Íløgufeløg - serfeløg

 

92  Uppskot til  ríkislógartilmæli um at seta í gildi fyri Føroyar lóg um íløgufeløg og serfeløg

Skjal 5

 

Skriftlig fremsættelse

Økonomiministeren (Marianne Jelved):

Hermed har jeg den ære for det høje Folketing at fremsætte:

Forslag til lov om investeringsforeninger og specialforeninger.

(Lovforslag nr. L 220).

Formålet med lovforslaget er at øge udbuddet af finansielle produkter, som investorerne kan vælge imellem. Det vil øge konkurrencen til gavn for såvel private som professionelle investorer. Forslaget kan desuden medvirke til at øge investeringerne i små og mellemstore virksomheder.

Den væsentligste nyskabelse i loven er, at der gives mulighed for at etablere specialforeninger. Specialforeningerne har en række af investeringsforeningernes karakteristika med henblik på investorbeskyttelse, men kan placere deres formue på en anden måde end investeringsforeningerne kan.

Specialforeningerne findes allerede i en række andre EU-lande. Specialforeninger kan i øjeblikket kun markedsføre på de nationale markeder. Imidlertid arbejder EU-kommissionen på at ændre direktivet om investeringsforeninger, således at specialforeninger får mulighed for at markedsføre sig i andre lande.

Lovforslaget giver de danske foreninger samme vilkår, som udenlandske konkurrenter. Dermed vil de danske foreninger være bedre rustet til at tage konkurrencen op fra udenlandske foreninger.

Det foreslås derfor, at der kan etableres specialforeninger, der betegnes placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger, investeringsinstitutforeninger og erhvervsudviklingsforeninger.

Endelig moderniserer lovforslaget de lovgivningsmæssige rammer for investeringsforeninger. Herunder foreslås ledelsesbestemmelserne ændret i overensstemmelse med det samtidigt fremsatte lovforslag, som gennemfører folketingsbeslutning B 13 af 30. oktober 1995 om harmonisering af reglerne for bestyrelsesmedlemmers og direktørers m.fl.s ansvar, pligter og rettigheder i finansielle virksomheder.

Under det lovforberedende arbejde har der været rejst spørgsmålet om beskyttelse af investorerne mod misbrug som følge af interessesammenblanding. Dette spørgsmål er også relevant på andre opsparingsområder end opsparing i investeringsforeninger - f.eks pengeinstitutternes puljepensioner.

Det er derfor besluttet at nedsætte et udvalg under Økonomiministeriet med ekstern deltagelse. Dette udvalg skal se på hvordan man bedst sikrer investorernes interesser og en hensigtsmæssig markedsudvikling, når det gælder forvaltning af og rådgivning om langsigtet opsparing indenfor den finansielle sektor. Et sådant udvalgsarbejde forventes afsluttet, så et lovforslag kan fremsættes i folketingssamlingen 1997/98.

Det bemærkes, at lovforslaget fremsættes uden for de normale frister som følge af ressortomlægningen.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.