Yvirtøka av sjótrygd

Skjal 1

 Fiskimálastýrið

 wpe1.jpg (1221 bytes)

 Aftale

mellem den danske regering og Færøernes Landsstyre om overførelse af sagsområdet sikkerhed til søs inden for Erhvervsministeriets område 

1.1. I aftalen af 10. juni 1998 mellem den danske regering og Færøernes Landsstyre (bilag A) var der enighed om, at de færøske myndigheder efter nærmere aftale mellem regeringen og Landsstyret kunne overtage området vedrørende skibstilsynet, jf. i øvrigt brevvekslingen i 1988 mellem Landsstyret og rigsmyndighederne herom.

1.2. Der er herefter enighed om pr. 1. januar 2002 at overføre de områder inden for lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 21/06-2000, som administreres af erhvervsministeren og Søfartsstyrelsen, som færøsk særanliggende i medfør af lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes Hjemmestyre § 2.

1.3. Sagsområdet omfatter det område inden for Erhvervsministeriets ressort, som er dækket af lov om sikkerhed til søs for så vidt angår færøske skibe, jf. den færøske skibsregistreringslov, samt for ikke-færøske skibe, der befinder sig i færøsk havn og på færøsk søterritorium, kontinentalsokkelområde og fiskeriterritorium. De områder af betydning for sikkerheden til søs, der omfattes af anden lovgivning end lov om sikkerhed til søs, samt de områder inden for lov om sikkerhed til søs, som er henlagt til andre myndigheder end erhvervsministeren og Søfartsstyrelsen, omfattes ikke af overførelsen.

1.4. Færøske skibe vil herefter være undergivet Hjemmestyrets lovgivning om sikkerhed til søs. Disse skibe vil af rigsmyndighederne blive sidestillet med skibe, der ikke fører dansk flag, når det drejer sig om tilsyn og kontrol, der udføres af rigsmyndighederne i henhold til lov om sikkerhed til søs. På tilsvarende måde vil landsstyret kunne sidestille skibe, der fører dansk flag med andre ikke-færøske skibe, når det drejer sig om tilsyn og kontrol, der udøves af Landsstyret i henhold til Hjemmestyrets lovgivning om sikkerhed til søs.

1.5. Overførelsen omfatter ikke orlogsfartøjer (krigs- og troppetransportskibe samt søværnets øvrige skibe). De almindelige søvejsregler og generelle sejladsforskrifter, som Landsstyret fastsætter, kan dog også finde anvendelse for sådanne fartøjer.

1.6. Overførelsen medfører ingen begrænsning af rigsmyndighedernes adgang til at håndhæve danske regler overfor danske skibe, som befinder sig i færøske farvande. Tilsvarende vil Landsstyret kunne håndhæve færøske regler overfor færøske skibe, der befinder sig i danske farvande.

2.1. I medfør af hjemmestyrelovens § 4 overtager hjemmestyret den lovgivende og administrative myndighed på området.

2.2. Færøernes Landsstyre har tilkendegivet, at de regler, som hjemmestyret udsteder, umiddelbart efter udstedelsen vil blive gjort tilgængelige for rigsmyndighederne i dansk eller engelsk oversættelse.

2.3. Syn af skibe, der er foreskrevet i de under FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, udarbejdede sikkerhedskonventioner (SOLAS 74/88, MARPOL 73/78 og LL 66/88) kan, såfremt Landsstyret ikke selv udfører disse, alene uddelegeres til de af rigsmyndighederne anerkendte klassifikationsselskaber. Anden tilsynsvirksomhed kan overlades til virksomheder og personer, der er autoriseret hertil af Landsstyret.

3.1. I overensstemmelse med hjemmestyrelovens § 2 overtager Hjemmestyret de med sagsområdet forbundne udgifter.

3.2. Efter konkret aftale og mod fuld betaling vil rigsmyndighederne fortsat kunne yde bistand til udarbejdelse af regler og søulykkesopklaring samt skibsinspektørernes uddannelse.

3.3. På samme vilkår kan rigsmyndighederne yde bistand til godkendelses- og synsarbejde på færøske skibe, herunder ved nybygninger og førstegangsregistrering af skibe, der indføres i færøsk skibsregister.

4. Med forbehold af de bevilgende myndigheders godkendelse overføres ejendommen Jónas Broncksgøta 5, FO-110 Tórshavn vederlagsfrit til Færøernes Landsstyre.

5. Færøernes Landsstyre er rede til at beskæftige de ansatte i den færøske afdeling af Søfartsstyrelsen på samme løn- og ansættelsesvilkår, som er gældende på overtagelsestidspunktet. Den danske regering tager skridt til at gennemføre lovgivning vedrørende tjenestemændenes og de øvrige ansattes forhold. For personer, som har ret til tjenestemandspension, deles pensionsudgiften mellem hjemmestyret og rigsmyndighederne efter forholdet mellem den oparbejdede pensionsalder før 1. januar 2002 og den oparbejdede pensionsalder fra 1. januar 2002. Pensionen udredes af Færøernes Landsstyre, og rigsmyndighederne refunderer løbende Landsstyret den del af pensionsudgiften, der påhviler rigsmyndighederne. De nærmere retningslinier herfor aftales mellem parterne i overensstemmelse med principperne i aftale af 6. februar 1981 om deling af pensionsudgifter m.v. til tjenestemænd, der i forbindelse med opgaveomlægninger er ansat eller overført til tjeneste under Landsstyret m.v., § 11, jf. § 2, stk. 1, b). 

6.1. I overensstemmelse med hjemmestyrelovens § 5 er Hjemmestyrets kompetence undergivet de begrænsninger, der følger af de til enhver tid bestående traktatmæssige og andre internationale rettigheder og forpligtelser, ligesom rigsmyndighederne har afgørelsen i spørgsmål, som angår rigets forhold til udlandet.

6.2. Færøernes Landsstyre bemyndiges til på rigsmyndighedernes vegne at udstede de certifikater, som er foreskrevet i sikkerhedskonventioner udarbejdet under IMO. Som udstedende stat anføres på sådanne certifikater "KONGERIGET DANMARK, Færøerne".

7. Nærmere aftaler inden for rammerne af nærværende aftale, i forbindelse med at sagsområdet overføres til færøsk særanliggende, træffes mellem Færøernes Landsstyre og erhvervsministeren. 

______________________________ 

København, den 30. oktober 2001 

For den danske regering:
sign. Ole Stavad 

For Færøernes Landsstyre:
sign. Jørgen Niclasen