Garantifond for indskydere og investorer

 

43  Uppskot til  ríkislógartilmæli at seta í gildi fyri Føroyar "lov om en garantifond for indskydere og investorer"

Skjal 2.

  



Bekendtgørelse om Garantifonden for indskydere og investorer

BEK nr 216 af 09/04/1999.

I medfør af § 3, stk. 2, § 4, § 7, stk. 2 og 4, § 15 samt § 16, stk. 4, i lov nr. 415 af 26. juni 1998 om en garantifond for indskydere og investorer fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på:
1) pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S,
2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,
3) fondsmæglerselskaber,
4) filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, og
5) filialer af institutter fra lande indenfor Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med, og som har tilsluttet sig Garantifonden, jf. § 2, stk. 1.
Stk. 2. § 16 og 17 finder anvendelse på filialer af institutter fra lande inden for den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med, uanset om filialen har tilsluttet sig Garantifonden.
Stk. 3. De i stk. 1, nr. 1-5, nævnte virksomheder og filialer benævnes i det følgende institutter.
Stk. 4. Filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan vælge ikke at være omfattet af Garantifonden, hvis filialen er omfattet af en garantiordning i værtslandet.

Tilsluttede filialer

§ 2. De i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte institutter kan tilslutte sig Garantifonden som supplement til den garantiordning, som instituttet er omfattet af i instituttets hjemland, hvis den danske ordning som nævnt i kapitel 5 i lov om en garantifond har en højere dækning i henhold til instituttets hjemlands ordning.
Stk. 2. Den supplerende dækning efter stk. 1 omfatter det beløb, hvormed dækningen ydet af Garantifonden overstiger den dækning, som hjemlandets garantiordning yder.
Stk. 3. Ved opgørelse af den supplerende dækning, skal Garantifonden følge de ledende principper i bilag 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger.

Garantifondens formue

§ 3. Garantifondens formue skal i alt udgøre mindst 3,2 mia. kr.
Stk. 2. Garantifondens formue tilvejebringes ved indbetalinger og garantistillelse (samlede bidrag) fra institutterne, samt ved det i stk. 6 nævnte regnskabsresultat. Garantifondens likvide midler skal udgøre mindst 25 pct. Af formuen.
Stk. 3. Såfremt Garantifondens formue er mindre end 3,2 mia. kr., skal institutternes samlede årlige bidrag i det pågældende regnskabsår udgøre det beløb, som ved den årlige regulering er nødvendig for at bringe Garantifondens formue op på 3,2 mia. kr.
Stk. 4. Såfremt en afdeling har optaget lån i henhold til § 6, stk. 2, i lov om en garantifond for indskydere og investorer, skal afdelingens formue opfylde minimumskravet, jf. § 4, stk. 1-3, før tilbagebetaling af lånet påbegyndes.
Stk. 5. Fordelingen af bidrag i et regnskabsår til Garantifonden på indbetalinger og garantistillelse fastsættes af Garantifondens bestyrelse, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Stk. 6. Garantifondens regnskabsresultat, jf. § 20 i lov om en garantifond for indskydere og investorer, overføres til formuen.

§ 4. Pengeinstitutafdelingens formue skal udgøre mindst 3.180 mio. kr.
Stk. 2. Realkreditinstitutafdelingens formue skal udgøre mindst 10 mio. kr.
Stk. 3. Fondsmæglerselskabsafdelingens formue skal udgøre mindst 10 mio. kr.

§ 5. Dækkede nettoindskud, dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer benævnes herefter dækkede aktiver.
Stk. 2. Når Garantifondens formue udgør mindst 3,2 mia. kr., kan der foretages en årlig regulering af institutternes samlede bidrag til Garantifonden, således at det enkelte instituts samlede bidrag svarer til instituttets andel af bidragsopgørelsen, jf. §§ 7 og 8. Regulering kan først finde sted, efter at der er sket indbetaling og stillet garanti for indeværende års samlede bidrag.
Stk. 3. Såfremt Garantifondens formue i forbindelse med udlodning fra et konkursbo, hvor Garantifonden er indtrådt i indskydernes eller investorens krav, overstiger 3,2 mia. kr., kan midler, med Finanstilsynets godkendelse, tilbageføres til de institutter, som har tilvejebragt de midler, der er anvendt ved dækningen i konkursboet. Midler, som skal tilbageføres til institutter, der på udlodningstidspunktet er ophørt med at være bidragspligtige, jf. § 6, stk. 4 og 5, forbliver i Garantifonden som en del af fondens formue.

Bidragspligt

§ 6. Pligt til at betale bidrag til Garantifonden har de i § 1, stk. 1, nr. 1-5, angivne institutter.
Stk. 2. Bidragspligten indtræder for de i § 1, stk. 1, nr. 1-4, nævnte institutter på det tidspunkt, hvor instituttet er meddelt tilladelse til at drive virksomhed, jf. henholdsvis §§ 6, 6c og 7d i lov om banker og sparekasser m.v., §§ 7, stk. 2 og 12, stk. 6, i realkreditloven, lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond og §§ 5 og 8 i lov om fondsmæglerselskaber.
Stk. 3. Bidragspligten indtræder for de i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte institutter på det tidspunkt, hvor Garantifonden modtager meddelelse om tilslutning til Garantifonden.
Stk. 4. Bidragspligten for de i § 1, stk. 1, nr. 1-4, nævnte institutter ophører på det tidspunkt, hvor instituttet ophører med at drive virksomhed i henhold til henholdsvis lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven, lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond og lov om fondsmæglerselskaber.
Stk. 5. Bidragspligten for de i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte institutter ophører, når instituttet udtræder af Garantifonden, jf. § 29.
Stk. 6. Et institut, der overtages af/eller fusioneres med et andet af Garantifonden omfattet institut eller et institut, der omdannes til anden selskabsform, anses ikke for ophørt i henhold til stk. 4 og 5. Det fortsættende institut overtager alle rettigheder og forpligtelser over for Garanti- fonden.
Stk. 7. Et institut, der ophører med at drive virksomhed på et tidspunkt, hvor Garantifonden har krav tilgode overfor instituttet som følge af, at Garantifonden har deltaget i afviklingen af instituttet, kan alene få frigivet garantier, mens kontante bidrag tilgår Garantifonden.
Stk. 8. Bidragspligt i en del af et regnskabsår efter stk. 2-5 opgøres som gennemsnittet af det antal opgørelser instituttet foretager i regnskabsåret.

Bidragsopgørelse

§ 7. Institutternes individuelle bidrag beregnes med udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer.
Stk. 2. I pengeinstitutafdelingen fordeles 3000/3180 dele af afdelingens samlede bidrag på de enkelte pengeinstitutter på grundlag af dækkede nettoindskud og 180/3180 dele på grundlag af antallet af værdipapirdepoter. Bidrag for dækkede nettoindskud opgøres på grundlag af de i § 9, jf. §§ 12-14 i lov om en garantifond for indskydere og investorer nævnte indskud.
Stk. 3. I realkreditinstitutafdelingen skal bidrag på grundlag af kontante midler udgøre én pct. af de dækkede kontante midler. Det resterende bidrag fordeles på grundlag af antallet af værdipapirdepoter. Bidrag for dækkede kontante midler opgøres, jf. dog § 10, §§ 12-14 i lov om en garantifond for indskydere og investorer, på grundlag af de regnskabsmæssige poster for gæld til kreditinstitutter samt andre periodeafgrænsningsposter og andre mellemværender i forbindelse med værdipapirhandel, jf. § 1 i lov om en værdipapirhandel for den dækkede personkreds.
Stk. 4. I fondsmæglerselskabsafdelingen skal bidrag på grundlag af kontante midler udgøre mindst én pct. af de dækkede kontante midler. Disse bidrag opgøres, jf. dog § 10, jf. §§ 12-14 i lov om en garantifond for indskydere og investorer, på grundlag af de regnskabsmæssige poster for gæld til kreditinstitutter, kunders marginindskud, deposita samt forskud på købsordrer, gæld til kunder fra ægte salgs- og tilbagekøbsforretninger samt andre periodeafgrænsningsposter og andre mellemværender i forbindelse med værdipapirhandel, jf. § 1 i lov om værdipapirhandel for den dækkede personkreds. Bidrag vedrørende kontante midler skal sammen med bidrag vedrørende værdipapirer andrage mindst 55 pct. af afdelingens samlede bidrag. Den resterende del af bidragende kan fordeles efter følgende kriterier: Balance, gearing (et mål, der bygger på forholdet mellem balance og egenkapital) og antal ansatte.

§ 8. I pengeinstitutafdelingen og i realkreditafdelingen sker fordelingen mellem institutterne af bidrag for dækkede værdipapirer på grundlag af antallet af depoter (værdipapirkonti i Værdipapircentralen) for hvilke det enkelte institut er kontoførende.
Stk. 2. For fondsmæglerselskabsafdelingens vedkommende opdeles værdipapirer i to grupper: de, som er i depot i selskabet, og de, som er i depot andetsteds, men som selskabet har kundens samtykke til at disponere over. Fondens bestyrelse kan fastsætte forskellige bidragssatser for de to grupper. Værdipapirerne skal opgøres til markedsværdi.

Opgørelsestidspunktet

§ 9. Pengeinstitutternes og realkreditinstitutternes dækkede nettoindskud henholdsvis dækkede kontante midler beregnes som gennemsnittet af to opgørelser foretaget i henholdsvis marts og september. Opgørelsen vedrørende værdipapirer sker én gang årligt ultimo året.
Stk. 2. Pengeinstitutter som ved seneste regnskabsårs udgang havde en arbejdende kapital (indlån + udstedte obligationer + efterstillet kapital + egenkapital) på under 100 mio. kr., kan opgøre de dækkede nettoindskud som gennemsnittet af to opgørelser af samlede indskud foretaget i henholdsvis marts og september, multipliceret med 0,7. Opgørelsen vedrørende værdipapirer sker én gang årligt ultimo året.
Stk. 3. Fondsmæglerselskabernes dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer beregnes som gennemsnittet af tolv opgørelser foretaget ultimo hver måned, medens opgørelsen af de øvrige bidragskomponenter foretages 31. december.
Stk. 4. Et institut, som i løbet af et regnskabsår bliver omfattet af Garantifonden, jf. § 6, stk. 2 og 3, kan det første år beregne dækkede nettoindskud, dækkede kontante midler og dækkede værdipapirer fra og med det tidspunkt instituttet bliver omfattet.

§ 10. Garantifondens bestyrelse kan tillade mindre afvigelser fra opgørelsesmetoderne i §§ 7-9 og de af bestyrelsen fastsatte nærmere bestemmelser.

Indbetaling m.v.

§ 11. Det enkelte instituts samlede bidrag til Garantifonden reguleres hvert år pr. 1. januar på grundlag af de i § 9 nævnte opgørelser samt eventuelle lån optaget af den afdeling, instituttet er bidragspligtigt til.
Stk. 2. Garantifonden fastsætter en frist for regulering af bidrag, dog senest 1. juli.
Stk. 3. Efter påkrav fra Garantifonden skal et institut inden 8 dage fra påkravet indfri stillede garantier.
Stk. 4. Bestyrelsen kan indenfor et regnskabsår træffe beslutning om yderligere regulering for bidragspligtige institutter, hvis den afdeling de tilhører ikke opfylder kravene til minimumsformue i § 4, stk. 1-3.

Lån ved betalingsstandsninger og konkurser m.v.

§ 12. Lån efter § 6, stk. 2, i lov om en garantifond for indskydere og investorer, forrentes med en CIBOR-rente (3 måneders).
Stk. 2. Lån efter stk. 1 afdrages hurtigst muligt, jf. dog § 3, stk. 4. Den årlige ydelse udgør, for en afdeling der har optaget lån, det beløb som afdelingens formue skal udgøre i henhold til § 4, stk. 1-3, jf. dog § 7, stk. 3, i lov om en garantifond for indskydere og investorer.
Stk. 3. Såfremt en afdeling har flere lån afdrages det ældste lån først.
Stk. 4. Ydelsen fordeles til de långivende afdelinger efter den forholdsmæssige andel, som afdelingerne har ydet lån i.

Indberetninger

§ 13. Institutterne skal efter udløbet af hvert år indberette de oplysninger til Garantifonden, som er nødvendige for Garantifondens fastsættelse af institutternes samlede bidrag til Garantifonden, jf. §§ 6-10. Indberetningen skal ske senest ultimo april måned.

§ 14. De i § 1, stk. 1, nr. 1-4, nævnte institutter er forpligtede til at kunne beregne den enkelte indskyders og investors dækkede aktiver.

§ 15. De i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte institutter er forpligtede til at kunne beregne den enkelte indskyders og investors dækkede aktiver med fradrag af det beløb, som instituttets hjemlands garantiordning dækker, jf. § 2, stk. 2.
Stk. 2. Instituttets valgte revisorer skal påse, at stk. 1 overholdes og afgive erklæring til Garantifonden herom.

Information

§ 16. Institutterne og de i § 1, stk. 2, nævnte filialer skal i ekspeditionslokaler, hvortil indskydere og investorer almindeligvis har adgang, på et iøjnefaldende sted ved skiltning tydeligt oplyse om, hvor indskydere og investorer kan rekvirere skriftlig information om den eller de indskuds- og investorgarantiordninger, som instituttet, eller den i § 1, stk. 2, nævnte filial er tilsluttet.

§ 17. Den i § 16 omhandlede information skal som minimum indeholde oplysninger om:
1) hvilken eller hvilke indskyder- og investorgarantiordninger de dækkede aktiver er dækket af,
2) dækningens omfang,
3) beregning af det dækkede beløb,
4) særlige indlånsformer, som er sikret fuld dækning,
5) indlån og kontante midler, som ikke er omfattet af ordningen,
6) værdipapirer, der ikke er omfattet af ordningen, samt
7) hvorledes en indskyder eller investor skal forholde sig, hvis der skal ske udbetaling fra Garantifonden.
Stk. 2. Hvis et institut som nævnt i § 2, stk. 1, har tilsluttet sig Garantifonden som supplement til den dækning, der ydes af instituttets hjemlands garantiordning, skal dette oplyses. Tilsvarende gælder, hvis dækningen af indskud i de i § 1, stk. 2, nævnte filialer svarer til den dækning, der ydes af Garantifonden, men er lavere end den dækning, der ydes i hjemlandet.
Stk. 3. Hvis et institut som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 5, har tilsluttet sig Garantifonden, jf. § 2, stk. 1, meddeler Garantifonden, at filialen ønsker at fravælge den supplerende dækning, skal hver enkelt indskyder og investor have skriftlig oplysning herom, samt om hvilke konsekvenser instituttets fravalg har for indskyderen og investoren.
Stk. 4. Den i stk. 1-3 omhandlede information skal som minimum affattes på dansk og i et let forståeligt sprog.
Stk. 5. Den i stk. 1 og 2 omhandlede information må ikke anvendes i reklameøjemed.

§ 18. Filialer af de i § 1, stk. 1, nr. 1-3, nævnte institutter i et land inden for Den Europæiske Union eller lande som Unionen har indgået samarbejdsaftale med, skal give indskyderne og investorerne i værtslandet information efter de regler, der er fastsat i værtslandet.

Klageadgang

§ 19. Garantifondens bestyrelses afgørelse om bidragspligt og bidrag, herunder beregning og opkrævning, samt afgørelser i henhold til § 2, kan indbringes for Finanstilsynet inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt instituttet.

Meddelelse og anmeldelse

§ 20. Meddelelse om et instituts betalingsstandsning eller konkurs skal af Garantifonden inden 11 bankdage efter, at betalingsstandsningen eller 4 bankdage efter at konkursen er kommet til Garantifondens kendskab, indrykkes i et eller flere dagblade, som udkommer på instituttets hjemsted samt i et landsdækkende dagblad og Statstidende.
Stk. 2. Tilsvarende meddelelse skal finde sted på de steder, hvor instituttet som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3, har filialer. Meddelelsen skal affattes på det eller de officielle sprog i det land, hvor filialen er etableret.

§ 21. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om:
1) instituttets navn og adresse på dets hjemsted,
2) der foreligger konkurs eller betalingsstandsning,
3) datoen for betalingsstandsningens indtræden eller datoen for konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs uden forinden at have været i betalingsstandsning,
4) at indskyderne og investorerne får meddelelse direkte fra instituttet eller Garantifonden senest 1 måned efter datoen som nævnt,
5) hvor indskyderne og investorerne kan henvende sig, hvor meddelelse ikke modtages som nævnt under nr. 4,
6) at anmeldelse af krav skal indleveres til et institut, og
7) tidsfrist for anmeldelse samt virkning af for sen anmeldelse.

§ 22. Garantifonden er forpligtet til senest 1 måned efter betalingsstandsningens indtræden eller datoen for konkursdekretets afsigelse at udsende en oversigt til den enkelte indskyder og investor over dennes samlede mellemværende med instituttet inkl. renter opgjort til og med den i § 21, nr. 3, foreskrevne dato. Oversigten skal vedlægges en vejledning for anmeldelse.
Stk. 2. Til brug ved udarbejdelsen af den i stk. 1 nævnte oversigt skal institutter, der ved seneste regnskabsårs udgang havde en arbejdende kapital (indlån + udstedte obligationer + efterstillet kapital + egenkapital) på 100 mio. kr. eller derover, fremsende de nødvendige oplysninger til Garantifonden på et edb-læsbart medium.
Stk. 3. Garantifonden kan beslutte, at institutter, der ikke er omfattet af stk. 2, ligeledes skal fremsende de nødvendige oplysninger til Garantifonden på et edb-læsbart medium.

§ 23. Oversigten nævnt i § 22, stk. 1, skal i det mindste indeholde:
1) indskyderens og investorens navn og adresse,
2) CPR eller SE nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har CPR eller SE nr.,
3) en opgørelsesdato,
4) en oversigt over indskyderens eller investorens ind- og udlånskonti og andre kontante midler samt værdipapirer med angivelse af kontonummer og kontotype samt depotnummer, samt
5) en oversigt over de midler, som dækkes fuldt ud i medfør af § 9, stk. 2 og 3, i lov om en garantifond for indskydere og investorer eller som Garantifonden i medfør af lovens § 9, stk. 4, har besluttet at dække fuldt ud.

§ 24. Den i § 22, stk. 1, nævnte oversigt danner grundlag for anmeldelse af krav over for Garantifonden.
Stk. 2. Yderligere krav eller forpligtelser oplyses af indskyderen eller investoren på oversigten og dokumenteres i fornødent omfang.
Stk. 3. Ved underskrift på oversigten bekræfter indskyderen eller investoren rigtigheden af de anførte oplysninger under strafansvar i henhold til § 23 i lov om en garantifond for indskydere og investorer.

§ 25. Anmeldelse af krav mod Garantifonden indleveres til et dansk institut, som efter kontrol af indskyderens og investorens identitet overgiver anmeldelsen til Garantifonden til endelig prøvelse.
Stk. 2. Garantifondens bestyrelse kan i særlige tilfælde tillade afvigelser fra reglerne for anmeldelse af krav over for samt udbetaling fra Garantifonden.

§ 26. Anmeldelse af krav over for Garantifonden skal indgives til et institut senest 6 måneder efter den i § 21, nr. 3, foreskrevne dato.
Stk. 2. Såfremt anmeldelse i henhold til stk. 1 ikke er foretaget inden 3 måneder, påhviler det Garantifonden på ny at udsende den i § 22, stk. 1, nævnte oversigt til indskydere og investorer med dækkede aktiver over 100 kr.
Stk. 3. Indgives anmeldelse senere end 6 måneder efter den i § 21, nr. 3, foreskrevne dato, bortfalder kravet over for Garantifonden, medmindre indskyderen eller investoren kan godtgøre, at vedkommende ikke har haft mulighed for i tide at påberåbe sig sin ret til at få udbetalt garantibeløbet. Garantifonden kan, når særlige omstændigheder foreligger, undtage fra fristen, dog under forudsætning af, at Garantifonden kan foretage anmeldelse i boet.

§ 27. Garantifonden foretager snarest muligt en prøvelse af kravet, hvorefter garantibeløbet anvises til udbetaling eller overførsel gennem det anmeldende institut.
Stk. 2. Udbetaling af krav mod Garantifonden, der hidrører fra et institut, der har tilsluttet sig Garantifonden som supplement, jf. § 2, forudsætter, at Garantifonden har modtaget en erklæring fra hjemlandets kompetente myndigheder, hvoraf fremgår, at de dækkede aktiver er indisponible.

§ 28. Når et institut omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, har tilsluttet sig Garantifonden, jf. § 2, stk. 1, skal Garantifonden indgå aftaler med hjemlandets garantiordning om procedurer for udbetaling af erstatning. Der kan aftales mindre afvigelser fra reglerne om meddelelse og anmeldelse, jf. §§ 20-27, såfremt afvigelserne er nødvendige for at sikre, at indskyderne og investorerne får en hurtig og korrekt erstatning.

Udtræden

§ 29. De i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte institutter udtræder af Garantifonden med virkning fra førstkommende 1. januar, når instituttet ophører med at drive virksomhed i Danmark, eller når instituttet anmoder Garantifonden om, at aftalen om tilslutning ophører. Udtræden kan dog kun ske med mindst 1 måneds forudgående varsel.

Opløsning

§ 30. Såfremt Garantifonden opløses, træffer økonomiministeren med finansministerens godkendelse beslutning om anvendelse af Garantifondens formue.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte beslutning træffes efter høring af institutterne.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 31. Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. april 1999.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 79 af 5. februar 1999 ophæves.

§ 32. Den i §§ 16 og 17 omhandlede information skal forefindes senest den 1. maj 1999.

§ 33. For institutter, som tilhører Realkreditafdelingen eller Fondsmælgerselskabsafdelingen, sker regulering af bidrag i 1999 efter § 11 ved, at instituttet opkræves 50 % af det opgjorte bidrag efter § 9, og beregnede dækkede kontante midler efter henholdsvis § 9, stk. 1, og § 9, stk. 3, ved én opgørelse ultimo året. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, EF-Tidende 1994, L 135, s. 5, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger, EF-Tidende 1997, L 84, s. 22.

Finanstilsynet, den 9. april 1999

Henrik Bjerre-Nielsen