Útlendingalógin


89  Uppskot til ríkislógartilmæli um at seta í gildi fyri Føroyar "Anordning om ikrafttræden på Færøerne af udlændingeloven"

 

Skjal 4, undirskjal f

Udlændinge
         Styrelsen

 

Indenrigsministeriet
Udlændingeafdelingen
2. Udlændingekontor
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København

20. september 1999
j. nr. 1996 HJ 000-00037

 

Udlændingestyrelsen har modtaget udkast til anordning om ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, hvortil styrelsen har følgende bemærkninger:

Det bør overvejes, hvorvidt man i samtlige bestemmelser i anordningen bør anføre "til Færøerne" samt "på Færøerne", når der er tale om en anordning, der skal gælde for Færøerne. Desuden bliver anordningen sværere at læse, når der hele tiden i anordningen anføres som ovenfor nævnt. Som eksempel kan nævnes § 4, stk. 1 i anordningen, hvor der tre gange henvises til Færøerne.

Det bør kun være i de tilfælde, hvor det er de særlige forhold, der tilsiger en ændret formulering, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 66, at man foretager denne ændrede formulering, d.v.s. i de bestemmelser, hvor der er behov for en yderligere præcisering af det geografiske anvendelsesområde.

For så vidt angår bestemmelsen i anordningens § 8 har Landsstyret på Færøerne oplyst, at den seneste tilkendegivelse fra færøsk side om at modtage flygtninge på Færøerne alene har været møntet på flygtninge fra Kosovo. Udlændingelovens § 8 bør derfor ikke sættes i kraft på Færøerne.

Til bestemmelsen i anordningens § 17 a bemærkes, at de færøske myndigheder under de afholdte møder på Færøerne i forbindelse med udarbejdelsen af anordningen har tilkendegivet, at man ikke ønsker en repatrieringsordning, og at man derfor ikke ønsker den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 17 a sat i kraft på Færøerne.

Det bør nærmere overvejes, om der ikke bør tages stilling til bestemmelsen i § 17 a i forbindelse med en samlet stillingtagen til repatrieringslovens ikrafttræden på Færøerne.

Det bør i bestemmelsen i anordningens § 42 a efter styrelsens opfattelse tydeligøres, at landfogeden, indtil den pågældende asylansøger kan overføres til Danmark til indkvartering, alene sørger for den foreløbige indkvartering. Således som teksten i § 42 a, stk. 2 og 3, er formuleret kunne man få det indtryk, at det er landfogeden på Færøerne, der indkvarterer, men at Udlændingestyrelsen efter om

stændighederne kan beslutte, at den pågældende asylansøger skal tage ophold på et indkvarteringssted i Danmark.

Styrelsen skal foreslå, at § 42 a, stk. 2, skrives sammen med stk. 4, som et nyt stk. 3, og at stk. 3 rykkes op som stk. 2. Det bør da overvejes at formulere indledningen til det nye stk. 3 på følgende måde:

"Indtil det er besluttet at overføre en udlænding til Danmark med henblik på indkvartering som nævnt i stk. 2, drager landfogeden (politimesteren på Færøerne) omsorg for indkvartering af den pågældende som nævnt i stk. 1 og drager samtidig omsorg for dækning af de i stk. 1 nævnte udgifter til underhold."

Med venlig hilsen

Henrik Riis Andreasen