100-4 Fyrispurningur til Vibeke Larsen, ríkisumboðsmann, um føroyska málið
Skjal frá Dansk Sprognævn
11.09.00 2000/243
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Att.: Julie Rechnagel
Udenrigsministeriet har bedt Dansk Sprognævn om at tage stilling til en række spørgsmål om det færøske sprogs status. Sprognævnets arbejdsudvalg har behandlet spørgsmålene på sit møde 8. september 2000 og besluttet at svare således:
Spørgsmål 2. og 4. angår rent juridiske forhold som Dansk Sprognævn ikke kan udtale sig om. Vi kan dog bemærke at ordet landsdelssprog ikke bruges på dansk og at det, i modsætning til regionalsprog, kan have uheldige associationer i retning af dialekt.
Spørgsmål 3. lyder: "Findes der noget andet eksempel i verden om, at et sprog kaldes hovedsprog, medens det ved lov kræves, at et andet sprog skal kunnes godt og omhyggeligt?".
Sprognævnet kender ikke det præcise svar på dette spørgsmål. Der er ingen tvivl om at det er almindeligt i store dele af verden at det er nødvendigt at kunne tale et andet sprog end sit modersmål, men om det nogen steder er lovfæstet i netop denne formulering, det ved vi ikke. Lignende forhold kan måske findes i Filipinerne hvor engelsk og pilipino (en variant af tagalog) er officielle sprog, eller i Indien hvor hindi er officielt sprog og engelsk "associeret sprog", og hvor en række af delstaterne derudover også har deres egne officielle sprog.
Spørgsmål 1. lyder: "Hvad er nationalsproget på Færøerne, og hvor længe har det været det".
Dette spørgsmål kan ikke besvares entydigt fordi besvarelsen afhænger af hvordan ordet nationalsprog forstås, og det er, som det vil fremgå, blandt andet et politisk spørgsmål.
De første nordiske bosættelser på Færøerne fandt sted i 800-tallet da norske vikinger slog sig ned. Disse vikinger har talt en variant af det fællesnordiske sprog som de moderne nordiske sprog (færøsk, islandsk, norsk (nynorsk og bokmål), svensk og dansk) har udviklet sig fra.
Fra middelalderen findes der skriftlige kilder som viser at færøsk på det tidspunkt kunne karakteriseres som et særligt sprog der er forskelligt fra de øvrige nordiske sprog. Men der har været tale om en række færøske dialekter med et vist fælles præg, og der har ikke været nogen fælles standard før i løbet af 1800-tallet. Indtil 1938/39 var dansk skole- og kirkesprog på Færøerne, og fra Hjemmestyreloven 1948 stammer den formulering som i dag fastsætter det færøske sprogs officielle status: Færøsk anerkendes som hovedsprog, men dansk skal læres godt og omhyggeligt, og dansk kan lige så vel som færøsk anvendes i offentlige forhold.
Ifølge Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 1999 (NDO) betyder nation ’et folk som lever i, tilhører og tilsammen udgør en enkelt stat’, og der anføres synonymerne folk, stat, land og rige. Ordbog over det Danske Sprog, bd. 14, 1933, anfører at ordet har "noget skiftende betydning, saaledes at man til visse tider har lagt mest vægt paa den sproglige, til andre tider paa den politiske enhed". Ordet er altså ikke helt entydigt.
Hvis man opfatter en nation som ’befolkningen i en stat, et land eller et rige’, altså som en politisk enhed, så vil ordet i de fleste tilfælde dække over en betydelig sproglig og kulturel variation. Hvis man derimod forstår en nation som ’et folk med et sprogligt og kulturelt fællesskab’, så vil befolkningen i de fleste stater omfatte repræsentanter for flere forskellige nationer. Rigsfællesskabet omfatter fx traditionelt både færinger, grønlændere og danskere, hvoraf nogle hører til et tysksindet mindretal. Ud fra den første forståelse udgør alle disse grupper tilsammen en nation, ud fra den anden kan man tale om flere nationer der tilsammen udgør rigsfællesskabets befolkning.
Ud fra den første opfattelse kan man kun karakterisere færøsk som nationalsprog hvis man betragter Færøerne som en relativt selvstændig politisk enhed, og hvis færøsk bruges uden begrænsninger inden for alle vigtige områder i samfundet, herunder kirken, skolen og administrationen. Dansk har traditionelt været rigsfællesskabets nationalsprog, men ud fra de sproglige forhold og den relative politiske selvstændighed som i dag karakteriserer Færøerne, kan man sige at færøsk har overtaget rollen som nationalsprog på Færøerne. Hvis man vil forsøge at sætte et årstal på overgangen, kan man vælge indførelsen af færøsk som skole- og kirkesprog i 1938/39 eller anerkendelsen af færøsk i hjemmestyreloven i 1948. Men formentlig har overgangen i praksis været mere glidende: færøsk har vundet frem i mange sammenhænge allerede før 1938/39, og overgangen har næppe været helt gennemført i 1948.
Ud fra den anden opfattelse, som gør nationalsprog og folkesprog ensbetydende under forudsætning af at der findes en fælles sproglig standard, måtte man sige at færøsk har været nationalsprog siden en sådan standard voksede frem i 1800-tallet, men at det altså har haft begrænset anvendelse i officielle og offentlige sammenhænge.
Med venlig hilsen
DANSK SPROGNÆVN
Ole Ravnholt