Skjal 7

Avskrift av brævi frá Sorinskrivaranum til Løgmálaráðið, dagfest 12. september 1995

Ved skrivelse af 15. august 1995 har Lovafdelingen fremsendt udkast til forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger (Ændringer som følge af oprettelse af Procesbevillingsnævnet), og samtidig har afdelingen anmodet om mine eventuelle bemærkninger til de dele af lovforslaget, der vedrører Færøerne.

Ved skrivelse af 30. august 1995 har Lovafdelingen endvidere fremsendt udkast til anordning om ændring af anordning om ikrafttræden for Færøerne af konkursloven med anmodning om mine eventuelle bemærkninger.

Jeg skal i den anledning udtale, at jeg for mit vedkommende kan tiltræde, at den kompetence, der hidtil har ligget hos Justitsministeriet, overføres til Procesnævnet også for så vidt angår færøske sager, og at betingelserne for at meddele disse bevillinger bliver de samme på Færøerne som i Danmark. Jeg finder dog den valgte form - at indføre en opsamlingsbestemmelse i retsplejelovens § 1021 - mindre heldig. Jeg skal dog straks medgive Lovafdelingen, at den færøske retsplejelov efterhånden er blevet meget uoverskuelig, hvorfor det er forståeligt, at man i stedet for at ændre de enkelte bestemmelser i den færøske retsplejelov har valgt at indføre en opsamlingsbestemmelse. Den gældende retsplejelov er jo 1984 lovbekendtgørelsen med enkelte senere ændringer. Som bekendt er der gennemført mange og store ændringer af den danske retsplejelov siden 1984, og det må anses for rigtigst, at der på området gælder størst mulig retsenhed i Danmark og på Færøerne.

Under forudsætning af, at den gældende uoverskuelige færøske retsplejelov inden for en overskuelig fremtid afløses af en ny færøsk retsplejelov, således som foreslået på side 12 i bemærkningerne til lovforslaget, finder jeg den valgte form forsvarlig.

Jeg skal iøvrigt kun knytte et par enkelte bemærkninger til lovforslaget.

ad § 1: I teksten har der indsneget sig en skrivefejl. Der henvises til lovbekendtgørelse nr. 555 af 1. november 1994. Det rigtige årstal er 1984.

ad § 15: Lov om værdipapircentral, jfr. lovbekendtgørelse nr. 807 af 6. oktober 1993 gælder ikke på Færøerne, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne. Jeg skal derfor foreslå, at der i § 15, stk. 2, 1. og 2. pkt. indføjes § 9.

Jeg har ingen bemærkninger til udkastet til anordning om ændring af anordning om ikrafttræden for Færøerne af konkursloven, der er en konsekvens af § 15 i ovennævnte forslag.

sign. Joen H. Andreassen