalte, vidner og ofre, og
(f) afsige kendelse om ethvert andet relevant anliggende.
7. Domsforhandlingen skal være offentlig. Domskammeret kan dog bestemme, at særlige omstændigheder kræver, at visse dele af domsforhandlingen skal foregå for lukkede døre af hensyn til de formål, der er anført i artikel 68, eller for at beskytte fortrolige eller følsomme oplysninger, der skal fremlægges som bevis.
8. (a) Ved domsforhandlingens
påbegyndelse skal domskammeret påse, at de tiltalepunkter, der tidligere er
godkendt af forundersøgelseskammeret, oplæses for tiltalte. Domskammeret skal
sikre sig, at tiltalte forstår tiltalepunkternes karakter. Domskammeret skal
give ham eller hende lejlighed til at erklære sig skyldig i overensstemmelse med
artikel 65 eller ikke skyldig.
(b) Under domsforhandlingen kan retsformanden give instruktioner om sagens
førelse, herunder for at sikre, at den er retfærdig og upartisk. Med forbehold
for eventuelle instruktioner fra retsformanden kan parterne fremlægge beviser i
henhold til bestemmelserne i denne statut.
9. Efter anmodning fra en part eller af egen drift kan domskammeret blandt andet:
(a) afsige kendelser om bevisers
antagelighed eller relevans og
(b) tage alle nødvendige skridt for at opretholde orden under et retsmøde.
10. Domskammeret skal sikre, at der føres en fuldstændig protokol over sagen med en nøjagtig gengivelse af domsforhandlingen, samt at protokollen føres og opbevares af justitssekretæren.
Artikel 65
Tilståelsessager
1. Hvis tiltalte erkender sig skyldig i henhold til artikel 64, stk. 8 (a), skal domskammeret afgøre, hvorvidt:
(a) tiltalte forstår karakteren
af tilståelsen og følgerne heraf,
(b) tilståelsen er afgivet frivilligt og efter tilstrækkelig drøftelse med en
forsvarer, og
(c) tilståelsen er bestyrket af sagens faktiske oplysninger som indeholdt i:
(i) den tiltale, der er rejst af
anklageren og erkendt af tiltalte,
(ii) materiale fremlagt af anklageren, der supplerer tiltalen og er accepteret
af tiltalte, og
(iii) andre beviser, såsom vidneforklaringer fremlagt af anklageren eller af
tiltalte.
2. Hvis domskammeret finder, at
betingelserne i stk. 1 er opfyldte, skal det anse, at tilståelsen sammen med
yderligere fremlagte beviser fastslår alle væsentlige faktiske forhold, der er
påkrævet for at bevise den forbrydelse, som tilståelsen gælder, og kammeret kan
dømme tiltalte for forbrydelsen.
3. Hvis domskammeret ikke finder, at betingelserne i stk. 1 er opfyldte, skal
kammeret anse tilståelsen som ikke afgivet og skal i så tilfælde bestemme, at
retssagen fortsættes efter de almindelige regler for domsforhandling, som er
fastlagt i denne statut, og kammeret kan overgive sagen til et andet domskammer.
4. Hvis domskammeret er af den opfattelse, at en mere fuldstændig fremstilling
af sagens faktum er påkrævet af hensyn til retfærdighed, navnlig af hensyn til
ofrene, kan domskammeret:
(a) anmode anklageren om at
fremlægge yderligere beviser, herunder vidneudsagn, eller
(b) bestemme, at retssagen fortsættes i henhold til de almindelige regler for
domsforhandling, som er fastlagt i denne statut, og kammeret skal i så tilfælde
anse tilståelsen som ikke afgivet, og kan overgive sagen til et andet domskammer.
5. Drøftelser mellem anklageren og forsvaret med hensyn til ændringer af tiltalen, tilståelsen eller strafudmålingen er ikke bindende for domstolen.
Artikel 66
Uskyldsformodning
1. Enhver person skal anses for
uskyldig, indtil den pågældende er kendt skyldig ved domstolen i
overensstemmelse med gældende ret.
2. Bevisbyrden for tiltaltes skyld påhviler anklageren.
3. For at kunne kende tiltalte skyldig, må domstolen være overbevist om, at
tiltaltes skyld er bevist ud over enhver rimelig tvivl.
Artikel 67
Tiltaltes rettigheder
1. Ved afgørelsen af ethvert tiltalepunkt, skal den tiltalte være berettiget til offentlige retsmøder, under hensyntagen til bestemmelserne i denne statut, og til en retfærdig og upartisk behandling af sagen samt ret til følgende ligeværdige minimumsgarantier:
(a) ret til at blive underrettet
uden ophold og i detaljer om tiltalepunktets karakter, begrundelse og indhold på
et sprog, som tiltalte fuldt ud forstår og taler,
(b) ret til at få tilstrækkelig tid til og mulighed for at forberede sit forsvar
og til frit og i fortrolighed at kommunikere med en forsvarer efter eget valg,
(c) ret til at få sin sag behandlet uden unødig forsinkelse,
(d) med forbehold for artikel 63, stk. 2, ret til at være til stede under
domsforhandlingen, til selv, eller med juridisk bistand efter eget valg, at føre
sit forsvar, til, såfremt den anklagede ikke har juridisk bistand, at blive
underrettet om denne ret, samt til at få beskikket juridisk bistand i alle
tilfælde, hvor det er påkrævet af hensyn til retfærdighed, og uden at den
anklagede skal betale herfor, hvis den tiltalte ikke har tilstrækkelige midler
til selv at betale,
(e) ret til at afhøre eller få afhørt personer, der vidner imod tiltalte, samt
til at opnå, at personer, der skal vidne for tiltalte, er til stede og afhøres
på samme betingelser som de personer, der vidner imod tiltalte. Den tiltalte
skal ydermere have ret til at forsvare sig og til at fremlægge andre beviser,
der er tilladte i henhold til denne statut,
(f) ret til at få vederlagsfri bistand af en kompetent tolk og de oversættelser,
der måtte være nødvendige for at opfylde kravene om retfærdighed, såfremt en
hvilken som helst del af domsforhandlingen eller dokumenter, der fremlægges for
domstolen, foregår eller er på et sprog, som den tiltalte ikke fuldt ud forstår
og taler,
(g) ret til ikke at blive tvunget til at vidne eller til at erkende skyld, og
ret til ikke at udtale sig, uden at sådan tavshed tillægges vægt ved afgørelsen
af skyldspørgsmålet,
(h) ret til at afgive en mundtlig eller skriftlig forklaring til sit forsvar
uden at aflægge ed, og
(i) ret til ikke at blive pålagt omvendt bevisbyrde eller at føre modbevis for
noget forhold.
2. I tillæg til enhver anden fremlæggelse fastlagt i denne statut skal anklageren snarest muligt fremlægge sådanne beviser for forsvaret, som er i anklagerens besiddelse, eller som er undergivet anklagerens rådighed, og som han eller hun formoder viser eller går i retning af at vise tiltaltes uskyld eller til at begrænse tiltaltes skyld, eller som kan påvirke troværdigheden af anklagerens beviser. Domstolen træffer afgørelse, hvis der opstår tvivl med hensyn til anvendelsen af dette stykke.
Artikel 68
Beskyttelse af ofre og vidner samt deres deltagelse i sagen
1. Domstolen skal tage passende
skridt til at beskytte ofres og vidners sikkerhed, fysiske og psykiske velfærd,
værdighed og privatliv. Domstolen skal i den forbindelse tage hensyn til alle
relevante omstændigheder, herunder alder, køn, som defineret i artikel 7, stk.
3, og helbred, og forbrydelsens karakter, navnlig, men ikke begrænset til,
tilfælde, hvor forbrydelsen vedrører seksuelle overgreb, kønsbestemt vold eller
vold mod børn. Anklageren skal tage sådanne skridt navnlig under
efterforskningen og retsforfølgningen af sådanne forbrydelser. Disse skridt må
ikke være til skade for eller uforenelige med tiltaltes rettigheder og en
retfærdig og upartisk rettergang.
2. Som en undtagelse fra princippet om offentlige retsmøder i artikel 67 kan
domstolens kamre, for at beskytte ofre og vidner eller en tiltalt, føre en
hvilken som helst del af domsforhandlingen for lukkede døre eller tillade, at
beviser fremlægges elektronisk eller på anden særlig måde. Sådanne skridt skal
navnlig tages i sager, hvor ofret har været udsat for seksuelt overgreb, eller
hvor ofret eller vidnet er et barn, medmindre domstolen bestemmer andet under
hensyntagen til alle omstændigheder, i særdeleshed ofrets eller vidnets
synspunkter.
3. Hvor ofrenes personlige interesser berøres, skal domstolen tillade, at
ofrenes synspunkter og forhold, de er optaget af, fremlægges og behandles på
sådanne stadier af domsforhandlingen, som domstolen måtte finde hensigtsmæssigt,
og på en måde, der ikke er til skade for eller uforenelig med tiltaltes
rettigheder og en retfærdig og upartisk rettergang. Sådanne synspunkter og
betænkeligheder kan fremsættes af ofrenes juridiske repræsentanter, hvis
domstolen finder det hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med
procesreglementet.
4. Afdelingen for ofre og vidner kan rådgive anklageren og domstolen om
hensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, sikkerhedsarrangementer,
vejledning og bistand som nævnt i artikel 43, stk. 6.
5. Hvis fremlæggelsen af beviser eller oplysninger i henhold til denne statut
kan bringe et vidne eller hans eller hendes familie alvorligt i fare, kan
anklageren i forbindelse med retsmøder forud for domsforhandlingen tilbageholde
sådanne beviser eller oplysninger og i stedet fremlægge en sammenfatning heraf.
Sådanne skridt skal tages på en måde, der ikke er til skade for eller uforenelig
med tiltaltes rettigheder og en retfærdig og upartisk rettergang.
6. En stat kan fremsætte anmodning om, at der tages de nødvendige skridt til
beskyttelse af statens embedsmænd eller befuldmægtigede og til beskyttelse af
fortrolige eller følsomme oplysninger.
Artikel 69
Beviser
1. Før et vidne afgiver
forklaring, skal vidnet i overensstemmelse med procesreglementet forsikre, at
han eller hun kun vil tale sandhed.
2. Et vidne skal afgive forklaring personligt under domsforhandlingen, medmindre
andet er bestemt i artikel 68 eller i procesreglementet. Domstolen kan ligeledes
tillade afgivelse af en mundtlig (viva voce) eller optaget
vidneforklaring ved hjælp af video- eller lydteknologi, samt fremlæggelse af
dokumenter eller udskrifter, med forbehold for denne statuts bestemmelser og i
overensstemmelse med procesreglementet. Sådanne skridt skal ikke være til skade
for eller uforenelige med tiltaltes rettigheder.
3. Parterne kan fremlægge beviser, der er relevante for sagen, i henhold til
artikel 64. Domstolen kan anmode om fremlæggelse af alle beviser, som den finder
nødvendige for at nå frem til sandheden.
4. Domstolen kan afsige kendelser om relevansen eller antageligheden af beviser,
blandt andet under hensyntagen til bevisets styrke og den skadevirkning beviset
kan have for en retfærdig rettergang eller en retfærdig vurdering af vidneudsagn
i henhold til procesreglementet.
5. Domstolen skal respektere og overholde særlige regler om fortrolighed, som er
fastsat i procesreglementet.
6. Domstolen skal ikke kræve bevisførelse for kendsgerninger, der er alment
kendte, men kan lægge dem til grund.
7. Beviser, der er indhentet i modstrid med denne statut eller internationalt
anerkendte menneskerettigheder, skal ikke tillades ført, såfremt:
(a) overtrædelsen rejser
væsentlig tvivl om bevisets pålidelighed, eller
(b) tilladelsen til at føre beviset ville være i modstrid med og til alvorlig
skade for retsforhandlingernes integritet.
8. Ved afgørelsen af, om beviser indsamlet af en stat er relevante eller skal tillades ført, skal domstolen ikke tage stilling til anvendelsen af statens nationale lovgivning.
Artikel 70
Strafbare handlinger rettet mod retsplejen
1. Domstolen har jurisdiktion med hensyn til følgende strafbare handlinger rettet mod retsplejen, når de er begået med forsæt:
(a) afgivelse af falsk
forklaring, når den pågældende person i henhold til artikel 69, stk. 1, er
forpligtet til at tale sandt,
(b) fremlæggelse af bevis, som den pågældende part ved er falsk eller
forfalsket,
(c) utilbørlig påvirkning af et vidne, forhindring af eller indblanding i et
vidnes tilstedeværelse eller forklaring, repressalier mod et vidne på grund af
den pågældendes forklaring, eller ødelæggelse, ændring eller indblanding med
hensyn til indsamlingen af beviser,
(d) hindring, fremsættelse af trusler mod eller utilbørlig påvirkning af en
embedsmand ved domstolen med det formål at tvinge eller overtale embedsmanden
til ikke at udføre sine pligter eller til at udføre dem uforsvarligt,
(e) udøvelse af repressalier mod en embedsmand ved domstolen på grund af pligter
udført af den pågældende eller en anden embedsmand,
(f) opfordring til eller modtagelse af bestikkelse som embedsmand ved domstolen
under udøvelsen af sine officielle pligter.
2. De principper og procedurer,
der gælder for domstolens udøvelse af jurisdiktion med hensyn til strafbare
handlinger rettet mod retsplejen i henhold til denne artikel skal være fastlagt
i procesreglementet. Vilkår for at yde international retshjælp til domstolen med
hensyn til sager i henhold til denne artikel skal reguleres af national
lovgivning i den anmodede stat.
3. Ved domfældelse kan domstolen idømme en fængselsstraf, der ikke overstiger 5
år, en bøde eller begge dele, i henhold til procesreglementet.
4. (a) Hver deltagerstat skal
udvide sin straffelovgivning om strafbare handlinger rettet mod integriteten af
dens egen efterforskning eller retspleje til at omfatte de strafbare handlinger,
der er nævnt i denne artikel, begået på dens territorium eller af dens
statsborgere.
(b) Efter anmodning fra domstolen, når den anser det for passende, skal
deltagerstaten indbringe sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på
retsforfølgning. Disse myndigheder skal behandle sådanne sager med omhu og
afsætte tilstrækkelige ressourcer til sagernes effektive behandling.
Artikel 71
Sanktioner mod foragt for domstolen
1. Domstolen kan pålægge
personer, der udviser foragt for domstolen, herunder forstyrrer
domsforhandlingen eller bevidst nægter at efterkomme dens instruktioner,
sanktioner i form af andre administrative foranstaltninger end fængsling, for
eksempel midlertidig eller permanent bortvisning fra retssalen, bøde eller andre
lignende foranstaltninger, som fastlagt i procesreglementet.
2. Fremgangsmåden ved pålæg af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, skal
følge reglerne herom i procesreglementet.
Artikel 72
Beskyttelse af oplysninger om national sikkerhed
1. Denne artikel finder
anvendelse i alle tilfælde, hvor fremlæggelse af oplysninger eller dokumenter
fra den stat efter den pågældende stats vurdering vil skade dens nationale
sikkerhedsinteresser. Dette omfatter blandt andet tilfælde, der falder inden for
rammerne af artikel 56, stk. 2 og 3, artikel 61, stk. 3, artikel 64, stk. 3,
artikel 67, stk. 2, artikel 68, stk. 6, artikel 87, stk. 6 og artikel 93, samt
tilfælde, der måtte opstå på ethvert af sagens stadier, hvor en sådan
fremlæggelse kommer på tale.
2. Denne artikel finder ligeledes anvendelse, hvor en person, der er blevet
anmodet om at afgive oplysninger eller beviser, har nægtet dette eller har
henvist sagen til staten med den begrundelse, at fremlæggelse vil skade en stats
nationale sikkerhedsinteresser, og den pågældende stat bekræfter, at den er af
den opfattelse, at fremlæggelse vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser.
3. Intet i denne artikel skal foregribe de krav om fortrolighed, der finder
anvendelse i medfør af artikel 54, stk. 3 (e) og (f), eller anvendelsen af
artikel 73.
4. Hvis en stat erfarer, at dens oplysninger eller dokumenter bliver eller
sandsynligvis vil blive fremlagt på et af sagens stadier, og den finder, at
fremlæggelse vil skade dens nationale sikkerhedsinteresser, skal den pågældende
stat have ret til at intervenere med henblik på at opnå en løsning af
spørgsmålet i henhold til denne artikel.
5. Såfremt en stat finder, at fremlæggelse af oplysninger vil skade dens
nationale sikkerhedsinteresser, vil alle rimelige skridt blive taget af staten,
sammen med anklageren, forsvaret eller forundersøgelseskammeret eller
domskammeret, alt efter omstændighederne, med henblik på i samarbejde at søge en
løsning på sagen. Sådanne skridt kan omfatte:
(a) ændring eller uddybning af
anmodningen,
(b) en afgørelse fra domstolen vedrørende relevansen af de oplysninger eller
beviser, der søges, eller en afgørelse om, at beviserne, om end relevante, kan
indhentes eller er blevet indhentet fra en anden kilde end den anmodede stat,
(c) indhentelse af oplysninger eller beviser fra en anden kilde eller i en anden
form, eller
(d) aftale om vilkår for bistanden, herunder blandt andet ved fremlæggelse af
sammenfatninger eller redigerede dokumenter, begrænsninger i fremlæggelsen, brug
af retsmøder for lukkede døre (in camera ) eller ensidige retsmøder (ex
parte), eller andre tilladte beskyttelsesforanstaltninger i henhold til
statutten eller procesreglementet.
6. Når ethvert rimeligt skridt
er blevet taget med henblik på at løse sagen ved samarbejde, og staten finder,
at det uanset fremgangsmåde eller vilkår ikke er muligt at fremlægge
oplysningerne eller dokumenterne, uden at det vil skade statens nationale
sikkerhedsinteresser, skal den underrette anklageren eller domstolen om de
konkrete grunde til dens beslutning, medmindre en konkret beskrivelse af
grundene i sig selv nødvendigvis vil skade statens nationale
sikkerhedsinteresser.
7. Hvis domstolen derefter beslutter, at bevismaterialet er relevant og
nødvendigt for afgørelsen af skyldspørgsmålet, kan domstolen tage følgende
skridt:
(a) hvor fremlæggelse af oplysningerne eller dokumenterne søges i medfør af en anmodning om samarbejde i henhold til kapitel 9 eller under omstændigheder, som beskrevet i stk. 2, og staten har påberåbt sig den begrundelse for afslag, der er nævnt i artikel 93, stk. 4:
(i) kan domstolen, inden den når
til en konklusion som nævnt i stk. 7 (a) (ii), anmode om yderligere samråd eller
holde et retsmøde for at vurdere statens tilkendegivelser, hvilket om nødvendigt
kan omfatte retsmøder for lukkede døre (in camera) og ensidige retsmøder
(ex parte),
(ii) kan domstolen henvise sagen i overensstemmelse med artikel 87, stk. 7, med
angivelse af grundene til dens konklusion, hvis den konkluderer, at den
pågældende stat ved at påberåbe sig den begrundelse for afvisning, der er nævnt
i artikel 93, stk. 4, efter sagens omstændigheder ikke optræder i
overensstemmelse med dens forpligtelser i henhold til denne statut, og
(iii) kan domstolen i tiltaltes sag drage sådanne slutninger, som den efter
omstændighederne finder passende med hensyn til, om et forhold foreligger eller
ikke, eller
(b) i alle andre tilfælde:
(i) afsige kendelse om
fremlæggelse, eller
(ii) for så vidt den ikke afsiger kendelse om fremlæggelse, drage sådanne
slutninger, som den efter omstændighederne finder passende med hensyn til, om et
forhold foreligger eller ikke.
Artikel 73
Oplysninger eller dokumenter fra tredjemand
Hvis en deltagerstat af domstolen bliver anmodet om at udlevere et dokument eller oplysninger, som er i statens varetægt, besiddelse eller under dens kontrol, og som er blevet fremlagt for den i fortrolighed af en stat, mellemstatslig organisation eller international organisation, skal den pågældende stat indhente ophavsmandens samtykke til fremlæggelse af dokumentet eller oplysningerne. Hvis ophavsmanden er en deltagerstat, skal den enten give samtykke til fremlæggelse af oplysningerne eller dokumentet eller påtage sig at løse problemet om fremlæggelse sammen med domstolen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 72. Hvis ophavsmanden ikke er en deltagerstat og nægter at give samtykke til fremlæggelse, skal den anmodede stat underrette domstolen om, at den ikke er i stand til at udlevere dokumentet eller oplysningerne på grund af en forud eksisterende forpligtelse over for ophavsmanden om fortrolighed.
Artikel 74
Krav til afgørelsen
1. Samtlige domskammerets
dommere skal være til stede på ethvert stadium af domsforhandlingen og under
voteringen. Præsidentskabet kan fra sag til sag udpege én eller flere
dommersuppleanter, som måtte være til rådighed, til at være til stede på ethvert
stadium af domsforhandlingen og til at erstatte et medlem af domskammeret, hvis
det pågældende medlem får forfald.
2. Domskammerets afgørelse skal hvile på dets vurdering af bevismaterialet og
sagen i dens helhed. Afgørelsen må ikke gå ud over de kendsgerninger og
omstændigheder, der er beskrevet i tiltalen og i eventuelle ændringer heri.
Domstolen skal basere sin afgørelse udelukkende på bevismateriale fremlagt og
behandlet under retssagen.
3. Dommerne skal bestræbe sig på at nå frem til en enstemmig afgørelse; er dette
ikke muligt, skal afgørelsen træffes af et flertal af dommerne.
4. Domskammerets voteringer er hemmelige.
5. Afgørelsen skal være skriftlig og skal indeholde en fuldstændig og begrundet
redegørelse for domskammerets bevisvurdering og konklusioner. Domskammeret skal
fremlægge én afgørelse. Hvor der ikke er enstemmighed, skal domskammerets
afgørelse indeholde flertallets og mindretallets synspunkter. Afgørelsen eller
en sammenfatning heraf skal afsiges for åbne døre.
Artikel 75
Erstatning til ofre
1. Domstolen skal fastlægge
principper om erstatning til eller vedrørende ofre, herunder genoprettelse,
erstatning og rehabilitering. Domstolen kan på dette grundlag i dommen, enten
efter anmodning eller under ekstraordinære omstændigheder af egen drift,
fastlægge rækkevidde og omfang af tingsskade, tab og personskade på eller i
relation til ofre, og skal anføre de principper, som den har lagt til grund.
2. Domstolen kan afsige en kendelse direkte mod en domfældt med angivelse af
passende erstatning til eller vedrørende ofre, herunder genoprettelse,
erstatning og rehabilitering.
Domstolen kan efter omstændighederne afsige kendelse om, at erstatningen skal
udbetales gennem den særlige fond, der oprettes i henhold til artikel 79.
3. Inden domstolen afsiger kendelse i medfør af denne artikel, kan den anmode om
bemærkninger fra eller på vegne af den domfældte person, ofre og andre personer
eller stater med interesse i sagen og skal tage disse i betragtning.
4. Efter domfældelse af en person for en forbrydelse under domstolens
jurisdiktion kan domstolen under udøvelsen af sine beføjelser i henhold til
denne artikel afgøre, hvorvidt det er nødvendigt at tage skridt i henhold til
artikel 93, stk. 1, for at fuldbyrde en kendelse afsagt i henhold til denne
artikel.
5. En deltagerstat skal fuldbyrde en kendelse afsagt i henhold til denne
artikel, som om bestemmelserne i artikel 109 fandt anvendelse på denne artikel.
6. Intet i denne artikel skal fortolkes på en måde, som vil foregribe ofres
rettigheder i henhold til national lovgivning eller folkeretten.
Artikel 76
Domsafsigelse og strafudmåling
1. I tilfælde af domfældelse
skal domskammeret vurdere, hvilken straf der skal idømmes, og skal tage hensyn
til de under domsforhandlingen fremlagte beviser og fremsatte anbringender, der
er relevante for strafudmålingen.
2. Medmindre artikel 65 finder anvendelse og inden afslutningen af
domsforhandlingen, kan domskammeret af egen drift, og skal efter anmodning fra
anklageren eller tiltalte, afholde et yderligere retsmøde med henblik på at
behandle nye beviser eller anbringender, der er relevante for straffen i
overensstemmelse med procesreglementet.
3. Såfremt stk. 2 finder anvendelse, skal anbringender i henhold til artikel 75
behandles på det yderligere retsmøde, der er nævnt i stk. 2, og om nødvendigt på
efterfølgende retsmøder.
4. Dommen skal afsiges for åbne døre og, hvor det er muligt, under tiltaltes
tilstedeværelse.
KAPITEL 7.
STRAFFE
Artikel 77
Anvendelige straffe
1. Med forbehold for artikel 110 kan domstolen idømme en person, der er domfældt for en forbrydelse i henhold til denne statuts artikel 5, en af følgende straffe:
(a) fængsel i et bestemt antal
år, som ikke må overstige 30 år, eller
(b) livsvarigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og
den domfældtes personlige forhold.
2. I tillæg til fængsel kan domstolen idømme:
(a) bøde på grundlag af de
hensyn, der er fastsat i procesreglementet,
(b) konfiskation af udbytte, ejendom og aktiver, der direkte eller indirekte
hidrører fra denne forbrydelse, uden at gøre indgreb i de rettigheder, der
tilkommer tredjemand i god tro.
Artikel 78
Strafudmåling
1. Ved strafudmålingen skal
domstolen i overensstemmelse med procesreglementet tage hensyn til forhold som
forbrydelsens grovhed og den domfældtes personlige forhold.
2. Ved idømmelsen af fængselsstraf skal domstolen fratrække den periode, i
hvilken den dømte har været varetægtsfængslet i henhold til en kendelse afsagt
af domstolen. Domstolen kan fratrække andre perioder, i hvilke den dømte har
været varetægtsfængslet i forbindelse med den adfærd, der ligger til grund for
forbrydelsen.
3. Hvis en person er blevet domfældt for mere end én forbrydelse, skal domstolen
udmåle straf for hver forbrydelse og en fællesstraf med angivelse af den samlede
fængslingsperiode. Denne periode skal mindst svare til den længste individuelle
straf, der afsiges, og må ikke overstige 30 års fængsel eller livsvarigt fængsel
i overensstemmelse med artikel 77, stk. 1 (b).
Artikel 79
Særlig fond
1. Forsamlingen af
deltagerstater skal træffe beslutning om at oprette en særlig fond til fordel
for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier.
2. Domstolen kan afsige kendelse om, at penge og andre formuegoder, der indgår
som bøder eller konfiskation, efter domstolens kendelse skal overføres til den
særlige fond.
3. Den særlige fond skal administreres i overensstemmelse med vilkår, der skal
fastlægges af forsamlingen af deltagerstater.
Artikel 80
Ikke foregribelse af national anvendelse af straffe og national lovgivning
Intet i dette kapitel skal påvirke en stats anvendelse af de straffe, der er foreskrevet i dens nationale lovgivning, eller lovgivningen i stater, der ikke indeholder de straffe, som er foreskrevet i dette kapitel.
KAPITEL 8.
APPEL OG GENOPTAGELSE
Artikel 81
Appel af frifindelse, domfældelse eller strafudmåling
1. En afgørelse i medfør af artikel 74 kan i henhold til procesreglementet appelleres som følger:
(a) anklageren kan appellere af følgende grunde:
(i) rettergangsfejl,
(ii) urigtig bevisbedømmelse, eller
(iii) urigtig retsanvendelse,
(b) domfældte, eller anklageren på den domfældtes vegne, kan appellere af følgende grunde:
(i) rettergangsfejl,
(ii) urigtig bevisbedømmelse,
(iii) urigtig retsanvendelse, eller
(iv) ethvert andet grundlag, der påvirker domsforhandlingens eller afgørelsens
rimelighed eller pålidelighed.
2. (a) Strafudmålingen kan i
overensstemmelse med procesreglementet appelleres af anklageren eller domfældte
på grundlag af misforhold mellem forbrydelse og strafudmåling.
(b) Hvis domstolen i en appel vedrørende strafudmålingen finder, at der er
grundlag for hel eller delvis omgørelse, kan den opfordre anklageren og
domfældte til at anføre grunde i henhold til artikel 81, stk. 1 (a) eller (b),
og kan træffe afgørelse vedrørende skyldspørgsmålet i henhold til artikel 83.
(c) Samme fremgangsmåde anvendes, når domstolen under en appel vedrørende
skyldspørgsmålet finder, at der er grundlag for strafnedsættelse i henhold til
stk. 2 (a).
3. (a) Domfældte skal forblive varetægtsfængslet under behandlingen af
appelsagen, medmindre domskammeret træffer anden afgørelse.
(b) Hvis domfældtes tid i varetægtsfængsel overstiger varigheden af den idømte
fængselsstraf, skal domfældte løslades; dog kan løsladelsen, hvis anklageren
også appellerer, være underlagt de betingelser, der er anført i litra (c).
(c) Ved frifindelse skal tiltalte løslades umiddelbart, dog med følgende
forbehold:
(i) under ekstraordinære
omstændigheder og under hensyntagen til blandt andet den konkrete flugtrisiko,
forbrydelsens grovhed og sandsynligheden for medhold i appellen, kan
domskammeret efter anmodning fra anklageren opretholde varetægtsfængslingen af
den pågældende person under behandlingen af appelsagen,
(ii) domskammerets beslutning i henhold til litra (c) (i) kan appelleres i
overensstemmelse med procesreglementet.
4. Med forbehold for bestemmelserne i stk. 3 (a) og (b) skal fuldbyrdelsen af dommen eller straffen udsættes i den periode, der er adgang til appel, og så længe appelsagen behandles.
Artikel 82
Appel af andre afgørelser
1. Følgende afgørelser kan appelleres af begge parter i henhold til procesreglementet:
(a) en afgørelse vedrørende
jurisdiktion eller antagelighed,
(b) en afgørelse, der efterkommer eller afslår en ansøgning om løsladelse af den
person, der er genstand for efterforskning eller retsforfølgning,
(c) en afgørelse fra forundersøgelseskammeret om at handle af egen drift efter
artikel 56, stk. 3,
(d) en afgørelse, der vedrører et spørgsmål, som vil have væsentlig indflydelse
på en retfærdig og effektiv sagsbehandling eller på domsforhandlingens udfald,
og hvor appelkammerets omgående afgørelse af spørgsmålet efter
forundersøgelseskammerets eller domskammerets vurdering vil kunne fremme
sagsbehandlingen væsentligt.
2. En afgørelse fra
forundersøgelseskammeret i henhold til artikel 57, stk. 3 (d) kan appelleres af
den pågældende stat eller af anklageren med tilladelse fra
forundersøgelseskammeret. Appelbehandlingen skal behandles hurtigt.
3. En appel har ikke opsættende virkning, medmindre appelkammeret efter
anmodning afsiger kendelse herom i henhold til procesreglementet.
4. En retslig repræsentant for ofrene, domfældte eller en ejer i god tro af et
formuegode, der er blevet negativt berørt af en kendelse i henhold til artikel
75, kan appellere en afgørelse om erstatning, som fastsat i procesreglementet.
Artikel 83
Behandling af appelsager
1. Under retsforhandlinger i
henhold til artikel 81 og denne artikel skal appelkammeret have samtlige
domskammerets beføjelser.
2. Hvis appelkammeret finder, at den domsforhandling, som appellen vedrører, var
urimelig på en måde, der påvirkede pålideligheden af afgørelsen af
skyldspørgsmålet eller strafudmålingens, eller at afgørelsen af skyldspørgsmålet
eller strafudmålingen, som appellen vedrører, i væsentlig grad var påvirket af
urigtig bevisvurdering eller urigtig retsanvendelse, kan kammeret:
(a) omstøde eller ændre
afgørelsen af skyldspørgsmålet eller strafudmålingen, eller
(b) beslutte, at der skal gennemføres en ny domforhandling for et andet
domskammer.
Appelkammeret kan med henblik
herpå hjemvise et spørgsmål vedrørende en sags faktiske omstændigheder til det
oprindelige domskammer, som herefter skal afgøre spørgsmålet og melde tilbage i
overensstemmelse hermed, eller appelkammeret kan selv indhente beviser for at
afgøre spørgsmålet. Hvis kun domfældte, eller anklageren på dennes vegne, har
appelleret en afgørelse af skyldspørgsmålet eller strafudmålingen, kan
afgørelsen eller strafudmålingen ikke ændres til skade for domfældte.
3. Hvis appelkammeret under en appel af strafudmålingen finder, at straffen står
i misforhold til forbrydelsen, kan den ændre strafudmålingen i overensstemmelse
med kapitel 7.
4. Appelkammerets afgørelse skal træffes af et flertal af dommerne og afsiges
for åbne døre. Dommen skal være begrundet. Såfremt der ikke er enstemmighed,
skal appelkammerets dom indeholde både flertallets og mindretallets synspunkter;
men en dommer kan vedrørende et retsspørgsmål afgive en særskilt eller
dissentierende udtalelse.
5. Appelkammeret kan afsige dom i den frifundne eller domfældte persons fravær.
Artikel 84
Genoptagelse af domfældelse eller strafudmåling
1. En domfældt person eller, hvis denne er afgået ved døden, hans eller hendes ægtefælle, børn, forældre eller en person, der var i live på tidspunktet for tiltaltes død, og som har fået udtrykkelige skriftlige instruktioner fra tiltalte om at fremsætte et sådant krav, eller anklageren på den pågældende persons vegne, kan anmode appelkammeret om at genoptage den endelige domfældelse eller strafudmåling af følgende grunde:
(a) nye beviser er kommet for dagen, som:
(i) ikke forelå på tidspunktet
for domsforhandlingen, hvilket hverken helt eller delvis skyldtes den part, der
har fremsat anmodningen, og
(ii) er tilstrækkeligt vigtige til, at de, hvis de var blevet påvist under
retssagen, sandsynligvis ville have ført til en anden afgørelse,
(b) det er for nyligt blevet
opdaget, at afgørende beviser, der blev lagt til grund under retssagen og på
hvilke domfældelsen beror, var falske eller forfalskede,
(c) én eller flere af de dommere, der deltog i domfældelsen eller godkendelsen
af tiltalen, derved har begået en alvorlig tjenesteforseelse eller alvorlig
misligholdelse af sine pligter af tilstrækkelig grovhed til at retfærdiggøre
afsættelsen af den eller de pågældende dommere fra embedet i henhold til artikel
46.
2. Appelkammeret skal afvise anmodningen, såfremt den skønnes ubegrundet. Såfremt kammeret finder anmodningen velbegrundet, kan det efter omstændighederne:
(a) genindkalde det oprindelige
domskammer,
(b) nedsætte et nyt domskammer, eller
(c) bevare kompetence i sagen med henblik på, efter høring af parterne som
fastsat i procesreglementet, at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt dommen
skal genoptages.
Artikel 85
Erstatning til en anholdt eller domfældt person
1. En person, der har været
udsat for ulovlig anholdelse eller fængsling, skal have ret til erstatning, og
kravet skal kunne tvangsfuldbyrdes.
2. Hvis en person ved en endelig afgørelse er blevet domfældt for en strafbar
handling, og domfældelsen efterfølgende omstødes med henvisning til, at en ny
eller nyopdaget kendsgerning utvetydigt viser, at retfærdigheden ikke er sket
fyldest, skal den person, der er blevet straffet som følge af domfældelsen,
modtage erstatning efter gældende ret, medmindre det er bevist, at den
pågældende selv er helt eller delvis skyld i den manglende fremlæggelse af den
ukendte faktiske oplysning.
3. Under ekstraordinære omstændigheder, hvor domstolen finder afgørende
kendsgerninger, der viser, at retfærdigheden på alvorlig og åbenbar vis ikke er
sket fyldest, kan den efter eget skøn tilkende erstatning i henhold til de
kriterier, der er anført i procesreglementet, til en person, der er blevet
løsladt fra varetægtsfængsling efter en endelig frifindelsesdom eller efter
ophævelse af retssagen af den grund.
KAPITEL 9.
INTERNATIONALT SAMARBEJDE OG RETSLIG BISTAND
Artikel 86
Almindelig forpligtelse til samarbejde
Deltagerstaterne skal i henhold til denne statuts bestemmelser samarbejde fuldt ud med domstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion.
Artikel 87
Anmodninger om samarbejde: Almindelige bestemmelser
1. (a) Domstolen skal være beføjet til at fremsætte anmodninger om samarbejde til deltagerstaterne. Anmodningerne skal oversendes ad diplomatisk vej eller på en sådan anden hensigtsmæssig måde, som måtte blive anvist af hver deltagerstat ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse.
Efterfølgende ændringer i anvisningen skal foretages af hver deltagerstat i henhold til procesreglementet.
(b) Hvis det er hensigtsmæssigt og uden at foregribe bestemmelsen i litra (a), kan anmodninger også oversendes gennem Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (INTERPOL) eller en egnet regional organisation.
2. Anmodninger om samarbejde og
dokumenter til støtte herfor skal enten være på eller være ledsaget af en
oversættelse til den anmodede stats officielle sprog eller et af domstolens
arbejdssprog, i overensstemmelse med den pågældende stats valg ved ratifikation,
accept, godkendelse eller tiltrædelse.
Efterfølgende ændringer i dette valg skal foretages i henhold til
procesreglementet.
3. Den anmodede stat skal behandle en anmodning om samarbejde og dokumenter til
støtte herfor fortroligt, undtagen i det omfang fremlæggelse er nødvendig for
anmodningens gennemførelse.
4. Med hensyn til enhver anmodning om bistand, der er fremlagt i henhold til
dette kapitel, kan domstolen tage sådanne skridt, som måtte være nødvendige for
at sikre ofres, potentielle vidners og deres familiers sikkerhed eller fysiske
og psykiske velfærd, herunder skridt til beskyttelse af oplysninger. Domstolen
kan anmode om, at oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til dette
kapitel, skal tilvejebringes og behandles på en måde, der beskytter ofres,
potentielle vidners og deres familiers sikkerhed og fysiske eller psykiske
velfærd.
5. (a) Domstolen kan opfordre
stater, der ikke er deltagere i statutten, til at yde bistand i henhold til
dette kapitel på grundlag af en ad hoc-ordning, en aftale med den pågældende
stat eller på andet hensigtsmæssigt grundlag.
(b) Såfremt en stat, der ikke er deltager i statutten, og som har indgået en ad
hoc- ordning eller en aftale med domstolen, undlader at efterkomme en anmodning
om samarbejde i henhold til den pågældende ordning eller aftale, kan domstolen
underrette forsamlingen af deltagerstater herom eller Sikkerhedsrådet, i det
omfang Sikkerhedsrådet har henvist forholdet til domstolen.
6. Domstolen kan anmode enhver
mellemstatslig organisation om at stille oplysninger eller dokumenter til
rådighed. Domstolen kan også anmode om andre former for samarbejde og bistand,
som den måtte nå til enighed om med en sådan organisation og som er i
overensstemmelse med dennes kompetence eller mandat.
7. I det omfang en deltagerstat undlader at efterkomme en anmodning om
samarbejde fra domstolen i strid med denne statuts bestemmelser, og derved
forhindrer domstolen i at udøve sine funktioner og beføjelser efter denne
statut, kan domstolen afsige kendelse herom og henvise sagen til forsamlingen af
deltagerstater eller Sikkerhedsrådet, i det omfang Sikkerhedsrådet har henvist
forholdet til domstolen.
Artikel 88
Tilgængelighed af nationale procedurer
Deltagerstater skal sikre, at der findes procedurer i national lovgivning for enhver af de former for samarbejde, der er anført i dette kapitel.
Artikel 89
Overførelse af personer til domstolen
1. Domstolen kan fremsende en
anmodning om anholdelse og overførelse af en person, vedlagt materiale til
støtte herfor, som angivet i artikel 91, til enhver stat, på hvis territorium
denne person kan findes, og skal anmode den pågældende stat om at samarbejde med
hensyn til anholdelsen og overførelsen af en sådan person. Deltagerstaterne skal
i overensstemmelse med dette kapitels bestemmelser og proceduren i national
lovgivning efterkomme anmodninger om anholdelse og overførelse.
2. Såfremt den person, der søges overført, gør indsigelse ved en national
domstol på grundlag af princippet om negativ retskraft (ne bis in idem)
som fastsat i artikel 20, skal den anmodede stat uden ophold rådføre sig med
domstolen for at afgøre, om der er afsagt kendelse om sagens antagelighed.
Såfremt sagen er antagelig, skal den anmodede stat tage skridt til at efterkomme
anmodningen. Hvis en kendelse om antagelighed er under behandling, kan den
anmodede stat udskyde efterkommelsen af anmodningen om overførelse af personen,
indtil domstolen afsiger kendelse med hensyn til antagelighed.
3. (a) En deltagerstat skal i
overensstemmelse med sin nationale retspleje give bemyndigelse til transport
gennem sit territorium af en person, der overføres til domstolen af en anden
stat, undtagen hvor transit gennem denne stat ville forhindre eller forsinke
overførelsen.
(b) En anmodning fra domstolen om transit skal fremsendes i overensstemmelse med
artikel 87. Anmodningen om transit skal indeholde:
(i) en beskrivelse af den
person, der transporteres,
(ii) en kort fremstilling af sagens kendsgerninger og deres juridiske
betegnelse, og
(iii) beslutningen om anholdelse og overførelse.
(c) En person, der
transporteres, skal være frihedsberøvet i transitperioden.
(d) Bemyndigelse er ikke påkrævet, hvis personen bliver transporteret med fly,
og hvis ingen landing er planlagt på transitstatens territorium.
(e) Såfremt en ikke planlagt landing på transitstatens territorium finder sted,
kan denne stat kræve en anmodning om transit fra domstolen, som anført i stk. 3
(b). Transitstaten skal tilbageholde den person, der transporteres, indtil
anmodningen om transit er modtaget, og transit effektueres, forudsat at
tilbageholdelse med det formål, der er nævnt i denne bestemmelse, ikke forlænges
ud over 96 timer fra tidspunktet for den ikke planlagte landing, medmindre
anmodningen modtages inden for dette tidsrum.
4. Hvis den person, der søges overført, er genstand for retsforfølgning eller afsoner en straf i den anmodede stat for en anden forbrydelse, der er forskellig fra den, for hvilken overførelse til domstolen søges, skal den anmodede stat efter at have truffet afgørelse om efterkommelse af anmodningen rådføre sig med domstolen.
Artikel 90
Konkurrerende anmodninger
1. En deltagerstat, som modtager
en anmodning om overførelse af en person i henhold til artikel 89, og som også
modtager en anmodning fra en anden stat om udlevering af den samme person for
den samme adfærd, som udgør grundlaget for den forbrydelse, for hvilken
domstolen søger den pågældende overført, skal underrette domstolen og den
anmodende stat herom.
2. Hvis den anmodende stat er en deltagerstat, skal den anmodede stat give
domstolens anmodning forrang, såfremt:
(a) domstolen i henhold til
artikel 18 eller 19 har afsagt kendelse om, at den sag, med hensyn til hvilken
personen søges overført, er antagelig, og kendelsen tager hensyn til den
anmodende stats efterforskning eller retsforfølgning i forbindelse med dens
anmodning om udlevering, eller
(b) domstolen afsiger kendelse, som beskrevet i stk. 2 (a) i medfør af den
anmodede stats underretning i henhold til stk. 1.
3. Såfremt der ikke er afsagt
kendelse i henhold til stk. 2 (a), kan den anmodede stat, mens den afventer
domstolens kendelse i medfør af stk. 2 (b), efter eget skøn påbegynde
behandlingen af udleveringsanmodningen fra den anmodende stat, men må ikke
udlevere personen, før domstolen har afsagt kendelse om, at sagen ikke kan
antages. Domstolens kendelse skal behandles hurtigt.
4. Hvis den anmodende stat ikke deltager i denne statut, skal den anmodede stat,
hvis den ikke er internationalt forpligtet til at udlevere personen til den
anmodende stat, give domstolens anmodning om overførelse forrang, hvis domstolen
har afsagt kendelse om, at sagen er antagelig.
5. Såfremt domstolen ikke har afsagt kendelse om, at en sag i henhold til stk. 4
er antagelig, kan den anmodede stat efter eget skøn påbegynde behandlingen af
udleveringsanmodningen fra den anmodende stat.
6. I sager, hvor stk. 4 finder anvendelse, men hvor den anmodede stat er under
en gældende international forpligtelse til at udlevere personen til den
anmodende stat, der ikke deltager i denne statut, skal den anmodede stat afgøre,
hvorvidt den vil overføre personen til domstolen eller udlevere personen til den
anmodende stat. I forbindelse med denne afgørelse skal den anmodede stat tage
alle relevante faktorer i betragtning, herunder, men ikke begrænset til:
(a) respektive datoer for
anmodningerne,
(b) den anmodende stats interesser, herunder, hvor det er relevant, hvorvidt
forbrydelsen blev begået på dens territorium, og ofrenes og den eftersøgte
persons nationalitet, og
(c) muligheden for efterfølgende overførelse mellem domstolen og den anmodende
stat.
7. Hvis en deltagerstat, der modtager en anmodning fra domstolen om overførelse af en person, også modtager en anmodning om udlevering fra en stat vedrørende den samme person for anden adfærd end den forbrydelse, der udgør grundlaget for domstolens anmodning om overførelse:
(a) skal den anmodede stat,
såfremt den ikke er under en gældende international forpligtelse til at udlevere
personen til den anmodende stat, give domstolens anmodning forrang,
(b) skal den anmodede stat, hvis den er under en gældende international
forpligtelse til at udlevere personen til den anmodende stat, afgøre, hvorvidt
den vil overføre personen til domstolen eller udlevere personen til den
anmodende stat. I forbindelse med denne afgørelse skal den anmodede stat tage
alle relevante faktorer i betragtning, herunder, men ikke begrænset til dem, der
er anført i stk. 6, men skal navnlig tage hensyn til den relative art og grovhed
af den pågældende adfærd.
8. Hvor domstolen i medfør af en underretning i henhold til denne artikel har afsagt kendelse om, at en sag ikke kan antages, og udlevering til den anmodende stat efterfølgende afvises, skal den anmodede stat underrette domstolen om sin afgørelse.
Artikel 91
Indhold af en anmodning om anholdelse og overførelse
1. En anmodning om anholdelse og
overførelse skal fremsættes skriftligt. I hastende sager kan anmodningen
fremsættes ved anvendelse af et hvilket som helst middel, der er i stand til at
levere en skriftlig fremstilling, forudsat at anmodningen bekræftes på den måde,
der er fastsat i artikel 87, stk. 1 (a).
2. Med hensyn til en anmodning om anholdelse og overførelse af en person, imod
hvilken forundersøgelseskammeret har udstedt en anholdelsesbeslutning i henhold
til artikel 58, skal anmodningen indeholde eller være ledsaget af:
(a) tilstrækkelige oplysninger
til at identificere personen samt oplysninger om personens sandsynlige
opholdssted,
(b) en kopi af anholdelsesbeslutningen for den pågældende, og
(c) sådanne dokumenter, erklæringer eller oplysninger, som måtte være nødvendige
til at opfylde de krav, den anmodede stat stiller for overførelse, dog således
at de pågældende krav ikke bør være mere byrdefulde end dem, der gælder for
anmodninger om udlevering i henhold til traktater eller ordninger mellem den
anmodede stat og andre stater, og om muligt bør være mindre byrdefulde i
betragtning af domstolens særlige karakter.
3. Med hensyn til en anmodning om anholdelse og overførelse af en person, der allerede er domfældt, skal anmodningen indeholde eller være ledsaget af:
(a) en kopi af
anholdelsesbeslutningen for den pågældende,
(b) en kopi af den fældende dom,
(c) oplysninger, der påviser, at den person, der søges overført, er den person,
der henvises til i den fældende dom, og
(d) såfremt den person, der søges overført, er blevet idømt straf, en kopi af
strafudmålingen og, ved fængselsstraf, en opgørelse over enhver periode, som
allerede måtte være afsonet, og den periode, der endnu ikke er afsonet.
4. Efter anmodning fra domstolen skal en deltagerstat rådføre sig med domstolen, enten i almindelighed eller vedrørende et konkret spørgsmål, med hensyn til krav i dens nationale lovgivning, der måtte finde anvendelse i henhold til stk. 2 (c). Under rådførelsen skal deltagerstaten oplyse domstolen om særlige krav i dens nationale lovgivning.
Artikel 92
Foreløbig anholdelse
1. I hastende sager kan
domstolen anmode om foreløbig anholdelse af den eftersøgte person indtil
fremsættelsen af anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter, som
anført i artikel 91.
2. Anmodningen om foreløbig anholdelse skal fremsættes ved anvendelse af et
hvilket som helst middel, der er i stand til at levere en skriftlig
fremstilling, og skal indeholde:
(a) oplysninger til beskrivelse
af den søgte person, der er tilstrækkelige til at identificere personen, samt
oplysninger om personens sandsynlige opholdssted,
(b) en kortfattet redegørelse for de forbrydelser, for hvilke personen søges
anholdt, og for de kendsgerninger, der påstås at udgøre de pågældende
forbrydelser, herunder om muligt dato og sted for forbrydelsen,
(c) en erklæring om eksistensen af en anholdelsesbeslutning eller en fældende
dom vedrørende den eftersøgte person, og
(d) en erklæring om, at en anmodning om overførelse af den eftersøgte person vil
følge.
3. En person, der er foreløbigt
anholdt, kan løslades fra varetægt, såfremt den anmodede stat ikke har modtaget
anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter, som anført i artikel 91,
inden for det tidsrum, som er fastsat i procesreglementet. Personen kan dog give
samtykke til overførelse inden udløbet af denne periode, hvis dette er tilladt i
henhold til den anmodede stats lovgivning. I så tilfælde skal den anmodede stat
iværksætte overførelsen af personen til domstolen snarest muligt.
4. Det forhold, at den eftersøgte person er blevet løsladt i henhold til stk. 3,
skal ikke være til hinder for efterfølgende anholdelse og overførelse af denne
person, hvis anmodningen om overførelse og de ledsagende dokumenter fremsendes
på et senere tidspunkt.
Artikel 93
Andre former for samarbejde
1. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel og procedurerne i national lovgivning efterkomme anmodninger fra domstolen om følgende bistand med hensyn til efterforskning eller retsforfølgning:
(a) identifikation af og
opholdssted for personer eller lokalisering af genstande,
(b) optagelse af bevis, herunder vidneforklaring under ed, og tilvejebringelse
af beviser, herunder de responsa og rapporter, der er nødvendige for domstolen,
(c) afhøring af enhver person, der er genstand for efterforskning eller
retsforfølgning,
(d) forkyndelse af dokumenter, herunder retsdokumenter,
(e) fremme af en persons frivillige fremmøde for domstolen som vidne eller
sagkyndig,
(f) midlertidig overflytning af personer som bestemt i stk. 7,
(g) undersøgelse af lokaliteter eller steder, herunder opgravning og
undersøgelse af gravsteder,
(h) gennemførelse af ransagning og beslaglæggelse,
(i) tilvejebringelse af optegnelser og dokumenter, herunder officielle
optegnelser og dokumenter,
(j) beskyttelse af ofre og vidner og bevissikring,
(k) identifikation, opsporing, indefrysning og beslaglæggelse af udbytte,
ejendom og aktiver fra og redskaber anvendt til forbrydelser med henblik på
konfiskation uden at foregribe rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god
tro, og
(l) enhver anden form for bistand, som ikke er forbudt efter den anmodede stats
lovgivning, med henblik på at lette efterforskningen og retsforfølgningen af
forbrydelser under domstolens jurisdiktion.
2. Domstolen skal have beføjelse
til at forsikre et vidne eller en sagkyndig, der giver møde for domstolen, om,
at han eller hun ikke vil blive retsforfulgt, tilbageholdt eller underlagt nogen
indskrænkning i sin personlige frihed af domstolen for handlinger eller
undladelser fra tiden før den pågældende persons afrejse fra den anmodede stat.
3. I det omfang gennemførelse af en bestemt form for bistand, som er beskrevet i
en anmodning fremsat i henhold til stk. 1, er forbudt i den anmodede stat i
medfør af et grundlæggende retsprincip, der finder almindelig anvendelse, skal
den anmodede stat uden ophold rådføre sig med domstolen med henblik på at søge
at løse problemet. Ved rådførelsen skal der tages hensyn til, om bistanden kan
ydes på anden måde eller være genstand for vilkår. Såfremt sagen fortsat ikke
kan løses efter rådførelsen, skal domstolen foretage de nødvendige ændringer i
anmodningen.
4. I overensstemmelse med art. 72 kan en deltagerstat udelukkende helt eller
delvis afslå en anmodning om bistand, såfremt anmodningen vedrører
tilvejebringelse af dokumenter eller fremlæggelse af beviser, som vedrører dens
nationale sikkerhed.
5. Inden den afslår en anmodning om bistand i henhold til stk. 1, litra (l),
skal den anmodede stat vurdere, hvorvidt bistanden kan ydes på konkrete vilkår,
eller hvorvidt bistanden kan ydes på et senere tidspunkt eller på en anden måde,
dog således at domstolen eller anklageren, såfremt de accepterer bistanden på
vilkår, skal overholde disse.
6. Såfremt en anmodning om bistand afslås, skal den anmodede stat uden ophold
underrette domstolen eller anklageren om årsagerne hertil.
7. (a) Domstolen kan anmode om midlertidig overflytning af en varetægtsfængslet person med henblik på identifikation eller optagelse af vidneudsagn eller anden bistand. Den pågældende person kan overflyttes, såfremt følgende betingelser er opfyldt:
(i) personen af fri vilje giver
sit samtykke til overflytningen, og
(ii) den anmodede stat indvilger i overflytningen på de betingelser, som den
pågældende stat og domstolen måtte opnå enighed om.
(b) Den person, der overflyttes,
skal forblive i varetægt. Når formålet med overflytningen er opfyldt, skal
domstolen uden ophold returnere personen til den anmodede stat.
8. (a) Domstolen skal sikre fortroligheden af dokumenter og oplysninger, med
undtagelse af hvad der måtte være påkrævet af hensyn til den efterforskning og
retsforfølgning, der er beskrevet i anmodningen.
(b) Den anmodede stat kan om nødvendigt fremsende dokumenter eller oplysninger
til anklageren i fortrolighed. Anklageren kan derefter udelukkende anvende dem
med henblik på at fremskaffe nye beviser.
(c) Den anmodede stat kan af egen drift eller efter anmodning fra anklageren
efterfølgende give samtykke til fremlæggelsen af sådanne dokumenter eller
oplysninger. De kan herefter anvendes som bevis i henhold til bestemmelserne i
kapitel 5 og 6 og i overensstemmelse med procesreglementet.
9. (a) (i) Såfremt en
deltagerstat modtager konkurrerende anmodninger, om andet end overførelse eller
udlevering, fra domstolen og fra en anden stat i medfør af en international
forpligtelse, skal deltagerstaten i samråd med domstolen og den anden stat
tilstræbe at opfylde begge anmodninger, om nødvendigt ved at udskyde eller
knytte vilkår til en af anmodningerne,
(ii) er dette ikke muligt, skal konkurrerende anmodninger behandles i
overensstemmelse med de principper, der er fastsat i artikel 90.
(b) Hvis anmodningen fra
domstolen imidlertid vedrører oplysninger, ejendom eller personer, der er under
en tredje stats eller en international organisations kontrol i kraft af en
international aftale, skal den anmodede stat oplyse domstolen herom, og
domstolen skal rette sin anmodning til den pågældende stat eller internationale
organisation.
10. (a) Domstolen kan efter anmodning samarbejde med og yde bistand til en
deltagerstat, der gennemfører en efterforskning eller en domsforhandling med
hensyn til adfærd, som udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, eller
som udgør en alvorlig forbrydelse i henhold til den anmodende stats nationale
lovgivning.
(b) (i) Den bistand, som ydes i henhold til litra (a), skal blandt andet omfatte:
a. fremsendelse af erklæringer, dokumenter eller andre former for beviser, der er indsamlet under en efterforskning eller retssag gennemført af domstolen, og
b. afhøring af personer, der tilbageholdes efter kendelse fra domstolen.
(ii) I tilfælde af bistand i henhold til litra (b) (i) a.:
a. hvis dokumenterne eller
andre former for bevis er indsamlet med bistand fra en stat, skal den pågældende
stat give sit samtykke til fremsendelsen,
b. hvis erklæringer, dokumenter eller andre former for bevis er tilvejebragt af
et vidne eller en sagkyndig, skal fremsendelsen ske i henhold til bestemmelserne
i artikel 68.
(c) Under de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse kan domstolen efterkomme en anmodning om bistand i henhold til denne bestemmelse fra en stat, der ikke er en deltager i denne statut.
Artikel 94
Udsættelse med hensyn til efterkommelse af en anmodning på grund af en
igangværende efterforskning eller retsforfølgning
1. Såfremt umiddelbar
efterkommelse af en anmodning ville gribe ind i en igangværende efterforskning
eller retsforfølgning af en sag, der er forskellig fra den, som anmodningen
vedrører, kan den anmodede stat udsætte efterkommelsen af anmodningen i et
tidsrum aftalt med domstolen. Udsættelsen må dog ikke være længere end
nødvendigt for at fuldføre den relevante efterforskning eller retsforfølgning i
den anmodede stat. Inden der træffes afgørelse om udsættelse af efterkommelsen,
bør den anmodede stat vurdere, hvorvidt bistanden på visse betingelser kan ydes
umiddelbart.
2. Såfremt en afgørelse om udsættelse træffes i henhold til stk. 1, kan
anklageren tage skridt til bevissikring i medfør af artikel 93, stk. 1 (j).
Artikel 95
Udsættelse med hensyn til efterkommelse af en anmodning på grund af indsigelse
mod antagelighed
Såfremt domstolen i henhold til artikel 18 eller 19 er i færd med at behandle en indsigelse mod en sags antagelighed, kan den anmodede stat udsætte efterkommelsen af en anmodning i henhold til dette kapitel, indtil domstolens afgørelse foreligger, medmindre domstolen særligt har afsagt kendelse om, at anklageren kan fortsætte indsamlingen af sådanne beviser i henhold til artikel 18 eller 19.
Artikel 96
Indhold af anmodning om andre former for bistand i henhold til artikel 93
1. Anmodning om andre former for
bistand, som nævnt i artikel 93, skal fremsættes skriftligt. I hastende sager
kan en anmodning fremsættes ved anvendelse af et hvilket som helst middel, der
er i stand til at levere en skriftlig fremstilling, forudsat at anmodningen
bekræftes på den måde, der er fastsat i artikel 87, stk. 1 (a).
2. Anmodningen skal alt efter omstændighederne indeholde eller være ledsaget af
følgende:
(a) en kortfattet redegørelse
for formålet med anmodningen og den bistand, der søges, herunder det retlige
grundlag for og årsagerne til anmodningen,
(b) flest muligt detaljerede oplysninger om lokalisering eller identifikation af
personer eller steder, der skal findes eller identificeres, for at den søgte
bistand kan ydes,
(c) en kortfattet redegørelse for de væsentlige forhold, der ligger til grund
for anmodningen,
(d) årsagerne til og detaljer om procedurer eller krav, der skal efterkommes,
(e) sådanne oplysninger, som måtte være påkrævet i henhold til den anmodede
stats lovgivning for at anmodningen kan efterkommes, og
(f) alle andre oplysninger, der er relevante for, at den søgte bistand kan ydes.
3. Efter anmodning fra domstolen
skal en deltagerstat rådføre sig med domstolen, enten i almindelighed eller
vedrørende et konkret spørgsmål, med hensyn til krav i dens nationale
lovgivning, der måtte finde anvendelse i henhold til stk. 2 (e). Under
rådførelsen skal deltagerstaten oplyse domstolen om særlige krav i dens
nationale lovgivning.
4. Denne artikels bestemmelser skal efter omstændighederne også finde anvendelse
med hensyn til en anmodning om bistand, der fremsættes til domstolen.
Artikel 97
Rådførelse
Såfremt en deltagerstat modtager en anmodning i henhold til dette kapitel og i den forbindelse identificerer problemer, som vil kunne svække eller forhindre efterkommelsen af anmodningen, skal staten rådføre sig med domstolen uden ophold med henblik på at løse sagen. Sådanne problemer kan blandt andet omfatte:
(a) utilstrækkelige oplysninger
til, at anmodningen kan efterkommes,
(b) i tilfælde af en anmodning om overførelse, at personen ikke kan findes trods
de bedste bestræbelser herpå, eller at den gennemførte efterforskning har
godtgjort, at personen i den anmodede stat klart ikke er den person, der er
opført i anholdelsesbeslutningen, eller
(c) at efterkommelsen af anmodningen i dens foreliggende form ville gøre det
påkrævet, at den anmodede stat bryder en gældende traktatmæssig forpligtelse
over for en anden stat.
Artikel 98
Samarbejde med hensyn til afkald på immunitet og samtykke til overførelse
1. Domstolen kan ikke gå videre
med en anmodning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede
stat handler i strid med sine forpligtelser i henhold til folkeretten vedrørende
stats- eller diplomatisk immunitet for en tredje stats person eller ejendom,
medmindre domstolen forinden kan opnå den pågældende tredje stats samarbejde om
afkald på immuniteten.
2. Domstolen kan ikke gå videre med en anmodning om overførelse eller bistand,
som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med sine forpligtelser i
henhold til internationale aftaler, i henhold til hvilke udsenderstatens
samtykke er påkrævet til overførelse af en person fra den pågældende stat til
domstolen, medmindre domstolen forinden kan opnå udsenderstatens samarbejde om
samtykke til overførelsen.
Artikel 99
Efterkommelse af anmodninger i henhold til artikel 93 og 96
1. Anmodninger om bistand skal
efterkommes i overensstemmelse med gældende procedurer i den anmodede stats
lovgivning og, medmindre det er forbudt i denne lovgivning, på den måde, der er
angivet i anmodningen, herunder ved de deri beskrevne procedurer eller ved at
tillade personer anført i anmodningen at være til stede og bistå ved
anmodningens efterkommelse.
2. I tilfælde af en hastende anmodning skal de dokumenter eller beviser, der i
den anledning tilvejebringes, hastefremsendes efter anmodning fra domstolen.
3. Svar fra den anmodede stat skal fremsendes i deres originale sprog og form.
4. I det omfang det er nødvendigt for en vellykket efterkommelse af en
anmodning, som kan efterkommes uden tvangsforanstaltninger, herunder særligt
afhøring eller optagelse af vidneforklaring fra en person på frivilligt
grundlag, også uden den anmodede deltagerstats myndigheders tilstedeværelse,
hvis dette er afgørende for anmodningens efterkommelse, og undersøgelse kan
finde sted uden ændring af offentlig lokalitet eller andet offentligt sted, kan
anklageren, uden at dette foregriber andre artikler i dette kapitel, efterkomme
en sådan anmodning direkte på en stats territorium som følger:
(a) Når forbrydelsen påstås at
være blevet begået på den anmodede deltagerstats territorium, og der er afsagt
kendelse om sagens antagelighed i henhold til artikel 18 eller 19, kan
anklageren efterkomme anmodningen direkte efter rådførelse med den anmodede stat
i videst muligt omfang.
(b) I andre tilfælde kan anklageren efterkomme anmodningen efter at have rådført
sig med den anmodede stat og betinget af sådanne rimelige vilkår eller
betænkeligheder, som den pågældende deltagerstat har rejst. Såfremt den anmodede
stat identificerer problemer med efterkommelsen af en anmodning i henhold til
denne bestemmelse, skal den uden ophold rådføre sig med domstolen med henblik på
at nå frem til en løsning.
5. Bestemmelser, der tillader en person, der har udtalt sig for eller er afhørt af domstolen i henhold til artikel 72, at påberåbe sig begrænsninger, der er beregnet på at forhindre fremlæggelse af fortrolige oplysninger, som vedrører national sikkerhed, skal også finde anvendelse på efterkommelsen af anmodninger om bistand i henhold til denne artikel.
Artikel 100
Omkostninger
1. De ordinære omkostninger i forbindelse med efterkommelsen af anmodninger på den anmodede stats territorium skal afholdes af den pågældende stat med undtagelse af følgende omkostninger, som skal afholdes af domstolen:
(a) omkostninger forbundet med
vidners og sagkyndiges rejser og sikkerhed, eller overflytning i henhold til
artikel 93 af varetægtsfængslede personer,
(b) omkostninger ved oversættelse, tolkning og udskrift,
(c) rejse- og opholdsomkostninger for dommerne, anklageren, viceanklagerne,
justitssekretæren, vicejustitssekretæren og personalet ved domstolens organer,
(d) omkostningerne ved responsa eller rapporter, som domstolen har anmodet om,
(e) omkostninger forbundet med transport af en person, der overføres til
domstolen af en forvaringsstat, og
(f) efter samråd, eventuelle ekstraordinære omkostninger i forbindelse med
efterkommelsen af en anmodning.
2. Bestemmelserne i stk. 1 skal efter omstændighederne finde anvendelse på anmodninger fra deltagerstater til domstolen. I givet fald skal domstolen afholde de ordinære omkostninger ved efterkommelsen.
Artikel 101
Specialitetsprincippet
1. En person, der overføres til
domstolen i henhold til denne statut, må ikke retsforfølges, straffes eller
tilbageholdes for anden adfærd begået forud for overførelsen end den adfærd
eller det adfærdsforløb, der udgør grundlaget for de forbrydelser, for hvilke
den pågældende person er blevet overført.
2. Domstolen kan anmode om, at den stat, der overfører personen til domstolen,
skal give afkald på at gøre kravene i stk. 1 gældende, og om nødvendigt skal
domstolen tilvejebringe yderligere oplysninger i henhold til artikel 91.
Deltagerstaterne skal være beføjede til at meddele et sådant afkald til
domstolen og bør bestræbe sig herpå.
Artikel 102
Terminologi
I denne statut:
(a) skal »overførelse« forstås
som en stats overlevering af en person til domstolen i medfør af denne statut,
(b) skal »udlevering« forstås som en stats overlevering af en person til en
anden stat i medfør af traktat, konvention eller national lovgivning.
KAPITEL 10.
FULDBYRDELSE
Artikel 103
Staters rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe
1. (a) En fængselsstraf afsones
i en stat, som domstolen udpeger ud fra en liste over stater, som over for
domstolen har tilkendegivet, at de er rede til at modtage domfældte personer.
(b) En stat, der tilkendegiver, at den er rede til at modtage domfældte
personer, kan på tidspunktet for tilkendegivelsen knytte sådanne betingelser til
sin accept, som domstolen tiltræder, og som er i overensstemmelse med dette
kapitel.
(c) En stat, der er udpeget i en bestemt sag, skal uden ophold oplyse domstolen
om, hvorvidt den accepterer domstolens udpegelse.
2. (a) Fuldbyrdelsesstaten skal underrette domstolen om forhold, herunder om
betingelser, hvorom der er opnået enighed i henhold til stk. 1, som væsentligt
kan påvirke vilkårene for eller længden af fængselsstraffen. Domstolen skal
gives mindst 45 dages varsel om sådanne kendte eller påregnelige forhold.
Fuldbyrdelsesstaten må ikke i denne periode tage skridt, der kan have
indvirkning på dens forpligtelser i henhold til artikel 110.
(b) Hvis domstolen ikke kan tiltræde de forhold, der er nævnt i stk. 2 (a), skal
den underrette fuldbyrdelsesstaten herom og forholde sig i overensstemmelse med
artikel 104, stk. 1.
3. Ved udøvelsen af sit skøn ved udpegelse af en stat i henhold til stk. 1 skal domstolen tage følgende i betragtning:
(a) det princip, at
deltagerstater bør dele ansvaret for fuldbyrdelsen af fængselsstraffe i
overensstemmelse med principperne om ligelig fordeling som fastsat i
procesreglementet,
(b) anvendelsen af almindeligt anerkendte traktatfastsatte standarder om
behandling af fanger,
(c) domfældtes synspunkter,
(d) domfældtes nationalitet,
(e) sådanne andre momenter vedrørende omstændighederne ved forbrydelsen eller
den domfældte eller den effektive fuldbyrdelse af straffen, som måtte være
relevante ved udpegelse af fuldbyrdelsesstaten.
4. Hvis der ikke udpeges en stat i henhold til stk. 1, skal fængselsstraffen afsones i et fængsel, der stilles til rådighed af værtsstaten i overensstemmelse med betingelserne i hjemstedsaftalen, som nævnt i artikel 3, stk. 2. I givet fald skal de omkostninger, der er forbundet med fuldbyrdelse af fængselsstraffen, bæres af domstolen.
Artikel 104
Ændring i udpegelse af fuldbyrdelsesstat
1. Domstolen kan til enhver tid
beslutte at overføre en domfældt person til et fængsel i en anden stat.
2. En domfældt person kan til enhver tid ansøge domstolen om at blive overført
fra fuldbyrdelsesstaten.
Artikel 105
Fuldbyrdelse af straffen
1. Med forbehold af de
betingelser, som en stat måtte have opstillet i henhold til artikel 103, stk. 1
(b), skal fængselsstraffen være bindende for deltagerstaterne, som under ingen
omstændigheder må ændre den.
2. Alene domstolen skal have ret til at afgøre en ansøgning om appel og
genoptagelse. Fuldbyrdelsesstaten må ikke hindre en domfældt person i at indgive
en sådan ansøgning.
Artikel 106
Tilsyn med fuldbyrdelse af fængselsstraffe og afsoningsforhold
1. Fuldbyrdelsen af en
fængselsstraf skal være underlagt domstolens tilsyn og skal være i
overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte standarder om
behandling af fanger.
2. Afsoningsforholdene skal være underkastet fuldbyrdelsesstatens lovgivning og
skal være i overensstemmelse med almindeligt anerkendte traktatfastlagte
standarder om behandling af fanger. Forholdene må på intet tidspunkt være mere
eller mindre gunstige end vilkårene for fanger dømt for lignende forbrydelser i
fuldbyrdelsesstaten.
3. Kommunikationen mellem en domfældt person og domstolen skal foregå uhindret
og fortroligt.
Artikel 107
Overflytning af personen efter endt afsoning
1. Efter endt afsoning kan en
person, der ikke er statsborger i fuldbyrdelsesstaten, i overensstemmelse med
fuldbyrdelsesstatens lovgivning, blive overflyttet til en stat, der er
forpligtet til at modtage ham eller hende, eller til en anden stat, der
indvilger i at modtage ham eller hende, under hensyntagen til den pågældende
persons ønske om at blive overflyttet til den pågældende stat, medmindre
fuldbyrdelsesstaten tillader personen at forblive på dens territorium.
2. Hvis ingen stat afholder de omkostninger, der er forbundet med overflytning
af personen til en anden stat i henhold til stk. 1, skal omkostningerne afholdes
af domstolen.
3. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 108 kan fuldbyrdelsesstaten
tillige, i overensstemmelse med dens nationale lovgivning, udlevere eller på
anden måde overgive personen til en stat, der har anmodet om udlevering eller
overførelse af den pågældende med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse
af en straf.
Artikel 108
Begrænsning i adgang til retsforfølgning eller straf for andre forbrydelser
1. En domfældt person i
fuldbyrdelsesstatens varetægt må ikke retsforfølges eller straffes eller
udleveres til en tredje stat for adfærd begået forud for personens overlevering
til fuldbyrdelsesstaten, medmindre sådan retsforfølgning, straf eller udlevering
efter anmodning fra fuldbyrdelsesstaten er godkendt af domstolen.
2. Domstolen skal afgøre spørgsmålet efter at have hørt den domfældtes
synspunkter.
3. Stk. 1 skal ophøre med at finde anvendelse, såfremt den domfældte person
frivilligt forbliver på fuldbyrdelsesstatens territorium i mere end 30 dage
efter endt afsoning af hele straffen idømt af domstolen, eller vender tilbage
til den pågældende stats territorium efter at have forladt det.
Artikel 109
Fuldbyrdelse af bøder og konfiskation
1. Deltagerstater skal fuldbyrde
bøder eller konfiskation, hvorom domstolen har afsagt kendelse i henhold til
kapitel 7, uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god
tro, og i overensstemmelse med procedurer i national lovgivning.
2. Såfremt en deltagerstat er ude af stand til at fuldbyrde en kendelse om
konfiskation, skal den tage skridt til at genvinde værdien af udbyttet,
ejendommen eller aktiverne, hvorom domstolen har afsagt kendelse om konfiskation
uden at gøre indgreb i rettigheder, der tilkommer tredjeparter i god tro.
3. Formuegode eller udbytte fra salg af fast ejendom eller, hvor det er
relevant, salg af anden ejendom, som en deltagerstat er kommet i besiddelse af
som resultat af dens fuldbyrdelse af en dom afsagt af domstolen, skal overføres
til domstolen.
Artikel 110
Domstolens prøvelse vedrørende strafnedsættelse
1. Fuldbyrdelsesstaten skal ikke
løslade personen, før den pågældende har afsonet den straf, der er idømt af
domstolen.
2. Alene domstolen skal have ret til at træffe beslutning om strafnedsættelse og
skal afsige kendelse herom efter at have hørt den pågældende persons forklaring.
3. Når personen har afsonet to tredjedele af straffen, eller 25 år i tilfælde af
livsvarigt fængsel, skal domstolen prøve straffen med henblik på at fastslå,
hvorvidt den bør nedsættes. En sådan prøvelse må ikke finde sted før dette
tidspunkt.
4. I sin prøvelse i henhold til stk. 3 kan domstolen nedsætte straffen, hvis den
finder, at ét eller flere af følgende forhold foreligger:
(a) personens tidlige og
fortsatte villighed til at samarbejde med domstolen i dens efterforskning og
retsforfølgning,
(b) personens frivillige bistand til at muliggøre fuldbyrdelsen af domstolens
domme og kendelser i andre sager, og i særdeleshed bistand til at lokalisere
aktiver, der er genstand for kendelser om bøde, konfiskation eller erstatning,
som kan anvendes til gavn for ofre, eller
(c) andre forhold, der vidner om en klar og væsentlig ændring i
omstændighederne, der er tilstrækkelig til at retfærdiggøre en nedsættelse af
straffen, som fastsat i procesreglementet.
5. Hvis domstolen under dens første prøvelse i henhold til stk. 3 beslutter, at der ikke er grundlag for at nedsætte straffen, skal den derefter prøve spørgsmålet om nedsættelse af straffen med sådanne mellemrum og ved anvendelse af sådanne kriterier, som er fastsat i procesreglementet.
Artikel 111
Undvigelse
Hvis en domfældt person undviger fra varetægt og flygter fra fuldbyrdelsesstaten, kan den pågældende stat, efter rådførelse med domstolen, anmode om personens udlevering fra den stat, hvori personen befinder sig, i henhold til gældende bilaterale eller multilaterale aftaler, eller kan anmode om, at domstolen søger personen overført i henhold til kapitel 9. Domstolen kan give instruktion om, at personen skal overleveres til den stat, hvori han eller hun afsonede sin straf eller til en anden stat udpeget af domstolen.
KAPITEL 11.
FORSAMLINGEN AF DELTAGERSTATER
Artikel 112
Forsamlingen af deltagerstater
1. Der oprettes en forsamling af
deltagerstater i denne statut. Hver deltagerstat skal have én repræsentant i
forsamlingen, som kan ledsages af suppleanter og rådgivere. Andre stater, der
har undertegnet denne statut eller slutakten, kan være observatører i
forsamlingen.
2. Forsamlingen har følgende opgaver:
(a) at behandle og i nødvendigt
omfang vedtage anbefalinger fra Den Forberedende Kommission,
(b) at føre overordnet tilsyn med præsidentskabet, anklageren og
justitssekretæren vedrørende domstolens administration,
(c) at behandle det i henhold til stk. 3 oprettede bureaus beretninger og
aktiviteter og træffe de foranstaltninger, som der måtte være anledning til,
(d) at behandle og vedtage domstolens budget,
(e) at træffe beslutning om eventuel ændring af antallet af dommere i henhold
til artikel 36,
(f) at behandle ethvert spørgsmål om manglende samarbejde i henhold til artikel
87, stk. 5 og 7,
(g) at udføre enhver anden funktion i overensstemmelse med denne statut eller
procesreglementet.
3. (a) Forsamlingen skal have et
bureau, der består af en præsident, to vicepræsidenter og 18 medlemmer, der
vælges af forsamlingen for en 3-årig periode.
(b) Bureauet skal være repræsentativt sammensat, idet der navnligt tages hensyn
til en ligelig geografisk fordeling og tilstrækkelig repræsentation af de
vigtigste retssystemer i verden.
(c) Bureauet skal mødes så ofte, som det er nødvendigt, og mindst en gang
årligt. Det skal bistå forsamlingen i udførelsen af dens opgaver.
4. Forsamlingen kan oprette
underordnede organer i nødvendigt omfang, herunder en uafhængig tilsynsmekanisme
til inspektion, evaluering og granskning af domstolen med henblik på at forbedre
dens effektivitet og økonomi.
5. Domstolens præsident, anklageren og justitssekretæren eller disses
repræsentanter kan i det nødvendige omfang deltage i forsamlingens og bureauets
møder.
6. Forsamlingen skal afholde sine møder ved domstolens sæde eller ved De
Forenede Nationers hovedkvarter en gang årligt og afholde særlige samlinger, når
omstændighederne gør det påkrævet. Medmindre andet er fastsat i denne statut,
skal særlige samlinger indkaldes af bureauet på dettes initiativ eller efter
anmodning fra en tredjedel af deltagerstaterne.
7. Hver deltagerstat skal have én stemme. Enhver bestræbelse skal gøres for, at
beslutning i forsamlingen og bureauet træffes ved konsensus. Såfremt konsensus
ikke kan opnås, og medmindre andet er fastsat i statutten, skal,
(a) beslutninger om
substansspørgsmål godkendes af et to tredjedeles flertal af dem, der er til
stede og afgiver stemme, forudsat at et absolut flertal af deltagerstaterne
udgør det til afstemning nødvendige antal (quorum),
(b) beslutninger om procedurespørgsmål træffes med simpelt flertal af de
deltagerstater, der er til stede og afgiver stemme.
8. En deltagerstat, som er i
restance med betaling af sit bidrag til domstolens omkostninger, skal ikke have
nogen stemmeret i forsamlingen eller i bureauet, såfremt restancebeløbet er lig
med eller overstiger statens bidrag for de to forudgående hele år. Forsamlingen
kan ikke desto mindre tillade en sådan deltagerstat at stemme i forsamlingen og
i bureauet, såfremt den finder, at undladelsen af at betale skyldes
omstændigheder, som deltagerstaten ikke er herre over.
9. Forsamlingen vedtager sin egen forretningsorden.
10. Forsamlingen skal benytte samme officielle sprog og arbejdssprog som De
Forenede Nationers Generalforsamling.
KAPITEL 12.
FINANSIERING
Artikel 113
Regler om finansiering
Medmindre andet er udtrykkeligt fastsat, skal ethvert finansielt spørgsmål vedrørende domstolen og møder i forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, reguleres af denne statut og det finansregulativ, som vedtages af forsamlingen af deltagerstater.
Artikel 114
Dækning af udgifter
Udgifter, der påhviler domstolen og forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, skal dækkes af domstolens midler.
Artikel 115
Midler tilhørende domstolen og forsamlingen af deltagerstater
Udgifter, der påhviler domstolen og forsamlingen af deltagerstater, herunder dens bureau og underordnede organer, i henhold til det af forsamlingen af deltagerstater vedtagne budget, skal dækkes af følgende kilder:
(a) pålignede bidrag fra
deltagerstater,
(b) midler fra De Forenede Nationer, under forbehold af Generalforsamlingens
godkendelse, navnlig i relation til udgifter, der pådrages som følge af
henvisninger fra Sikkerhedsrådet.
Artikel 116
Frivillige bidrag
Uden at foregribe artikel 115 kan domstolen som yderligere midler modtage og benytte frivillige bidrag fra regeringer, internationale organisationer, fysiske og juridiske personer samt fra anden side i overensstemmelse med de kriterier, som vedtages af forsamlingen af deltagerstater.
Artikel 117
Påligning af bidrag
Deltagerstaternes bidrag skal pålignes i overensstemmelse med en aftalt påligningsskala på grundlag af den skala, som De Forenede Nationer har vedtaget for sit ordinære budget og justeret i overensstemmelse med de principper, hvorpå denne skala er baseret.
Artikel 118
Årlig revision
Domstolens protokoller, bøger og regnskaber, herunder dens årsregnskab, skal revideres hvert år af en uafhængig revisor.
KAPITEL 13.
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 119
Bilæggelse af tvister
1. Enhver tvist vedrørende
domstolens judicielle funktioner skal afgøres af domstolen.
2. Enhver anden tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen
eller anvendelsen af denne statut, som ikke bilægges ved forhandling inden for
tre måneder efter påbegyndelsen heraf, skal henvises til forsamlingen af
deltagerstater. Forsamlingen kan selv søge at bilægge tvisten eller kan anbefale
andre midler til bilæggelse af tvisten, herunder forelæggelse for Den
Internationale Domstol i overensstemmelse med denne domstols statut.
Artikel 120
Forbehold
Der kan ikke fremsættes forbehold over for denne statut.
Artikel 121
Ændringer
1. Syv år efter denne statuts
ikrafttræden kan enhver deltagerstat fremsætte ændringsforslag til den. Teksten
til ændringsforslag skal indgives til De Forenede Nationers generalsekretær, som
uden ophold skal rundsende den til alle deltagerstater.
2. Tidligst tre måneder fra datoen for denne underretning skal forsamlingen af
deltagerstater på sin næste samling med et flertal af de deltagerstater, der er
til stede og afgiver stemme, beslutte, hvorvidt forslaget skal behandles.
Forsamlingen kan behandle forslaget direkte eller indkalde til en
revisionskonference, såfremt det pågældende emne kræver dette.
3. Vedtagelse af en ændring på et møde i forsamlingen af deltagerstater eller på
en revisionskonference, hvor der ikke kan opnås konsensus, kræver to tredjedeles
flertal af deltagerstaterne.
4. Medmindre andet er fastsat i stk. 5, skal en ændring træde i kraft for alle
deltagerstater et år efter, at 7/8 af disse har deponeret
et ratifikations- eller godkendelsesinstrument hos De Forenede Nationers
generalsekretær.
5. Enhver ændring i denne statuts artikel 5, 6, 7 og 8 skal træde i kraft for de
deltagerstater, der har godkendt ændringen, ét år efter deponeringen af deres
ratifikations- eller godkendelsesinstrument. Har en deltagerstat ikke godkendt
ændringen, kan domstolen ikke udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse,
der er omfattet af ændringen, hvis den er begået af denne deltagerstats
statsborgere eller på dens territorium.
6. Såfremt en ændring er blevet godkendt af 7/8 af
deltagerstaterne i henhold til stk. 4, kan enhver deltagerstat, der ikke har
godkendt ændringen, træde tilbage fra denne statut med umiddelbar virkning,
uanset artikel 127, stk. 1, men med forbehold for artikel 127, stk. 2, ved at
give underretning herom senest ét år efter ændringens ikrafttræden.
7. De Forenede Nationers generalsekretær skal til alle deltagerstater rundsende
ændringer vedtaget på et møde i forsamlingen af deltagerstater eller på en
revisionskonference.
Artikel 122
Ændringer til bestemmelser af institutionel karakter
1. Enhver deltagerstat kan
uanset artikel 121, stk. 1, til enhver tid fremsætte forslag om ændring af
bestemmelser i denne statut, der udelukkende er af institutionel karakter, det
vil sige artikel 35, artikel 36, stk. 8 og 9, artikel 37, artikel 38, artikel
39, stk. 1 (første to pkt.), 2 og 4, artikel 42, stk. 4-9, artikel 43, stk. 2 og
3, artikel 44, artikel 46, artikel 47, og artikel 49. Teksten til
ændringsforslag skal indgives til De Forenede Nationers generalsekretær eller en
anden person udpeget af forsamlingen af deltagerstater, som uden ophold skal
rundsende den til alle deltagerstater og til andre, der deltager i forsamlingen.
2. Ændringer i henhold til denne artikel, hvorom der ikke kan opnås konsensus,
skal vedtages af forsamlingen af deltagerstater eller af en revisionskonference
med to tredjedeles flertal af deltagerstaterne. Sådanne ændringer skal træde i
kraft for alle deltagerstater 6 måneder efter deres vedtagelse af forsamlingen
eller af konferencen.
Artikel 123
Revision af statutten
1. Syv år efter denne statuts
ikrafttræden skal De Forenede Nationers generalsekretær indkalde til en
revisionskonference til behandling af ændringer i statutten. Revisionen kan
omfatte, men er ikke begrænset til, det katalog af forbrydelser, der er
indeholdt i artikel 5. Konferencen skal være åben for dem, der deltager i
forsamlingen af deltagerstater, og på samme vilkår.
2. På et hvilket som helst tidspunkt herefter skal De Forenede Nationers
generalsekretær efter anmodning fra en deltagerstat og med det i stk. 1 nævnte
formål indkalde til en revisionskonference efter godkendelse fra et flertal af
deltagerstater.
3. Bestemmelserne i artikel 121, stk. 3-7, finder anvendelse på vedtagelsen og
ikrafttrædelsen af enhver ændring i statutten, der behandles på en
revisionskonference.
Artikel 124
Bestemmelse om overgangsperiode
Uanset bestemmelserne i artikel 12, stk. 1 og 2, kan en stat ved sin tilslutning til statutten erklære, at den i en periode på syv år efter statuttens ikrafttræden for den pågældende stat ikke godkender domstolens jurisdiktion med hensyn til den kategori af forbrydelser, der er nævnt i artikel 8, når en forbrydelse påstås at være begået af dens statsborgere eller på dens territorium. En erklæring i henhold til denne artikel kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Indholdet af denne artikel skal gennemgås på den revisionskonference, der indkaldes i henhold til artikel 123, stk. 1.
Artikel 125
Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse
1. Denne statut skal være åben
for undertegnelse af alle stater i Rom den 17. juli 1998 ved De Forenede
Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations hovedkvarter. Efter dette
tidspunkt skal statutten være åben for undertegnelse i Rom i det italienske
udenrigsministerium indtil den 17. oktober 1998. Efter denne dato skal statutten
være åben for undertegnelse ved De Forenede Nationers hovedkvarter i New York
indtil den 31. december 2000.
2. Denne statut skal ratificeres, accepteres eller godkendes af de stater, der
har undertegnet den. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal
deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
3. Denne statut skal være åben for tiltrædelse fra alle stater.
Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers
generalsekretær.
Artikel 126
Ikrafttræden
1. Denne statut skal træde i
kraft på den 1. dag i måneden efter den 60. dag efter deponeringen af det 60.
ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede
Nationers generalsekretær.
2. For hver stat, som ratificerer, godkender eller tiltræder denne statut efter
deponeringen af det 60. ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, skal statutten træde i kraft på den 1. dag i måneden
efter den 60. dag efter deponeringen af den pågældende stats ratifikations-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 127
Tilbagetræden
1. En deltagerstat kan træde
tilbage fra denne statut ved skriftlig underretning stilet til De Forenede
Nationers generalsekretær. Tilbagetrædelsen skal have virkning fra ét år efter
datoen for modtagelsen af denne underretning, medmindre underretningen angiver
en senere dato.
2. En stats tilbagetræden skal ikke fritage den pågældende stat for dens
forpligtelser i henhold til denne statut, mens den var deltager i statutten,
herunder eventuelle finansielle forpligtelser, som måtte være pådraget. Dens
tilbagetræden skal ikke påvirke statens samarbejde med domstolen i forbindelse
med strafferetlig efterforskning og retsforfølgning, med hensyn til hvilke den
tilbagetrædende stat havde en pligt til at samarbejde, og som blev påbegyndt
forud for den dato, på hvilken tilbagetrædelsen fik virkning; ej heller skal
tilbagetrædelsen på nogen måde foregribe den fortsatte behandling af en sag, der
allerede var under behandling ved domstolen forud for den dato, på hvilken
tilbagetrædelsen fik virkning.
Artikel 128
Autentiske tekster
Originalteksten til denne statut, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede kopier heraf til alle stater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har
undertegnede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndigede,
undertegnet denne statut.
Udfærdiget i Rom, den 17. juli 1998.”
Viðmerkingar:
Endamál lógarinnar er at flyta inn í danskan rætt reglugerðina (da.
statutten) fyri Altjóða revsirættinum (Den Internationale Straffedomstol),
skjal (bilag) til lógina, ið varð samtykt á eini ST-sendimannaráðstevnu í
Rom hin 17. juli 1998. Hetta hevur við sær, at Danmark verður bundið rættarliga
mótvegis Altjóða revsirættinum. Til tess, at reglugerðin skal kunna fáa virkni,
krevst, at seksti ríki háveldisstaðfesta (ratifiserað) hana. Sí hjáløgdu
skjøl 1 og 2.
Upplýst verður í skjali frá løgfrøðiligu tænastuni hjá danska uttanríkismálaráðnum, skjal 2, at Altjóða revsirætturin fer at fáa heimildir til at viðgera tey mest álvarsomu altjóðarættarbrotini, t.e. tjóðarmorð, brotsverk móti mannaættini, krígsbrotsverk og ágang. Løgdømisheimildir rættarinnar verða avmarkaðar til slíkar umstøður, har ið innlendis revsirættarsókn antin ikki kann verða framd ella má metast at vera gagnlítil og ónøktandi.
Mett verður ikki, at henda lóg hevur við sær tørv á øðrum lóggávuarbeiði í Føroyum, eins og hon heldur ikki fær ávirkan á fíggjarløgtingslógina.
Nærri frágreiðingar um málið eru at finna í hjáløgdu skjølunum 1 og 2.
Skjalayvirlit:
Skjal 1: Almennu
og serligu viðmerkingarnar frá uttanríkisráðharranum, Niels Helveg Petersen, tá
ið uppskotið til Lov om Den Internationale Straffedomstol var sett fram í
fólkatinginum 4. oktober 2000 af udenrigsministeren.
Skjal 2:
Udenrigsministeriet, Juridisk Tjeneste: Lov om Den Internationale
Straffedomstol. JT.1, j.nr. 119.H.19-12.c.
1. viðgerð 26. januar 2005. Málið beint í uttanlandsnevndina, sum tann 16. februar 2005 legði fram soljóðandi
Landsstýrið hevur lagt málið fram tann 19. januar 2005, og eftir 1. viðgerð tann 26. januar 2005 er tað beint uttanlandsnevndini.
Nevndin hevur viðgjørt málið á fundum tann 2. og 16. februar 2005.
Undir viðgerðini hevur nevndin fingið sær til vega upplýsing um, hvørji lond ikki hava staðfest sáttmálan og hví, ymiskar styttri frágreiðingar um høvuðsinnihaldið í lógini, umframt álitið, sum fólkatingsnevndin (udenrigsudvalget) gjørdi í sambandi við, at málið varð viðgjørt í Fólkatinginum.
Ein samd nevnd tekur undir við málinum og mælir Løgtinginum til at samtykkja
uppskotið.
2. viðgerð 24. februar 2005
samtykt
24-0-0 Uppskotið fer soleiðis samtykt til 3. viðgerð.
3. viðgerð 1. mars 2005. Uppskotið, sum samtykt við 2. viðgerð, endaliga samtykt 27-0-0. Málið avgreitt.